Lysander

Jeg var så opsat på ikke at miste ham, at jeg mistede mig selv i ham

3Likes
3Kommentarer
281Visninger

1. Lysander

Jeg var så opsat på ikke at miste ham, at jeg mistede mig selv i ham. Måske var jeg for desperat til hans smag. Lysander. Bare navnet siger alt. Alt hvad han er, og alt hvad han var. Alt hvad han bliver. Uden mig. Lysander uden Iben.

 

Vores historie begyndte på Glyptoteket. En tirsdag kl.12:13 foran en byste af Platon. Ingen af os var kommet der med nogen. På det tidspunkt var vi begge to så latterligt alene. Så vi besluttede os for at være alene sammen. Som to slanger snoede vi rundt om antikke statuer og historier fra en anden tid. Uden rigtig at sige noget. Men mine øjne lå konstant på ham. Min første tanke var at han var smuk. Meget smuk. Et par runde briller indrammede hans rolige ansigt med de klare blå øjne. Nærmest som en potteplante hang mørke krøller ned over hans ellers porcelæns hvide ansigt. Da vi var nået hele buen rundt gav han mig sit navn Lysander. Selvfølgelig hed han noget med lys. Han virkede som en lede stjerne. Skinnende klar i natten, og jeg undrede mig over hvordan jeg havde eksisteret uden ham.

 

Han var lige begyndt på studie. Fransk på KU, som han ikke helt vidste hvad skulle føre til. Hvis han selv havde valgt ville han gå på det kongelige musikkonservatorium. Spille violin hverdag resten af livet. Jeg tror han fortrak den fremfor alt. Når Lysander ingen ord havde, kunne violinen spille han følelser. Altid triste klezmer melodier. Det var som om der lå en eller anden sorg begravet i ham et sted. Måske fandt jeg frem til den. Måske gjorde det for ondt på ham.

 

Jeg var 3.g´er på den klassisk sproglige linje. Inden ham brugte jeg nærmest hvert et vågnet øjeblik på Platon og Sokrates. Der var ikke et værk af Kirkegaard jeg ikke havde læst. Jeg var selvudnævnt fantast. Lysander sagde engang at mit hoved var gemt blandt stjernerne. Det var derfor at jeg aldrig helt kunne se normale menneskers problemer.

 

Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, ville jeg have bakket væk fra ham. Løbet op til mine stjerner og gemt mig på den anden side af månen. Men ingen kan forudsige fremtiden. Heller ikke Lysanders Ibenholt. ”Min egen Ibenholt” som han altid hviskede i mit øre. Jeg elskede ham for meget. Lige fra dag ét lod jeg mig falde. Jeg var overbevist om at han ville gribe mig. Måske burde jeg have spurgt ham. ”Griber du mig? Så griber jeg dig” men han var, og er, vist ikke typen der bare lader sig falde. Lysander flyver.

 

Jeg blev hevet ind i hans verden. Fester på uni og kloge, kulturelle arrangementer. Han var lugten af øl og cigaretrøg i håret. Den korte lykkefølelse af at blive set. Han var ikke bare endnu et menneske fra vores almindelige planet. Jeg tvivlede til tider på om han overhovedet kom fra vores jord. Han var mere ligesom Neptun. Kold og langt væk fra os alle. Men det var jo noget af det smukkeste han kunne være. Sig selv.

 

Betaget, af ham, så jeg ikke verden omkring mig. Alle de grimme ting vi oplevede, så jeg som noget af det smukkeste. Lysander var der jo. Godt nok så optaget af sig selv og sin egen sorg at han ikke så mig. Men det var lige meget. Jeg så ham, overbevist om at hans kærlighed var værd at dø og leve for. Alle de tricks jeg lavede for at han skulle se mig. Anderkende mig og i sidste ende huske mig.

 

Da jeg sagde jeg ville se verden blev han sur. Spurgte hvordan jeg kunne forlade ham. Han var afhængig af min opmærksomhed. Af den kærlighed jeg kunne give ham. ”Bliv hos mig Ibenholt” sagde han. Jeg føler mig så dum nu. Hvorfor blive hos en der ikke vil vente? Det var først der at jeg for alvor mistede mig selv. Kun fordi jeg ikke ville miste ham.

 

Jeg begyndte på teologi. Hurtigt blev jeg hevet ind i min egen verden, med fredagsbar og studiegrupper. Jeg havde for længst glemt Platon og Sokrates. Der var kun Lysander, som jeg vist kom til at forsømme. Ikke med vilje. Jeg ville ham så gerne. Selv de tidspunkter hvor han ikke ville mig.

Det var som om det mystiske tåge spind der havde om gæret ham før langsomt begyndte at lette. Jeg var stadig betaget af ham og hans sørgelige melodier. Men jeg blev irriteret. Irriteret over hans humør og kræven på kærlighed. Jeg var ensom. Igen så latterlig alene som da jeg havde mødt ham.

 

Han var sammen med en anden. En pige fra psykologi Til en fredagsbar, hvor jeg stod i den anden ende af lokalet. Overbevist om at han elskede mig. Latterlige lille pige kærlighed. Hele min krop blev fyldt med adrenalin da jeg så dem. Fulde, unge, dumme. Han så på hende på samme måde som han så på mig. Krævende Lysander. Selviske Lysander. Jeg løb ud i natten, langt væk fra ham. Langt væk fra mig selv.

 

Måske var det under sommernatten at jeg fandt den rest af mig selv der var tilbage. En søvnig lyd af København mindede mig om hvad der engang var. At jeg engang havde eksisteret uden Lysander. Jeg var også ked af det. Der var også sorg begravet i mig. For første gang i hvad der føltes som 100 år anderkendte jeg mig selv. Græd fordi jeg havde brug for det. Grinte fordi jeg havde lyst til det. Jeg følte noget som ikke var Lysander. Jeg var ikke Ibenholt. Jeg var Iben.

 

Jeg tog ud at rejse. Sagde ikke engang farvel til ham. Alle de beskeder han sendte. Pludselig var jeg hans et og alt. Han havde mistet sig selv i mig. Kunne ikke trække vejret uden at jeg var hos ham. ”Kom tilbage Ibenholt” skrev han. Jeg svarede aldrig. Jeg behøvede ikke Lysander for at være Iben. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...