Glashjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2017
  • Opdateret: 11 mar. 2017
  • Status: Igang
Alaska Collins lever et trygt liv med sin familie, veninder, skolegang og fritidsinteresser. Hele fremtiden ligger klar for hende og alt er planlagt lige indtil den dag, hvor hun møder den tatoverede, mystiske Isaac. Han er hendes totale modsætning, og hun er udmærket klar over, at han er farlig. Men alligevel føler hun sig draget mod det forbudte. Dette bliver starten på et stormfuldt forhold, der vil vende op og ned på hele hendes liv og alt hvad hun har kendt til. Men glashjerter knuses nemt, når de omgives af stenhjerter. // Deltager i Valentine-konkurrencen, valgmulighed 1.

31Likes
34Kommentarer
2383Visninger
AA

4. Tre

 

Tåspidsskoen snurrede endnu en runde på trægulvet, før jeg lod mig komme ned på flad fod for kort efter igen at måtte hæve mig tilbage op på tåen, og jeg brugte samtidig mit andet ben til at fortsætte omdrejningen i piruetten. Min vejrtrækning var hurtig. Sveden piblede frem ved mine tindinger, men jeg var stadig langt fra tilfreds med resultatet af min morgentræning.

Anna Pavlova og Margot Fonteyn stirrede dømmende på mig henne fra væggen. De vidste lige så vel som jeg, at min holdning ikke havde været perfekt i mine mange forsøg på at få piruetserien i hus. Engang kunne jeg lave den uden den mindste fejl hver evig eneste gang, men så var jeg stoppet med at træne lige så meget som tidligere. Så nu var det tilbage til træning af piruetter igen. Min balletinstruktør ville ikke komme før en gang i næste uge, så jeg tvang mig selv til selv at få øvet, før hun skulle komme.

Jeg tvang mig selv igennem endnu en halv times piruettræning, indtil mine ben rystede og mine ankler og fødder gjorde ondt. Jeg kastede et sidste blik mod plakaterne på væggen og sukkede lavt for mig selv. Jeg gik derefter ind på mit værelse og videre ud på badeværelset. Med ømme lemmer fik jeg trukket det svedige træningstøj af mig, før jeg trådte ind under det kolde vand i bruseren. Kulden var bidende i starten, men derefter nød jeg det. Jeg tillod mig at blive kølet en smule ned, før jeg skruede op for temperaturen for at få taget et ordentligt bad med en masse af min elskede jordbærshampoo.

Det var lørdag, hvilket dermed betød ingen skole. Alligevel havde jeg ufattelig meget, der skulle ordnes. Jeg havde ballet, klaver, afleveringer og måske skulle jeg også hjælpe mine forældre med noget arbejde.

Jeg viklede mig ind i min badekåbe, da jeg var færdig med badet og havde samlet mit hår i en fletning. Mine fødder bar mig ind over gulvtæppet på mit værelse, før jeg smed mig på sengen og lukkede øjnene i. Jeg var udmattet og klokken var ikke engang ni om morgenen endnu. Jeg satte mig op i sengen og lod blikket glide rundt herinde. Her var meget hvidt. Væggene, loftet og gulvtæppet var hvidt. Det samme var min seng og mine skabe. For at opveje det havde jeg dog en sort reol fyldt med bøger og et sort skrivebord. Og så havde mit sengesæt en dyb pink farve, samtidig med at jeg havde et par indrammede plakater på væggene, der også havde masser af farve. Jeg ville i hvert fald ikke have et totalt farveløst værelse. Den samme mening havde jeg om min tøjstil. Jeg gik sjældent til aldrig i sort eller hvidt tøj. Det var altid blomstret eller en lys pastelfarve.

Da min mobil ringede, var jeg hurtig til at række hen efter den og besvare opkaldet, da jeg så at det var Kayla, der ringede.

”Hej,” sagde jeg og smilte for mig selv.

”Alaska, det er bare lige fordi… den aflevering vi har for til på mandag, ikke? Jeg er ikke startet endnu, og jeg fatter absolut intet af, hvad det er vi skal. Og jeg ved, at du sikkert lavede den for tre uger siden, så jeg ville bare lige høre, om jeg måske må læse din igennem? Bare så jeg måske kan blive lidt mere klar på, hvad den går ud på? Please.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv. Det var typisk Kayla. Det her var efterhånden blevet en fast ting, og hun vidste godt, at jeg ikke kunne få mig selv til at sige nej.

”Selvfølgelig. Jeg sender den om lidt.”

”Tak! Du er virkelig en skat!” Man kunne høre det enorme smil i hendes stemme.

”Det var så lidt. Men måske bør du snart lære at begynde på afleveringerne noget tidligere?” foreslog jeg, selvom jeg godt var klar over, at det var lige så nyttesløst som at spørge en dør til råds.

”Aldrig i livet. Der er dansegulv, der skal danses på og folk, der skal ses. Jeg har aldrig tid, før klokken bliver ’sidste øjeblik’.”

Jeg himlede med øjnene af hende.

”For resten, hvem var ham fyren nu igen? Ham du kyssede med i byen?” spurgte hun efterfølgende, og jeg var kort overrasket over, at Isaac blev bragt på banen. Men på den anden side burde jeg have set den komme.

”Han hedder Isaac. Jeg mødte ham den aften vi havde været ude og spise sushi. På vejen hjem med Emma.”

”Ah, okay. Er I sådan en seriøs ting?”

”Hvad? Nej, selvfølgelig ikke. Der foregår ikke noget,” mumlede jeg stille. Det kunne der jo ikke. Hans humør og opførsel skiftede for hurtigt, så jeg tvivlede på, at han overhovedet kunne lide mig. Dog kunne jeg ikke undgå at tænke tilbage på, hvor godt hans læber havde føltes mod mine. Men det var en håbløs tanke overhovedet at tænke på, at vi kunne blive til mere end venner. Det ville aldrig gå.

”Er du sikker? Altså, jeg kan godt se, at han ikke virker som din normale type, men han var da røvlækker!” grinede hun.

”Kayla!” udbrød jeg, da jeg ikke selv ville have brug den beskrivelse af ham. ”Og jeg har altså ikke en fast type.”

”Jo, du har. Har du måske nogensinde før kysset en fyr med tatoveringer?” afhørte hun mig.

”Øhm, nej. Men nu er det altså heller ikke fordi jeg har kysset specielt mange.”

”Nej, det ved jeg godt. Men han er stadig anderledes fra de andre. De få andre har alle været rene 12-taller med en sikker karriere i fremtiden og gode familier. Ham her virker anderledes.”

”Han er også anderledes,” sukkede jeg. ”Men det betyder ikke, at der kommer til at ske noget.”

”Okay, okay. Bare hold mig opdateret, hvis der gør, ikke?” sagde hun stille.

”Det skal jeg nok. Vi snakkes ved senere,” svarede jeg med et lille smil, før jeg afbrød opkaldet og lagde mobilen tilbage på mit natbord.

Det var meget forståeligt, at Kayla var så interesseret i mit ikkeeksisterende kærlighedsforhold med Isaac, for indtil videre havde jeg kun haft en enkelt kæreste, og det forhold havde ikke varet længere end nogle få måneder. Derudover havde jeg kysset med en eller to, og det havde været så uskyldigt, som noget næsten kunne være. Så det var ikke fordi jeg havde en masse saftige og spændende historier at komme med.

Men det havde jeg haft det fint med.

Jeg skulle jo vente indtil ægteskabet med alt det. Det var i hvert fald planen.

Men selvfølgelig var det ikke en plan, jeg endte med at følge.

 

Kirkeklokkerne ringede morgenens gudstjeneste af, og jeg rejste mig op fra bænken i den lille kirke og fulgte med mine forældre mod udgangen. Jeg glattede min lyseblå kjole og foldede mine hænder sammen, mens jeg gik. Begge mine forældre var i dyb samtale med dem vi sad ved siden af under gudstjenesten, så jeg gik alene bag dem. Jeg så frem til at komme hjem, så jeg kunne komme i gang med nogle lektier.

Da vi trådte udenfor kirken, og jeg så op fra jorden, stoppede jeg kort op over synet, der mødte mig.

Isaac stod lænet op af siden af sin bil nede ved hækken, der omringede kirkens område. Det var tydeligt, at han var her for mig. For det var mig, han stod og så borende på, og han gjorde en bevægelse med hovedet, der antydede, at jeg skulle komme over til ham.

Jeg så mod mine forældre, der stod med ryggen til Isaac og fortsat snakkede med det andet par. Så jeg tog min chance og småløb ned af den lille sti og hen til Isaac.

”Hvad laver du her? Du kan ikke bare dukke op her! Mine forældre er her!” hviskede jeg, men samtidig med en snert af vrede i min stemme.

”Hvorfor hvisker du? De kan ikke høre os,” svarede han blot med et smørret smil.

”Nå, men du bør stadig ikke være her.” Mit toneleje var tilbage til det normale, og jeg lagde armene over kors, mens jeg fastholdt blikket mod hans ansigt.

”Jo. Jeg har lavet planer for os.”

”For os?” spurgte jeg skeptisk.

”Jep.”

”Hvad skal vi?”

”Det får du af se,” svarede han hemmelighedsfuldt, og jeg undertrykte trangen til at himle med øjnene lige foran ham.

”Jeg kan da ikke bare tage med dig, hvis jeg ikke ved, hvad vi skal,” mumlede jeg stille.

”Jo, du må bare tage en chance. Jeg lover, at det ikke er noget slemt. Så kom nu bare med og lad for en gangs skyld være med at planlægge dit liv helt ned til den mindste detalje.”

Det irriterende var, at han havde ret. Det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Jeg planlagde alting. Gerne flere uger i forvejen, så jeg kunne være sikker på, at der ikke var to begivenheder, der pludselig overlappede hinanden. Jeg ville gerne give slip, som Isaac foreslog. Men det gik imod alt hvad jeg normalt var vant til, og derfor var det skræmmende. Jeg var ikke vant til at træde væk fra forventningerne og gøre, hvad jeg selv havde lyst til. Spontanitet var ikke et begreb, jeg havde den mindste smule erfaring med.

Ikke før i dag.

”Okay, lad os gøre det.” Ordene fløj ud over mine læber, før jeg nåede at ombestemme mig. ”Jeg kommer tilbage om lidt.”

Jeg løb tilbage op til mine forældre, hvor jeg kort prikkede min far på skulderen. ”Far? Jeg tager over Kayla,” sagde jeg, og det føltes skrækkeligt at lyve. Jeg kunne sagtens se, hvorfor jeg normalt undgik det.

”Okay, bare vær hjemme inden aftensmad. Skriv eller ring, hvis vi skal komme og hente dig,” svarede han med et smil, hvortil jeg nikkede, før jeg løb tilbage ned til bilen og satte mig ind til Isaac.

”Det her føles så forkert,” mumlede jeg lavt.

”Nej, det bliver fint. Stop så med at være så fandens negativ.”

”Jeg er da ikke negativ!” Jeg hævede stemmen og så utilfredst på ham over hans valg af ord.

”Jo, du er. Så hold nu kæft og find et smil frem.” Selvom hans ord var hårde, sad han og smilede, mens han holdte blikket fastrettet ud af forruden.

Et lille smil fandt langsomt frem på mine læber, og jeg sætte mig noget bedre til rette i sædet, mens jeg så ud af vinduet i min side. Jeg vidste endnu ikke om det var en smart idé at tage af sted med ham, når jeg ikke havde nogen anelse om, hvad hans planer var. Men det var for sent at vende om nu, og en del af mig var spændt og parat på en dag, hvor jeg forhåbentlig ikke skulle stresse og tænke en million gange over den mindste ting.

Ingen af os snakkede i et stykke tid, og det var først, da han kørte ind på en parkeringsplads og parkerede bilen i en af båsene, at mit blik fandt tilbage på ham.

”Hvad skal vi?”

”Jeg er hundesulten, så vi skal have noget mad,” svarede han, før han steg ud af bilen. Da jeg også var kommet ud, rynkede jeg svagt på næsen over synet af ham med en tændt cigaret mellem læberne. ”Come on, det er en cigaret. Så slemt er det ikke.” Han måtte have set mit ansigtsudtryk, siden han kommenterede som han gjorde.

”Det er stadig usundt.”

”Ja, det er jeg godt klar over. Men det er svært at vænne sig af med dårlige vaner.”

”Har du nogensinde prøvet?” spurgte jeg så, og han så hen på mig med et stort smil.

”Nope.”

Jeg rystede svagt på hovedet af ham og fulgte med ham op til indgangen af restauranten. Han slukkede cigaretten imod murstensvæggen, før han lagde en hånd ved min lænd og førte mig med indenfor. En tjener viste os hurtigt hen til et bord, hvor jeg satte mig ned på den ene stol og begyndte at kigge menukortet igennem.

I løbet af ingen tid kunne jeg dog mærke hans blik fæstnet på mig. Det nærmest brændte sig fast, og jeg måtte synke en lille klump i halsen, før jeg tog mig sammen til at se hen på ham. Jeg fik et lille smil frem, da jeg ikke rigtig kunne gennemskue, hvad der foregik inde i hans hoved. I stedet for at sige noget, så han blot ned mod sit menukort uden at sige så meget som et enkelt ord. Jeg kunne ikke finde ud af ham. Men måske var det heller ikke meningen. Måske var han en af dem, hvor man blot skulle acceptere, at man aldrig ville blive i stand til at gennemskue dem.

Ingen af os sagde noget i flere lange minutter. Det var begyndt at blive akavet, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig helt ude af min komfortzone, så jeg sad udelukkende og fumlede med mine fingre, mens jeg så mod menukortet.

Aldrig havde jeg troet, at det ville være tjeneren, der kom os til undsætning. Hun sendte os et stort perlesmil og spurgte, hvad vi ville have at drikke. Jeg skulle have vand og Isaac skulle have en øl. Bagefter spurgte hun, om vi havde besluttet os for maden, hvilket vi begge havde. Jeg bestilte en cæsarsalat, mens Isaac bestilte en steak. Rød.

Jeg så efter hende, da hun gik, og det var lige før, jeg ville ønske, at hun vendte om og kom tilbage igen, så vi kunne slippe for stilheden. Men det skete selvfølgelig ikke. Og heldigvis tog Isaac sig endelig sammen til at få munden på geled.

”Hvad studerer du egentlig?” spurgte han og lod blikket glide ned over mit ansigt.

”Jeg går på en kunstnerisk linje, der sådan arbejder med lidt af det hele. Musik og billedkunst. Jeg maler, så det er en super linje for at få øvet det noget bedre,” smilte jeg, mens han nikkede en anelse. ”Jeg spiller også klaver og danser ballet.”

”Selvfølgelig gør du det. Er det hele af egen fri vilje?”

”Ja? Men jeg får hjemmeundervisning i latin, og det er så ikke noget, jeg egentlig har lyst til,” mumlede jeg.

”Hvorfor siger du så ikke noget til det?”

”Fordi det er nemmest sådan her. Jeg vil ikke skuffe dem. Mine forældre,” uddybede jeg, hvis han ikke skulle være klar over, hvem jeg mente.

”Hvor gammel var det nu du var? 18 eller sådan noget, ikke?” spurgte han, og jeg kom med et lille nik. ”Så derfor bør du altså stoppe med at bekymre dig om deres mening. Du bør have det sjovt. Være i byen og drikke alkohol og bare slå dig løs. Og helt bestemt ikke sidde derhjemme og læse latin.”

”Kan du ikke snart stoppe med at sige, hvad jeg bør og ikke bør?” bad jeg. ”Please.”

Han sukkede tungt og lænede sig noget mere tilbage i sin stol. ”Fint. Hvad vil du så snakke om?”

Jeg tænkte over hans spørgsmål i et kort øjeblik. I virkeligheden var der utroligt mange ting, jeg gerne ville spørge om, så det var svært at bestemme sig for, hvor jeg skulle starte. Men nu havde vi en hel frokost, så jeg kunne have lov at håbe på, at jeg ville få mulighed for at spørge ind til det hele. Tjeneren kom tilbage med vores drikkevarer, hvor jeg takkede hende, før hun forsvandt igen.

”Hvad laver du i din fritid?” spurgte jeg og lod blikket finde tilbage på Isaac igen.

”Ikke det helt vilde. Bruger tid med vennerne, træner… Lidt af hvert.” Han trak kort på skuldrene.

”Hvilken slags træning?” Lige nu ville jeg gerne bare have ham til at snakke. Det var stort set lige meget hvad emnet var. Jeg ville lære mere om ham og samtidig undgå selv at blive adspurgt, da det som regel vendte tilbage til det samme standpunkt, at jeg var for afhængig af mine forældres holdninger.

”Løb og styrketræning. Nogle gange boksning.”

”Sådan boksekampe eller?”

”Det varierer.”

”Hm, okay. Studerer du også? Eller hvis du er blevet færdig, hvad læste du så?” adspurgte jeg.

”Jeg blev aldrig færdig.” I et kort øjeblik fandt en mørkere attitude hen over hans ansigt, og jeg gik ud fra, at der var mere bag dette, end hvad han havde lyst til at snakke om.

”Hvorfor ikke?” kunne jeg ikke dy mig at spørge.

”Bare fordi. Nyt spørgsmål.” Hans klang var hårdere end før, og det fik mig til kort at se ned mod bordpladen, før jeg igen samlede mig sammen til at se tilbage på ham.

”Okay.” Jeg fandt et smil frem igen og bed mig i underlæben, mens jeg tænkte over næste spørgsmål. ”Er du religiøs?”

Hans øjenbryn hævede sig betydeligt, og han lænede sig frem og hvilede underarmene imod kanten af bordet. ”Hvad tror du selv?” spurgte han.

”Det ved jeg ikke. Normalt ville jeg sige nej, men jeg øver mig i at være mere åben og ikke fejlbedømme folk på grund af deres udseende.”

”Hvad er der da galt med mit udseende?”

”I-ikke noget. Det var ikke sådan jeg mente det,” svarede jeg, og jeg fortrød hurtigt, at jeg havde sagt, som jeg gjorde.

Han grinte blot over mig, hvilket fik mig til at slappe en smule af, selvom jeg måske burde være blevet fornærmet over, at han grinte sådan af mig.

”Det er bare… Du har ligesom en del tatoveringer… Og du går altid kun i sort.” Han nikkede langsomt, hvilket fik mig til at fortsætte. ”Hvorfor har du overhovedet så mange tatoveringer? Er du ikke bange for, at du ender med at fortryde dem?”

”Fordi jeg har lyst, og jeg ved, at jeg ikke kommer til at fortryde dem. Hvorfor har du ikke nogen?”

Jeg så betuttet på ham, da spørgsmålet blev vendt mod mig. Og han kunne jo heller ikke vide, om han engang som firsårig ville fortryde de tatoveringer, han havde nu.

”Fordi jeg ikke har lyst? De er permanente, og jeg vil ikke risikere at fortryde det. Desuden ville mine forældre sikkert smide mig på gaden, hvis jeg kom hjem med en tatovering.”

”Jeg forstår virkelig ikke dine forældre,” sagde han, og jeg måtte kortvarigt trække på den ene skulder.

”Det gør jeg heller ikke altid,” svarede jeg med et skævt smil. ”For eksempel med mit navn. De kunne godt have valgt et, hvor jeg ikke er opkaldt efter en stat.”

”Jeg kan godt lide dit navn.”

Mit smil voksede betydeligt, og jeg var stensikker på, at mine kinder fik noget mere farve, selvom det bestemt ikke var frivilligt. Vores mad blev serveret, og jeg kastede mig med det samme over den, da jeg var blevet virkelig sulten efter at have spist tidlig morgenmad.

Vi småsnakkede, mens vi spiste, men ærlig talt blev det ikke til så meget. Vi virkede begge travlt optaget af vores mad, og jeg havde i hvert fald brug for at få noget mad ned, før jeg kunne snakke igen. Jeg tyggede af munden og tog en lille mundfuld af mit vand, før jeg omsider var klar til at fortsætte spørgsmålene.

”Hvis du ikke studerer, arbejder du så? Og med hvad?” adspurgte jeg.

”Lidt af hvert. Noget salgsarbejde og sådan.” Han trak afvigende på skuldrene og virkede ikke specielt glad for emnet.

”Okay, det lyder spændende,” smilede jeg, hvortil han kom med et svagt nik. ”Jeg fik aldrig svar på, om du er religiøs.”

”Jeg tror ikke på Gud eller noget som helst andet af det, der står i Bibelen.”

”Hvorfor ikke?”

”Det gør jeg ikke. Der har fandme aldrig været nogen Gud i mit liv,” svarede han småirriteret. ”Så jeg har absolut ingen grund til at skulle tro på sådan noget.”

Jeg forstod ham ikke. Men jeg respekterede også, at vi havde forskellige holdninger. Jeg havde heller ikke regnet med, at han ville være religiøs. Hele hans personlighed pegede i hvert fald ikke mod det.

”Har du nogensinde haft en kærteste? Og er du jomfru?”

Hans spørgsmål kom bag på mig, og jeg følte mig kort helt tom for ord, da det her ikke var et emne, jeg var tilpas med. ”Jeg har haft en kæreste. Men, øh, han endte med at slå op… fordi jeg ikke var klar til… du ved… at gå i seng med ham,” hviskede jeg næsten, og jeg skyndte mig at spise noget mere som en undskyldning for ikke at kunne snakke mere.

”Virkelig? Du er ikke så kristen, at du ikke vil have sex, før du er blevet gift, vel?” Han så afventende på mig, og jeg tog blot endnu en mundfuld af min salat. ”Seriøst? Wow.”

”Der er da ikke noget galt med det! Jeg vil bare vente, indtil den rigtige kommer forbi,” svarede jeg, da jeg endelig havde fået tygget af munden.

”Fint, fint.”

Han tømte sin øl og fik bagefter vinket tjeneren hen, så han kunne få betalt. Jeg ville gerne have tilbudt at betale, men jeg havde ikke penge med i kirken, så derfor var det ret umuligt for mig. Jeg rejste mig så op og gik med ud til bilen, hvor jeg satte mig ind og spændte mig fast.

”Kører du mig hjem nu?” spurgte jeg med et lille smil.

”Nej.”

”Nej? Hvorfor ikke?”

”Vi skal ud på eventyr,” smilte han, mens bilen trillede ud af parkeringspladsen.

 

//Heeeeej! Tak til jer der læser med og kommenterer efter hvert kapitel, det bliver virkelig værdsat! Opdateringerne vil fremover nok komme en smule mere langsomt end indtil nu, da jeg også skal passe uni ved siden af, men jeg vil forsøge at skrive så meget jeg kan :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...