Glashjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2017
  • Opdateret: 11 mar. 2017
  • Status: Igang
Alaska Collins lever et trygt liv med sin familie, veninder, skolegang og fritidsinteresser. Hele fremtiden ligger klar for hende og alt er planlagt lige indtil den dag, hvor hun møder den tatoverede, mystiske Isaac. Han er hendes totale modsætning, og hun er udmærket klar over, at han er farlig. Men alligevel føler hun sig draget mod det forbudte. Dette bliver starten på et stormfuldt forhold, der vil vende op og ned på hele hendes liv og alt hvad hun har kendt til. Men glashjerter knuses nemt, når de omgives af stenhjerter. // Deltager i Valentine-konkurrencen, valgmulighed 1.

31Likes
34Kommentarer
2387Visninger
AA

5. Fire

 

”McDonald’s? Er det vores eventyr?” spurgte jeg med et lavmælt grin. Det virkede helt absurd.

”Ja? Det er jo bare en start. Det er ikke til at sige, hvad aftenen ellers vil bringe,” svarede han med et stort smil. ”Men jeg tænker, at vi bare køber en is og så kører videre. Hvad skal du have?”

Jeg trak på skuldrene. Hvor skørt det end lød, så havde jeg aldrig været på McDonald’s før. Mine forældre mente, at det var for snasket til, at vi skulle spise sådan noget pjat, og så havde deres opfattelse vel smittet af på mig.

”Øh, jeg ved ikke hvad de har.”

Han så på mig, som om jeg havde groet et ekstra hoved.

”Du mener ikke, at du ikke har været her før, vel? Alle har sgu da spist på McD.”

”Åbenbart ikke alle,” mumlede jeg stille.

Jeg så op mod den gyldne måge, da vi kørte hen til drive thru’en, hvor han rullede vinduet ned, for at kunne snakke med damen i højtaleren. Han bestilte en McFluffy eller noget i den retning. Jeg kunne ikke høre det ordentligt, men det lød godt.

”Jeg skal bare have det samme,” sagde jeg med et lille smil, hvorefter han også fik bestilt det til mig.

Da vi var kørt længere frem og havde betalt og modtaget isen, begyndte han at køre videre igen, selvom jeg ikke rigtig vidste, hvor vi var på vej hjem.

”Åh, Gud, denne her er virkelig god!” sagde jeg efter at have proppet munden fuld med is.

”Bare kald mig Isaac. Gud virker lidt for voldsomt.”

Jeg himlede med øjnene af ham og koncentrerede mig om at spise min is.

”Ja, ja. Jeg tror, jeg bliver nødt til at komme forbi igen en anden dag for at få endnu en McFluffy.”

Han grinte højt af mig, og jeg sendte ham et forvirret blik.

”McFlurry. Ikke fluffy. Men det er meget sødt.” Han virkede til at have det meget sjovt lige nu, mens jeg selv følte mig lettere pinligt berørt over at have hørt så meget forkert.

Jeg sagde ikke noget, og der gik noget tid, hvor vi begge blot sad og spiste, mens vi kørte rundt og lyttede til radioen. Jeg overvejede at kommentere på, at det måske ikke var smart at køre bil og spise is på samme tid. Men jeg kunne næsten regne svaret ud, så det ville være spildt at forsøge.

Mit blik rettede sig mod vinduet, hvor jeg så huse og andre bygninger suse forbi os, mens jeg fortsat sad forgabt i min McFlurry.

”Hvad skal vi så nu?” spurgte jeg lidt efter. ”Eller var McDonald’s det store eventyr vi skulle på?”

Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvilket svar jeg ønskede at få. Selvom jeg stadig udmærket var klar over, at vi var to vidt forskellige mennesker, og at det med garanti ville være bedst at få noget afstand, så kunne jeg ikke ignorere den lille stemme, der blev ved med at sige, at jeg jo havde det sjovt og godt sammen med Isaac.

”Nej, for fanden, der er en masse endnu!”

Han svang bilen til siden, og jeg greb af refleks ud mod håndtaget over døren i min side for at have noget at holde fast i. Han lo blot af mig, mens jeg rystede på hovedet.

”Slap nu af, jeg har styr på det,” smilte han stort.

”Kan du så ikke køre lidt mere sådan… normalt? Roligt?” spurgte jeg lavt.

”Nope.”

Jeg sukkede tungt over ham og fortsatte med at holde fast om håndtaget, mens han fortsatte med at køre som en sindsforvirret rallykører.

 

Efterfølgende gjorde vi stop på en tankstation for at fylde benzin på bilen, og derefter var planen vist, at vi skulle finde et sted at få kaffe. På turen derhen ringede Isaacs mobil dog og han fumlede kort med den, før han besvarede opkaldet og holdte mobilen op til øret.

”Hvad så?” spurgte han.

Jeg kunne ikke høre, hvad personen svarede, mens hans ansigtsudtryk ændrede sig langsomt, og han fik en dyb rynke på panden, mens hans kæbe virkede mere anspændt end tidligere

”Fuck,” bandede han til sidst. ”Okay, jeg kommer nu.”

Han kastede mobilen ned i kopholderen, hvorefter han foretog en hård uvending og trådte speederen i bund.

”Hvad er der sket?”

”Noget, der ikke vedrører dig,” svarede han i en hård tone. ”Jeg kører dig hjem nu.”

”Okay,” hviskede jeg stille.

I dag havde været virkelig godt. Langt over mine forventninger og langt mere interessant end den dag, jeg ellers skulle have haft.

Men afslutningen kunne have været bedre. Han virkede vred og irriteret på alt og alle omkring sig, og han bandede hver eneste gang personen foran ham ikke kørte hurtigt nok, eller ikke kørte ind i den anden vejbane, så han kunne komme forbi.

Da jeg rakte hen for at tænde for radioen, havde han skubbet min hånd væk, før jeg overhovedet nåede knappen.

”Snak.”

”Jeg har ikke noget at snakke om.”

”Så find på noget!” råbte han, og jeg veg sammen i mit sæde.

Jeg var helt stille i et øjeblik, og jeg mine tanker var ét stort rod. På den ene side havde jeg lyst til at gemme mig ned under fodmåtten i bunden af bilen, men på den anden side havde jeg lyst til at råbe og skrige af ham.

Utroligt nok endte jeg med at gøre det sidste.

”Nu stopper du altså!” svarede jeg arrigt igen. Mit udbrud chokerede mig selv ligeså meget som det chokerede ham. ”Bare fordi dit humør pludselig har vendt 180 grader, betyder det ikke, at du kan lade det hele gå ud over mig! Jeg nægter at blive snakket og råbt sådan til, når jeg ikke har været andet end flink over for dig!”

”Fuck, det der er frækt.”

”Men… Vent, hvad?” spurgte jeg forvirret og så på ham med et undrende blik.

”Jeg vidste slet ikke at sådan en god pige som dig kunne råbe af folk.” Han grinte lavmælt, og jeg følte mig blot endnu mere rundt på gulvet, end jeg havde været i forvejen.

”Du er så forvirrende,” stønnede jeg.

”Væn dig til det, baby,” smilede han, og jeg rystede langsomt på hovedet af ham over kælenavnet.

”Nå, men du skal stadig begynde at snakke noget pænere til mig.”

”Hvorfor?”

”Fordi det andet er vildt uhøfligt?”

”Men jeg er altså generelt uhøflig.”

Jeg sukkede tungt.

”Please giv det et forsøg. Bare fordi jeg er flink, betyder det ikke, at folk kan træde på mig som de vil.”

Han nikkede en anelse, og jeg kunne ikke undgå at føle mig en smule selvtilfreds. Det var godt at sige ham imod for en gangs skyld, for han virkede ikke som typen, der fik specielt meget modstand i hverdagen.

Der blev endnu en gang et øjebliks stilhed, mens jeg ledte efter noget at snakke om. I virkeligheden var der oceaner af emner, for der var stadig så mange ting, jeg ikke vidste om ham, så det handlede i bund og grund om at vælge et ud.

Da han famlede rundt efter en cigaret og efterfølgende tændte en, kom emnet dog naturligt.

”Hvornår begyndte du at ryge?” spurgte jeg, mens han fik rullet vinduet ned i hans side af bilen.

”12.”

”Hvad?!”

”Du hørte mig godt,” svarede han og tog et langt hiv af cigaretten.

”Men det er jo vildt tidligt!”

Jeg vendte mig noget mere med fronten til ham i sædet og betragtede hans profil, mens han sad med cigaretten. Nogle gange kunne jeg helt glemme, hvor attraktiv han var. Hans ego og personlighed drog opmærksomheden mod andre ting, men nu hvor jeg betragtede ham noget grundigere blev det yderst tydeligt. Selv med tatoveringerne var han en flot fyr.

Og jeg var ellers normalt ikke en, der så tatoveringer som noget attraktivt.

Men jeg måtte indrømme, at Isaac var begyndt at ændre på netop dette.

”Hvad var din første tatovering?” spurgte jeg efterfølgende.

Han løftede den ene hånd og tappede med pegefingeren på et kors, der var knækket over på midten og placeret på hans underarm.

”Hvorfor er det knækket?” Jeg så på ham med en rynken på panden.

”Fordi religion er noget folk bruger, når de nægter at se virkeligheden i øjnene og stole på videnskaben. Så jeg synes det virkede meget rebelsk at få lavet et ødelagt kors.”

”Hvor gammel var du?”

”15.”

Jeg rystede endnu en gang på hovedet, da det var helt ufatteligt, så tidligt han havde været med alle de her ting.

”Hvorfor allerede så tidligt? Skal man ikke være 18 for at få tatoveringer og ryge?” spurgte jeg, da jeg var ret sikker på, at det var sådan det hang sammen.

Han lignede en, der overvejede hvorvidt han ville svare eller ej, før han dog til sidst skilte læberne ad. ”Jeg hang ud med en gruppe, der var væsentligt ældre end mig. Og så blev jeg introduceret for det,” svarede han, hvor jeg kom med et lille nik som svar.

Det gav jo meget god mening, at det var på grund af hans omgangskreds, og ikke blot fordi han i en alder af 12 år alene havde valgt at begynde at ryge. Det ville også have været helt absurd efter min mening.

Jeg kunne se, at vi var ved at nærme os kvarteret, hvor mit hus befandt sig, og på en måde kunne jeg ikke undgå at ærgre mig over, at vi havde været nødt til at afslutte aftenen før tid. Men hvis han havde vigtige ting at tage sig af, var der jo ikke så meget at gøre. Desuden måtte jeg også minde mig selv om, at jeg havde været stiktosset på ham for intet mindre end ti minutter siden.

Da vi nåede den store villa, svang han bilen ind til siden, før han så hen på mig.

Jeg kunne ikke undgå at synke en klump i halsen.

Isaac så på mig, som om han vidste, at han ville ødelægge mit liv – og at han ville nyde hvert et skridt af vejen.

”Øhm, vi ses bare,” mumlede jeg lavmælt.

”Mhm, ses baby,” svarede han med et smil, før jeg steg ud af bilen.

Efter at være nået halvvejs op til hoveddøren, kunne jeg høre ham køre afsted bag mig. Jeg smilte svagt for mig selv, før jeg fortsatte det sidste stykke op til døren, hvor jeg åbnede døren og trådte ind i den varme gang.

Jeg var i færd med at tage mine ballerinaer og jakken af, da min mor trådte ud i gangen til mig. Hun lænede sig op af væggen med den ene skulder, mens hun betragtede mig nærgående. Hun havde en rynken på panden, der fik hende til at se lettere bekymret ud.

”Hvem var det?” spurgte hun.

I et kort øjeblik forstod jeg ikke helt, hvad hun mon mente, men derefter blev det hurtigt klart. Hun måtte have set, at jeg var blevet afleveret i bil af en fyr, som hun ikke havde set før. Mine tanker kørte på højtryk for at finde på en troværdig løgn.

”Det var Kaylas storebror,” røg det hurtigt ud. ”Hun bor jo i den anden ende af byen, så han tilbød at køre mig hjem, nu hvor det er ved at være mørkt.” Jeg sendte hende et lille smil og kunne tydeligt mærke, hvordan jeg begyndte at slappe af igen, da hun gudskelov bed på krogen.

”Ej, hvor fint gjort af ham. Det er heller ikke sikkert for en ung, køn pige som dig at gå alene ud efter mørkets frembrud,” svarede min mor, hvor jeg dog rynkede en smule på næsen.

Jeg var ikke sikker på, hvad det var med min mor og mørket, men hun havde altid fortalt mig, at jeg ikke måtte gå alene ude sent om aftenen – der kunne jo ske alverdens farlige ting. Selv var jeg ikke nær så skræmt, men jeg ønskede ikke at gøre hende mere bekymret, end hvad hun allerede var.

”Det ved jeg godt, mor.” Jeg gav hende et hurtigt kram, før jeg traskede op af trappen og videre ind på mit værelse, mens jeg åndede tungt ud.

Den fyr ville virkelig ende med at splitte mig fuldstændig ad. Han var allerede ved at gøre mig til ekspert i at lyve overfor mine forældre, hvilket ellers aldrig var noget, jeg havde gjort det i. Men samtidig var han bare så ekstremt spændende. Så ærlig talt var løbet jo allerede kørt.

 

// Jeg ved godt det er et lidt kort kapitel, men jeg synes lige det passede med at afslutte det der. Og så kommer der til gengæld drama i næste kapitel! :P

Der kommer dog til at gå noget tid, før næste opdatering kommer. Valentine-konkurrencen slutter her på onsdag, og jeg mener at der derefter ikke er tilladt at redigere i movellaen, før pladserne er blevet tildelt. Men så vil jeg sørge for at få skrevet en masse imens, så jeg har noget at publicere, så snart jeg får mulighed for det igen!

Tak fordi I læser med! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...