Glashjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2017
  • Opdateret: 11 mar. 2017
  • Status: Igang
Alaska Collins lever et trygt liv med sin familie, veninder, skolegang og fritidsinteresser. Hele fremtiden ligger klar for hende og alt er planlagt lige indtil den dag, hvor hun møder den tatoverede, mystiske Isaac. Han er hendes totale modsætning, og hun er udmærket klar over, at han er farlig. Men alligevel føler hun sig draget mod det forbudte. Dette bliver starten på et stormfuldt forhold, der vil vende op og ned på hele hendes liv og alt hvad hun har kendt til. Men glashjerter knuses nemt, når de omgives af stenhjerter. // Deltager i Valentine-konkurrencen, valgmulighed 1.

31Likes
34Kommentarer
2393Visninger
AA

2. Et

 

6 måneder tidligere

Den kølige novemberluft smøg sig omkring mig og fik en gysen til at gå igennem min krop. Min påklædning var helt afgjort ikke egnet til at være ude i så lang tid, som jeg havde været. Aftenen var ellers startet så godt.

Det var fredag aften og endnu en uge med undervisning, lektier, afleveringer og fritidsinteresser var overstået, og derfor var nogle veninder og jeg taget ud for at spise. Jeg havde aldrig været særlig glad for sushi, men de andre tre piger insisterede, så jeg kunne ikke få mig selv til at være på tværs.

Efter middagen sagde Emma og jeg farvel til de to andre, da de boede i den modsatte ende af byen end os. Vi snakkede om det nærtliggende projekt i billedkunst. Selvom opgaven først lå om et par uger, var jeg allerede gået i gang med at brainstorme idéer og skrive små uddrag. Jeg foretrak at være godt forberedt, så jeg aldrig endte ud med at sidde med en opgave i sidste øjeblik.

Musikken blev gradvist højere, da vi nærmede os området med flere forskellige klubber og barer. Man kunne se flere grupper af mennesker stå udenfor, enten med en drink eller cigaret i hånden. Pigerne i alt for korte kjoler, efter min mening.

”Kan vi ikke lynhurtigt på herind?” spurgte Emma pludselig og nikkede ind mod den første klub vi kom forbi.

”Hvorfor? Jeg troede vi skulle hjem?” Jeg rynkede en anelse på øjenbrynene og så forvirret på hende.

”Det skal vi også. Jeg skal bare virkelig på toilettet og entréen er gratis her. Du kan bare vente herude, hvis det er?” Jeg sukkede tungt, da jeg allerede kunne mærke kulden bearbejde sig dybere igennem min krop. ”Please, Alaska. 5 minutter, og så er jeg her igen,” sagde hun, før hun løb videre indenfor.

Efter et hurtigt blik rundt på de andre, der stod udenfor, kunne jeg hurtigt konstatere, at jeg var den eneste, der ikke var klædt i sort. Så med min blomstrede kjole og hvide cardigan skilte jeg mig totalt ud. Jeg fortrød, at jeg ikke havde taget en jakke med, men det var jo slet ikke planen, at jeg skulle have været så meget udenfor. Der gik nogle minutter, hvor jeg ikke kunne gøre andet end at stå og vente på Emma, men pludselig lød der en stemme lige ved siden af mig.

”Er du faret vild?” spurgte stemmen, og jeg vendte mig hurtigt mod en fyr, der så ud til at være et par år ældre end mig.

”Mig? Nej, jeg venter på en,” svarede jeg med et lille smil, før jeg så væk fra ham igen, da øjenkontakt med en fremmed i for lang tid af gangen virkede underligt.

”Hvad så med at du kommer med ind og får en drink, mens du venter?”

Han var køn. Lidt højere end mig, med sort hår og en dyb, blå øjenfarve. Markerede ansigtstræk og klædt i sorte bukser og en t-shirt.

”Øhm, nej, det er vist bedst, jeg bliver her, mens jeg venter på Emma.” Min stemme lød ikke helt normalt, men jeg var stadig en smule rundt på gulvet over hele hans tilstedeværelse. Nu hvor han kun bar en t-shirt på overkroppen, kunne jeg tydeligt se de mange tatoveringer, der beklædte hans arme, samt nogle få der stak op over kraven og snoede sig en anelse på af siden af hans hals.

Hvis mine forældre så meget som så mig snakke med ham, ville de flippe fuldstændig ud på mig. Begge mine forældre var troende, og vi var alle tre i kirke hver eneste søndag. Det var ikke noget, jeg havde noget imod, da det ganske simpelt var sådan, jeg var vokset op. Det ville derimod være underligt pludselig ikke at skulle i kirke længere.

”Det tror jeg ikke,” indskød fyren, hvilket fik rettet min opmærksomhed tilbage mod ham endnu en gang. ”Jeg tror derimod, det vil være en god idé, hvis vi går ind og leder efter hende. Jeg skal nok hjælpe.”

”Du ved ikke engang, hvordan hun ser ud,” sukkede jeg lavt, hvilket han kom med et simpelt skuldertræk til.

Men Emma havde rent faktisk været væk i et stykke tid, så måske var det en god idé at gå ind og kigge efter hende, hvis nu hun var stødt ind i nogen vi kendte. Jeg opgav at stå fast ved min beslutning om at blive herude, og i stedet udstødte jeg et udmattet og lettere irriteret suk, hvorefter jeg begav mig imod indgangen. Hvad jeg dog ikke havde regnet med var, at jeg kort efter ville mærke en arm snige sig omkring min talje, og jeg så blot op på fyren med et undrende udtryk.

”Hvad har du gang i?”

”Har min arm omkring dig?” svarede han med et løftet øjenbryn, hvilket var ret åbenlyst.

Jeg puffede hans arm væk fra mig og satte pris på, at han ikke forsøgte at lægge den omkring mig endnu en gang. I stedet begav vi os sammen ind mod musikken og sveden og de mange mennesker mast sammen i et forholdsvist lille rum.

”Jeg hedder forresten Isaac,” sagde han lidt efter og så ned på mig med et lille smil.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke om alt det her. Ja, han så godt ud, men jeg skulle blot ind og finde Emma. Ikke andet end det. Så i stedet for at give ham mit navn, nikkede jeg en anelse og lod blikket spejde rundt i det tætpakkede rum.

Bassen dunkede, og vibrationerne kunne mærkes i gulvet. Lyset blinkede i alverdens forskellige farver, hvilket gjorde det svært at fokusere ordentligt. Jeg havde aldrig været herinde før, og jeg blev også hurtigt enig med mig selv om, at det ikke var et sted, jeg havde behov for at komme igen. Der var for mange mennesker, for meget larm og en skrækkelig lugt af alkohol og opkast.

Og hvad endnu værre var, så kunne jeg ikke se Emma.

”Kan du se hende? Hvordan ser hun ud?” spurgte Isaac, men ærlig talt virkede han ret ligeglad med at finde hende.

”Hun er på min alder. Kastanjebrunt hår til skulderlænge. Hun har sorte bukser og en gul t-shirt på. Men jeg kan slet ikke se hende,” svarede jeg opgivende. Jeg gik derefter endnu en runde herinde, mens Isaac fulgte med lige bag mig. ”Hun er her ikke,” måtte jeg til sidst erkende.

”Prøv at ring til hende,” foreslog han så.

Så det var hvad jeg gjorde, men typisk nok gik telefonen direkte videre til telefonsvaren. Jeg prøvede et par gange mere, men hver eneste gang skete det samme.

”Hun er sikkert ude og lede efter dig, så hvad med at du går med hen og får en drink, mens du venter på at hun kommer tilbage hertil igen?”

Jeg så op på ham og vidste ikke helt, hvad jeg skulle tænke om tilbuddet. Måske ville det være bedst at vente her, hvis nu Emma skulle komme tilbage. Og så ville det trods alt være hyggeligere at sidde sammen med nogen, i stedet for at være helt alene.

”Okay… Men jeg drikker altså ikke alkohol,” svarede jeg med et lille smil.

”Sådan overhovedet ikke? Ikke engang en lille smule alkohol?” Han så på mig med et løftet øjenbryn.

”Nej, ingen alkohol overhovedet. Men du kan byde mig på en sodavand,” grinte jeg lavt.

Han virkede direkte underholdt over mig, og han rystede en anelse på hovedet, før han lagde en arm omkring mig og førte mig med op til baren. Endnu en gang havde han fundet en måde at røre mig på, men lige nu var det okay.

Da vi nåede derhen og bartenderen kom hen til os, købte han en cola til mig og en eller anden drink med alkohol i til ham selv. Jeg havde ikke den mindste smule styr på navnene, men det var der heller ikke behov for. Jeg var mere end tilfreds med min cola. Efterfølgende viste han mig med ned til et bord, hvor der sad en gruppe af hans venner. Af en eller anden grund havde jeg håbet på, at det bare ville være ham og mig. Så mange nye ansigter kunne hurtigt virke en anelse overvældende.

”Jeg hedder Alaska,” sagde jeg for at præsentere mig selv, nu hvor alle de andre også var i gang med at fortælle deres navne.

Isaacs hånd havnede på min lår, hvor jeg hurtigt skubbede den væk, hvilket blot resulteret i et utilfredst mumlen fra hans side af.

”Hedder du virkelig Alaska? Som staten?” spurgte en af pigerne, der sad overfor mig.

”Ja?”

”Wow, er det ikke ret nedern?”

Jeg følte mig ikke specielt tilpas i denne her situation. For jeg kunne godt lide mit navn. Det var anderledes, og jeg kendte ikke andre der hed det. Men pigens spørgsmål fik det til at lyde som om, jeg burde være trist over mit navn. Jeg nåede heldigvis ikke at svare hende, før Issac igen lagde sin hånd på mit lår.

”Bare ignorer hende. Hun tænker aldrig før hun åbner munden,” sagde han med et skævt smil, hvilket gjorde mig en anelse mere rolig igen. ”Jeg kan godt lide dit navn,” tilføjede han så til sidst, hvilket fik mit smil til at vokse betydeligt.

”Tak.”                     

Jeg forsøgte stadig ihærdigt at sammensætte mine tanker om Isaac, så de forhåbentlig på et tidspunkt ville give mening. Han var besværlig. På den ene side virkede han som den type, der var sammen med forskellige piger hver weekend og som drak og havde tatoveringer og sikkert også var kriminel. Og netop som jeg tænkte dette gik det op for mig, hvor pokkers fordomsfuld jeg egentlig var. For der var jo netop en anden side af ham, som jeg heldigvis også havde fået fornøjelsen af at opleve. Den side der ville hjælpe mg med at finde en forsvunden veninde og den side, der komplimenterede mit navn, efter det lige var blevet kritiseret.

Måske var det tatoveringerne, der forvirrede mig.

Så jeg tog en beslutning om at lade være med at tænke mere over det for nu, for det gjorde ikke andet end at forvirre mig yderligere. Jeg drak en smule af colaen og lod derefter blikket glide rundt på hans venner, som jeg allerede havde glemt navnene på. Han var ikke den eneste, der havde tatoveringer, og en af pigerne havde endda skrigende, pink hår! Det var ikke noget man så hver dag. I hvert fald ikke hvis man hed Alaska Collins og var opvokset i min familie. I den verden var der ingen tatoveringer eller pink hår. Absolut ikke.

Min mobil ringede højlydt, hvilket brat fik alles blikke til at vende sig mod mig. Jeg sank en klump i halsen over den pludselige opmærksomhed, men da jeg så Emmas navn lyse skærmen op, undskyldte jeg mig hurtigt, før jeg løb udenfor og væk fra menneskerne og larmen.

”Alaska!” lød hendes stemme, så snart jeg besvarede opkaldet.

”Hej, hvor er du? Jeg gik ind for at finde dig, men du var der ikke,” sagde jeg, og jeg var ualmindeligt lettet over at høre hendes stemme. Så var hun i det mindste ikke blevet slået ned og dumpet i en container et eller andet sted. Man hørte altid de værste skrækhistorier om byture, der var endt i kaos.

”Hvad mener du? Jeg snakkede kort med en ven jeg kender, men så gik jeg udenfor til dig, hvor du ikke var længere. Så jeg er herhjemme. Min mobil døde, så jeg er først lige kommet hjem til opladeren. Er du kommet hjem?” spurgte hun.

Det var tydeligt, at vi begge var forvirret over hele denne her situation. Men jeg var glad for at høre at hun var hjemme, og ikke et eller andet underligt og ukendt sted.

”Jeg er stadig ved klubben. Men det er fint, virkelig. Der er denne her fyr, så jeg har siddet med ham og nogle af hans venner. Men jeg regner med at tage hjem nu, så vi ringes ved i morgen, ikke?” foreslog jeg.

Hun virkede en smule irriteret på sig selv over, at hun bare sådan var taget hjem, men vi kunne ikke finde hinanden, og hun havde ingen chance for at kontakte mig, når hendes mobil var løbet tør for batteri. Og desuden var det jo ikke fordi, jeg havde været totalt alene. Jeg forsikrede hende, at jeg var okay, og at jeg nok skulle skrive, når jeg var nået sikkert hjem til huset.

Kort efter jeg afbrød opkaldet, kunne jeg mærke en andens tilstedeværelse nærme sig, og få sekunder efter mærkede jeg en arm lægge sig omkring mig, før Isaac kom til syne ved siden af mig.

”Hvad så? Var det din veninde?” spurgte han.

”Ja, hun er derhjemme. Jeg bør også se at smutte nu. Men det har været hyggeligt,” svarede jeg med et lille smil, før jeg lod blikket glide rundt herude efter en taxa. Normalt plejede de at flokkes omkring det her område, men lige præcis i aften kunne jeg ikke få øje på en eneste.

”Jeg skal nok køre dig. Jeg er alligevel på vej hjem,” tilbød Isaac så, hvilket fik mig til at se overrasket op på ham.

”Virkelig? Du skal ikke gøre det, hvis du ikke vil.” Hans venner var stadig inde i klubben, så det undrede mig en smule, hvorfor han allerede skulle hjem. Men det var selvfølgelig ikke noget, jeg skulle blande mig i.

”Lad mig nu bare køre dig hjem, okay?” svarede han med et lavt grin, hvorefter han begyndte at føre mig med hen til parkeringspladsen, der lå tæt ved. På vejen fik jeg fortalt ham min adresse, hvilket han utroligt nok godt vidste hvor lå.

Jeg havde det ekstremt underligt med, at han blev ved med at røre mig, om det så var en hånd på låret eller en arm omkring mig. Det var slet ikke noget, jeg var vant til, og det gjorde mig lettere utilpas. Indtil nu havde jeg dog ikke kunnet få mig selv til at sige noget vedrørende emnet. Men da vi begge var kommet ind i bilen, og hans hånd igen landede på mit lår, så snart vi var kommet ud på hovedvejen, endte det med at være nok.

”Rører du sådan ved alle piger? For det er altså lidt underligt,” sagde jeg lavt, og jeg fortrød med det samme at have åbnet munden.

”Ja? Og der er da intet underligt over det. Jeg købte en cola til dig.”

”Derfor giver det dig da ikke ret til at røre mit lår!” udbrød jeg, og jeg måtte bagefter tage en dyb indånding.

”Rolig nu, prinsesse. Det er ikke Jordens undergang,” lo han, og jeg rystede blot på hovedet af ham.

De næste lange minutter blev kørt i stilhed. Ingen af os sagde noget, og radioen forblev slukket. Jeg forsøgte at række ud efter start-knappen, men få sekunder efter slukkede han den igen.

”Snak om noget i stedet.”

”Hvad skal jeg snakke om?” spurgte jeg stille.

Isaac lignede en, der tænkte grundigt over det, før han kort lod blikket vandre ned over mig. ”Går du altid i blomstret tøj?”

”Hvad?” spurgte jeg først, da spørgsmålet kom en hel del bag på mig. ”Øh, ja. Eller, ikke altid. Men tit. Jeg kan godt lide blomster.”

Han rynkede lidt på næsen over mit svar, så jeg tog det som, at han ikke var særlig glad for blomsterne. Sandheden var, at jeg havde ufattelig meget tøj med blomstret print. Undertøj, kjoler, nederdele, toppe og endda strømper! Men det var sådan, jeg kunne lide det. Jeg skulle i hvert fald ikke gå i sort. Det var noget, jeg forbandt med begravelser. Så hellere blomster og lyse pastelfarver.

Da vi kørte ned af vejen og langsomt nærmede os mit hus, kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvordan han betragtede de enorme bygninger på hver side af vejen. Han lignede en, der havde været her før, så det var lige præcis, hvad jeg spurgte ham om kort efter.

”Ja, en enkelt gang. Men det er lang tid siden,” svarede han som det eneste, før han holdte bilen ind til siden, så jeg kunne komme ud. Jeg nåede dog kun lige at åbne døren, før jeg mærkede hans hånd mod mit knæ. ”Du ved, jeg fortjener faktisk noget for at have kørt dig hjem.” Hans smil var alt for stort til, at jeg brød mig om det.

”Og hvad skulle det så være?”

”Et kys,” var han hurtigt til at svare, hvor jeg blot så forfærdet på ham.

”Aldrig i livet! Jeg kender dig slet ikke!”

”Jeg har da købt sodavand til dig, og vi har snakket, og nu har jeg lige kørt dig hjem?” Han virkede slet ikke til at kunne forstå, hvorfor jeg var afvisende.

”Ja, men det betyder da ikke, at jeg vil kysse dig,” mumlede jeg utilfredst og lagde armene over kors.

”Du er virkelig kedelig, det er du godt klar over, ikke?” spurgte han underholdt.

”Jeg er ikke kedelig! Og du er virkelig uhøflig, det er du godt klar over, ikke?” Det føltes godt at kunne bruge de samme ord mod ham, selvom de overhovedet ikke virkede til at have samme effekt, som de havde haft på mig.

”Ja, det hører jeg tit. Får jeg så det kys?” Og så smilte han endda! Jeg fattede ingenting ved denne her fyr. Han var frustrerende og forvirrende. ”Bare et lille et på kinden?” forsøgte han at lokke med.

Mine tanker fløj rundt i hovedet, og hvor dumt det end lyder, så overvejede jeg det virkelig. Ikke fordi jeg havde besynderlig meget lyst, men blot for at bevise, at jeg ikke var kedelig. For det var jeg bestemt ikke. I hvert fald ikke ifølge mig selv. Så jeg endte med at læne mig hen til ham og sætte et fjerlet kys på hans ene kind, hvorefter jeg hurtigt tilbagetrak mig igen.

”Se, ikke kedelig,” sagde jeg triumferende, hvor han blot slog en latter op.

”Stadig kedelig. Det var jo slet ikke et ordentligt kys,” begyndte han, og jeg endte med at åbne bildøren og stige ud. Jeg havde fået nok af ham og hans underlige måde at opføre sig på.

”Tak for liftet,” mumlede jeg lavt, før jeg smækkede døren i og gik op til huset. Jeg nægtede at bruge så meget som ét mere minut på ham lige nu. Han havde selv bedt om et kys på kinden, og det var hvad han fik. Men så var det pludselig heller ikke nok, og det irriterede mig grænseløst.

Mine forældre var stadig oppe, så jeg tog mine ballerinaer af, før jeg bevægede mig ind i stuen, hvor de begge sad foran fjernsyet. Jeg satte mig ned i sofaen ved siden af min mor og lagde armene omkring hendes nakke.

”Var det en hyggelig aften?” spurgte hun med et smil og satte et lille kys mod min pande.

”Meget. Men pigerne ville have sushi, og jeg kan virkelig ikke lide sushi,” grinte jeg, hvor min mor blot smilte over mig.

”Der er mad i køleskabet, hvis du vil have noget, før du går i seng.”

Jeg rystede let på hovedet og forklarede, at jeg var for træt til at spise. I stedet sagde jeg godnat til dem begge, før jeg slæbte mig op af trapperne og ind på mit værelse. I aften havde været god. Selvom den havde taget en uventet drejning, så var der jo ikke sket noget slemt. Isaac havde til tider været ufattelig uhøflig, ja, men udover det havde det hele været godt. Nu glædede jeg mig blot til at kunne sove, så jeg kunne være udhvilet til den næste dag, hvor jeg havde balletundervisning fra tidligt om morgenen.

 

// Husk at skrive en kommentar! Hvad synes I? Og hvad tænker I om  Alaska og Isaac so far? :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...