Mistanken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2016
  • Opdateret: 17 feb. 2016
  • Status: Færdig
Udenfor hører han en sirene gå i gang. Den bliver bakket op af en anden kort efter. Hvem mon bli-ver den næste stakkel, de slæber herind?

0Likes
0Kommentarer
122Visninger

1. Mistanken

Udenfor hører han en sirene gå i gang. Den bliver bakket op af en anden kort efter. Hvem mon bliver den næste stakkel, de slæber herind? Han er ikke bange. Ikke rigtigt. Han gjorde jo ikke noget forkert. De vil bare vide hvad han så. Det han er bange for er, om han vil kunne genfortælle hvad han så, hvad de gjorde ved hende, hvordan han havde gemt sig bag busken, og først var kommet frem da de var stukket af. Han er bange for, om han kan fortælle hele sandheden. En kaffemaskine går i gang på den anden side af væggen

 

Han starter altid med at tage en kop kaffe. Det har altid været noget af det første, han gør, når han står op om morgen. Men ikke i dag. Han er sent på den, og når kun lige at hive noget tilfældigt op fra bunken af tøj på gulvet, og kaste en hurtig omgang havregryn i sig. Han svinger rygsækken over skulderen og må løbe hele vejen hen til skolen. Han når derhen lige som Olsen træder ind i klassen. Han sender ham et strengt blik, men siger ikke noget. Han kom jo ikke for sent. Drengene sidder ved vores sædvanlige plads nede i hjørnet og fniser. Han sender dem en parodi på en sur smiley, da han ser, at der ikke er flere pladser nede ved dem. Den eneste ledige plads er helt op foran, og det er ved siden af Taylor.

 

Han kan stadig høre hendes gård når han tænker tilbage. Hvordan hun bad dem om at holde op, med mascara løbende ned ad kinderne. Han lukker øjnene og ryster på hovedet. Han vil bare have det til at forsvinde, få det ud af hovedet. Det nyttede ikke noget. Hendes hulken bliver ved med at komme tilbage til ham. Han ved ikke om han vil kunne se hende i øjnene igen, efter hvad han havde set dem gøre. Efter hvad han havde gjort.

 

Morten holder fest. Det gør han altid fredag aften. Der er ikke nogen, der ved hvorfor. Det er ikke ham der har det fedeste hus, eller er den sejeste på skolen. Det er bare ligesom ham der holder fester. Mathias plejer normalt ikke at tage med, men de andre drenge skulle af sted, så han kan ligeså godt også. Han ved ikke helt hvorfor det er lige netop i dag, de vælger at tage med. De plejer altid at være ligeglade. De havde været med en gang før. Det havde bare været høj musik, alkohol og folk der finisende låste sig inde i det bedste rum de kunne finde, og sikkert gjorde ting de ville fortryde næste dag. Men de tager med igen i aften. Mathias havde spurgt om hvorfor ovre i skolen, men det eneste han svar han fik, var fra Mads som bare havde sagt ”Taylor” hvorefter de andre fnisede.

 

Han havde godt vidst at Taylor normalt ikke var med til Mortens fester. Han var også udmærket klar over, at hun nok var den smukkeste pige på hele skolen, og at alle drenge var smask forelskede i hende, det er inklusiv ham selv. Han begraver sit ansigt i hænderne. Han kan mærke tårende presse på. Hvordan kunne han lade dem gøre det? Hvordan når han vidste, at det måske ville ødelægge hendes liv? Hvorfor havde han ikke set det komme? Han kunne måske have forhindret det. Måske…

 

Det er ved at være sent. Udenfor er solen gået ned, og folk er allerede begyndt at blive ret fulde. Mathias holder sig til drengene. De har alle fået en del at drikke og griner meget højt, når han takker nej til de øl, som de tilbyder ham. Han drikker ikke, i hvert fald ikke meget, mest fordi han ikke bryder sig om det, men også fordi han ved, at hans mor vil bure ham inde indtil han er 30, hvis han kommer hjem og er stang stiv. Han kan se Taylor sidde ovre på sofaen i hjørnet. En fyr sidder helt lænet op af hende. Han kan se hvor utilpas hun ser ud. Mathias forstår hende godt. Han ville heller ikke bryde sig om, at en eller anden fuld idiot, han aldrig har set før, sidder og bruger en som lænestol.

 

 

 

Han ryster over det hele. Han skulle være gået hen til hende. Smidt ham fyren væk og sat sig ved siden af hende. Snakket med hende. Så var hun måske ikke gået. Han ville ønske han kunne gå tilbage i tiden og ændre på det hele. Han ville sætte sig ved siden af hende, snakke med hende, følge hende hjem. I stedet så han dem skubbe til hende, tage på hende. Deres uhyggelige latter giver genlyd i hans hoved, og han kan mærke varme tårer trille ned af hans kinder. Hvorfor gjorde han ikke noget? Hvorfor?

 

Mathias er gået ud for at trække noget luft. Der er alt for mange mennesker inde i et alt for lille lokale. Udenfor lugter der af røg og musikken dunkede i hans ører. Han kunne mærke bassen slå i takt med sit hjerte. En dør går op ikke langt fra hvor han står. Han tænker ikke rigtig over det. Der er så mange der går ind og ud. Han ser Taylor åbne havelågen og gå ud på vejen. Han lægger nærmest ikke mærke til det. Hun er sikkert bare blevet træt af den høje musik og det overfyldte lokale ligesom ham selv. Det er først da døren går op anden gang, og drengene følger efter hende han begynder at undre sig. Hvorfor går de allerede?

 

Han havde fulgt efter dem. De gik ikke så hurtigt og sagde nærmest ikke en lyd, fnisede ind imellem og skubbede til hinanden. Mathias havde gået lidt bag dem. Det var fuldmåne. Han plejede at elske den runde lysende kugle på himmelen da han var mindre. Nu ville han aldrig kunne se på den igen. Ikke med samme øjne.

 

De drejer ind af en villavej han ikke kender til. Drengene begynder at gå hurtigere, og de har hurtigt indhentet Taylor. Hun sætter farten op, men de danner en cirkel om hende, så hun ikke kan komme væk. Drengene griner lidt til hinanden. Mathias kan se panikken i hendes øjne. Han har gemt sig bag en busk i en af haverne. Deres latter bliver højere. Der er mørkt i vinduerne rundt omkring i husene. Det er jo også midt om natten, og ingen vil opdage hvad de har gang i.

”Rolig nu lille ven, vi gør dig ikke noget” siger Mads, men det smørrede grin på hans læber fortæller, at det ikke er rigtigt. Mathias kan se hun er begyndt at græde. En tåre af sort mascara løber ned ad hendes kind. Han sidder som forstenet. Det er som om hans hjerne ikke kan finde ud af, hvad han skal gøre. De begynder at skubbe til hende. En af dem skubber hende, så hun vælter baglæns ind i Mads. Han lægger armene om hende, så det næsten ser kærligt ud.

”Du ryster som en lille hund” siger han og fører sin en finger ned langs hendes hårgrænse. Forsætter ned langs hendes ansigt. Lydløse tårer triller ned af hendes kinder.

”Slap nu lidt af og hav det lidt sjovt. Vi gør dig ikke noget” de andre griner. Han fører hånden om bag hendes ryk. Mathias kan svagt høre en lynlås blive lynet op. Taylor siger ikke noget, står bare og græder. Hun kan jo ikke gøre noget. Drengene griner og ser på hinanden. Deres øjne lyser af fryd.

 

Lyden af sirenerne var kommet før lysene. Han ved ikke hvem der ringede efter politiet. Drengene var stukket af lige så hurtigt, som de var kommet. Mathias var løbet frem fra busken og hen til Taylor. Hun sad på jorden med hænderne begravet i ansigtet. Han lagde armene om hende, selvom han godt vidste det ikke hjalp noget. Der var ikke længere noget han kunne gøre for at hjælpe.

Døren bag ham går op, og en ny betjent kommer ind. Han smækker døren efter sig, og sætter sig tungt i stolen bag skrivebordet.

”Tør øjnene tudefjæs og lad os få det her overstået.” Han lyder ikke så rar som den anden betjent, og hans ånde lugter af cigaretrøg og kaffe.                         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...