Maxwells lange rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2016
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Hvor langt er du villig til at gå for at redde dit eget liv?

1Likes
4Kommentarer
207Visninger

1. Kapitel 1

    Maxwell gemte sit smørrede smil bag sine kort. Han havde siddet og spillet med en gruppe mænd, på en kro hele formiddagen og kunne nu snart se frem til at vinde hele puljen. Han havde nemlig den bedste hånd ved bordet, det mente han i hvert fald selv at han havde og om ikke andet, kunne han være meget overtalende, når det kom til netop den slags. Han kiggede rundt på mændene, som alle måtte melde pas, og sidde runden forbi. En af dem troede ganske vist at han havde vundet, og lagde på bordet en dronning og en konge, samt en knægt. Han var allerede begyndt at skrabe pengene til sig da Maxwell lagde tre esser. De andre mænd måbede noget da Maxwell med selvsikkerhed lænede sig tilbage og smilede flabet til den anden der var ved at skrabe pengene til sig.

    ”Det er tredje gang bare her til formiddag..” Brokkede den ene sig, mens Maxwell skrabede pengene til sig.

    ”Et spil mere og vi vinder det hele hjem igen..” Begyndte de andre og så på Maxwell der allerede var godt i gang med at skubbe pengene ned i en lærreds sæk.

    ”Mine herrer..” Begyndte han hvorefter han rækkede ud efter en sort cylinderformet hat der også var blevet lagt på bordets pulje. ”Jeg har desværre ikke tid til at spille endnu en omgang..”

    ”Hvad fanden skal det nu betyde?” hævede den ene sin stemme. Maxwell skævede et kort øjeblik på ham med sine mørkebrune øjne og placerede derefter hatten kækt på sit mørke krøllede hår.

    ”I må ganske enkelt have mig undskyldt, jeg har simpelthen ikke tiden..” Blev han ved og svang sækken ind over den ene skulder. ”Jeg håber ganske enkelt ikke at i er fortørnede på mig, jeg vandt jo på ærlig vis.” Han vinkede derefter farvel til dem og begav sig forbi et bord hvor en bred barmet dame sad med lyse krøller. Her lagde han en håndfuld mønter på bordet foran hende og smilede.

    ”Tak for god service min kære Penny!” Hvorefter han vippede forsigtigt på hatten og ville forsvinde ud af døren. Desværre opdagede en af mændene ved bordet at et kort stak ud af hans ene ærme og råbte derfor op om at den kære Maxwell havde snydt.

    ”Mine gode mænd, hør nu.. I må tjekke alle mine lommer og ærmer lige så tosset i vil..” Han tog derefter sin jakke af og gav den til den mand nærmest ham. Mens de endnu stod og gennemsøgte hans ærmer, vendte han ryggen til dem og forsvandt lige så hurtigt han kunne ud af kroens indgang. Han løb ind over en mudret gårdsplads i retning mod et par heste der stod bundet til en pæl og tog der den første og bedste.

    ”Det må du meget undskylde min ven, men jeg bliver lige nød til at bede om et lille lift!” Hvorefter han sparkede til hesten så den satte i galop ind over den våde grussti, imod skoven og forsvandt mellem de mørkegrønne blade, mens han endnu kunne hører dem råbe op om at han var en slyngel og en tyveknægt. Det var ganske uhørte ting at sige om en mand der vandt på så ærlig vis som ham, tænkte han ved sig selv og smilede drenget.

Efter at have reddet i en god rum tid i høj fart, kom han snart til et klippe fremspring. Der var ikke mulighed for at ride tilbage og den eneste udvej var at hoppe ud fra klippen og forsøge sit aller bedste på at remme den brede flod der løb for skrantens fod. Han stod derfor af hesten og kiggede på den et øjeblik, mens han kunne hører mændene nærme sig.

    ”Hør.. Så er det nu du skal fortælle mig at du kan flyve!” Hesten kiggede bare dumt på ham mens han rynkede på øjenbrynene. ”Det var dog ærgerligt.. Når.. men det var hyggeligt at møde dig, og tak for turen!” sagde han og svirpede den en i måsen så det løb af samme vej som de var kommet. Maxwell stod et øjeblik og beregnede med sig selv hvor meget fart han skulle have på og hvor meget et tilløb der skulle til for at ramme floden og ikke de træer der stod ved flodens bred. Måske var han heldig af ramme floden. Men hvis han gjorde, og den så ikke var så dyb som han havde regnet med, hvad så? Måske skulle han alligevel ramme en af træerne, bare så nogen af de tynde grene måske kunne tage noget af hans fart. Han kunne hører mændene råbe til hinanden at de havde fundet ham, i det han trådte et par lange velovervejede skridt tilbage og forsøgte at forberede sig mentalt på det store spring.

    ”Man skal vel prøve alt en gang..” Sagde han til sig selv i en lidt tvivlsom tone, hvorefter han knækkede sit hoved fra side til side. ”Ellers finder man jo aldrig ud af om man kan lide det!” fortsatte han.

Hans støvler satte fra på gruset under ham, og afgav en knasende lyd. Tre lange skridt skulle der til, mere plads var der nemlig ikke. Og der hang han så, midt i ingen ting, og håbede så indædt at hans beregning ikke var forkert. Han susede igennem luften, med benene først og sækken på hans mave, mens han fór forbi de træer som han ellers havde regnet med at ramme.

    ”Oh for pokker!” tænkte han ved sig selv og forsøgte at gøre sig mindre, før han med et plask ramte vandets overflade.

    Han holdte vejret så godt han kunne, mens han mærkede hvordan understrømmen i floden hev ham med sig ned i mørket. Det havde han ikke haft med i sine beregninger. Uden virkelig at ville det begyndte han at tænke hele sit, endnu unge liv igennem. Hvis det skulle ende nu, havde det hele jo været helt forgæves. Der ville være så meget han endnu ikke havde oplevet, hvilket gjorde ham irriteret. Hvor vovede floden bare sådan at tage hans liv? Næh du! Bare fordi han havde hoppede på så uhørt brutal vis ned i dens midte havde det jo ikke været hans mening at fornærme nogen, overhovedet. Det måtte floden da kunne forstå! Med et svømmede noget stort forbi ham. Det eneste han nåede at opfatte var halefinnen. Han spilede øjne op, og ville råbe, men kom i tanke om at det nok ikke var nogen god ide nu hvor han var under vand. Med et greb denne enorme fisk fat i ham og hev ham, til hans egen forbløffelse, op imod vand overfladen. Han kunne heller ikke holde vejret længere, og længslen efter snart at mærke den friske luft i hans lunger igen, fik ham til at hive efter vejret for tidligt så han slugte flere dele af det ferske vand. Snart efter kunne han gribe fat i flodens bred og hive sig op på land, mens han hostede vandet ud af hans lunger og hev febrilsk efter vejret. Efter at have ligget der et godt stykke tid, stadig med benene i vandet, besluttede han sig for at trække sig selv yderligere op på bredden. Med et kækt grin, kunne han ikke lade hver at konstatere: 

    “Når! Så fik jeg både et bad og tøjet blev vasket! Så kan man ikke være mere end tilfreds!” Herefter vendte han sig og så ud over den brusende flod, og kom pludselig i tanke om sækken med penge, som han jo havde vundet på ærlig vis. Med urolige øjne vendte han blikket imod den hånd som han havde haft sækken i da han ramte vandet, og åndede lettet op. Sækken var der stadig. Han åbnede den og fornemmede et smil sprede sig på hans flabede ansigt. Det hele var der. Lettet kørte han en hånd igennem sit hår og kom med et i tanke om sin hat.

    ”Arh! For den da.. Jeg var ellers lige blevet så glad for den hat..” Sagde han ærgerligt til sig selv mens han kløede sig i nakken.

    ”Vil det sige at jeg må beholde den?” Maxwell blev helt stiv i kroppen, mens han kiggede rundt og stoppede sin søgen da han fik øje på en grønhåret kvinde ude midt i floden. Hun havde hans hat på hovedet og et smukt smil. Hendes grønne hud mindede ikke om noget han før havde set og fik ham derfor til at blinke forbløffet et par gange, hvorefter han smilede charmerende til hende.

    ”Jamen, lille frøken dog, hvad laver du ude midt i floden?” Hun grinede og afslørede derefter at den anden halvdel af hende var fisk. Maxwell grinede forbløffet og viftede hende selvtilfreds ind til sig ved bredden. Han havde aldrig i sit liv troet at han skulle være så heldig at se en havfrue.

Da hun var kommet ind til ham smilede han og begyndte: ”Og hvad hedder så sådan en skøn ung dame som Dem?” Hun smilede genert.

    ”Coralia..”

    ”Maxwell!” Han rækkede hånden frem for at hilse på hende, men hun forstod ikke helt hans gestus, så han trak den hurtigt til sig igen. ”Med hensyn til hatten..” Begyndte han. ”Så er jeg desværre blevet utroligt glad for den..”

    ”Åh! Det må du undskylde, jeg troede bare at jeg måtte få en belønning for at redde        dit liv..”

    ”Jamen selvfølgelig skal du da have det!” Udbrød han muntert. ”Bare ikke lige hatten! Måske jeg kan finde på en bedre, mere passende belønning for din heltedåd!” Han stak hende et skævt smil og åbnede derefter sækken og fandt i den en lille pose sløjfet til med en læder snor. Op fra den hev han en guldkæde med et lille firkantet vedhæng.

    ”Hvad er det?” Spurte hun nysgerrigt og så på ham med funklende havblå øjne.

    ”Dette er en halskæde, man har den om halsen for at smykke sig. Om få lov?” hun kom tættere på så han kunne putte den om hendes hals mens hun smilede ned til det lille firkantede guld vedhæng. ”Den klæder dig usigeligt!” Smilede han og så hende løfte op i det.

    ”Synes du virkelig?” Han nikkede.

    ”Det er blot en lille gave i forhold til den gave du har givet mig.” Hun rækkede ham hatten og smilede sødt til ham.

    ”Den klæder også dig meget bedre” Sagde hun, mens han satte hatten på sit hoved.

    ”Mange tak!” Hun smilede genert og kyssede ham på kinden.

    ”Du er godt nok det rareste menneske jeg har mødt..” Hun nåede dårligt at færdiggøre sætningen, da et spyd susede forbi Coralia og nåede at strejfe hendes ene skulder, hvorefter spyddet plantede sig solidt i stenene, på bunden af flodens bred. Coralia hoppede for sit liv og forsvandt i det fossende flodvand, mens Maxwell rejste sig overrasket op og så rundt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...