Remember me | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Igang
Riley Jones er en helt almindelig 20 årrig pige, der ved et tilfælde i en strid om en taxa, en regnfuld januardag, møder Harry Styles. Mere ligger der ikke i det, men da hun møder ham igen, til en venindes, flirts fest, begynder deres veje at krydses uden tilfældigheder.
En bilullykke ændrer dog alt, da Riley mister sin hukommelse og Harry sætter sig for at hjælpe hende med at få den tilbage. For selvom der kun er gået en uge, og Riley ikke viser nogen udvendige tegn på tiltrækning til Harry, er Harry faldet for hende.
'Remember me' er en historie om kærlighed og tålmodighed, om det at give sig fuldt ud til en person, der ikke kan genkende én, og tro på at det hele nok skal gå. ©Billedet, der er brugt som cover, er taget af min skønne veninde - al credit til hende

18Likes
15Kommentarer
1225Visninger
AA

6. ”Så hun kommer ikke til at kunne huske os?”

V. "Så hun kommer ikke til at kunne  huske os?"


Harry’s P.O.W.

Vi sidder igen i sofaen, som vi har gjort siden uheldet med Riley. Det er en dag siden og der er ingen af os der har sagt meget. Ligesom ingen af os har fået meget søvn heller.

Anna græder uafbrudt, ligesom hun har gjort siden i går. Hun bebrejder sig selv for det, som er sket. Hvis hun ikke havde ramt bolden forkert, havde Riley aldrig trådt ud foran bilen, siger Anna. Vi andre ved dog godt, at ingen kunne have forudset, hvad der er sket og at det langt fra er Annas skyld.

Vi har aftalt med Rileys forældre, at vi kan få lov til at besøge Riley i dag, men hun har ikke været ved bevidsthed siden uheldet i går, så vi får nok ikke meget ud af besøget, siger de. Lige nu er det vigtigste også bare at se, at hun er okay og vide om hun kommer sig.

”Så hvad er planen for i dag?” spørger Liam, der lige nu har det bedste overblik og derfor igen er blevet den ansvarlige. ”Vi kan vel ikke dukke alle 6 op til besøg hos Riley? Hendes familie er der jo også.” Han kigger rundt i lokalet på os alle, og vi erklærer os enige med ham. Hvis hun vågner op til 11 mennesker på en lille hospitalstue, vil det højst sandsynligt virke for overvældende for hende.

”Altså,” starter Niall og kløer sig selv i nakken, som om han overvejer, hvordan han skal formulere sig selv, uden at blive misforstået. ”Liam, Zayn og jeg kender jo ikke Riley så godt, så… Måske kan I bare tage derind?” Hans blik er usikkert og kigger ingen af os i øjnene længere end et par sekunder. Til sidst ender hans blik mod gulvet.

”Det lyder som en plan,” hører jeg Louis sige, ”Vi skal nok fortælle jer om hendes tilstand, når vi kommer hjem igen.” Cirka fem minutter senere vinker Anna, Louis og jeg farvel til drengene fra bilen og kører mod Saint Mary’s Hospital, hvor Riley er indlagt.

 ***

Gangene er hvide. Væggene, gulvet, loftet, venteværelset. Sengene og hospitalstudstyret. Selv lægerne og sekretæren bag skranken i indgangen er iført hvidt. Det er så hvidt alt sammen, at det næsten skærer i øjnene. Og så lugter her lidt specielt; en blanding af klinisk rent og sygdom på samme tid – det sidste er nok bare indbildning fra min side af.

Vi går ned ad gangene og ligner nok mest af alt en flok forvirrede flamingoer, imens vi skiftevis kigger ned på den papirslap, vi fik udleveret af receptionisten, hvorpå Rileys oplysninger er nedskrevet på.

Det er umuligt at finde rundt i de hvide gange og næsten et mirakel, at vi til sidst finder frem til Rileys stue. Vi ender foran en hvid dør – no surprise, alt er ligesom hvidt her – med et 17 tal malet på væggen ved siden af døren. Stue nummer 17. Rileys stue. Riley er lige inde på den anden side af døren.

Anna tager forsigtig fat i dørhåndtaget med en skælvende hånd og åbner døren. Inden for står Rileys familie, hendes mor og far, hendes storesøster og storebror, og hendes lillebror og -søster.

”Anna!” udbryder Rileys mor og tårer triller ned af hendes stadig våde kinder – mon nogen af dem overhovedet har sovet siden i går? Eller har de være oppe hele natten kvalt i gråd ligesom Anna?

Anna løber ind i armene på Rileys mor og begynder at hulke igen. Imens står Louis og jeg akavet tilbage henne ved døren. Der går dog ikke lang tid før Rileys far træder nærmere og forklarer os om situationen.

”Sagen er den,” begynder han og ser bedrøvet ud, ”at Riley har fået sig en slem hjernerystelse. Lægerne sigerat vi skal være lykkelige over, at hun ikke brækkede ryggen og skulle sidde i kørestol resten af hendes liv, men er ”sluppet billigt” med en slem hjernerystelse.”

Jeg sukker lettet op. Hun er okay, hun skal nok komme sig og så bliver alt godt igen.

”Men…” fortsætter Rileys far, og her begynder mit hjerte at smuldre. Jeg ved hvad der følger med ’men’ når man snakker sygdom og ulykker, og jeg ved at det aldrig er noget godt, der følger.

”Hun har slået hovedet slemt. Lægerne siger at det nok ikke er usandsynligt at hun oplever hukommelsestab efter en hændelse som denne. Og det er ikke sikkert at hun får korttidshukommelsen tilbage.”

Der bliver stille omkring os, som om Rileys familie afventer en reaktion fra os omkring nyhederne. Alles øjne er rettet mod os og følelsen er en smule ubehagelig, selvom vi efterhånden burde være vant til opmærksomhed – vi er trods alt kendte, opmærksomhed burde vi have vænnet os til. Men den her form for opmærksomhed er anderledes. Den er ubehagelig. Det er en opmærksomhed, der kravler ind under huden på én og ætser sig fast i éns ben. Det er en kuldegysende opmærksomhed, og jeg vil gøre alt for at slippe for den.

Stilheden og blikkene der hviler på os bliver afbrudt af Anna, der igen bryder ud i gråd og Louis der med skælvende stemme siger: ”Så hun kommer ikke til at kunne huske os?”

Rileys far ryster på hovedet. Der går noget tid, hvor ingen af os siger noget – hvor vi bare sidder og stirrer ud i luften. Rummet er fyldt af en trykket stemning, en fortabt stemning og når man kigger rundt, kan man tydeligt se, at ingen ved hvad de hverken skal sige eller gøre.

Efter en time sker der pludselig noget. Lige med ét stopper alle op, selvom ingen af os har rykket os ud af flængen, siden vi fik at vide, at Riley nok ikke vil kunne huske os.

Opmærksomheden er vendt mod Riley, der er begyndt at røre på sig – noget hun ikke har gjort siden ulykken. Langsomt bevæger hun sine fingre, sine hænder sine arme. Langsom bevæger hun sine tæer, sine fødder, sine ben. Da hun har fået nok styr på sig selv, åbner hun øjnene halvt, misser med dem et par gange, inden hun slår dem helt op. Så sætter hun sig op. Hun ser ekstremt skrøbelig ud, lille og spinkel.

”Hvor er jeg?” starter hun, hendes stemme tør og hæs. ”Og hvem er I?”

***

Der er gået et par dage, siden Riley vågende på hospitalet. Hendes forældre har snakket med læger, sygeplejesker og vedledere non stop for at se hvad vi, hendes nærmeste, kan gøre for at hun skal føle sig tryg og måske få korttidshukommelsen tilbage.

Indtil videre er hun blevet udskrevet og kommet hjem igen.

Det tager tid at genskabe en hukommelse, og kræver en masse energi, siger lægerne, men jeg er utålmodig og vil så gerne give Riley sin hukommelse tilbage og sine minder med mig. Kald mig egoistisk, men det at hun ikke kan huske mig, det sårer mig – selvom det ikke er hendes skyld og hun intet kan gøre for det.

Men det har givet mig en mission; en mission om at hjælpe Riley til at få hendes hukommelse tilbage. Både for hendes egen skyld, hun fortjener at kunne huske alt omkring hende, huske hendes liv og huske hendes venner – men lige så meget for min skyld. Tanken om at hun ikke kan huske mig, fortærer mig langsomt indefra.

Så jeg vil hjælpe hende, til at huske. Så kan jeg jo samtidig også lære hende at kende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...