Remember me | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Igang
Riley Jones er en helt almindelig 20 årrig pige, der ved et tilfælde i en strid om en taxa, en regnfuld januardag, møder Harry Styles. Mere ligger der ikke i det, men da hun møder ham igen, til en venindes, flirts fest, begynder deres veje at krydses uden tilfældigheder.
En bilullykke ændrer dog alt, da Riley mister sin hukommelse og Harry sætter sig for at hjælpe hende med at få den tilbage. For selvom der kun er gået en uge, og Riley ikke viser nogen udvendige tegn på tiltrækning til Harry, er Harry faldet for hende.
'Remember me' er en historie om kærlighed og tålmodighed, om det at give sig fuldt ud til en person, der ikke kan genkende én, og tro på at det hele nok skal gå. ©Billedet, der er brugt som cover, er taget af min skønne veninde - al credit til hende

18Likes
15Kommentarer
1228Visninger
AA

5. Med et bliver alting sort

IV. Med et bliver alting sort

Riley's P.O.W.

Det er mandag, endnu en dag i min såkaldte ”ferie”. For selvom jeg har afsluttet high school i sommers og har haft ferie i et halvt år, så ser jeg det ikke som en ferie. Godt nok skal jeg ikke i skole, men hvad min mor og far ikke sætter mig til at ordne, imens resten af husets beboere er i skole eller på arbejder, er næsten lige så trættende som skolen var.

I dag står det på rengøring af hele huset, eller… Jeg skal faktisk bare støvsuge i hele hytten og rydde op på mit værelse – min mor mener åbenbart at det at mit værelse ikke er så fejlfrit som resten af huset, påvirker vores sunde livsstil herhjemme, eller noget. Jeg forstår det ikke, der er alligevel aldrig andre inde på mit værelse end mig. Og Anna, når hun kommer forbi; hvilket hun gør ret ofte og såmænd også i dag. Og så også tvillingerne, når de kommer ind og vækker mig, men come on, deres værelse ligner en krigszone med legetøj ud over det hele, og de får lov til at rode så meget som de vil!?

Okay, jeg kan nok godt se det lidt, jeg er 20. Der er forskel på at være ”voksen” og på at være små 10-årige rollinger.

Jeg står og danser en heftig tango med støvsugeren, imens jeg nynner de nyeste hit fra radioen, da det ringer på døren. Jeg hører det knapt nok, larmen fra støvsugeren og min skønsang overdøver næsten alt andet.

Jeg får slukket støvsugeren og går ud mod hoveddøren for at lukke Anna ind.

”Hej smukke!” udbryder hun, så snart døren går op og jeg kommer til syne. Et bredt smil bliver placeret på mine læber og jeg gør hurtigt plads til, at hun kan komme indenfor.

Vi sætter kurs mod stuen og jeg pakker hurtigt støvsugeren væk, inden jeg sætter mig i sofaen, hvor Anna allerede har slået sig ned. Vi har kendt hinanden i så mange år, at hun nærmest talt bor her – hun føler sig i hvert fald ekstremt hjemme her og bliver set som et bonusbarn af mine forældre.

Snakken begynder med det samme, for Anna og jeg har ikke set hinanden i hele én dag, og der er meget der skal indhentes. Eller, det er for det meste Anna der snakker, for når hun ikke er sammen med mig, så er hun sammen med Louis, og når først han kommer på banen som emne, så holder Anna ikke kæft.

Hun bor nærmest talt hos ham og Harry efterhånden, og selvom jeg er det akavede tredjehjul i deres lille (STORE) flirt, så vil jeg vædde min højre arm på, at jeg ved flere detaljer om deres flirt end Louis tror. Jeg er trods alt Annas bedste veninde, jeg har været forfatter for i hvert fald halvdelen af hendes beskeder til Louis.

Hun sidder og snakker om, hvad de lavede i går, hvordan de havde set film hele natten og hvordan han næsten, NÆSTEN, havde haft modet til at kysse hende – hvorfor kan den knægt ikke bare indse, at de er perfekte sammen og droppe fingerfletteriet, og så for filan tage skridtet og kysse hende?

Vi sidder begge og brokker os over det inden Anna skifter emne.

”Hvad synes du så om Harry? For han kan åbenbart ikke holde mund om dig, efter hvad Louis siger,” Annas smil er lusket, imens ordene kommer over hendes læber. Hvis der er noget, der er mere spændende for hende end at snakke om Louis, så er det at snakke om de drenge, jeg efter hendes mening burde finde interessante.

”Han er… okay…” starter jeg, men får ikke lov til at afslutte min sætning.

”Hvad mener du med okay?” udbryder Anna, og man kan tydeligt se og høre på hende, at hun ikke er tilfreds med mit svar.

”Han er okay,”  prøver jeg endnu en gang, og denne gang, ser det ud til, at jeg får lov til at fortsætte min sætning til ende. ”Han ser godt ud, han har humor. Han er dog en smule for flirtende efter min smag, jeg forstår godt rygterne om ham.” Det sidste tilføjer jeg med et smil på læben. Ja, han er en smule for flirtende, men det er helvedes sexet og en smule tiltrækkende; dog ikke for tiltrækkende.

”Come on, Rey! Han er en kliché badboy-fyr – bare hottere!” Hun når lige at få det sagt, inden vi begge flækker af grin over hendes udtalelse. For ja, han er en kliché badboy-fyr, han har endda rygtet til at være det; at være en charmetrold, der kun tænker på en ting, én der skifter piger ud, som andre skifter undertøj. Måske er det derfor, jeg ikke vil komme for tæt på ham? For ikke at ende som endnu en af pigerne?

Jeg kaster tanken fra mig og vender tilbage til virkeligheden.

”Hvorfor går du så ikke efter ham?” griner jeg, måske en smule falsk. Anna opdager det dog ikke, hun har travlt med at skære en grimmasse over mit comeback.

”Øh duuhh! Louis er hottest!” siger Anna, som om hun husker mig på verdens vigtigste fact.

”Så jeg får det næstbedste? Tak Anna, tak for at være sådan en god veninde,” klynker jeg for sjov og kigger på hende med så store hundeøjne, som jeg nu kan lave. Hun griner af mig og skal til at svare inden hendes mobil begynder at larme helt vildt, på sofa bordet.

Hun nærmest overfalder den, som om det er en besked hun har ventet på hele dagen og hviner højt, imens hun hopper op og ned i sofaen.

”Gør dig klar smukke! Vi mødes med drengene om ti minutter i Hyde Park!” Anna ligner en idiot på lykkepiller, sådan som hun smiler og jeg gætter straks hvem ’drengene’ indebærer.

***

”Louis!” hviner Anna og løber direkte ind i Louis’ arme. Hvad er der lige sket mellem dem, som jeg ikke har hørt noget om? Er de så sammen nu?

Imens de står og krammer, står jeg akavet alene tilbage, et lille stykke væk – Anna nåede alligevel at løbe en god strækning, så snart hun fik øje på Louis. Der går dog ikke lang tid, før de andre opdager mig og med et smil begynder at gå over imod mig.

Selvom jeg havde hængt ud med Harry et par gange – i taxaen og til festen – og havde hørt om og mødt Louis en del gange på grund af Anna, så havde jeg aldrig mødt de resterende drenge fra bandet – jeg havde endda ikke set dem til festen i fredags.

”Du må være Riley,” smiler en lyshåret dreng til mig, og jeg regner hurtigt ud, at det er Nial – de andre to må være Zayn og Liam, bag dem står Harry og smiler varmt til mig. ”Harry har ikke gjort andet den sidste uge end at snakke om dig!” fortsætter Nial imens han smågriner. ”Nej, det er til at blive sindssyg over,” blander Zayn sig og begynder nu også at grine. I baggrunden begynder Harrys smil at falme, i takt med at farven i hans kinder stiger og han vender hurtigt blikket mod jorden.

Det er anden gang at nogen nævner at Harry snakker om mig og jeg begynder at spekulere på, hvor meget han egentlig snakker om mig? Gad vide hvad han siger om mig? Vi kender jo ikke hinanden så godt endnu, så der er jo ikke så meget at snakke om?

Spørgsmålet der fyldte mest var nok ’Hvorfor?’. Hvorfor snakkede han om mig?

Mine tanker bliver hurtigt afbrudt, inden jeg når at tænke alt for meget over tingene, af Louis der står og vifter med en fodboldt i hænderne over hovedet, og Anna der ved siden af ham hopper op og ned imens hun råber: ”Dips for Nial! Så skal der spilles fodbold!”

Drengene vender sig om og begynder at løber over mod Anna og Louis, og jeg kan ikke gøre andet end at følge med.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er en ekspert i fodbold, for det er jeg langt fra. Jeg er nok nærmere det man vil kalde en boldspasser. Mit ansigt er en boldmagnet, der aktiveret i boldes nærvær og tiltrækker dem med en sådan kraft, at det er et mirakel, jeg ikke har brækket næsen i den tid, hvor idræt var en fast del af ugens skema tilbage i high school.

Udover at være en boldspasser er min kondi også elendig. Harry, Liam og Zayn løber rundt på parkens fodboldbane, jagtende efter henholdsvis Anna, Niall og Louis alt efter hvem der nu lige har bolden. Imens står jeg tilbage sådan cirka midt på min egen banehalvdel, foroverbøjet med hænderne på knæene og prøver at få vejret.

”Come on, Riley!” råber Liam tilbage til mig. ”Vi har brug for dig heroppe. Du kan godt!” Ja ja, så siger vi det Hr. far i flokken. Du er tydeligvis i bedre form end mig, så det er nemmere for dig at løbe rundt efter en bold i flere minutter i træk.

Hvad er meningen med det her spil overhovedet?

Jeg sukker opgivende og tager mig sammen – det er pinligt hvis mit hold taber, eftersom vi er en spiller mere end de andre. Ikke fordi jeg er til den store hjælp, men det er da bedre end ingenting?

Jeg løber op til de andre, og prøver så godt jeg kan at følge med.

Jeg er stadig bagud, da Anna skyder en lang bold. Jeg tror den var ment til Louis, men hun rammer bolden forkert og den smutter i en hel anden retning. Mod mig.

Det her er min chance til at bidrage til spillet.

”Jeg har den!” råber jeg, imens jeg med blikket på bolden bakker. Jeg er klar til at give den et ordenligt hovedstød, men opdager ikke den nyopståede panik i mine venners øjne et stykke væk. Jeg kan næsten nå bolden, lige om lidt sker det, nu kommer hovedstødet!

Det sidste jeg når at høre er mine venner der råber: ”Pas på, Riley!”

Med et bliver alting sort.

 

Harry's P.O.W.

Et skrig er alt hun når at udstøde, inden bilen rammer hende. Hun opdagede slet ikke, at hun forlod parken og trådte ud på vejen. Hun opdagede ikke, at bilerne dyttede af hende.

Anna bryder med det samme sammen og Louis er hurtig til at slå armene om hende, imens han prøver så godt han kan at berolige hende. Annas hulk er høje og skingre, og selv da jeg sætter i spurt mod Riley, der ligger livsløs på den hårde vej, kan jeg høre Anna i baggrunden.

Mennesker har allerede samlet sig i en stor ring omkring Riley og flere står med en mobiltelefon til øret – højst sandsynligt i gang med at ringe til alarmcentralen.

Jeg maser mig igennem menneskemængden og når frem til Riley, griber hendes kolde hånd og prøver febrilsk ikke at begynde at græde selv. Hun trækker stadig vejret, men det er svagt og under mit eget åndedræt, kan jeg høre mig selv mumle igen og igen og igen ”Kom nu, Riley. Du kan ikke forlade mig nu. Du skal nok klare den.”

En ambulancesirene lyder i baggrunden og menneskerne omkring Riley og jeg tynder ud, men jeg lægger knapt nok mærke til det. Det eneste jeg kan fokusere på lige nu er Riley.

”Harry, du bliver nødt til at rykke dig.” En hånd bliver placeret på min skulder og Liams stemme lyder bag mig. ”Ambulancefolkene kan ikke hjælpe Riley, hvis du ikke flytter dig.”

Modvilligt rejser jeg mig fra Riley og lader ambulancefolkene tage over. Liam hiver mig let i armen, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage mere. En efter en triller de ned af mine kinder og Liam hiver mig let ind i et kram, imens jeg ikke kan gøre andet end at hulke.

Riley har bare at være okay. Hun har bare at blive okay igen. Det skal nok gå alt sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...