Remember me | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Igang
Riley Jones er en helt almindelig 20 årrig pige, der ved et tilfælde i en strid om en taxa, en regnfuld januardag, møder Harry Styles. Mere ligger der ikke i det, men da hun møder ham igen, til en venindes, flirts fest, begynder deres veje at krydses uden tilfældigheder.
En bilullykke ændrer dog alt, da Riley mister sin hukommelse og Harry sætter sig for at hjælpe hende med at få den tilbage. For selvom der kun er gået en uge, og Riley ikke viser nogen udvendige tegn på tiltrækning til Harry, er Harry faldet for hende.
'Remember me' er en historie om kærlighed og tålmodighed, om det at give sig fuldt ud til en person, der ikke kan genkende én, og tro på at det hele nok skal gå. ©Billedet, der er brugt som cover, er taget af min skønne veninde - al credit til hende

18Likes
15Kommentarer
1253Visninger
AA

3. ”Er du altid så flirtende?”

II. "Er du altid så flirtende?"

Riley's P.O.W.

”Riley! Riley! Riley!”

Tvillingerne –som vi kalder dem herhjemme – kommer løbende ind på mit værelse, på et tidspunkt jeg vil betegne som alt for tidligt. Jeg når lige at kigge over på mit vækkeur, der siger 08.30, inden tvillingerne hoppe op i min seng og de vil ikke stå stille.

”Ellie! Simon! Jeg er vågen nu! Smut ud af mit værelse!” Under store beklagelser hopper de begge ned fra min seng og slæber deres fødder hen ad gulvet og ud af mit værelse. Det er ikke fordi, jeg er den strenge storesøster – for det er hverdag, at jeg bliver vækket på denne måde. Desuden er de vant til at blive talt sådan til af både mig og mine to ældre søskende, så det er ikke noget tvillingerne tager så tungt, de hævner sig bare på os sådan her; en yderst brutal vækning hver morgen, specielt i ferier og weekender.

Og eftersom jeg er vant til at blive vækket så tidligt, er jeg hurtigt oppe af sengen og i tøjet, inden jeg smutter nedeunder til køkkenet, hvor min familie allerede sidder og planlægger dagen.

For enden af bordet sidder min mor Hellen – sygeplejerske og den omsorgsfulde mor, der gør alt for, at hendes børn skal have det så godt som muligt. Hun er et rigtigt familiemenneske, hvilket man godt kan se på de fem af os børn, hun har fået i løbet at det mange år, hun har været sammen med min far.

Min far Allan sidder over for mor i den anden bordende – direktør for sit eget firma, som han regner med at min storebror Mathew skal overtage ”når tiden er inde”, som far altid siger. Han er den tålmodige far, der har måtte finde sig i lidt af hvert af narrestreger fra os fem unger, selvom han altid siger, at vi kunne have været meget værre.

Min storebror Mathew, som er den ældste af os fem i børneflokken på 23 år sidder ved siden af min far – han er fars højre hånd inde for firmaet og derfor sidder han også til højre for far ved bordet herhjemme. Mathew har altid været den omsorgsfulde storebror for både mig og min storesøster Clara, og specielt da vi var mindre, tog han sig tit af os, når mor og far ikke havde tid. Det gør han stadig.

Clara min storesøster på 21 sidder ved siden af min mor – ikke nok med at hun er min storesøster, men så er hun også en af mine bedste veninder. Hun arbejder som tjener nede på den lokale restaurant og er fantastisk med mennesker. Hun er altid den, jeg kommer til hvis jeg har problemer med veninderne eller drenge.

Tvillingerne, Ellie og Simon, på 10 sidder på den anden side af bordet over for os ”gamle” børn – de er spilopmagerne i familien, der elsker at fjolle rundt og lave sjov. Det er til tider træls, men nu meget hyggeligt, hvis man har en dårlig dag – de spreder glæde, hvor end de er.

Og så er der mig tilbage, ligesom den tomme plads mellem Mathew og Clara og over for tvillingerne. Jeg er hverken særlig god til at være omsorgsfuld som min mor eller Mathew, eller tålmodig som min far. Jeg er ikke særlig god til mennesker som Clara eller sjov som Ellie og Simon. Jeg er akavet og desorienteret det meste af tiden. Jeg er personen, der kan falde over den bare luft og som griner på upassende tidspunkter, fordi jeg husker en joke fra dagen forinden. Clara og Mathew siger altid, at det er charmerende på sin egen måde, men jeg har aldrig oplevet en dreng, der synes at lige netop at være akavet, desorienteret og upassende er charmerende.

”Godmorgen skat,” siger min mor smilende, da hun opdager mig stående i dørkarmen ind til køkkenet. De andre vender sig også om for at hilse på mig og jeg går straks hen til min faste plads og sætter mig mellem Mathew og Clara.

Far sidder og snakker business med Mathew som de altid gør, når de har et ledigt tidspunkt. Clara skriver med sin kæreste, går jeg ud fra – hun har i hvert fald begravet næsen i sin mobil. Tvillingerne sidder og beklager sig over hinanden, hvordan den ene skubber og den anden slår, imens mor prøver at få dem til at slappe af.

”Godmorgen,” mumler jeg selv, inden jeg sætter mig på den tomme plads. Jeg tager stille en bolle og smører et lag marmelade på den, inden jeg begynder at spise. De andre snakker stadig, men min hjerne fungerer ikke så tidligt om morgenen, selvom jeg er vant til at blive vækket så tidligt, så jeg undgår at blive en del af samtalen.

”Så hvad skal du lave i dag?”

Og der røg min mulighed for at spise i stilhed.

Jeg tager et par bidder mere af bollen inden jeg lægger den fra mig og kigger op fra min tallerken.

”Well, det er holdt op med at regne, så jeg planlægger at gå en tur i parken og få taget nogle billeder til min væg.”  Jeg skænker mig selv en kop te imens jeg svarer min mor og tager et sip. Det er relativt tidligt så muligheden for at få nogle fede billeder uden for mange mennesker omkring mig er optimal. ”Og så har en af Annas venner inviteret til fest i aften. Jeg overnatter hos Anna bagefter.”

Clara kigger op fra sin telefon i min retning og smiler, inden hun tilbyder mig selskab i parken imens jeg tager billeder. Clara har en forkærlighed for at være linselus og siger ikke nej til chancen for at bliver fotograferet. Jeg nikker – jeg vil hellere end gerne have selskab, specielt hvis det betyder, at jeg kan bruge lidt tid med min søster også.

Efter morgenmaden smutter jeg op på mit værelse, henter mit kamera, tager er en bordeaux hat på ingen jeg ifører mig min sorte vinterjakke. Så smutter jeg ned ad trappen igen hvor jeg møder Clara.

”Kom, lad os smutte.”

Clara og jeg bruger 3 timer i Hyde Park inden jeg er tilfreds med mine billeder og inden Clara er blevet mættet af at lege model for nu. Bagefter bevæger vi os hjemad – jeg skal over til Anna når jeg har sorteret de bedste af de bedste billeder fra resten af samlingen.

Jeg er ovre ved Anna omkring 17-tiden. Det tog lidt for lang tid for mig at sorterer mine billeder, men jeg kan ikke vælge dem der er mindre end perfekte, så det er hele tiden værd. Ovre ved Anna gør vi os klar og spiser et godt måltid mad inden vi klokken 21 bevæger os over til Louis.

 ***

At blive inviteret til fester, er noget jeg er vant til, men at blive slæbt med til fester af Anna, hvor alle er fremmede, er noget jeg ikke oplever så tit. Faktisk prøver jeg bevidst at undgå sådanne salgs arrangementer. Ikke fordi jeg ikke kan lide at møde nye mennesker, men der må i det mindste gerne være nogle flere tilstede, som jeg kender. Ud over Louis og Anna er der ingen andre jeg kender.

Hvorfor jeg i det hele taget har sagt ja til at tage til fest hos Louis, som jeg ikke rigtigt kender i forvejen og kun har mødt få gange, ved jeg ikke. Måske fordi det er Anna, der har inviteret mig, og at ingen kan sige nej til Anna og hendes hvalpeøjne og overtalende ord? Måske fordi Louis holder de fedeste fester efter Annas mening og at jeg altid har villet opleve en af dem?

Da vi kommer til Louis lejlighed er musikken høj og tydelig allerede ude på gaden, sådan som den buldrer ud af de halvåbne vinduer. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvor høj musikken er inde i lejligheden, og jeg frygter allerede det værste.

”Come on, Rey,” pipper Anna opmuntrende og en smule for energisk, ”det skal nok blive sjovt.”

Det kan godt være at det bliver sjovt for Anna, men hun kender også en del flere af gæsterne, end jeg gør. De fleste har Anna gået i skole med, men eftersom jeg er et par år yngre, var Anna og de andre færdige med skolen, da jeg startede.

Da døren går op, bliver jeg hevet ud af mine tanke ved at Anna hiver mig med ind i opgangen. Musikken er allerede markant højere her inde end ude på gaden, og da vi når op på tredje sal og Louis åbner døren, er det som at gå ind i en mur. Det gør ondt i ørerne og jeg skærer en grimasse, der får Anna til at grine.

Musikken flyder ud af højtalerne i et lydniveau, der lige præcist er høj nok til, at man kan føre en samtale med de andre om selvom man bliver nødt til at råbe lidt for at gøre sig forståelig.  Heldigvis vænner man sig hurtigt til den høje musik og efter kun 10 minutter, generer det mig ikke mere.

Humøret er højt blandt de mange gæster og hvor end jeg kigger hen, er der mennesker; unge folk med et glas i hånden fyldt med alkohol, og enten sidder de ved bordet eller står rundtomkring i den lille lejlighed. Jeg er overrasket over, hvordan Louis har plads til alle de mennesker i den lille lejlighed, men på den anden side er der alligevel ikke så trangt, at det er ubehageligt og gæsterne ser ikke ud til at være påvirket eller generet af det.

Anna og jeg står og snakker sammen, da hendes blik pludseligt bliver fjernt og et smil bryder frem på hendes læber. Hun står og småfniser over noget bag mig, og jeg sværger, hvis det er Louis hun har fået øje på, så slår jeg hende!

Jeg kan ikke huske hvornår Anna begyndte at crushe på Louis, men det har været i lang tid efterhånden, alt for lang tid. Og selvom jeg siger til hende, at hun skal fortælle ham det, fordi hvem kan modstå Anna og hendes fantastiske personlighed og udseende, tør hun ikke. Hun plejer altid at sige, at det vil ødelægge deres venskab, hvis hun fortæller Louis om hendes følelser og han afviser hende. At hun hellere vil være håbløs forelsket i sin bedste ven, forstår jeg hende ikke i. Alle kan jo se, at han er mindst lige så vild med hende, som hun er med ham.

Jeg når ikke at vende mig om for at se, hvad Anna fik øje på, før to hænder bliver placeret over mine øjne og jeg kan høre Anna fnise endnu mere tøset end før. Det er først nu, at det går op for mig, at Anna ikke fik øje på Louis, men havde set og genkendt personen bag mig – der lige nu holder mig for øjnene – og prøvede ikke at afsløre, hvem det var.

”Vi ses Rey, jeg lader Prins Charming tage over,” Annas stemme er kun lige høj nok til, at jeg kan høre, hvad der bliver sagt, og det er tydeligt at Anna er på vej væk og forlader mig med denne mystiske person. Det kan hun bare ikke være bekendt! Sådan bare at forlade mig til en eller anden fremmed!

Stift som et bræt står jeg ret op og ned og ved ikke hvad jeg skal gøre. Alle muskler i min krop er spændte, tankerne kører på fuldt skrue og alkoholen jeg indtog tidligere, virker ikke så påvirkende som den gjorde sekunderne før. Jeg kender ingen her ud over Anna og Louis, og havde det været Louis, havde Anna ikke gået fra mig.

”Det var dog utroligt, sådan som jeg hele tiden støder ind i pæne piger.” Det er en dreng, så meget ved jeg med sikkerhed, og en flirtende én af slagsen kan jeg tyde ud fra hans måde at sige sætningen på. Både hans stemme og ord lyder bekendte, men hvorfra? ’Pæne piger’. Jeg har hørt de ord før, men…

 

”…Man smider ikke bare pæne piger ud i regnen, fordi de nakker ens taxa.”

”Det er trods alt ikke hver dag, at man får lov til at invitere pæne piger på en kop kakao…”

 

Nej, det kan ikke passe? Harry? Var det derfor han så så bekendt ud? Harry er her. Det er Harry, der har hænderne for mine øjne. Det kan umuligt være andre. Der er ingen andre, der kan siger ’pæne piger’ på den måde, som Harry kan.

”Harry?” Jeg tager fat i hans hænder, som han lader mig fjerne fra mine øjne, inden jeg vender mig mod ham. Ja, det er Harry. Her. Til Louis fest. Det var derfor han så så bekendt ud. Han er Harry Styles fra One Direction. Jeg vidste, at jeg havde set ham før den dag hvor han nakkede min taxa!

”Hej Riley,” hans smil er varmt, hans øjne glimter og han slikker sig om læberne, som han  gjorde, da han nakkede min taxa, da jeg mødte ham for første gang for tre dage siden. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund har jeg savnet ham.

”Harry,” mumler jeg stille for mig selv, men da jeg stadig kigger på ham, har han ikke svært ved at tyde mine ord, og begynder at grine. Ja, jeg har helt klart savnet ham, og det er underligt, for jeg kender jo ham knapt nok, og så kan man vel ikke rigtigt savne personer, man knapt nok kender?

***

Festen har varet i et godt stykke tid nu, og Anna har igen sluttet sig til Harry og jeg, med Louis i hånden. Vi står og danser og hygger os gevaldigt. Eftersom jeg ikke fester lige så tit som Anna, og garanteret også Louis og Harry, snurrer min verden efterhånden godt og grundigt rundt efter de mængder alkohol, jeg har hældt ned i løbet af aftenen.

Jeg har ikke rigtigt kontrol over, hvad jeg laver og jeg tror, jeg står og svajer en del, for på et tidspunkt tager Harry fat om min hofte og hele verdenen begynder at snurrer lidt mindre end den gjorde sekunderne før. Jeg smiler stort til ham, hvilket får ham til at grine og derefter slikke sig om læberne.

”Hvorfor gør du det der?” griner jeg og peger på Harry. Det er tredje gang, han gør det inde for kort tid, hvis man kan kalde de sidste tre dage, der er gået, siden jeg mødte ham første gang, for kort tid. Er det en eller anden dårlig vane?

”Gør hvad?” griner han, og slikker sig igen om læberne, som om han udmærket er klar over, hvad jeg snakker om, og bare gør det for at drille mig.

”Det der!” siger jeg med store armbevægelser, og er lige ved at give Anna én på hovedet. Jeg mumler et hurtigt ’sorry’ til hende, inden jeg vender mig mod Harry igen og prøver på at kigge strengt på ham. Jeg tror ikke, at det virker, for det eneste, jeg får ud af det, er en grinende Harry, der bare står og ryster på hovedet af mig.

”Jeg har ingen anelse om, hvad du snakker om,” griner han, og kigger på mig med et lidt for flirtende blik efter min mening.

”Er du altid så flirtende?” spørger jeg, totalt ude af sammenhæng med vores emne før og måske lidt for flirtende selv, imens jeg træder et skidt frem imod ham. Jeg er fuld, alt for fuldt, og det er sjældent, at jeg normalt ville være sådan her. Jeg er ikke den flirtende type, langt fra. Jeg er nærmere den akavede type. Men lige nu er jeg ligeglad. Alkoholen er min ven, musikken er høj, og det her er hvad enhver normal teenager ville gøre i sådan en situation, så hvorfor skulle jeg ikke gøre det også?

”Kun når det er fredag… og når der er pæne piger til stede,” får jeg som svar fra ham og han træder også et skidt frem imod mig, så jeg bliver nødt til at tage et skridt tilbage igen, for ikke  at komme alt for tæt på ham. Alligevel er han stadig alt for tæt på mig, og det går først op for mig nu, at hans hånd stadig hviler på min hofte.

Hans svar kommer bag på mig. Fuldstændigt. Det var ikke lige det, jeg havde forventet at høre fra ham, og et kort øjeblik mister jeg koncentrationen. Jeg ved, at han ved, at hans svar kom bag på mig – jeg kan se det i hans blik. Der går dog ikke lang tid, før jeg genvinder koncentrationen – han skal ikke vinde den her.

”Så du synes jeg er pæn?” Det lyder tamt – akavet og genert – sådan som jeg får mig selv formuleret, og som om jeg stadig ikke er kommet mig over hans svar, men det er altså det bedste jeg lige kan komme på, uden at skabe en for lang pause, der ville føre til en sejr for ham. For at virke lidt mere selvsikker i det, jeg har sagt, tager jeg endnu engang et skridt frem imod ham, og giver ham det mest flirtende blik jeg har, selvom jeg ikke er sikker på, om det virker.

Vi står tæt, alt for tæt, for han har ikke flyttet sig, som jeg gjorde, da han tog et skridt frem imod mig for lidt siden. I stedet for bliver han stående, og kigger ned på mig. Han er ikke meget mere end et halvt hoved højere end mig, og jeg kan mærke hans åndedræt mod mit ansigt, der ikke er mere end et par centimeter fra hams. Hans øjne er grønne, hans blik flirtende, og det er først nu jeg opdager, hvor attraktiv han egentlig er.

Han trækker sig lidt tilbage og smiler endnu engang til mig, inden han siger, på den mest flirtende måde jeg nogensinde har hørt, så mine ben bliver gelé og næsten falder sammen under mig: ”Det er nu faktisk fredag.”

Touché, Harry Styles. Touché.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...