Inside out

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2016
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Igang
"Måske vil vi en dag kunne leve i en illusion, hvor stjernerne kan plukkes med de bare hænder, hvor himlen ikke længere vil krydres af solens farvepallette, og hvor pudebetrækket du sover på ikke giver mig kuldegysninger ned af ryggen, og jeg ikke vil se efter dit ansigt i mængden. Men ikke i dag."

11Likes
13Kommentarer
679Visninger
AA

2. Ting du sagde klokken 1 om natten

Jeg var en nattevandrer.

Det er spil af tid, at fortælle hele min livshistorie, hvorfor jeg er, som jeg er, men det faktum, at jeg er en nattevandrer, er hvad der starter denne historie, og derfor den vigtigste pointe at få lagt på bordet fra start. Der er mange ting, man måske skal vide om mig, for at forstå mig, men det kommer hen af vejen.

Jeg ved ikke præcis, hvad klokken var, da jeg besluttede mig at for gå uden for døren, men natten mørklagde hver skridt jeg tog. Det var ikke en lang vandring, jeg ville begive mig ud på; jeg skulle bare et smut forbi Marley’s diner, måske drikke en kop te, tegne tegning og så hjem i seng igen.

Det er let at få det til at lyde som noget, jeg gjorde hver eller hver anden dag, men sådan var det selvfølgelig ikke. Sandheden er blot den, at jeg nød at være ude om natten, og når jeg alligevel ikke kunne sove, så kunne jeg lige så godt komme ud og mærke mig selv. Desuden følte jeg mig altid meget bedre tilpas, når jeg så kom hjem igen.

Det var en smuk nat, den aften. Tågen havde lagt sig, så lygtepælenes lys faldt over mig som et uklart, ledende lys i det fjerne, som jeg måtte bruge til at finde vej fremad. Gaderne der omringede mit hus var så tilpas tilvante, at jeg sikkert kunne finde frem til Marley’s med lukkede øjne, fordi jeg havde gået netop den rute så mange gange. Men lygtepælenes lys var nu alligevel et rart sikkerhedsnet, der forhindrede mig i at gå ind for mange stakit, der skilte de mange røde parcelhuse fra den asfalterede vej, som jeg gik på.

Tågen lå så lavt, at når jeg kiggede op, så blottede stjernerne sig stadig for mig. Det skabte en vis ro, at jeg ikke havde brudt det eneste forhold, jeg havde formået at holde siden jeg blev født, den eneste troværdige og konstante klippe i mit liv.

Det var selvfølgelig en overdrivelse at tænke sådan, for jeg har levet med min mor og bror hele mit liv, og jeg elskede dem stadig lige meget. Men himlens stjerner kunne man altid regne med, og det var mere, end hvad man kunne sige om min stressede mor, der altid fandt én fejl, ét eller andet sted, der skal rettes op på, eller min bror, der havde travlt med at spille playstation eller ryge sig skæv bag skolens skur.

Og venner? De var alle sammen væk på college og end ikke i weekenden havde de tid til at mødes. Så tætte venner havde vi vist aldrig været. Jeg brokkede mig dog ikke, så længe jeg stadig havde mine lejlighedsvise nattevandringer samt lange arbejdsdage.

Marley’s diner begyndte at tage form foran mig, og jeg kunne straks genkende de rødt-lysende bogstaver. Som sædvanligt var lyset i s’et tilnærmelsesvis dødt ud, så det gav et enkelt blink fra sig fra tid til anden. I det hele taget tog dineren sig ikke synderligt godt ud, men jeg var ligeglad. Don’t judge a book by it’s cover, right?

Det kunne sagtens være gældende i dette tilfælde, men jeg vidste bedre. Deres mad var ikke noget at råbe hurra for, og det samme kunne man sige om hygiejnen. Grunden til, at jeg kom der så meget, var på grund af dens åbningstider - 6-2, og så selvfølgelig fordi, der så sjældent var fyldt op. Faktisk var der aldrig særlig mange mennesker der. Man kunne altid regne med, at der ville være mindst 7 tomme pladser at tage af, når man trådte indenfor - og til mit held, altid mindst én ved vinduet.

Dørhåndtaget var fugtigt og koldt, men min hænder slap ikke. Døren bandt, så jeg måtte give den et enkelt puf med hoften, før den lydigt gik op. En duft af friture, kaffe og dårligt rengøringsmiddel kom mig straks i møde, og selvom dette var en duft der normalt ville få mig til at rynke på næsen, følte jeg mig stadig i en beroliget og nærmest drømmelignende sindstilstand, så jeg fortsatte bare ind. Mit blik mødtes men den midaldrende dame bag disken, og hun sendte mig et tydeligvis tvunget smil. Hendes øjne forsvandt helt i hendes smilerynker - i stedet for havde hun bare to streger af smil. Jeg sendte også blot hende et smil som hilsen og kastede et blik omkring mig i dineren. Der sad kun to mennesker denne nat; en gammel mand med cykel-overskæg og en yngre fyr med sort hår, og min sædvanlige plads ved det store vindue var som altid fri.

Damen bag disken kom hen til mit bord, da jeg havde sat mig ned. Hun lagde et menukort foran mig, og børstede en enkelt krumme ned fra bordet med bagsiden af hånden, før hun sendte mig et perle smil. Når hun smilede på den måde, lagde den ikræfttrædende foundation sig i dybe folder i hendes ansigt, og brillerne gjorde hendes øjne umådeligt store.

”Der er vist nogen ude på nattevandring, hva’?” Jeg nikkede.

”Jeg kunne alligevel ikke sove.”

”Så kan jeg ikke anbefale kaffen,” sagde hun og trak op i et stort smil igen. Jeg smilede også, for jeg forstod godt, hvad hun mente.

Jeg kendte efterhånden det slidte menukortet ud og ind, men jeg skimmede det alligevel igennem. Hvis jeg kunne blive fri, ville jeg helst ikke have noget, men så blev jeg nok bedt om at finde et andet sted og sidde, og det ville jeg nødig have.

Straks efter jeg havde lagt menukortet fra mig, fandt jeg min notesbog frem og lagde den foran mig. Jeg tegnede, ikke godt, detaljeret eller gennemarbejdet. Jeg skulle aldrig blive kunstner, men at tegne var som at lade mine tanker glide ud på papiret, og en måde hvorpå jeg kunne vise mig selv, hvordan jeg har det. I stedet for at bære rundt på noget der ligner en krusedulle i hovedet, så kunne jeg bære rundt på den krusedulle under armen.

Blyanter havde jeg også altid massere af, jeg bar rundt på dem i en gammel marlboro-æske, der altid lå og rodede i min taske. Jeg syntes den pyntede, selvom jeg aldrig havde røget så meget som en enkelt cigaret. Det var kulblyanter, jeg brugte til at tegne, for de gav den bedste effekt og føles bedst i hånden. Men et var også alt tegneudstyr, jeg havde. Passioneret tegner, det var jeg ikke.

Jeg kiggede mig omkring i den lille diner, og mit blik faldt på fyren med det sorte hår, som jeg nu sad med front mod, og derfor blottedes hans ansigt for ham. Jeg betragtede ham for et øjeblik, mens han bladrede rundt i en avis. Det så ud som om han fokuserede meget på det, men en trist rynke mellem hans øjenbryn havde alligevel taget form. Måske læste han om børnene i Afrika, eller en anden af alle de triste ting der sker ude i verden hele tiden. Jeg kunne nævne en hel række af tilfælde.

Han kiggede ud af vinduet, og den samme rynke tog til og blev større. Jeg tænkte, at det ikke var avisen, der gjorde ham trist, det var verden udenfor. Han så fortvivlet ud, som om han ikke hørte til, og jeg vidste, hvordan netop den følelse var.

”Er du okay?” spurgte jeg hen over de to borde der adskilte os. Min stemme var lav, men alligevel lød den som et brøl gennem den uhyggelige stilhed i dineren. Den eneste anden lyd der hørtes, var en slidt Bon Iver sang, der spillede stille ud af højtalerne og den jævnlige lyd der kom ovre fra køkkenet. Han løftede hovedet, først en smule forvirret, mens så faldt hans blik på mig, og det faldt og faldt og faldt, indtil hans blik var helt tomt.

Jeg ville ikke snage, men andre folk kom mig ved.

”Jeg har det fint,” svarede han, og jeg godtog svaret, selvom jeg vidste, at det ikke var sandheden. Den behøver man ikke at dele med alle og enhver, selvom det somme tider hjælper at snakke om den.

Da han igen kiggede væk, kiggede jeg ned. Jeg kom altid til at sige for meget, snakke til fremmede, og som regel var det blot for at være sød, men mange synes bare jeg var mærkelig.

Det var i det øjeblik, det gik op for mig, at jeg kendte fyren - han var kendt, med i et band. Jeg lagde hovedet på skrå, og betragtede ham yderligere. Jeg ville ikke virke som en stalker, for som en berømthed, kan det nok hurtigt blive ens indtryk. Derfor kiggede jeg i stedet ned, og begyndte at tegne.

Jeg tegnede ikke motiver, jeg tegnede følelser, men man kan ikke tegne følelser uden også at tegne et motiv, og nu blev det berømte bandmedlem i en billig diner midt om natten altså mit motiv, for at vise den panderynkende følelse, jeg vidste han bar på, selvom han bortforklarede den med et ”fint”.

Han blev hverken pæn eller præcis, men han blev ham, sikkert mere end han nogensinde havde været, i den verden, han ikke hørte til i. Man skulle have et meget skarpt øje, for nogensinde at gætte, at det var ham på min tegning, men den var hurtigt lavet, og det var ikke meningen, at den skulle ligne hans ydre - den skulle ligne hans indre - kringlet og lidt utilpas.

Jeg elskede at gøre mig tanker om andre mennesker, fordi det var meget lettere, end selv at skulle lære dem at kende. På den måde kunne jeg forme dem, sådan som jeg ønskede, at de skulle være.

Jeg kiggede igen op på fyren og opdagede til min egen forskrækkelse, at han også kiggede på mig.

”Hvad med dig selv?” spurgte han, ikke spydigt eller ondt. Ikke noget adjektiv overhovedet, for man kunne ikke sige noget om den tone han talte i. Han måtte kunne se forvirringen var malet i mit ansigt, for han fortsatte; ”er du okay? Ude midt om natten på en hverdag, det må da være et tegn af en slags.”

Jeg hævede øjenbrynene i forvirring over hans uventede spørgsmål og absolut uønskede situation. Men jeg kunne vel ikke sige så meget til det - jeg havde jo sat ham i samme.

”Jeg er har det fint - i dag i hvert fald, spørg mig igen i morgen, og svaret er måske et andet.” Jeg trak på skuldrene. Jeg foretrak sandheden. ”Jeg har bare problemer med søvn.”

”Så er vi to,” sagde han så og hans blik flakkede lidt rundt omkring, før det atter faldt på mig med det samme tomme blik. Han bar det som en naturlig del af sig selv.

”Du tog alligevel kaffen?”

Et smil trak over hans læber, tiltagende og langsomt. Det nåede aldrig så langt, at hans øjne smilede, på samme måde som damen ved disken. Men smilet afslørede dog en perlerække af hvide tænder. ”Jeg har brug for at være frisk til i morgen.” Han tog koppen i sin ene hånd og avisen i den anden, og så gik han over til mit bord og satte sig ned.

”Hvad med at sove?” spurgte jeg, for den rigtige måde at sikre friskhed på, er vel at sove.

”Jeg kan ikke sove, så jeg kører hardcore på kaffen og regner med, at den kan redde min dag i morgen, ellers får jeg en hel gruppe fyre på nakken.” Munterheden var ikke at spotte i hans stemme, men jeg følte mig ikke bange eller skræmt. Rynken i panden var der stadig, den var næremest permanent. Som om han gik rundt og bekymrede sig over alt i hele verden, eller måske bare over sig selv. Hvis man bekymrer sig over sig selv, så kan man aldrig slippe af med bekymringerne, for man kan ikke slippe af med sig selv. Tanken fik mig til at lægge hovedet på skrå. 

Jeg antog ham ikke som værende så åben, men jeg kommenterede det naturligvis ikke. Jeg kunne jo ikke gøre noget galt, ved bare at lytte til ham. Og det kunne måske gå hen og hjælpe ham. 

”Dit band?” Den samme, lidt bekymrende rynke fandt vej frem i hans pande.

”Så du har regnet det ud?” Hans blik hvilede på mig og jeg nikkede. ”Vil du have en autograf?”

Ingen adjektiver i verden kunne beskrive hans stemme, fordi den var så tom, som om intet i verden betød noget for ham. Ingen overhovedet.

”Nej tak,” svarede jeg.

”Er det mig på tegningen?” Han nikkede ned mod min notesbog, og jeg farede straks op. Jeg havde glemt alt om den forbandede tegning, og det kom tilbage til mig som et lyn, så jeg slog hænderne hen over den, selvom han jo allerede havde set den. Ude af stand til at vide, hvordan jeg skulle reagere, rystede jeg på hovedet. ”Du er ikke så god til at lyve. Dine kinder brænder jo næsten. Jeg vil gerne se den.”

Jeg spærrede øjnene chokeret op, da han sagde den sidste sætning, som fik mig til at fjerne hænderne fra notesbogen og skubbe den hen til ham. ”Men det er altså ikke dig.” Det kunne være hvem som helst, ingen tvivl om det. Jeg sagde jo, at jeg ikke var en dygtig tegner.

”Er det hårdt at være i et band, når man ikke kan sove ordenligt?” spurgte jeg. Han havde dybe rander under øjnene, sådan nogle, som man først ser, når personen kommer tættere på, men som man pludselig ikke kan undgå, at lægge mærke til.

”Det er derfor, jeg ikke kan sove ordenligt.” Han trak på skuldrene og igen flakkede hans øjne lidt rundt.

”Det hedder 5 Seconds of Summer, ikke?” Jeg prøvede at fange hans blik, men det var alle steder på én gang og alligevel var det ingen steder.

”Jo.”

Han tog igen sin kaffe og avis, før han rejste sig fra sin plads. Et øjeblik stoppede han op og kiggede bare lidt på bordet med en lille rynke mellem øjenbrynene.

”Må jeg beholde tegningen?” Jeg så overrasket op på ham, da han stillede mig det spørgsmål, men i stedet for at reagere på samme måde som jeg altid gør, når det kommer til mine tegninger: holde dem tæt ind til kroppen lige meget hvad, nikkede jeg. Han rev den nænsomt ud af notesbogen og efterlod mig så siddende der, men vidt åben mund og forvirrede øjne.

Da damen bag disken kom over til mig for at spørge efter bestilling, bad jeg tøvende om en kop te. Så snart hun forsvandt om bag disken igen, havde jeg allerede kastet mig over den næste tegning af den berømte, mystiske fyr med den bekymrende rynke i panden og den stemme, der sagde mig tusind ting, ved ikke at sige noget som helst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...