Inside out

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2016
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Igang
"Måske vil vi en dag kunne leve i en illusion, hvor stjernerne kan plukkes med de bare hænder, hvor himlen ikke længere vil krydres af solens farvepallette, og hvor pudebetrækket du sover på ikke giver mig kuldegysninger ned af ryggen, og jeg ikke vil se efter dit ansigt i mængden. Men ikke i dag."

11Likes
13Kommentarer
577Visninger
AA

3. Ting du sagde, da du var fuld

Jeg kunne lytte til min mors skænderier med min bror i årevis, bare sidde i en stol i køkkenet og høre dem skændes i stuen, på badeværelset, oppe på Max’ værelse. Hvor som helst. Det gjorde ikke nogen forskel. Jeg kunne høre dem lige meget hvad. Jeg tror ikke, de tænkte over det, for nogen gange snakkede det også om mig. Min mor kunne finde på at råbe ting som: ”hvorfor kan du ikke se på, hvad din storesøster gør? Se, hvor godt hun klarer sig.”, og min bror kunne finde på at råbe tilbage: ”okay, jeg kan da også bare sidde hjemme hver aften og måske ligge en kabale engang imellem. Du vil sikkert elske at se lidt mere til mig.”

De vidste helt sikkert ikke, at jeg kunne høre dem.

Denne dag havde været et af de slemme skænderier, fordi Max skulle til fest netop den samme aften, og min mor var ikke glad for det; det var inde i byen et sted, sikkert noget ulovligt. Han var til mange fester, tit og ofte kom han hjem næste morgen, somme tider kunne han knap nok holde sig selv oprejst, og andre tidspunkter kom han hjem med et flækket øjenbryn eller store blå mærker på kroppen. Min mor var ikke glad for det.

Deres skænderi havde altså resulteret i, at min mor nægtede at give ham adgang, og min bror nægtede at lytte. Og jeg blev som altid fanget midt imellem dem, selvom jeg ikke havde noget med skænderiet at gøre.

Jeg havde fået smidt et nøglebundt i hovedet, og nu skulle jeg altså køre Max til fest, selvom min mor var forfærdelig meget imod det, og hun stod i dørkarmen og rystede på hovedet. Og Max stod med hånden på dørhåndtaget og kommunikerede med hans kammerat, Julian, der sad inden i bilen. Det var vist hans bil, men eftersom jeg var den eneste, der havde kørekort, måtte jeg være den eneste der kunne køre dem.

Jeg rakte ud efter min jakke og sagde til min mor: ”jeg skal nok få dem sikkert hjem.”

Min mor gik ind i køkkenet og lukkede omhyggeligt døren bag sig. Det var sikkert nu, hun skulle gøre rent efter aftensmad.

Jeg satte mig ind på førersædet og hilste kortfattet på Julian, der sad på bagsædet, mens Max hoppede ind på passagersædet. Jeg startede bilen, satte den i gear og bakkede ud af indkørslen. Det var ikke første gang, jeg havde leget taxi for min lillebror - det skete faktisk ganske hyppigt, for min mor havde hverken overskud eller lyst, og viste på den måde også hendes principper over for Max. Tit ville Max fortælle mig, hvor fedt det er, at have en søster som mig, men jeg gætter på, at han ville sige hvad som helst i bytte for en køretur.

Jeg havde nu ikke så meget i mod det. Jeg havde alligevel ikke nogle planer for aftenen.

”Hvorfor er det, at I altid gør det her?” Min stemme blev blæst rundt i bilen sammen med musikstrømmen af Drake.

”Hvis du skal forhøre mig ligesom mor, så kan du ligeså godt gemme det, til jeg er blevet godt fuld. Vi fester jo bare, for at have det sjovt.” Han sukker teatralsk og vender blikket væk fra mig.

”Jeg mener, hvorfor skal dig og mor altid skændes?” Jeg er ligeglad med alle hans fester, det er hans liv.

”Åh,” er i det første lange stykke tid, det eneste der forlader hans læber. Jeg kan kun se hans ansigt, hver gang lygtepælene regelmæssigt oplyser det, men han forekommer eftertænksom, så jeg kommentere ikke yderligere på det. Jeg glemmer helt, at Julian også er i bilen. Det ligner ikke Max at være eftertænksom, det er nok nærmere mit karaktertræk. Hans hoved hviler mod bilens rude. ”Hun lader mig ikke gøre de ting, jeg gerne vil.”

”Jeg tror, at I kunne komme længere, hvis i satte jer ned og snakkede fornuftigt om det, i stedet for altid at skulle råbe sådan af hinanden.” Jeg trækker bare på skuldrene, for jeg vil helst ikke snakke mere om det. Jeg er ikke ligefrem idealet indenfor fornuft og rationalitet, så jeg kan jo sagtens stå her og sige, hvad hans skal og ikke skal gøre. Før han når at snappe af mig, eller hvad han nu kunne finde på, rækker jeg ud og skruger op for musikken, og Hotline Bling strømmer ud af højtalerne i bilen og fylder den med rytme.

Julian synger højt med, og Max stemmer hurtigt efter i.

Jeg sæter bare farten op og holder koncentrationen på vejen. Max og Julian begynder at snakke højt sammen, men jeg lytter ikke. Jeg tænker på at tegne en tegning af høje lyde, da jeg parkerer på en tilsyneladende tom parkeringsplads. Max er hurtig til at gribe fat i dørhåndtaget, men jeg kalder ham tilbage.

”Du ringer bare, hvis der er noget, ikke?” Jeg smiler til ham.

”Jo, selvfølgelig. Men helt ærligt, der kommer ikke til at ske noget vildt.” Han og jeg ved begge to godt, at det er løgn. Man kan høre musikken fra kælderen helt inde i bilen, hvor bilradioen nu er slukket.

”Okay, pas godt på dig selv. Og hey, jeg kommer gerne og henter dig i nat.” Han nikker bare og hopper så ud af bilen. Han har sikkert ikke tænkt sig at ringe, han er ikke meget for at modtage hjælp, selv når han har brug for det.

Jeg bliver siddende i bilen lidt, mens jeg ser på Max, der forsvinder ud af min synsvinkel og ind til en støjende fest, som han kommer ud ad, som en anden person. Ligesom han altid gør.

Da jeg har indfundet mig med tanken om, at min lillebror ikke længere er min lille bror, og at alting ikke er som det var for 5 år siden, ringer jeg til min mor. Hvad jeg vil sige, det ved jeg ikke lige, men jeg ringer. Og da den ringer, mens jeg venter på at hun løfter røret i den anden ende, går det op for mig, hvad jeg vil sige.

Undskyld at jeg trodsede dig og tog Max med til fest, har du lyst til at vi to skal lave noget? Vi kan snakke om gamle dage og lade som om, vi lever der. Og måske kan vi for en gangs skyld snakke om familie, Max og os selv, få samling på det hele. Jeg har vist brug for det.

Men hun tager det ikke, den ryger på telefonsvarer. Hun er nok faldet i søvn på sofaen.

Så jeg bliver siddende i den lille bil, mens jeg kigger frem i luften og venter på at Max finder ud af, at han alligevel ikke har lyst til at feste og mere har lyst til at tage hjem og høre noget Queen sammen med mig og mor, mens vi drikker en kop kaffe og læser eventyr højt for hinanden. Jeg har altid så klare billedet i mit hoved, af hvad der kunne ske. Hvad, jeg ville ønske der ville ske. Men tingene går selvfølgelig aldrig som mit hoved, og jeg bliver siddende der i bilen så længe, at jeg til sidst ikke har styr på, hvad jeg overhovedet har gang i.

Jeg bliver for alvor revet ud af min tankegang, da der bliver banket på bilruden til bilen og jeg farer sammen i forskrækkelse. I et kort øjeblik er jeg overbevist om, at Max er kommet tilbage og har brug for et lift, men da jeg møder vedkommendes øjne, tager det kun et sekunds, før det går op for mig, hvem jeg kigger på.

”Calum?” spørger jeg, med stemmen fyldt af overraskelse, da jeg ruller vinduet ned.

Han kigger lidt distanceret tilbage på mig, som om han ikke rigtig ved, hvem jeg er. Hvilket jo i princippet også er sandt, men han kigger på mig, som om han ikke er sikker på, om jeg er her eller bare er opspind.

”Hvad laver du her?” spørger jeg ham, forsøger at have et imødekommende og venligt tonefald, selvom jeg nok i virkeligheden bare lyder træt. Som altid.

”Jeg - øh... Må jeg komme ind?” Han spørger, som om han er bange. Jeg tænker, at nogen måske er fuldt efter ham, skøre fans eller noget, så jeg nikker hurtigt og prøver ihærdigt at få døren til passagersædet op, mens jeg med den anden hånd gør tegn til, at han skal komme om på den anden side. Han gør som jeg siger og da han kommer over på den anden side af bilen, åbner han selv døren, fordi det endnu ikke var lykkedes mig at få den åbnet.

Han smider sig tilbage i sædet og smækker døren. Han puster tungt ud, lettet tror jeg.

”Tak,” hvisker han lavt, og jeg kigger desperat rundt for at få øje på kilden til hans mærkelige adfærd, men der er ingen mennesker på parkeringspladsen. Da mit blik igen falder på Calum, sidder han og drikker af en flaske. Jeg rynker på næsen.

”Hvad laver du her?” spørger jeg igen.

”Øh.” Han klør sig lidt i nakken, tager endnu en slurk.

Jeg sidder lidt i stilhed, venter på at han skal bortforklare sig, men det lader ikke til, at det er hans intention. Han sidder bare og kigger ud. Jeg ser på ham, betragter hans ansigt. Rynken mellem hans øjenbryn er tilbage. Jeg tror ikke, at det er bevidst.

Det er ikke ligefrem tit, at jeg sidder med en fremmed dreng i en andens bil, så hele situationen gør mig lidt usikker. At dømme efter den svage lugt at alkohol, der breder sig i bilen, må Calum være påvirket. Hvem ved, hvad folk kan finde på, når de får alkohol i blodet? Jeg gør bestemt ikke, for jeg holder mig af princip fra det.

”Calum,” siger jeg roligt. Jeg gør et forsigtigt forsøg, på at række ud efter flasken, men da han gør en pludselig bevægelse mod mig, trækker jeg forskrækket hånden tilbage.

”Her,” siger han. ”Tag den bare. Du må også gerne smage, hvis du vil.” Han rækker flasken hen mod mig. Den er ca. halvt fyldt. Jeg skimmer den, for at finde alkoholprocenten. Den står på 25%, og det får mig til at rynke på næsen.

”Vil du gerne have, at jeg kører dig hjem?” Calum rynker på næsen, som om spørgsmålet kommer bag på ham.

”Jeg er ikke klar til at tage hjem. Ikke hjem til alt den ballade.” Jeg tør ikke spørge ind til balladen. Jeg gætter på, at det er den samme ballade, Max står overfor.

”Hvorfor er du så her, i en bil, med mig?” Jeg prøver at tale tydeligt, lægge tryk på hvert ord, sådan som jeg har erfaret, man lettest når ind til fulde mennesker.

”Du,” han peger på mig med et stift og tomt blik, det samme som han havde i dineren, ”du stiller svære spørgsmål.”

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.

”Hør her.” Hans stemme er bevidnende, som om han skal til at sige noget meget vigtigt. ”Jeg er ikke okay.”

Min anspændthed bløder straks op, og jeg smiler lidt opmuntrende til ham. ”Det ved jeg.”

”Nej, det tror jeg ikke, at du gør.” Hans mørke øjne stirrer på mig i mørket. Jeg prøver at holde hans øjenkontakt, men det er svært.

”Er det derfor du er her, for at sige det?” Hans blik flakker, og han begynder at fumle med noget, jeg ikke kan se hvad er.

”Det her,” siger han og folder et stykke papir ud. Det går op for mig, at det er min tegning. ”Det er mig.”

Jeg trækker vejret i små stød nu. Det er svært at bedømme, om han er skræmmende eller fascinerende. Mit blik er bundet til tegningen. ”Calum, er du sikker på, at jeg ikke skal køre dig hjem?”

”Du ved ikke, hvor jeg bor. Desuden, så vil jeg ikke hjem. Aldrig nogensinde.”

Han vender sig væk fra mig igen, tager en 90 graders drejning og stirrer tomt ud af forruden. Mit blik kan dog ikke vendes væk fra ham. Han ser så lille ud, her i bilen, selvom han fylder meget. Jeg aner intet om ham, men alligevel følger jeg mig knyttet til ham, på en måde jeg ikke har følt i lang tid - som om, jeg rent faktisk bliver lyttet til og lagt mærke til.

”Du ved jo, hvordan det er. Jeg kan aldrig sove, fordi jeg ved, at tiden vil passere alt for hurtigt, og jeg glemmer at være i live, før jeg pludselig ikke er her mere. Før jeg pludselig er ude på turné og skal spille koncerter hver aften.”

”Jeg kan heller ikke sove, jeg ved ikke hvorfor. Jeg har bare aldrig ro - det er som om, jeg først er rigtig rolig, når jeg er i fuld bevidsthed over mig selv.”

”Jeg vil ikke tilbage.” Nu er hans stemme kun en hvisken, som var den et lille præg om, at der stadig er liv i ham, mens alt andet står ganske stille. Fascinerende, helt sikker fascinerende. ”Vi har et album på vej, et turné - og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem det.”

Jeg er ikke nogen psykolog, jeg er ikke overhovedet vant til at skulle håndtere andre folks følelser - jeg kan ikke engang håndtere mine egne, men jeg prøver mig frem, for fyren foran mig ser dybt ulykkelig ud, selvom han så hårdt prøver at bekæmpe det, og jeg er ikke en form for Gud, men jeg vil bare gerne hjælpe. ”Du er berømt,” siger jeg, som om det først går op for mig nu. Han stirrer stadig ud over parkeringspladsen, selvom jeg ville ønske, at han ville kigge på mig, så jeg kunne føle hans følelser; så han kunne puste den ulykke og fortvivlelse han føler ud over mig.

”Det kan jeg ikke være, jeg kan ikke længere.” Hans stemme lyder ikke, som om han er ved at bryde sammen, han lyder overraskende fattet, selvom jeg ved, at han ikke er i nærheden.

”Du er fuld,” siger jeg igen, som om det først går op for mig nu.

”Har du nogensinde prøvet det før?” I et øjeblik er jeg forvirret, men så nikker han mod flasken, jeg til min egen overraskelse stadig har i hånden.

”Nej. Som sagt kan jeg ikke lide, ikke at være bevidst over mig selv. Jeg drikker ikke.” Han kigger på mig, betragter kort min påklædning, og kigger så ud af ruden igen.

”Det er min yndlingsfølelse i verden, når jeg ikke længere tænker og bekymrer mig.”

”Men du bekymrer dig da nu?” Jeg samler fingrene omkring flasken i min hånd og dufter kortfattet til den.

”Alkohol har efterhånden mistet den effekt på mig.” Han trækker på skuldrene, som om det ikke betyder noget. ”Nu er der bare ragnarok i mit hoved hver gang - men jeg vågner heldigvis stadig op uden at kunne huske min ulykke.”

”Hvad er det, der gør dig så ulykkelig?” Jeg tager endelig mod til mig og spørger ham om spørgsmålet, der har naget i mig hele tiden.

”Jeg vil bare væk derfra.”

”Du kan godt blive siddende her, hvis du vil. Jeg venter bare på min bror.” Hans blik tager en pludselig ændring, han bliver helt kold, og han kigger igen over på mig.

Jeg bider mig i læben.

”Hvem er du overhovedet?” Jeg taber pusten, da han stiller mig det spørgsmål. Som om han fortryder alt, hvad han har sagt til mig indenfor det sidste kvarter.

”Jeg - jeg ved det ikke helt. Bare en almindelig pige.” Det er den bedste måde at forklare det på. ”Jeg hedder Elisa.” I et øjeblik har vi øjenkontakt, og så er det som om lynet slår ned i ham. Han tumler ud af bilen, vælter næsten på asfalten, og han begynder at halvløbe væk derfra, knapt nok i stand til at stå fast på sine egne ben, mens han jævnligt kaster et blik tilbage over skulderen. Jeg råber efter ham et par gange, men han reagerer ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...