Are you sure? ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 14 maj 2016
  • Status: Igang
Alexandras liv er en del anderledes end de fleste andres. Hun er prinsesse. Hun får ved en enkel fejltagelse vendt sit liv totalt på hovedet, og glæden i hendes hverdag forsvinder langsomt. Men en person træder ind og får hurtigt smilet frem på hendes læber. At få ham ind i hendes liv er dog ikke helt så ligetil, som hun kunne håbe.

14Likes
14Kommentarer
5100Visninger
AA

10. ¤ Kapitel 9 ¤

"Er du okay, Alex?
20. maj, Alexandras synsvinkel.

Jeg kørte min hånd en sidste gang igennem mit hår, inden jeg forlod badeværelset.

Jeg var nærmest løbet hjem fra universitetet for at komme hjem. Da jeg nåede huset, stod der fire sorte biler på gårdspladsen, og tre journalister stod et stykke fra vores indgang.

Tænk at One Direction blev opdaget så hurtigt. Jeg ignorerede journalisterne og skyndte mig ind. Det regnede stadig, så jeg var gennemblødt fra top til tå.

Men jeg var egentlig ret ligeglad. Jeg havde en masse, jeg skulle have opklaret, hvilket også var grunden til, at jeg løb ind i den mindste af stuerne uden at tage min drivvåde jakke af. Og ganske rigtigt, så var det dér, de havde placeret sig.

One Direction var spredt omkring i rummet. Liam og Niall sad og snakkede med min mor, Louis sad og grinede med min far og Harry sad med Sophie i favnen ovre ved favnen. De var da det sødeste syn nogensinde.

Jeg var derefter blevet beordret op at lægge ordentlig makeup og tage tørt tøj på.

Så her var jeg så.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg låste badeværelsesdøren op. Mit blik var rettet mod gulvet, da jeg småløb ned af trappen og fortsatte ind i den lille stue.

One Direction drengene havde rokeret lidt rundt, så nu sad både Niall og Louis nede hos Sophie. De kiggede på hende med store smil, imens hun genert viste dem, hvordan hun spillede syvkabale på IPaden.

Jeg valgte at gå over til dem, da det var klart nemmest. På alle måder.

”Hey,” sagde jeg, og de vendte sig alle tre mod mig. Niall smilte stort til mig, Louis nikkede med hovedet og Sophie rakte hendes arme frem mod mig.

Jeg tog fat i hendes armhuler og løftede hende op til mig. Hun strammede sine arme og min hals og svang sine ben om min hofte, hvilket fik mig til at knuge hende helt ind til mig.

”Har du fået gæster?” Spurgte jeg hende og kiggede drillende hen på Niall og Louis. Soph hvinede og trak sig fri af mit greb, for så at hoppe ned til Niall og Louis igen. Hun grinede og klappede lidt i hænderne, inden hun lagde hænderne foran sin mund. Årh, hvor var hun dog også bedårende.

”Hej Alex.” Smilende hilste Niall og klappede på sofaen, de sad på. Jeg smilede taknemmeligt til ham. Det ville have været akavet at have blevet stående der midt i det hele.

Jeg satte mig derfor ned imellem Niall og Louis og krydsede mine ben.

Jeg havde valgt at tage et par lyse cowboybukser på med en hvid skjorte og hvid sneakers. Det var afslappet, men alligevel ikke for afslappet. Det var sådan, jeg bedst kunne lide det. Eller egentligt ville jeg allerhelst have helt afslappet tøj på, men siden det ikke var præsentabelt, foretrak jeg det her.

”Hvor kommer du fra?” Spurgte Louis interesseret og trak Sophie op på sit skød, da hun ville vise ham et nyt spil, hun spillede.

Jeg gik ud fra, at han mente, hvor jeg havde været, da de ankom. Og tro mig, der var faktisk ikke noget jeg heller ville end at have set Sophie ansigt, da de kom.

”Jeg går på universitetet. Jeg var lige derovre for at mødes med mine veninder, for vi er i gang med at skrive individuelle rapporter. Men jeg nåede ikke så langt. Jeg vidste ikke, I kom,” forklarede jeg, og han nikkede forstående.

Niall derimod sad og kiggede tænkende ind i ilden i pejsen. Jeg smilede lidt over ham. Han så sød ud.

”Kom I bare sådan lige på spontant besøg?” Spurgte jeg så, for at få en samtale til at køre. Min spørgsmål var egentlig mest rettet mod Niall, da Louis havde travlt med at lære Sophies spil. Og det var også ham, der valgte at svare.

”Altså, vi har jo egentlig pause som band lige nu. Det ved jeg ikke, om du ved, men det har vi efterhånden haft i et halvt år. Vi fik et opkald, eller en af vores managere fik, og så tænkte vi, at vi da lige så godt kunne tage ud og hygge os lidt. Vi var alligevel sammen alle fire,” forklarede han.

Han havde valgt at vende blikket mod mig og væk fra pejsen. Hans blå øjne lyste svagt med skæret fra ilden, og han sendte mig et blændende smil.

”Og du ved.. Omtale i vores pause er de jo også glade for..”

Han behøvede ikke at sige mere. Jeg vidste, hvad han mente. Vi var jo kongelige.

Selvfølgelig blev de sendt her ud, fordi det er godt for deres omdømme og omtale, hvis de ses sammen med den ih så fine, ih så rige og ih så fornemme kongefamilie.

”Åh ja, of course,” mumlede jeg som svar og lod mit blik ramme Harry.

Han stod og snakkede med min mor, der så meget alvorlig ud. Harry kiggede interesseret på hende og nikkede anerkendende. Åh Gud, hvad fortalte hun ham?

”Er din mor ikke så vild med popstjerner?”

Nialls spørgsmål kom ud af det blå og fik mig til at fjerne blikket fra min mor og Harry. Mit blik ramte i stedet Niall, der allerede kiggede på mig.

Jeg sank en klump, for han havde ramt et ømt punkt. Ikke så meget fordi, at min mor ikke kunne lide popstjerner, for det var jeg jo egentlig ligeglad med.

Det var mere dét, at han overhovedet nævnte min mor.

Dét, at jeg var uvenner med min mor, havde jeg ikke talt med nogle om. Jeg skjulte det for alle, egentlig også for Oliver. Han var ikke klar over den kolde luft, der var imellem os. Han boede jo heller ikke hjemme, så han opdagede det heller ikke så nemt.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare Niall.

Min mor var egentlig et meget sødt og åbent menneske, og det så da også ud til, at hun var faldet i god snak med Harry. Hun kunne per princip ikke lide højrøvede mennesker, men hvem kan også det?

Problemet var bare det, at hun selv var en smule højrøvet. Og ja, det sagde jeg lige om min mor. Jeg ville helt sikkert heller ikke have sagt det, hvis det ikke var fordi, jeg var uvenner med hende og var enormt skuffet over hende lige for tiden. Så bliver alle hendes fejl også bare mega tydelige, ik?

Hendes hårde attitude, det altid meget falske smil, hendes anende højrøvethed og hendes store trang til dyre materialistiske ting.

Men hvad skulle jeg gøre?

Jeg var sikkert lige sådan lige meget, hvor meget jeg end hadede det. Mine forældre tjente jo ikke deres penge på samme måde, som alle andre, og det var da luksus. De var så aldrig hjemme og går mere op i alle andre ting end mig, men det var så en anden sag.

”Er du okay, Alex?”

Niall havde lagt sin hånd mod mit lår og lagde sin hånd under min hage, for at dreje mit hoved. Han vendte mit hoved mod ham, så hans øjne kunne møde mine.

”Hvor er du henne?” Spurgte han mig med et grin, og hvor følte jeg mig dog bare som en idiot.

Hvorfor skulle jeg også sidde og filosofere, når jeg sad mellem to lækre popstjerner? Hvor dum har man lov at være.

”Jeg tror lige, jeg røg til Mars,” svarede jeg og prøvede at være sjov.

Og siden Niall slog en høj latter op og Louis trak på smilebåndet, lykkedes det måske også lidt. Godt nok.

Jeg kunne se, at Niall var på vej til at sige noget, da en hånd blev lagt på min skulder.

Jeg vendte mig om og til min overraskelse var det min far. Han smilte til mig, og det var faktisk svært at se, om det var et falskt smil eller ej. Et ægte smil ville dog undre mig, men man ved jo aldrig.

”Alex, kan du ikke hjælpe Sophie med at vise One Direction drengene rundt? Ikke i den private del selvfølgelig, men bare ud af stuen her, da Mick gerne vil have maden herud nu."

Jeg sukkede kort, inden jeg nikkede til min far.

Inden jeg fulgte One Direction ud af stuen, valgte jeg at tage fat i min fars arm og forsigtigt trække ham med lidt væk. Jeg blev nødt til at vide, hvad alt det her handlede om. Hvad skete der?

”Far, hvad handler det her om? Hvorfor er One Direction her, og hvorfor ringer Oli vredt til mig? Hvad sker der?”

Jeg prøvede at holde min snakken på et hviskeniveau, men det var ikke nemt, for jeg var frustreret. Virkelig frustreret.

”Der var en artikel i et dagblad i morges omkring den røde løber og Sophie, Alexandra. Der var citater fra mors tidligere udtagelser omkring, hvordan vi havde valgt at holde Sophie meget fra offentligheden, fordi der var dele i Olivers og din opdragelse, vi fortryder. Hun nævnte også, at Sophie skulle være gammel nok til at forstå konsekvenserne af den opmærksomhed, før hun begynder på den røde løber. Men på grund af dit stunt, hvor hun kom på den røde løber, så skriver de om, hvordan de mener, at der er opstået splittelse indbyrdes i kongehuset.”

Min fars forklaring var lang, og hans stemme var lav.

Wow.

Tænk, at det hele skulle være så indviklet.

Ikke nok med, at vi skulle kæmpe med at få det hele løst i blandt os selv, så skulle vi pludselig også tænke på, hvordan vi så ud udadtil. Gid, at jeg bare boede i en middelklassefamilie med en normal indtægt fra et normalt arbejde og et normalt ry af en normal grund.

”Men hvad har det med One Direction at gøre?”

For ja, hvad har det egentlig med One Direction at gøre? De gav os vel ikke et godt ry, bare fordi de pludselig trappede op.

”Det var Alberts idé, for din mor blev nødt til at fortælle Sophie, at hun ikke kom mere på den røde løber. Først forstod hun det godt og var okay med det, hvilket selvfølgelig glædede os og gjorde os stolte. Men hun blev pludselig virkelig ked af det og begyndte at snakke om noget med Twitter, One Direction og en aftale, I havde...”

Jeg kunne ikke rigtig høre resten af min fars forklaring.

Min hjerne slog fra. Mine tanker kørte rundt, og tårerne pressede sig på.

Det var egentlig ikke så vildt nyt, det min far fortalte mig. Meget af det havde Oliver prøvet at forklare i telefonen, og resten kunne jeg nærmest gætte mig til.

Det der gjorde mig endnu mere ked af det, frustreret og vred, var min fars bebrejdende tone.

Den var ikke til at tage fejl af, og han prøvede heller ikke at skjule den. Han ville have mig til at få endnu mere dårlig samvittighed. Selvom jeg efterhånden tvivlede på, at det var muligt.

 ¤¤¤  

 

Wow. Det går ikke så godt for Alex, hva? Hvad tror I , at der sker nu?

Tak til jer, der læser med!

Xx Johanne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...