Are you sure? ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 14 maj 2016
  • Status: Igang
Alexandras liv er en del anderledes end de fleste andres. Hun er prinsesse. Hun får ved en enkel fejltagelse vendt sit liv totalt på hovedet, og glæden i hendes hverdag forsvinder langsomt. Men en person træder ind og får hurtigt smilet frem på hendes læber. At få ham ind i hendes liv er dog ikke helt så ligetil, som hun kunne håbe.

14Likes
14Kommentarer
5102Visninger
AA

8. ¤ Kapitel 7 ¤

"Hun sagde, at Niall følger dig på Twitter nu."
15. maj, Alexandras synsvinkel.

”De sagde, at de havde snakket med dig,” startede min mor, hvilket fik mig til at nikke kort med hovedet. Det var morgenen efter Annes fest, og vi sad og spiste morgenmad. Jeg havde ikke snakket med hverken min mor eller far i går, og jeg var også taget alene hjem.

”Hvem snakkede du med, Alex?” Spurgte Sophie interesseret og tog en bid af sin omelet. Jeg sendte hende et smil, inden jeg rystede på hovedet for at vise, at det var lige meget.

”Skat, det er fordi, at One Direction var til Annes fødselsdag. Og de fortalte mig, at de havde snakket lidt med Alexandra.”

Selvfølgelig skulle min mor forklare Sophie det. Selvom hun tog Sophies ene hånd i sin, imens hun forklarede, var det tydeligt, hvor meget det knuste Sophie. Gnisten i hendes øjne forsvandt med det samme, og hendes blik fandt bordet.

”Hvorfor måtte jeg ikke se dem?” Spurgte Sophie undret og vendte blikket mod mig. Hun ville have, at jeg skulle svare hende, men det kunne jeg jo ikke.

Jo, ser du Soph, mor vil ikke have dig ud lige foreløbig, fordi jeg trådte godt og grundigt i spinaten sidste gang, vi var ude alle sammen. Det var derfor, Soph.

”Det må du også gerne, sweetheart. Du møder dem snart, det skal jeg nok sørge for,” svarede jeg hende i stedet.

For ja, jeg elskede at se hendes øjne lyse op. Og det gjorde de nu, og det reddede min ellers rimelig sørgmodige formiddag.

”Sagde de det?”

Hendes glædesmil var ikke til at tage fejl af. Og da jeg nikkede, klappede hun begejstret i hænderne med et grin. Selv min mor kunne ikke lade vær at smile af Sophies glæde, trods det at hun vidste, jeg lige havde fyret en løgn af. Men jeg blev nødt til det. Jeg kunne ikke knuse Sophie.

”Spis færdig, min skat.” Min mor kyssede Sophie på kinden, sendte mig et kort nik og forlod bordet.

Jeg kiggede over på Sophie, der sad og spiste sin omelet med et smil på læberne. Jeg sparkede hende drillende på benet under bordet, hvilket fik hende til at vende blikket mod mig.

”Hvad skal du lave i dag, Soph?” Spurgte jeg hende, og hun trak på skuldrene.

Måske jeg skulle tage hende med op til mit makeupbord? Hun elskede det, og hun var blevet snydt for oplevelsen sidste gang. På grund af mig.

”Skal jeg ikke lægge lidt makeup på dig så?”

Sophie lyste igen op, da jeg stillede spørgsmålet. Hun klappede i hænderne, inden hun med et smil sprang ned fra sin stol og over til mig.

”Jeg elsker dig, Alex,” hvinede hun, da hun kravlede op i min favn og lagde armene om mine skuldre. Og de fire ord gjorde mig mere end lykkelig.

Tænk, at hun sagde det, trods det at jeg var grunden til den kolde luft ved alle måltiderne. Og at jeg var grunden til, at hun ikke kom til Annes fest i går. Og grunden til, at vores far ikke spiste med os i morges. Og grunden til så meget andet de sidste dage også.

Det kunne godt være, at mine forældre havde skjult deres skuffelse over mig overfor Sophie, men hun var jo ikke dum. Hun vidste, at jeg var uvenner med dem, dog vidste hun nok ikke hvorfor. Hun var jo heller ikke mere end seks år.

”Jeg elsker også dig, Soph,” hviskede jeg i hendes øre og knugede hende ind til mig. Det kunne godt være, at jeg havde smadret en del, men det skulle ikke smadre mig. Eller Sophie.

 ¤¤¤ 

”Snakkede du med dem alle sammen?” Sophie kiggede måbende på mig og gav slip på øjenskyggebørsten, hun havde i hånden. Jeg trak på skuldrene som svar og ville egentlig gerne bare dreje samtalen hen på noget andet.

Jeg snakkede jo egentlig ikke med dem alle sammen, for jeg snakkede overhovedet ikke med hverken Liam eller Louis. Desuden så var det ikke rigtig snak med Harry. Måske med Niall, men det var kun kortvarigt.

”Det er sejt, Alex. Jeg vil også snakke med dem, når jeg møder dem,” grinede hun og klappede i hænderne.

Hendes glæde og begejstring var ikke til at tage fejl af. Hun glædede sig allerede til at møde One Direction, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det angeret. Jeg havde jo ikke kontakt til dem, så hvordan skulle jeg kunne få dem til at møde Sophie? Hvorfor skulle jeg også love Sophie noget hele tiden? Det var dog utroligt.

”Soph,” begyndte jeg, men da hun vendte sit ansigt med små fregner og store blå øjne mod mig, kunne jeg ikke fortsætte min sætning.

Jeg kunne ikke skuffe hende eller gøre hende ked af det. Jeg kunne ikke trække mit lille løfte til hende tilbage, og jeg kunne ikke sige, at det var noget, jeg fandt på.

”Det bliver nok først om lidt tid. De har nok lidt travlt,” mumlede jeg i stedet til hende, hvilket hun nikkede sig enig i.

”De har faktisk pause. Det fortalte Anne mig i morges,” svarede Sophie og tog sin telefon fra mit makeupbord.

Ja, Sophie havde en telefon med simkort og det hele. Hun brugte den oftest bare til facetime med vores far eller til at skrive lidt med vores farmor. Hendes veninder havde ikke telefon endnu, så dem brugte hun den ligesom ikke til.

”Hun viste mig det her,” forklarede Sophie videre, imens hun viste et screenshot, hun havde taget af Anne fra i morges.

De havde tydeligvis facetimet, sikkert for at Sophie kunne se Anne, nu hvor hun ikke var til festen. På billedet holdte Anne CD’en, One Direction gav hende, og hun havde en T-shirten med på på også. Jeg kiggede med et smil på Anne, der så ud til at være virkelig glad.

”Hun fik fire kram af Harry, tre af Niall, fem af Louis og to af Liam,” fortsatte Sophie, og hendes forklaring fik mig til at grine.

Selvfølgelig havde Anne talt det, og selvfølgelig havde hun fortalt Sophie det. De var begge rimeligt optaget af One Direction, og hvis jeg ikke tog fejl, var de begge mest optagede af Harry.

”Tror du, at de ville kramme mig så mange gange også?” Spurgte Sophie mig, og jeg vendte blikket mod hende. Selvfølgelig vil de det, hvis det ikke var fordi, at de måske ikke skulle møde hende overhovedet.

”Selvfølgelig, Soph,” svarede jeg og kyssede hende på næsen, hvilket fik hende til at grine. Med et smil tog jeg en af mine øjenskyggepalletter frem og viste hende den. Hun pegede begejstreret på en lys guld farve og tog en øjenskyggebørste frem. Jeg lagde et lyst lag på hendes øjenlåg, for derefter at lægge en svag lyserød læbestift på hendes løber.

”Færdig,” smilede jeg, og Sophie var hurtigt henne og kigge sig i spejlet. Hun smilede stort og vinkede til sig selv i spejlet, hvilket fik mig til at grine. Hun var særlig og helt sig selv. Ekstrem sær og meget forkælet. Hahah.

”Anne fortalte altså også noget andet,” sagde Sophie pludseligt, mens hun stadig kiggede sig selv i spejlet. Jeg fangede hendes øjne i spejlet, og hun sendte mig et mystisk smil.

Jeg kiggede underligt på hende og nikkede, så hun kunne fortsætte.

”Hun sagde, at Niall følger dig på Twitter nu,” fortsatte hun. Jeg kiggede underligt på hende, inden jeg smilede svagt i gulvet. Gjorde han virkelig det? Hvordan fandt han mig? Hvorfor?

Jeg havde valgt at slå mine notifikationer på Twitter fra, da jeg rimelig ofte fik nye beskeder, retweets eller følgere.

Twitter var det eneste sociale medier, jeg havde offentligt af den grund, at jeg skulle have et privat liv og private venner. Det var egentlig mine forældres beslutning, men jeg var meget glad for det nu.

”Jeg har ikke tjekket det, men det kan da godt være,” svarede jeg bare med et smil. Sophie vendte sig mod mig og kiggede på mig med tiggende øjne. Hun ville have mig til at tjekke det nu.

”Fint,” mumlede jeg og trak min telefon op af min baglomme. Jeg havde fået fire snapchats af Anne, hvilket fik mig til at grine kort. Det var helt sikkert billeder af T-shirten og CD’en.

Jeg havde 843 nye notifikationer, og jeg hadede det. Ikke dét, at jeg havde mange notifikationer mere dét, at jeg ikke havde nogen mulighed for svare eller vide, hvad folk skrev. Jeg havde intet overskud til at svare på de forskellige tweets, så når jeg var på Twitter skrev jeg egentlig bare et par tweets. Og så var det det.

”Følger han dig? Hvordan kan du se det?”

Sophie kravlede om bag mig for at kigge ordentligt med på skærmen. Hun førte sin finger hen over skærmen for at følge med.

”Soph, du ved jo ikke, hvordan man gør,” grinede jeg og fjernede hendes finger fra skærmen. Jeg viste egentlig ikke, om jeg gad vise hende, hvis Niall fulgte mig. Hvad hvis han rent faktisk fulgte mig? Hvordan skulle jeg så reagere?

Altså, jeg fulgte ham vist nok allerede, så jeg kunne ikke følge tilbage. Desuden så ville han nok heller ikke lægge mærke til, hvis jeg lige pludselig fulgte ham, for han fik helt sikkert mange notifikationer i minuttet.

Men jeg behøvede overhovedet ikke at gå ind på Nialls profil for at se, om han fulgte mig, for min startside var fyldt. Fyld med hashtags og caps lock tweets. Om mig og ham.

Ja, han fulgte mig sørme. Jeg viste Sophie skærmen og skulle til at forklare det. Men af en eller anden grund, så forstod hun det. Hun sprang nærmest op og begyndte at danse grinende. Der var seriøst noget galt med den pige.

Men Niall fulgte mig. Hvordan skulle jeg nu reagere? Skrige, grine, græde? Måske være overlykkelig? Eller måske, så skulle jeg bare forblive forundret. For det var jeg.

 ¤¤¤  

 

Undskyld, at jeg først opdaterer i dag, men jeg ligger med en træls influenza.

Tak for jeres likes og favoritiseringer, bliv endelig ved!

Xx Johanne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...