Are you sure? ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 14 maj 2016
  • Status: Igang
Alexandras liv er en del anderledes end de fleste andres. Hun er prinsesse. Hun får ved en enkel fejltagelse vendt sit liv totalt på hovedet, og glæden i hendes hverdag forsvinder langsomt. Men en person træder ind og får hurtigt smilet frem på hendes læber. At få ham ind i hendes liv er dog ikke helt så ligetil, som hun kunne håbe.

14Likes
14Kommentarer
5126Visninger
AA

7. ¤ Kapitel 6 ¤

"Jeg er ikke så meget til alt det her."
14. maj, Alexandras synsvinkel.

”Er det virkelig dem?”

Jeg sad på min mobil og skrev med min veninde, Cathrine, da jeg kunne høre Annes skingre stemme. Jeg kiggede hurtigt op fra telefonen og kiggede efter lyden. Ganske rigtigt var det Anne, der havde talt til sin far.

Jeg kiggede rundt for at finde One Direction, da jeg gik ud fra, at det var dem, hun var blevet overrasket over. De var kommet frem fra køkkenet med mikrofoner, bluser og CD'er til Anne. De havde sikkert signeret dem, hvilket Anne bliver mere end overlykkelig over.

Da jeg kiggede på Anne igen, sad hun med et genert smil på munden og blanke øjne.

Hun havde længe talt en del om One Direction, især efter at Zayn havde forladt bandet. Jeg kendte dem mest igennem hende, men jeg kendte dem trods alt godt lidt inden. De var næsten jævnaldrende med mig, og de lavede faktisk meget god musik.

”Hey love,” sagde Harry og gik smilende hen til Anne, der overrasket tog sine hænder op foran munden. Hendes far gav hende et blidt skub bagi for at få hende til at rejse sig op, hvilket hun så gjorde. Hun småløb hen til Harry, der trak hende ind i sin favn.

Jeg grinede, da resten af drengene kom bagfra og krammede Harry og Anne. Hun var sikkert helt vildt overvældet.  

Da drengene løsnede sig fra krammet igen, var det tydeligt, hvor berørt Anne var af situationen. Hendes kinder var røde, og hun tørrede sine øjne for at forhindre tårerne i at løbe ned af hendes kinder. 

Hun kiggede over på mig, og hendes mund formede et O, hvilket jeg grinede af.

”Det er One Direction,” mimede hun til mig, og jeg nikkede bekræftende. Hun vinkede mig hen til hende, og jeg begav mig igennem mængden af mennesker, for at komme derhen.

Der var flere, der allerede havde været henne og hilse på Harry, Liam, Louis og Niall, og lige nu stod de alle fire og snakkede med Annes forældre.

Straks faldt en tanke i midt hoved, der fik min øjne til at blive blanke. Sophie var her ikke. Hun var ikke til sin kusines store fest, hvor One Direction kom. Hun elskede One Direction. Det hele var min skyld.

Da jeg kom hen til Anne, krammede jeg hende og gav hende et hurtigt kindkys. Jeg forklarede hende, at hun da skulle gå over til dem og snakke med dem, hvilket hun lidt tøvende nikkede sig enig i. Hun var genert, indadvendt og henvendte sig normalt ikke til folk frivilligt. 

Jeg kyssede hende kort på kinden igen, inden jeg smuttede udenfor. Jeg havde brug for luft og brug for at lufte mine tanker.

Jeg satte mig på en bænk udenfor godset og lod tankerne løbe frit.

Havde jeg fuldstændig ødelagt det hele for Sophie? Fik jeg nogensinde et nogenlunde forhold til mine forældre? Kunne det tænkes, at jeg blev udvist fra offentlige arrangementer? Eller skulle jeg som straf i stedet deltage i alverdens arrangementer?

Jeg låste min telefon op for at skrive en SMS til Sophie, men jeg gik i stå, da jeg lagde mærke til billedet på min låsskærm.

Det var Sophie, min far, Oliver og jeg.

Billedet var fra, da vi var i Australien i april. Vi var på en strand, og vi havde alle fire våddragter på. Billedet blev taget midt i en af Olivers platte jokes. Sophie sad på min fars hofte og grinede højt, mens Oliver smilende forklarede. Min far og jeg havde øjenkontakt, og vi grinede også.

Blev det nogensinde sådan igen?

Af ren arrigskab gik jeg ind i min kamerarulle og fandt et tilfældigt billede. Det var et billede af min veninde og jeg smilende på en eller anden café. Ikke et sødt eller et specielt billede. Men det var nu min låsskærm.

Jeg kunne bare ikke kigge mere på min families og mit glade ansigt.

”Hey, hvorfor sidder du herude?”

En stemme hørtes bag mig, hvilket fik mig til at vende mig forskrækket om. Til min store overraskelse var det Niall, der stod der. Hvorfor var han ikke indenfor?

”Jeg sidder bare lige og filosoferer lidt over livet,” svarede jeg mumlende og sendte ham et falsk smil, inden jeg vendte mit blik mod mine fødder. Jeg kunne fornemme, at han kom tættere på, og jeg fik ret, da han satte sig ved siden af mig.

”Hvilken relation har du til Anne?” Spurgte Niall og prøvede at fange mine øjne. Jeg kiggede dog bare ned i jorden og overvejede, hvorvidt jeg skulle svare sandheden. Hvad ville han så tænke?

”Er du hendes søster?” Fortsatte han. Hvorfor var han ikke bare inde og snakke med Anne? Det var trods alt hendes fest, og hun satte da pris på hans selskab. Det gjorde jeg ikke lige nu.

Hans spørgsmål fik i stedet tårerne til at presse på.

”Kusine,” mumlede jeg som svar, og han nikkede forstående. Hvad skulle han overhovedet bruge den oplysning til?

Han kendte hverken mig eller Anne. Han var bare en kendt popstjerne, der tilfældigvis blev inviteret til en prinsesses fødselsdagsfest af den ene grund, at hendes forældre havde nok penge til at betale for, at han kom. Så kunne han bare spille, få sine penge og gå igen.

Han behøvede ikke at vide noget om familien eller trøste en bedrøvet kusine til fødselsdagsbarnet.

”Så du bliver ikke dronning?” Spurgte han interesseret. For første gang kiggede jeg op på ham og mødte hans blå øjne. Han sad og trippede stille med det ene ben, mens han arme hvilede i hans skød. Først nu lagde jeg mærke til hans sorte stramme bukser og den hvide skjorte. Han havde endda flotte støvler på. Var han klædt på til lejligheden?

Som svar på hans spørgsmål, sendte jeg ham et undrende blik, inden jeg hurtigt rystede på hovedet.

”Aldrig i mit liv, jeg skal være dronning!” Svarede jeg klart, hvilket fik ham til at sende mig et usikkert smil. Upassende Niall, for jeg mente det sådan set alvorligt. Men det kunne du selvfølgelig ikke vide.

Han vidste ikke, hvor meget jeg hadede godser, slotte, slotsgårde, slotspladser, røde løbere, halvtykke mænd i sorte dyre jakkesæt og falske smil fra diverse gran-gran-gran-kusiner og godsejere.

Han anede det ikke, og hvor skulle han også vide det fra?

”Jeg er ikke så meget til alt det her,” forklarede jeg og lavede en bevægelse tilbage mod bygningerne for at illustrere, hvad jeg mente. Han nikkede igen forstående, og samtalen døde hen.

Burde jeg sige noget nu? Burde jeg forklare ham min livshistorie eller bede ham fortælle en joke? Burde jeg spørge ind til hans baggrund eller ham og bandet? Nevermind, han gik nu. 

”Jeg smutter ind igen. Går du ikke med?” Han havde rejst sig og sendte mig et opmuntrende smil. Jeg lod igen mine øjne møde hans og gengældte hans smil. Han var sød, og han prøvede at interessere sig for mig.

Jeg nikkede til ham og fulgte efter ham indenfor. Nu måtte jeg bare få det bedste ud af denne aften. Jeg skulle bare undgå mine forældre, hjælpe Anne igennem aftenen og danse med til One Directions sange. Så kunne det ikke gå helt galt.

 ¤¤¤  

”Han synger så godt, Alex! Se, han smiler! Iiihhh, han blinkede til mig! Ej se, Louis gav Jasmine highfive!”

Anne nærmest råbte mig ind i øret, imens hun roligt vuggede frem og tilbage til musikken. Jeg grinede af hende, inden jeg trak hende med ud på dansegulvet.

One Direction spillede, og der var dannet et dansegulv i midten af balsalen. Jeg kunne ane både min mor og Annes far ude på dansegulvet, og Oliver var der helt sikkert også et eller andet sted.

Jeg trak Anne med ud på midten og svingede hende rundt. Hun grinede, inden hun snurrede en omgang rundt. Det her var alligevel meget hyggeligt, og Anne havde det vist også sjovt.

”Han kiggede på dig, Alex. Jeg så, han kiggede på dig!” Hvinede Anne, inden hun pegede op på Niall. Jeg grinede og trak hendes arm ned. Man peger ikke på folk.

”Vi har også snakket sammen lidt,” forklarede jeg hende, hvilket fik hende til at kigge måbende på mig. Jeg grinede igen af hende og svingede hende en gang mere rundt.

Vi fortsatte til de næste numre også, og vi stoppede egentlig først, da One Direction stoppede. Hvilket de vist gjorde efter 12 sange.

”Tak! Og stort tillykke med fødselsdagen til dig,” sluttede Liam af, og alle klappede.

Alle fire drenge kom ned til os, for at kramme Anne. Hun smilede stort og hoppede nærmest ind i Nialls favn. Jeg grinede akavet ved siden af og smilede til Harry, der kiggede på mig.

Anne fik givet dem alle nogle lange kram, og de var alle fire rundt og give hånd til nogle af gæsterne.

”Hey.” Stemmen bag mig fik mig til at hoppe kort, inden jeg vendte mig om. Det var Niall, hvilket fik mig til at smile. Han sendte mig et skævt smil og rakte sin hånd frem.

”Jeg fik aldrig dit navn,” sagde han, stadig med sin hånd i min. Jeg grinede kort og gav slip på hans hånd. Det var alligevel for mærkeligt ar stå med ham i hånden.

"Alex.”

 ¤¤¤  
 

Heh, endnu et kapitel. Og det var på en fredag. Wee.

Like, kommenter og favoritiser gerne. Hvis I lyster altså.

See you.

Xx Johanne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...