Are you sure? ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 14 maj 2016
  • Status: Igang
Alexandras liv er en del anderledes end de fleste andres. Hun er prinsesse. Hun får ved en enkel fejltagelse vendt sit liv totalt på hovedet, og glæden i hendes hverdag forsvinder langsomt. Men en person træder ind og får hurtigt smilet frem på hendes læber. At få ham ind i hendes liv er dog ikke helt så ligetil, som hun kunne håbe.

14Likes
14Kommentarer
5098Visninger
AA

2. ¤ Kapitel 1 ¤

"Tror du, at jeg får lov til at gå ved kameraerne?"
7. maj, Alexandras synsvinkel


”Tak, sødeste Mary. Den er så flot!” Smilede min lillesøster, Sophie, inden hun sprang op i armene på Mary. Mary smilede bare forsigtigt til hende, satte hende på gulvet, rettede på den nysatte fletning og forsvandt let ud af døren.

”Se, hvor flot den er, Alex! Mary er bare så god til det med hår.” Sophie beundrede sin fletning i spejlet, inden hun sendte mig et blændende smil. Hendes hvide tænder skinnede, og hendes nye hvide kjole og de små ballerinasko sad perfekt.

”Sophie, De skal have jakke på. Deres farmor er her snart, så De skal snart være klar. Og Alexandra, Deres mor siger, at Deres makeup skal være mere naturlig end sidste uge,” sagde Mary hurtigt. Hun var kommet tilbage i døren, og hun stod og rettede lidt på hendes lange sorte kjole.

Jeg sukkede kort over min mors kommentar. Hun var så bange for, at jeg fremstod anderledes end jeg var. Hun var ikke meget for, at jeg brugte andet end mascara til hverdag, men det var sjældent jeg overholdt det. Hun så mig alligevel sjældent, og når hun så mig, var det oftest så sent, at makeuppen nærmest var forsvundet.

”Alex, du skal gøre, hvad mor siger. Hun ser altid efter det, når vi skal steder hen..” Min 6-årige søster kom hoppende hen til mit makeupbord, hvor jeg sad. Hendes øjne lyste og hun kiggede forelsket på min øjenmakeup.

”Wow, har du selv lagt det?” Spurgte hun. Hun kørte forsigtigt sin hånd henover min øjenskyggepallette, der lå på bordet. Jeg kunne ikke lade vær at grine af hende, inden jeg smilende nikkede. Hendes ansigt lyste endnu mere op, og hun klappede grinende i hænderne af begejstring.

”Kan du lide det?” Spurgte jeg hende og hurtigt nærmest råbte hun et klart ja. Jeg smilede glad til hende, inden jeg gav hende et lille kys på kinden.

”Gå ud til farmor, Sophie. Vi skal snart afsted. Jeg kommer lige om lidt, jeg mangler bare lige min mascara,” forklarede jeg Sophie, men som forventet rykkede hun sig overhovedet ikke. Jeg kiggede på hende med et seriøst blik i spejlet, men hun sendte mig bare et forsigtigt smil, inden hun rakte mig min mascara.

”Her,” sagde hun blot. Hun fulgte nøje og interesseret med, da jeg påførte den på mine vipper, og da jeg var færdig, klappede hun igen i hænderne.

”Så. Nu må vi hellere gå, så farmor ikke venter.” Sophie var hurtig til at nikke sig enig, og hun tog i en fart sin sorte blazer på. Jeg kunne ikke lade vær at smile over hende. Hun elskede, når vi skulle til fødselsdage og arrangementer, og vi så skulle have pænt tøj på. Hendes hvide kjole sad stramt om hendes bryst og ned til taljen, hvor den gik ud og sluttede ved knæene. Et lille bånd var bundet om hendes liv og den sorte blazer og ballerinaskoene fuldførte hendes søde outfit.

”Drejer du ikke lige rundt for mig, soph?” Spurgte jeg hende og igen lyste hun op i begejstring. Hun drejede kort rundt, inden hun uventet løb hen og svang armene om min talje. Jeg bukkede mig ned og tog hende op i mine arme, og hun slog hurtigt sine arme om min hals.

”Tror du, at jeg får lov at gå ved kameraerne?” Spurgte hun mig med en hviskende stemme. Sophie elskede opmærksomheden, vi fik ved en fødselsdag som den, vi skulle til i dag. Men altså, hvad skulle en 6-årig pige også forstå af den slags? Hun forstod jo ikke, at vi fik opmærksomhed, fordi vi var en kongelig familie. At vores farmorer dronning, at vores farfar var konge, at vores morbror er kronprins og at vi er prinsesser. For hvor dumt lyder det ikke også?

Vores forældre prøvede at beskytte Sophie. De har gemt hende væk fra kameraerne og pressen det meste af hendes liv, selvom hun ofte deltager i offentlige arrangementer. De forstår bare ikke, at hun ikke forstår, hvorfor min storebror og jeg går på den ene røde løber efter den anden, mens hun går ind sammen med sin barnepige ind af bagindgangen.

”Soph,” hviskede jeg og trak hendes ansigt lidt ud fra mit. Jeg kiggede på hende med bedrøvede øjne, og jeg kunne se tårerne, der samlede sig i hendes øjne.

”Ik græd, sweetheart. Du forstår det ikke,” mumlede jeg og tørrede den første tåre, der trillede ned af hendes kind, væk. Hun rystede på hovedet, og jeg aede hende blidt på kinden.

”Kameraerne er lidt grådige. De vil have billeder af alting, og det er bedst, hvis de ikke tager så mange billeder af dig. Men tro mig, du får lov at vise dem, hvor smuk du er, når du bliver lidt større,” forklarede jeg Sophie og lod hende hoppe ned fra min favn og ned på gulvet.

”Du er også så smuk, Alex. Det er derfor, de må tage billeder af dig,” sagde hun smilende, og jeg blev nærmest rørt over hendes ord. Jeg satte mig på hug og vinkede hende hen til mig.

”Jeg har lært af mor og far, at man nogle gange skal vente på noget, man godt kunne tænke sig. Og nogle gange så viser det sig, at dét man har ventet på slet ikke er så godt, som man håbede på.” Selvom Sophie næppe forstod, hvad jeg mente, så nikkede hun forstående. Hun kløede sig i øjnene og sendte mig derefter et stort smil. Hun var glad og klar igen.

”Du skal også dreje rundt, Alex,” sagde hun med et smil. Jeg rystede blidt på hovedet. Jeg var ikke så vild med disse flotte kjoler, opsat hår og høje sko. Det var ikke rigtig mig. Derfor var det ironisk, at min mor var stram med hensyn til min makeup. Makeup var det eneste af alt det her festpostyr, jeg gik op i. Hver gang vi skulle til et nyt offentligt arrangement, glædede jeg mig til at lægge en ny øjenmakeup, bruge en ny mascara eller afprøve et nyt look.

”Kom nuuuu..” Sophie sendte mig sine hundeøjne og som altid, faldt jeg for dem. Hun vidste lige, hvor hun skulle trykke, og hun elskede det. Derfor drejede jeg med et suk en omgang rundt for hende og hun klappede begejstret i hænderne.

Jeg havde en ret enkel, men fin, kjole på. Den var ret kort, synes jeg i hvert fald, men ikke numsekort. Den gik til midt på låret, var helt mørkeblå og sad forholdsvis tæt. Jeg havde fået lov af min mor til at tage flade sko på, så jeg havde små sorte lakssko på. Kjolen havde lange arme, så jeg havde valgt ikke at tage en jakke. Vi var i maj, så det var heller ikke nødvendigt.

”Piger, jeg er ked af at må forstyrre Dem. Men Deres farmor venter i den store stue og Deres mor har bedt mig sende Dem derud nu.” Sophies barnepige, Mary, var igen på værelset. Hun sendte mig et anerkendende nik, der beviste, at hun havde set mig dreje rundt. Hun kunne godt lide mit outfit. Jeg sendte hende et smil som tak, inden jeg tog fat i Sophies hånd.

”Lad os gå,” sagde jeg og hev Sophie med mig. Vores mor var ikke meget for, hvis vi kom senere end aftalt, og da det efterhånden er et stykke tid siden, at Mary var inde ved os første gang, forventede hun nok snart, at vi kom.

Jeg gav slip på Sophies hånd, da vi nåede til den store stue. Jeg rettede kort på min kjole, inden jeg igen kiggede ned på Sophie med et smil. Hun var ikke længe om at smile tilbage, men det varede ikke længe, for hun vendte blikket lige ud, da hun kunne høre vores farmors stemme.

”Farmor!” Råbte hun og satte i løb. Jeg kunne se min farmor med et kæmpe smil på læberne, da Sophie kom løbende imod hende. Jeg gik derimod stille derhen og gav hånd til diverse hofdamer og stuefolk. Da jeg nåede til min farmor, trak hun mig ind i krammet, som Sophie allerede deltog i.

”Hej, mine kære. Hvor jeres tøj dog klæder jer godt,” roste min farmor ned i mit hår, og jeg gav hende et kort klem som svar. Da vi trak os fra hinanden smilede jeg stort til hende og mumlede et hej. Sophie løb straks hen til min mor, der også tog glædeligt imod hende.

”Hvordan går det ellers, søde?” Spurgte min farmor mig og lagde blidt sin arm om min lænd.

”Godt, tak. Jeg snakkede lige med Sophie omkring det med kameraerne oppe på mit værelse,” forklarede jeg, og min farmors ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt. Hun nikkede tøvende og klemte min hofte.

”Sophie burde også snart få lov til at prøve det, darling. Det er jo ikke farligt. Det kan være en smule belastende, men når hun alligevel altid følges med jer de næste par år, så kan der jo ikke ske noget. Hun må snart være gammel nok. Desuden er pressen jo oftest rare og forstående. Ik, min kære?”

Jeg nikkede mig enig, inden jeg igen trak hende ind i et kram og smuttede over til min storebror, Oliver, og Sophie i stedet. 

Sophie sad på ryggen af Oliver og grinede højt. Men da jeg kom derover stoppede hun brat. Hun kiggede ned på Oliver med et lusket smil, inden hun igen brød ud i grin. Hun begravede sit ansigt i hans lyse krøller og strammede grebet om hans skuldre.

”Shhh, Soph. Alex skal jo ikke vide hemmeligheden, vel?” Sagde Oliver til Sophie, og hun rystede hurtigt på hovedet og stoppede sit grin igen. Jeg rystede hurtigt på hovedet af dem.

”Hvordan går det ellers, Oliver?” Startede jeg. Var det ikke lidt et obligatorisk spørgsmål, når man ikke ser hinanden så tit? Han havde travlt med diverse velgørenhedsarrangementer, og han boede heller ikke hjemme længere. Jeg derimod gik på universitetet ligesom mange andre 20-årige. Men Oliver var den ældste af mine forældres børneflok, så han startede tidligt ud med det travle liv. Han fik bid for det og begyndte sine egne velgørenhedsorganisationer for bla. HIV-ramte unge og alenemødre. På den måde valgte han universitetsvejen fra.

”Fint, tak. Hvad med dig? Er denne maj måned fyldt med eksaminationer?” Spurgte han interesseret, og jeg trak på skuldrene. Der var lidt eksaminationer senere på måneden, men det var ikke så slemt. Han nikkede bare for at vise, at han havde forstået, inden han begyndte at løbe rundt. Stadig med Sophie på ryggen. Hun grinede højt igen, da han lavede en skarp vending ved hjørnet af stuen. Han var den mærkeligste 23-årige, jeg kender.

 ¤¤¤ 

 

FØRSTE KAPITEL ER PUBLICERET! Ih! Det er lidt nervepirrende det her, for jeg aner ikke, om der overhovedet er nogle, der gider at læse med. Hahah.

Men i hvert fald så håber jeg, at I kan lide kapitlet. Der er ikke så meget spænding, men vi skal jo lige i gang.

Xx Johanne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...