Ham den mørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2016
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
En skæbnesvanger forårsnat kommer den 17-årige Nanna til at vakle ud foran en bil. Det bliver et møde mellem to vidt forskellige verdener og lige så forskellige mennesker, der dog har noget til fælles: ensomheden. Men kærlighed er ikke let, når hele omverdenen har noget at skulle have sagt, og snart må Nanna finde ud af, hvad der virkelig er værd at kæmpe for.

5Likes
5Kommentarer
396Visninger

2. Parfume

En pludselig duft af stærk kaffe rusker mit sind til bevidsthed.

Irriteret vender jeg mig om i sengen. Det er så typisk af min far at rumstere rundt i køkkenet så tidligt om morgenen, når jeg forsøger at sove.

Fodtrin og lyden af en kop mod bordet. Uendeligt tungt sukker jeg. For helvede da også...

Med ét sætter jeg mig op, men en grum, dunkende hovedpine, der strækker sig helt fra mine ømme skuldre og op til mine tindinger og øjenhuler, tvinger mig ned i puden igen med det samme. Først da bemærker jeg den kolossale bule, der har formet sig bag mit ene øre. Hvad i alverden er der sket?

Med ét vender brudstykker fra aftenens fest tilbage til mig. Fest hos Julie. Mads knaldede med Marianne. Jeg løb...

En bil?

For første gang slår jeg øjnene op sådan rigtigt. Skarp formiddagslys trænger ind igennem lette gardiner og blænder mig, så det er svært at stille skarpt på noget som helst, men hurtigt indser jeg, at jeg ikke er hjemme. Faktisk genkender jeg hverken væg eller sofa eller udsigten...

”Du er vågen. Godt,” siger en fremmed stemme. ”Drikker du kaffe?”

Jeg må være helt til rotterne, for det tager mit sløve system et øjeblik at lokalisere manden. Til venstre for mig står han i døråbningen, høj og mørk i huden og sorthåret. Den første tanke, der gnaver sig ind i min smerteligt dunkende hjerne, er, at han må have voldtaget mig.

Enten tager jeg nyheden overraskende roligt, eller også er beskeden ikke helt forstået. Min respons udformer sig i form af et lydløst ryst på hovedet, mens jeg svinger benene ud over sofakanten.

”Der er vand og et par panodiler til dig på bordet,” fortæller han og nikker mod glaspladen foran mig. Så står han og betragter mig lidt, nærmest afventende, men jeg er usikker på, hvad han vil have mig til. Skal jeg tage pillerne? Jeg tror ikke, jeg er helt tryg ved det. Det kunne være hvad som helst. Han kunne være farlig. Vandet kan jeg til gengæld ikke abstrahere fra; fra det øjeblik, jeg så glasset, føltes min hals og tunge som sandpapir. Så det sluprer jeg i mig på bedste manér.

”Jeg henter lige et glas mere til dig,” ler han og forsvinder kortvarigt ud i køkkenet. I mellemtiden drejer jeg det tomme glas mellem fingrene, tanketom i et dundrende kranium, indtil jeg ser det store plaster, der dækker mit knæ. Uden at løfte op i kanten kan jeg regne ud, at jeg har skrabet mig på asfalten. Den stikkende svigen er genkendelig. Men det faktum, at han har lappet mig sammen, forvirrer mig. Hvorfor skulle han tage sig af mig, hvis han havde samlet mig op i vejkanten for at udnytte mig?

Den fremmede vender tilbage og trækker denne gang en stol med hen foran sofaen, hvor han sætter sig. Jeg tager imod glasset uden at se op på ham. Hvis jeg ikke kan identificere ham, kan det være, han vil lade mig slippe.

”Hvor meget kan du huske?” spørger han. Jeg tror muligvis, jeg fanger en undertone af usikkerhed i hans stemme. Men jeg kender ham ikke, så jeg kan ikke være helt sikker. Langsomt tømmer jeg glasset, men jeg stiller det ikke fra mig. På en måde føles det som en slags barriere mellem ham og mig. Uden den føler jeg mig sårbar.

”Du påkørte mig,” svarer jeg nøgternt med den velkendte hæshed, der betyder, at jeg har drukket for meget og grædt for længe. Mere husker jeg faktisk ikke. Jeg tror, han nikker.

”Hvordan har du det? Lægevagten sagde, du bare skulle have ro og søvn.”

Ja, hvordan har jeg det egentlig? Det er svært at sætte ord på alle de følelser, der har cirkuleret i mit sind det sidste halve døgns tid.

Mildest talt elendigt, tænker jeg. Men det kan jeg på en måde ikke få mig til at fortælle ham. Det er for privat. I stedet trækker jeg på skuldrene.

”Fint. Lidt hovedpine måske.” Mest af alt vil jeg bare gerne hjem. Tænk, at jeg nogensinde skulle sige dét.

Mine ord får ham til at samle de to piller op fra bordet og lægge dem i min hånd.

”Toilettet er første dør til venstre,” fortæller han og peger ud i gangen. Jeg tøver ikke med at tage hans information som et tilbud om at komme væk. På vaklende ben låser jeg mig inde, og for første gang føler jeg roen skylle ind over mig.

Pillerne kyler jeg i toilettet, inden jeg tjekker mig selv grundigt. Ingen spor af ændring, så han har altså ikke voldtaget mig. Tanken letter også, selvom jeg ikke er helt sikker på, om jeg egentlig troede på, at han havde misbrugt mig. Så havde han nok smidt mig i en grøftekant, mens jeg stadig var besvimet, frem for at tage mig med hjem.

Jeg tisser og vasker hænder, inden jeg ser mig i spejlet. Min makeup er løbet ret så meget, og mit hår er uglet til ukendelighed. I det mindste kan man ikke rigtigt se bulen bag mit øre, med mindre jeg glatter håret eller sætter det op. Jeg beslutter mig for at have det hængende den kommende uges tid. Jeg orker ikke at fortælle alle historien. På nuværende tidspunkt er jeg ikke selv klar til at reflektere over det, der skete i nat. Tanken pakker jeg ned i en kasse og skubber til baghovedet.

Jeg retter på min kjole og Bh'en, der har vredet sig, mens jeg har sovet. Processen afslører en smerte ved ribbenene, og da jeg løfter op i kjolen for at tjekke, kan jeg se et væmmeligt blåt mærke. Et held, at min kjole er nogenlunde uskadt efter mødet med asfalten.

Efter at have gurglet for at fjerne den sidste rest morgenånde erklærer jeg mig klar til afsked. En tanke slår mig dog, lige inden jeg drejer nøglen. Med varsomme øjne lader jeg blikket løbe over indholdet af samtlige hylder, skabe og skuffer efter værdigenstande. De fleste gemmer feriepenge i sokkeskufferne eller i en lille kasse gemt bag en masse ragelse, og badeværelset er lige så fint et sted som alle andre. Måske er jeg heldig.

Til min ærgrelse finder jeg ingen penge, men på hylden står flere dyre cremer. Lacoste, Clinique og en enkelt Ole Henriksen. Men de bliver svære at afsætte. Jeg roder lidt videre, forsøger at gøre min søgen så lydløs som muligt. Og pludselig smiler heldet til mig; i et af skabene spotter jeg en stort set ubrugt Giorgio Armani-parfume. Hurtigt snupper jeg den flade, matterede glasflaske og lader den glide ned i en af skålene i min Bh. Glasset buer og følger formen på mit bryst ret heldigt, og jeg tjekker mig i spejlet. Med mindre han ser mig direkte ned i kavalergangen, burde han ikke ane uråd.

Nu skal jeg bare ud hurtigst muligt.

Knap når jeg hen til døren igen, før han banker på udefra. Det giver et sæt i mig, og overraskelsen får mig næsten til at fortryde min handling. Men også kun næsten.

”Går det?” spørger han. ”Sig endelig til, hvis jeg skal ringe efter dine foræl--”

Jeg låser op, så han brat afbrydes; dernæst maser jeg mig hurtigt forbi ham uden at fange hans blik.

”Behøves ikke. Jeg går hjem nu,” siger jeg og spotter hurtigt mine stiletter på skoreolen ved siden af døren. Da mine fødder stadig er ømme, nøjes jeg med at tage dem i hånden.

”Er du sikker? Du ser altså ikke for--”

”Tak,” siger jeg bare uden at se mig tilbage. Så låser jeg op og skynder mig ud.

Først da jeg er nået helt ned på gaden, går det op for mig, hvor jeg er. Bydelen genkender jeg som en del af Aalborg Vestby, hvilket både er en positiv og en negativ opdagelse. Vejen hjem er ret lang, og jeg bliver nødt til at tage bussen herfra. På den anden side bor han altså betryggende langt fra vores treværelses lejlighed i Bornholmsgade. Der skal nogle ret ekstreme tilfælde til, hvis vi skulle støde ind i hinanden sådan uden videre. Og at se ham igen har jeg absolut ingen planer om.

En rum tid går jeg i mine tanker, inden det går op for mig, at jeg nok bør sende Sofia en besked, så hun ved, at jeg ikke er kommet noget til. Automatisk rækker jeg ned efter tasken og indser til min skræk, at den er væk. Enten har jeg tabt den et sted, eller også har jeg glemt den hos den fremmede. Panik fylder mig, og et kort øjeblik overvejer jeg at vende om og finde tasken. På nuværende tidspunkt har manden dog haft en réel chance for at opdage, at han er blevet bestjålet, og jeg kan umuligt vide, om han er løbet efter mig ned på gaden. At vende tilbage kan betyde at skulle konfrontere ham. Det kan jeg simpelthen ikke stå ansigt til ansigt med. Ikke lige nu. Ikke mens jeg stadig går rundt med selvsamme tyvekost dårligt skjult i min Bh.

Besværet forsøger jeg at falde ned og ræsonnere mig frem til den sikreste beslutning. Det er ikke muligt at hente tasken selv, i hvert fald ikke lige nu, hvor jeg både kan tages på fersk gerning og stadig er så usikker på benene, at han kunne gøre hvad som helst ved mig. Så vidt jeg husker, ligger der kun en mascara, et par småmønter, et kondom og min mobil i tasken. Uden min pung, som jeg i går lod ligge derhjemme, vil han sandsynligvis have svært ved at identificere mig. Jeg tænker i hvert fald ikke, at jeg skal være bange for, at han pludseligt dukker op derhjemme i lejligheden.

Men hold fast, hvor vil jeg gerne have min mobil igen, og det snart. Så jeg lader idéerne fylde mit stadig dunkende hoved, men ikke mange kommer frem.

Først tænker jeg på at fortælle min far om uheldet, og hvordan manden tog mig med hjem. Men at jeg stak af, fordi jeg stjal, skal han ikke have at vide. Nej, jeg blev jagtet ud i ren skræk, da ham den mørke begyndte at befamle mig. Og så glemte jeg selvfølgelig alt om min taske i flugten.

Nej, så bliver han bare anholdt, konkluderer jeg. Det vil jeg alligevel ikke stå til ansvar for.

Jeg kunne også slå hans navn og adresse op på internettet, sende ham et brev med en undskyldning og et frimærke og bede ham sende mine ting tilba--

Nej, så får han bare min adresse. Det skal han jo ikke.

Hvad med at bryde ind, mens han er på arbejde? Eventuelt overbevise viceværten om, at jeg er famili--

For fanden da, Nanna. Han er mørk i huden! skælder jeg mentalt. Endnu en plan i vasken.

Det går op for mig, at tankeprocessen har fået mig til at stoppe op igen. Sløvt kigger jeg rundt for at orientere mig. Jeg er nået ud på Vesterbro, hvor lørdagsmylderet passerer mig uden at tage notits af den skoløse pige, der tuller rundt i sin egen verden. Hvilket passer mig helt fint. Jeg har endnu langt hjem, så jeg sætter i gang mod busterminalen. Derfra er der til gengæld ikke så langt igen.

Da jeg passerer 7-Eleven, må jeg møjsommeligt undgå at træde i skårene fra en knust ølflaske. Jeg har i forvejen en kæmpebule i hovedet, et skrabet knæ og forslåede ribben – jeg ser helst, at jeg undgår også at træde glasskår op i fødderne. Forsøget tvinger mig ud på cykelstien, men denne gang ser jeg mig nøje for, inden jeg træder ud. Skal nødigt ende sjove steder igen.

Pludseligt slår en ny tanke mig: Måske kan jeg overtale Jonas til at hente min taske på mandag. Den fyr er pumpet som bare fanden. Skulle der blive problemer, tvivler jeg på, at ham den fremmede kan gøre ret meget. Bare hurtigt ind og ud, og så har jeg min mobil tilbage. Så er sagen løst. Intet problem.

Tilfreds med planen svinger jeg hånden med stiletterne over den ene skulder og forsøger at gå nogenlunde lige resten af vejen hjem.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

”Hvor fanden blev du af i fredags?” spørger Sofia som det første, da jeg møder ind på Katedralskolen mandag morgen. Spørgsmålet kommer på ingen måde bag på mig, og jeg har brugt en del af søndagen på at vurdere, hvorvidt jeg skal fortælle hende sandheden, en redigeret sandhed eller en direkte løgn. Sagen er nemlig, at jeg på ingen måde er stolt over det, der hændte. Og hvis hun vidste, jeg var blevet påkørt, ville hun falde helt i staver. Derfor får hun kun noget af historien. Angående mobilen fortæller jeg, at jeg tabte den i grøften, efter jeg havde ringet efter en taxa. Jeg ved ikke helt, om hun tror mig, men hvorfor skulle jeg lyve?

”Jeg kunne heller ikke forstå det. Da vi opdagede, du var væk, ringede jeg sådan cirka halvtreds gange til dig,” mumler hun. Jeg undskylder, selvom det naturligvis ikke er min skyld, at jeg mistede min mobil. Hun nikker et par gange, og så er den sag lukket.

”Hvis det er nogen trøst, så kom Mads og Marianne op at skændes, efter du var gået. Du skal i hvert fald ikke regne med, at de to finder sammen.”

Nyheden bringer en bitter følelse indeni. På den ene side er jeg glad for, at det ikke bliver til noget mellem de to, hvis (rettere når) Mads og Heidi slår op, men det bekymrer mig, at Mads er begyndt at bolle udenom. Først og fremmest betyder det, at det bliver sværere at overbevise ham om, at det er rarest med en fast partner igen – og hvis det så skulle ske, at vi rent faktisk fandt sammen, så ved jeg nu, at han kan finde på at være utro. Tanken er på ingen måde betryggende.

Men jeg kan ikke helt dedikere mig til tanken om Mads og mig i dag. Der er noget andet, der fylder min bevidsthed.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

Bag cykelskuret står Jonas og Saffa og ryger med et par venner som sædvanligt. Sofia bryder sig ikke om de drenge fra 3.G, der er kendt for at lave ballade, så hun er blevet tilbage i kantinen med Marisol og Julie. Selv er jeg heller ikke helt tryg ved dem, men lige i dag skal jeg bruge deres hjælp. Og når det kommer til småkriminelle affærer, så er man kommet til de rette hoveder.

Alene begiver jeg mig ud mod det scooter-proppede cykelskur, og skyen af røg fortæller mig, at drengene har stået der en rum tid nu. Perfekt.

”Heeey,” hilser Jonas og læner sig op af skurets trævæg med et charmerende smil, idet jeg kommer til syne. Hans tilgang går mig over hovedet som altid; uanset hvor mange gange han forsøger, så er jeg ikke interesseret. Og det ved han også godt. Måske fortsætter han blot for morskabens skyld, eller fordi han vil opretholde en facade over for Saffa og de andre. I sidste ende er jeg fløjtende ligeglad. Det er jo ikke derfor, jeg er her.

”Jeg skal bruge din hjælp,” siger jeg og læner ryggen mod skuret, mens jeg tænder en smøg. Giver ham en kort tænkepause for at fange opmærksomhed og skabe nysgerrighed. Jonas nikker betænksomt, og jeg fortsætter: ”Jeg har glemt min taske hjemme hos en fremmed mand. Den vil jeg gerne have tilbage.”

Jeg er fuldstændig klar over, at mine ord sætter en masse mærkelige tanker i kog, og jeg fanger da også Saffa med et smørret grin. Jonas åbner munden for at spørge, men jeg kommer ham i forkøbet med en løftet finger.

”Nej, du får ikke historien,” melder jeg, men kan ikke helt lade være med at grine lidt selv. Jonas og Saffa deler et sigende blik og trækker på skuldrene. Roligt puster jeg røg ud. Jeg tror, jeg har ham på krogen.

”Hvornår?” spørger Jonas og læner sig tættere på. ”Og hvad får jeg for det?”

Det kunne jeg have sagt mig selv.

”I dag. Og hvad skal du ha'?” spørger jeg igen med et stift udtryk. Jonas' brede grin tilkendegiver hans tanker, som jeg allerede forudså, langt inden jeg tog hul på emnet. Afventende løfter jeg brynene.

”Hvad med en date?” spørger han og bekræfter min teori. Tonen i hans stemme indikerer dog, at han allerede kender mit svar, men han prøver alligevel. Og hvem ved? Måske var jeg desperat nok. Men ikke med Jonas. Aldrig nogensinde. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan lege lidt med. I sidste ende stikker jeg ham nok bare en hundredlap og slutter sagen dér.

”Tasken først, så ser vi på betalingen bagefter. Jeg skal nok gøre det besværet værd,” forsikrer jeg, og Jonas nikker accepterende. As good as it gets, som man siger.

”Du får adressen senere. Og nu noget helt andet,” begynder jeg, da jeg fornemmer, at klokken snart ringer ind til time. Med smøgen fastholdt mellem mine læber fisker jeg Armani-parfumen op fra tasken. ”Jeg skal have solgt den her. Nogen interesserede?”

Som antaget træder Saffa tæt på, og jeg rækker ham den matterede, lyseblå flaske, som han vejer lidt i hånden.

”Hvad er den værd?” spørger han. Det går op for mig, at jeg har glemt at tjekke det på internettet.

”Det ved jeg sgu da ikke,” siger jeg så og forsøger at agere nonchalant. I sandhed ulmer nervøsiteten dybt i maven. Det her med at være kriminel er ikke ligefrem det, jeg har mest erfaring med, men penge er penge, og dem mangler jeg.

Saffa fisker sin mobil frem og googler parfumen. ”Nogen-og-syvhundrede,” siger han så. Jeg giver mig selv et mentalt skulderklap i triumf. Min vurdering er åbenbart god, når det kommer til værdi. Jeg holder dog facaden og virker yderst uimponeret, imens Saffa popper låget af og lugter til den. Hans reaktion udmunder sig i et tankefuldt nik, inden han atter vender sig mod mig.

”Hvor har du den egentlig fra? Stjålet?”

Det er nok det spørgsmål, jeg mindst ønsker at besvare. Med et suk læner jeg mig tilbage mod cykelskuret og trækker den sidste røg fra smøgen, inden jeg skodder den mod fliserne under os.

”Hold nu bare kæft. Vil du købe den eller ej?”

Han overvejer det endnu et øjeblik, inden han til sidst nikker. ”Du kan få to hundrede og halvtreds for den,” siger han så.

Næste frikvarter giver han mig pengene kontant, og jeg folder sedlerne nænsomt, inden jeg stikker dem dybt ned i lommen, hvor de skal ligge, til jeg har glemt, hvor jeg har dem fra.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

Klokken halv tre trasker jeg ind i lejligheden og lader tasken dumpe ned ved siden af skænken som altid.

Som aftalt skal jeg opstøve den fremmedes navn og adresse og sende oplysningerne til Jonas, så han kan smutte forbi efter mine ting her inden længe. Hvis alting går som planlagt, får jeg mine ting tilbage allerede i morgen tidlig. Tanken glæder mig helt ustyrligt.

”Hej,” siger jeg til min far uden at skænke ham så meget som et blik, inden jeg forsvinder bag døren ind til mit værelse for at tænde computeren.

”Nanna?” kalder han efter et kort øjeblik. ”Kom lige herind.”

Med et tungt suk rejser jeg mig igen og slæber mig hen mod døren. Det er fandeme utroligt. Ikke ét minuts ro altså.

”Hvad?” dræver jeg og standser dernæst brat ved dørkarmen, da jeg indser, at min far ikke alene. Ved siden af ham i sofaen sidder en mørk mand på omtrent tredive. Han ser på mig, og jeg mærker gruen eksplodere som en vulkan indeni. Bare det ikke er-...

”Hej igen, Nanna,” siger den fremmede. Og med ét genkender jeg hans stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...