Ham den mørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2016
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
En skæbnesvanger forårsnat kommer den 17-årige Nanna til at vakle ud foran en bil. Det bliver et møde mellem to vidt forskellige verdener og lige så forskellige mennesker, der dog har noget til fælles: ensomheden. Men kærlighed er ikke let, når hele omverdenen har noget at skulle have sagt, og snart må Nanna finde ud af, hvad der virkelig er værd at kæmpe for.

5Likes
5Kommentarer
401Visninger

1. Mads

To minutter.

Halvandet minut.

For helvede, det går langsomt!

Et minut.

...

Klokken ringer langt om længe til frihed, og vores samfundsfagslærer afbrydes midt i en forklaring om det økonomiske kredsløb. Som sædvanligt hopper folk – mig selv inklusiv – op fra stolen med allerede pakkede tasker og styrter ud af døren.

”Husk nu at læse artiklen til tirsdag,” når Liss at kvække, inden størstedelen er smuttet.

Hun kunne have sagt, at vi havde vundet en million, men det havde fået lige så lidt opmærksomhed. Fredag eftermiddag er nemlig noget helt specielt.

Sofia, gymnasiets frøken dådyrøjne og min bedste veninde, sniger sin arm omkring min albue og trækker mig med hen mod væggen.

”Har du hørt det!?” gisper hun i spænding, så hendes nøddebrune øjne nærmest popper ud af øjenhulerne.

”Nej, hvad?” spørger jeg forundret. Hendes perlerække af hvide tænder kommer til syne, og hun hiver mig endnu tættere på.

”Mads kommer i aften. Julie har lige skrevet.”

Sommerfuglene, jeg har haft i maven siden 1.G, men ikke har mærket noget til længe, vågner op til dåd og basker med vingerne, så det suger sødt indeni. Et øjeblik står jeg og sluger den glædelige, omend højt uventede, nyhed. Mads har ikke været med til fredagsfesterne, siden han sidste år begyndte at komme sammen med Heidi.

”Hvorfor tror du, han lige pludselig vil med igen?” fortsætter jeg og prøver at holde mig nede på jorden, men det er svært ikke at smile og forsvinde i de velkendte fremtidstanker om mig og ham. Sofia trækker på skuldrene.

”De siger jo, det ikke går så godt mellem de to. Måske vil han blot holde mulighederne åbne – du ved, just in case...” Knap når hun at færdiggøre sin sætning, inden hun selv indtager sit over-kåde smil på mine vegne. Så fanger hun mig atter ved armen, og vi sætter kurs mod udgangen, hvor vi som sædvanligt skal mødes med Julie og Marisol. Vi har lovet at hjælpe Marisol med at finde en ny kjole til aftenens fest.

Resten af eftermiddagen lytter jeg nænsomt til håbet, der genoptager sin delikate spiren i mit bryst.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

Jeg låser mig ind i lejligheden, sparker skoene af og lader tasken dumpe ned ved siden af skænken.

I stuen ligger min far og daser på sofaen til en eller anden TV-serie.

”Skal du til fest i aften?” rasper han søvndrukkent uden så meget som at kigge på mig eller hilse. Den fase har vi ikke været i, siden han og mor gik fra hinanden, da jeg var elleve. Nu er det bare ren udveksling af detaljer – når vi altså gider at dele vores planer med hinanden. Af og til er det rarere at holde dem for sig selv.

”Ja,” svarer jeg tørt. Jeg fatter ikke, han gider spørge hver evigt eneste fredag, når svaret altid er det samme.

Han brummer i respons og lægger sig til at sove igen. Klokken halv seks skal han på arbejde, og han er først hjemme halv tre i nat. Det er ikke meget, vi ser til hinanden, men det har jeg det også fint med. Jeg har intet til fælles med eller til overs for min far. For mig er han blot den, der betaler regninger, sørger for mad i køleskabet og opsætter restriktioner, som jeg alligevel bryder, når han ikke er hjemme.

Inde på værelset finder jeg en lårkort kjole og et par stiletter frem. Betragter sættet lidt og vurderer, at der mangler øreringe til, hvis jeg skal gøre mig synlig for Mads, men jeg har ikke rigtigt nogen at vælge imellem, så jeg beslutter mig for at låne af Sofia. Der findes ikke én kategori inden for mode, hun ikke har minimum en hel kasse med, hvilket er skønt, nu hvor det er vores tradition altid at gøre os klar hjemme hos hende. Det er lidt federe, når man har egen lejlighed og ikke skal tænke over forældres dømmende blikke.

Kjolen og stiletterne kyler jeg i en taske sammen med en flaske vodka samt et par dåser øl; lyner tasken og svinger stroppen over min skulder, inden jeg forlader lejligheden og smækker døren efter mig.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

Det er ikke tit, vi holder fest hos Julie, da hun bor i en lille by tæt på Vestbjerg, og det er ikke alle, der gider tage bussen derhen – men når vi endelig gør, slår vi os løs i den lille ladebygning på forældrenes nedlagte landbrug. Laden er for længst ryddet for båse og andet, og nu står bygningen som en tom, kalket kasse med lavt loft og et tilbygget toilet. Perfekt til formålet.

Klokken lidt i otte ankommer Sofia og jeg, småberusede og allerede svagt vaklende i vores stiletter. Vi har været her før og finder vant vejen ind på gårdspladsen, selvom musikken kunne have guidet selv en blind til rette sted; det lave loft forstærker bassens pumpen, og lugten af cigaretrøg bliver stærkere, jo tættere vi kommer på ladedøren.

I selskab med et par drenge står Julie og Marisol allerede og hænger indbydende op ad væggen. Marisol tager et hiv af sin smøg, inden hun låner den til Julie, der ellers normalt ikke ryger. De står og snakker lidt med de interesserede drenge, som jeg genkender som S.P. og Morten fra 3.G. Marisol var sammen med S.P. til sidste fest, men mere blev det vist ikke til, eftersom de står her og gør sig til for hinanden for at vinde en omgang mere på toilettet.

”Heeey,” udbryder Sofia i en uelegant hilsen og kaster sig i favnen på Julie og Marisol på skift, selvom det ikke er mere end ganske få timer, siden vi tog afsked i midtbyen. Jeg kvaser mit cigaretskod ned i gruset, følger trop i velkomstceremonien og fisker derefter en ny smøg frem fra tasken. Marisol står allerede parat med lighteren og tænder, inden hun vender al opmærksomhed tilbage mod S.P..

”Hvad så?” begynder Julie og sender mig et rævesmil. ”Hvad er planerne for i aften?” Det er tydeligt, at hun snakker om Mads. Jeg mærker sommerfuglene baske indeni, og følelsen virker forstærket, nu hvor jeg har alkohol i blodet. Mest af alt reagerer min krop på den fysiske tiltrækning frem for den forelskelse, jeg har levet under i mange måneder nu. Stod det til mig, tog jeg ham i hånden og trak ham med ud på toilettet eller op ad stigen til høloftet, hvor vi ville blive, til solen stod op.

”Er han her?” får jeg fremsagt, da jeg genvinder lidt kontrol over mine tanker. Julie tømmer sin øl og lader dåsen falde til gruset under os, mens hun ryster på hovedet.

”Han og Kasper kører med Kaspers storebror, der først har fri halv ni.”

”Ah,” mumler jeg og beslutter mig hurtigt for, at jeg har brug for en drink for at holde modet oppe under ventetiden. Jeg smider resten af smøgen og prikker til Sofia, som står i sløret samtale med Morten, der tydeligvis har haft nogle timers forskud på øllene, sådan som han slingrer.

”Jeg går ind og tager en drink – skal du med?”

”Selvfølgelig,” griner hun, og uden videre ord til Morten følger hun mig indenfor i den larmende menneskemængde.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

Jeg tror, klokken er halv ti eller deromkring, da Mads langt om længe ankommer.

Blodet suser for mine ører, og musikkens beat styrer min hjerterytme, idet hans ansigt kommer til syne rundt om hjørnet. Genkendelsen sender et stød i maven på mig, og jeg slipper med ét Julie, som jeg har danset med til de sidste fire sange. Hun behøver ingen forklaring; et hurtigt blik over skulderen fortæller hende alt, hvad hun skal vide.

Med et lumsk smil ønsker hun mig held og lykke med missionen og giver derpå et klap bagi for at knuse den sidste nervøsitet, der kribler rundt i mig. Ikke meget hjælper det; sommerfuglene slår kolbøtter, når jeg nærmer mig tanken om, at i dag er dagen. Dagen, hvor jeg endelig scorer Mads. Dagen, hvor jeg for første gang vil lade en fyr få æren af at følge mig i seng. Det skal være ham, det har jeg aldrig været i tvivl om – i hvert fald ikke siden jeg mødte ham til min første gymnasiefest, hvor han med sit skæve drengesmil forærede mig en smøg og spurgte, om jeg var enig i, at Metallica er bedre end AC/DC. Dengang havde jeg blot nikket, selvom jeg knap vidste, hvad han snakkede om. Andet kunne jeg ikke; allerede på et øjeblik havde han tryllebundet mig godt og grundigt.

Uvidende om min determination går Mads og Kasper hen til bordet med alkohol for at stille øl og en flaske rom til deling. Allerede inden jeg er nået tværs igennem lokalet, er et par piger fra parallelklassen trådt frem for at hilse og kramme dem, og et kort øjeblik stikker jalousien. Men det er lige meget; jeg har min korte, stramme kjole på, og hvis Mads bare er den mindste smule interesseret i mig, hvilket jeg er overbevist om, så skal jeg nok stjæle spotlyset på et eller andet tidspunkt.

”Hey,” hilser jeg med forbløffende ligegyldighed, hvilket straks får mig til at bide mig selv i kinden i fortrydelse. Overspillet. Han må ikke tro, jeg er ligeglad med ham. Responsen viser sig også kun at være et hurtigt nik i min retning samt et skarpt skul fra en af pigerne. Marianne, tror jeg vist, hun hedder.

Virk interesseret, men ikke desperat, tænker jeg for tyvende gang i dag. Det er et slags mantra, jeg følger. Ellers ender jeg bare med at dumme mig ligesom nu. Fem gange gentager jeg det indeni, mens jeg blander mig en rom og cola og dernæst lytter med i samtalen. Kaspers bror har åbenbart fået en ny bil, en Peugeot, som lige skulle farttestes på landevejen. Spændende...

Hurtigt opfanger jeg, at jeg er malplaceret i samtalen, så jeg beslutter mig derfor at opsøge Mads på et senere tidspunkt. Måske skal han også lige have et par genstande, før jeg tør bryde isen. Hvis jeg er rigtigt snu, kan jeg fange ham ude foran med en smøg i hånden om en lille times tid. Der er al samtale også mere naturlig.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

Den følgende tid bruger jeg på at danse og drikke, men ikke for meget, for jeg skal have nogenlunde kontrol over mig selv, hvis dette skal lykkes. En gang hver andet minut kaster jeg et stjålent blik efter Mads for at tjekke op på, hvor han befinder sig. Derfor går det også gradvist op for mig, at han nok er holdt op med at ryge, for end ikke da Kasper tilbyder ham en smøg, går han med ud. I stedet bruger han en del tid i sofaen i hjørnet, hvor han snakker med et par drenge og en enkelt pige (eller råber, eftersom musikken pumper løs). Af og til fisker han mobilen frem og tjekker den kortvarigt, inden den ryger tilbage i lommen. Heidi?

”Hvordan går det?” spørger Julie og gestikulerer med et hovedkast mod mit mål. Hun må være ret fuld, for enhver kan se, at jeg ikke har haft den mindste kontakt med Mads endnu.

Jeg tager en tår øl og ryster på hovedet. ”Langsomt,” svarer jeg. Hun nikker og åbner munden for at sige noget, men når det ikke, før Morten kommer vaklende bagfra, griber hende i skulderen og kaster hovedet frem for at ørle midt på betongulvet.

De næste ti minutter går med at tørre bræk op og slæbe Morten ud på toilettet. Da situationen endelig er under kontrol, opdager jeg, at Mads er væk.

Så ryger han måske alligevel? konkluderer jeg håbefuldt og tømmer min dåseøl, inden jeg sætter kurs udenfor for at slutte mig til samtalen. Men jeg kan ikke få øje på ham nogen steder.

”Har du set Mads?” spørger jeg Marisol, der er plørefuld og sikkert ikke engang kan finde sin egen næse på nuværende tidspunkt. Og som forventet trækker hun også blot på skuldrene og snakker videre med et par drenge, jeg ikke genkender.

Forsigtigt titter jeg ud på toilettet, hvor Morten nu ligger og sover foran kummen, men der er kun ham.

Nervøsiteten melder atter sin ankomst, og et kort øjeblik bliver jeg i tvivl, om Mads er taget hjem. Men så havde Julie, som jo er værtinden, garanteret vidst det. Ingen skrider uden at give besked. Og Kasper er her også stadig, kan jeg se; midt på dansegulvet står han og grovsnaver en blondine fra 1.G.

Der er ikke ret mange andre steder, man kan ellers kan gå hen. Udenfor finder jeg stigen op til høloftet og klatrer kejtet op for at kigge ind mellem halmbunkerne, men der er helt sort, og den eneste bevægelse er bassens sitren i trægulvet. Slukøret klatrer jeg ned igen.

Jeg skal lige til at vende mig om for at gå tilbage indenfor, da jeg fanger en rytmisk dunken, der ikke spiller i takt med musikken. Først tænker jeg ikke videre over det, for jeg er ret fuld og ret desperat, men så fanger endnu en lyd min opmærksomhed, og jeg beslutter mig for at tjekke bag laden, hvor forstyrrelserne virker til at komme fra.

Og der er han. Med Mariannes lår tæt låst om hans hofter, hendes kjole trukket op, hans bukser om anklerne, mens han pumper ind i hende, igen og igen, som var der ingen dag i morgen.

Tårerne begynder straks at styrte ned over mine kinder, og jeg vender mig om og løber alt, hvad jeg kan.

 

-:- -:- -:- -:- -:-

 

Det føles, som om vejen gynger under mig. Som at være på en færge i bølgende hav. Vugger fra side til side, og man vugger magtesløst med, uanset hvor umage man gør sig for at gå lige. Jeg tror dog, jeg formår at gå nogenlunde langs vejkanten. De hvide reflekspæle hjælper mig med at holde retningen.

På nuværende tidspunkt befinder jeg mig vist på landevejen et sted mellem Vestbjerg og Sulsted. Hvilken af byerne, jeg er på vej mod, ved jeg dog ikke.

Det er på sin vis befriende at holde fokus på den blotte funktion at gå. Alt, der kan kvæle synet af Mads og Marianne sammen, er hjerteligt velkommen i mit sind. Hver gang tanken om de to formår at poppe op, sender den en kaskade af tårer ned over mit ansigt. I starten lod jeg gråden overtage mig, til jeg sad midt i det hele og hulkede, men nu har saltvandet medbragt en dundrende hovedpine, og den er jeg helst foruden. Jeg har ondt nok i forvejen.

Da klokken når midnat, og jeg stadig befinder mig midt i ingenting, overvejer jeg, om jeg skal ringe til min far og bede ham komme og hente mig. Tanken når kun lige at strejfe mig, inden jeg fejer den væk igen. Glem det. Det sidste, jeg har brug for lige nu, er skældud og sure miner. Hvis han da overhovedet gider at hente mig. Det skulle ikke undre mig, hvis han hellere ville blive liggende på sofaen og se film frem for at skulle bekymre sig om sin ukontrollable skoddatter.

Jeg går videre, til mine fødder værker i stiletterne. Irriteret standser jeg op og balancerer snart på ét ben for at trække skoen af, men jeg er ved at miste balancen og må hoppe lidt til siden for ikke at vælte.

Første sko, tænker jeg mat og skifter vægten over på det andet ben, men jeg når ikke mere, for i næste øjeblik opfanger jeg lyden af bremser lige bag mig, og så bliver jeg skubbet omkuld. Lige inden mit hoved rammer asfalten, ser jeg et glimt af sølv og lys. Dernæst sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...