ungdomsbras

//en tekstsamling om ungdommen og alt det bras vi er og sætter os selv ud for.

9Likes
8Kommentarer
3767Visninger
AA

10. tosset med dig

 Mit hoved var en storm af alverdens følelser og tanker blendet sammen til en emotionel masse. Jonas med hende blondinen. Min mors skælvende råb. Min lillesøsters fortvivlede og hjerteskærende gråd. Flasken der smadrede i tusind stykker på fliserne.

 En lumsk tåre sneg sig ned af min kind, før jeg fik tørret den væk i mit ærme. En anden tåre sluttede sig til den første, og før jeg vidste af det, sad jeg på min seng og storhulkede som en anden tøs. Et spinkelt håb om at væggene var lydtætte spirede i min ellers udmattede krop.

 Selvfølgelig var det for godt til at være sandt. En fattig efterskole spildte da ikke sine sparsomme penge på ordenligt isolerede vægge. 

 Tre uskyldige bank på døren fik min opmærksomhed til at rette sig fra mine hænder til håndtaget der selv uden svar gik op. Et lidt for velkendt ansigt poppede frem i døråbningen. Anthons ansigt var betynget med bekymring, da han spottede mine tårer. ”Er du okay, Alma?”

 Som om mit tuderi ikke var svar nok, rystede jeg på hovedet. Han nikkede uden at sige noget og satte sig ved siden af mig. Det så ud til, at han tøvede. At han var bange for, at jeg ville slå ham væk, hvis han trøstede mig, men hvad han ikke vidste var, at det var lige hvad jeg havde brug for. 

 ”Vil du snakke om det?” Spurgte han stille. Jeg snøftede et ’nej’ med blikket rettet mod mine lår. Jeg havde ikke brug for hans ord, faktisk ville jeg foretrække stilhed i stedet.

 Stilheden sank over os, og det eneste man kunne høre var min lavmælte gråd og min hivende vejrtrækning. Jeg så op på ham. ”Så trøst mig da for helvede, din åndsidiot.”

 Forskrækket over min pludselige vredesfyldte kommentar, lagde Anthon straks armene om mig. Min pande ramte hans muskuløse skulder, og jeg trak vejret ind. Hans duft var så hjemlig. Den mindede mig om turer i skoven efter, at det lige havde regnet og hygge foran pejsen en søndag eftermiddag. Jeg kunne mærke hans hjerte slå lige så stille og roligt i hans bryst mod min brystkasse. Det snød næsten min krop til at slappe af. Hans ene hånd strøg roligt mit hår, imens den anden bare holdt om mig.

 Jeg tog en sidste dyb indånding, før jeg trak mig lidt fra ham. Anthons arme var stadig omkring mig, men rykkede sig længere ned om livet på mig. Hans ene hånd fjernede sig kort fra min ryg for at fjerne en sidste tåre fra min mundvig. ”Hvem er det jeg skal tæve sønder sammen?”

 En lille sørgmodig latter undslap mine læber, før jeg pressede mig ind imod ham igen. ”Du er tosset.”

 Han trak på smilebåndet; ”Måske tosset med dig, men det er så også det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...