ungdomsbras

//en tekstsamling om ungdommen og alt det bras vi er og sætter os selv ud for.

9Likes
8Kommentarer
3790Visninger
AA

12. hilsen din forevigt

Hej.

Jeg ved ikke helt hvordan, jeg skal starte det her, og det bliver nok heller ikke helt hvad du forventer. Det her er så brev nummer tooghalvfjerds - ja, jeg har talt hvert eneste brev, det burde ikke overraske dig, og jeg vil starte ud, som jeg altid gør;

Jeg savner dig og siden, at du ikke svare mine breve - hvilket jeg heller ikke havde forventet - må jeg vel indse, at du har det bedre der hvor du er nu. Hvor end det så lige er. Men du skal vide, at jeg stadig elsker dig og stadig begræder den den dag du forlod mig.

Hver gang jeg lukker øjnene, kan jeg se dit ansigt for mig, men jeg er begyndt at glemme. Jeg er ikke længere i stand til at fremkalde din duft mere. Alt jeg kan huske er, at du duftede af friskplukkede blomster på en forårsdag - hvilke slags blomster kan jeg ikke huske, og det er utroligt frustrerende. Jeg kan prøve alt, og intet vil bringe duften af dig tilbage, og det gør mig endeløst bedrøvet. 

Noglegange hopper jeg i din gamle T-shirt med Nirvana på maven (som sørgeligt nok ikke dufter af dig længere), bare for at huske den morgen hvor du lagde en buket lavendler fra din have ved min side. Der hvor jeg havde fået lov til at låne din T-shirt for natten, så jeg ikke frøs, og hvor du havde kysset min pande, før du kørte din avisrunde. Det var en skøn dag. Jeg håber, at du stadig kan huske den.

Men med det sted hvor du er nu, skulle det ikke undrer mig, hvis du ikke kunne. Altså, jeg forventer i hvert fald, at du er kommet til det gode sted, ikke det nederen sted, så der må ske en masse fede ting. Langt federe ting end at tænke på mig.

Det er faktisk lidt småpinligt, at jeg stadig skriver til dig. Mine forældre er ved at blive bekymrede og spørger mig tit til hvordan det går. Faktisk har de også spurgt mig om, jeg ville tale med nogen andre end dem, så jeg kan få det hele ud og få det bedre. Som om jeg ikke ved, at det er at pakke psykolog ind i gavepapir.

Malene, du kan godt huske Malene, ikke? Blondt krøltop med de store blåøjne og opstopper næse? Jo, jo du burde kunne huske hende. Hun har også spurgt mig om, jeg ikke snart kunne komme over dig. Og mit svar var nej.

Jeg ved ikke hvorfor, men tanken om at glemme mere ved dig gør bare for ondt til at føre det ud i livet. Jeg ved da godt, at det vil være bedst for mig at give slip på dig, men jeg kan ikke. Hver gang jeg prøver, mærker jeg tandhjulene i mig gå i stå og falde væk fra deres plads, og det er ubærligt. Umuligt. No way.

Det værste af det hele er nok, at jeg troede, at det skulle være os to. Sådan for altid. Men det havde skæbnen tydeligvis ikke i kortene for os. 

Jeg håber det går godt deroppe - hils lige min mormor, hvis du støder ind i hende.

Hilsen Din Forevigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...