ungdomsbras

//en tekstsamling om ungdommen og alt det bras vi er og sætter os selv ud for.

9Likes
8Kommentarer
3792Visninger
AA

49. at lade dig gå

Kære Dig.

Vi skulle forestille at være bedste veninder for altid. Vi skulle forestille at kunne holde til det hele; sygdom og raskhed, drengebøvl og pigebøvl, opture og nedture. Vi skulle forestille at være undtagelsen. Men forestillinger er ikke virkeligheden, og sådan skulle virkeligheden åbenbart ikke være. Universet havde tydeligvis andre ting i kortene for os. Eller at skyde universet skylden i skoene var måske at bilde sig selv ting ind. Det var vel os, der havde andre ting i kortene for os.

Siden den dag vi drog hver for sig, har jeg været bange for at skrive om vores slutning. Frygten for at skrive det ned, sort på hvidt og derfor indrømme, at det var slut, gnavede i mig, hver gang jeg åbnede et nyt dokument. For det var slut. Vi var slut. Den dag du gik ud af skolens dør for sidste gang med tårerne styrtende ned af kinderne og mig i hånden, var vi slut.

Eller, det vil sige, det var vi ikke. Ikke helt. Vi prøvede at holde fast i hinanden, holde kontakten, ringe til hinanden på Skype, komme til hinandens fødselsdage, men så skrøbeligt et fundament holder ikke på længere sigt. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at vi nok skulle klare afstanden, for vores venskab var anderledes end alle de andres, det var stærkere. Men var det egentlig det? Det ved jeg nu, at det ikke var.

Du fik nye venner, jeg holdt fast i de gamle, du bevægede dig videre, jeg hang fast i fortiden, du udviklede dig og ændrede dig, jeg var stadig den samme. 

Og nu sidder jeg her ved mit skrivebord og drejer alle mulige udkom, der kunne have været af vores venskab. Jeg sidder med hvis'er til halsen og kan mærke dem hive et skrøbeligt hulk ud mellem mine læber. Mit hjerte gør ondt, for mit hjerte mangler dig, og jeg kan ikke trække vejret, for mine lunger mangler dig, og jeg kan ikke tænke, for min hjerne mangler dig, og jeg føler mig svimmel og ude af stand til at se klart. Jeg mangler dig så fucking meget.

Hver gang jeg ser et billede af dig med dine nye veninder på Instagram, får jeg lyst til at kyle min mobil ind i væggen, for det kunne have været os, men det var det ikke. Hver gang jeg kører forbi dit hus, får jeg lyst til at hoppe ud af bilen og løbe hen til din dør for at se dit ansigt, men du vil ikke være hjemme alligevel, så istedet ville jeg ligge mig ned på dit dørtrin i fosterstilling og vente på, at du kommer hjem. Hver gang jeg er ved vores sted, får jeg lyst til at klynge mig til stedet og aldrig forlade det, for minderne vil jeg ikke slippe. 

Det bedste jeg kan gøre er at give slip, lade dig gå - men jeg ved ikke hvordan. Du var den, jeg kom til, når verden var imod mig. Du var den, jeg oplevede hver dag med. Du var den, jeg altid kunne regne med. Du var den, jeg kunne fortælle alt til. Du var den, jeg troede, jeg aldrig skulle lade gå, så fortæl mig, hvordan skulle jeg? Hvordan, hvordan, hvordan. Please. Jeg kan ikke blive siddende her alene med savnet som min eneste ledsager igennem denne tid. Vær nu sød. Du var så let videre med dit liv, så vil nogen ikke nok fortælle mig, hvordan kommer jeg lige så let videre?

Måske vil jeg ikke rigtigt videre. Måske vil jeg gerne genleve fortiden. Måske vil jeg altid savne dig. Måske læger tiden alle sår. Hvem ved? Men for nu; farvel og tak, min kære veninde. Jeg elskede dig, og jeg elsker dig stadig. Du ønskes alt det bedste i fremtiden.

Hilsen Mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...