ungdomsbras

//en tekstsamling om ungdommen og alt det bras vi er og sætter os selv ud for.

9Likes
8Kommentarer
3792Visninger
AA

8. 17 dage 10 timer og 32-33 minutter

 

Jeg ser syg ud. Det må jeg gøre, for min mor kigger konstant på mig med de hersens store bekymrede øjne, jeg ville ønske gik sig en tur langt væk fra mig. Min fars blik er ikke bedre, for det er så godt som ikke-eksisterende. Sidste gang han så sådan rigtigt på mig var tolv dage efter, at jeg blev lagt til at sove. Og det er fem dage siden.

Som om det ikke er slemt nok, så har jeg ikke engang enestue. Jeg skal dele lokale med en ung fyr der nu sikkert har hørt mig både skrige, græde og kaste op. Vidunderligt. Det værste er dog, at han er køn. Sådan virkelig køn. Som i "jeg kunne være model for Abercrombie, men afslog dem fordi jeg var for køn"-køn.

Det er bare så hæsligt at skulle trække gardinet fra og gå forbi ham, når jeg skal på toilettet. Jeg ligner jo som før nævnt lort i mit hospitalsoutfit der absolut ikke kan være grimmere (hvis man lavede en awardshow med det grimmeste tøj i verdenen, så ville rigshospitalets kluns helt klart vinde en pris). Og så når man får en indsprøjtning  og piver som en stukket gris, er det heller ikke det fedeste at vide, at han lytter med.

Og hvad der måske næsten er værre er, at han er ikke kun køn. Han er også sød. Ikke falsk sød, men sød sød. På en eller anden måde formår han, at få mig til at grine over de mindste, men mest åndsvage ting som; "hvis den sygeplejerske stikker mig en gang til, så lover jeg, at jeg officielt skifter mit navn til Nik Nålepude", og "jeg troede ikke, at is skulle have samme konsistens som budding, men altså, fuck det, det er sødt". Jeg kan slet ikke holde til hans level af perfektion. 

På trods af at jeg ikke bryder mig om at være grim og pinlig overfor ham, så er det ikke fordi jeg undgår ham. Faktisk gør vi mange (underlige) ting sammen. Vi ligger i hver vores seng og leger åndsboller og tænder og slukker hinandens tv (det er en mulighed, fordi det er to ens fladskærme der hænger på væggene og på den måde fungere begge fjernbetjeninger til begge fjernsyn, viiildt ik?). Vi stalker de andre patienters puls på en møgskærm der bipper og bopper hele natten lang. Vi fjoller rundt med vores elevationsenge (og gud hvor vi døede af grin over hvordan min pludselig fik sit eget liv) og når det går galt med sengene, så kan vores forældre ikke bære at skælde os ud, fordi "vi er indlagte" og "har været igennem en hel masse for tiden" og ikke at forglemme at "det bare er godt, at vi hygger os".

Så, altså, måske er det ikke helt så slemt at have en bedre-end-Abercrombie-model som stuekammerat alligevel.

Men så er det der hvor jeg overvejer hvor underligt det egentlig bliver at skulle sige farvel til ham, når jeg bliver smidt hjem her imorgen, fordi der ikke er mere de kan gøre for mig. At vide, at vi nok ikke kommer til at holde kontakten, fordi vi kun var venner, fordi vi ikke havde andre. At vide, at han måske bare glæder sig til at komme af med mig. Det er underligt. Og hold da helt op, hvor kommer jeg til at savne at have en ven der rent faktisk forstår og ikke bare nikker og siger "Neej, da" og "Gud, hvor forfærdeligt". 

Og som jeg ligger her i min elevationseng og lytter til møgskærmen bippe, betragter jeg ham i sprækken mellem gardinet og væggen. Ham som ligger i sin elevationseng med lukkede øjne og letåbnet mund, og der kan jeg ikke lade være med at fælde en lille tåre. Han er bare så smuk og tanken om ikke at skulle se hans kønne ansigt igen får en knude til at vokse i mit bryst.

17 dage, 10 timer og 32 minutter, og han var min bedsteven. 17 dage, 10 timer og 32 minutter, og jeg elskede ham.

 

 

Og som jeg ligger der med lukkede øjne og halvåbnet mund, kan jeg tydeligt mærke hendes blik på mig. Hendes kønne, kønne øjne, som jeg ikke nænner at kigge ind i, i frygt af, at hun ville blive forlegen og kigge væk. Så inde i mit hoved forestiller jeg mig hendes ansigt. Hendes store øjne og lange hår. Hendes lille søde næse og lyserøde sprukne læber. 

17 dage, 10 timer og 33 minutter, og hun var min bedsteven. 17 dage, 10 timer og 33 minutter, og jeg elskede hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...