Shiny Love - Harry Styles

Amber er en almindelig ung, som studerer til psykolog. Selvom hun har pengene i stopfyldte lommer, og bor sammen med sin bedste veninde Jenna, har hun ikke kunnet se bort fra sin jalousi.
Jenna er nemlig kærester med superstjernen Harry Styles, som Amber altid Harry haft et godt øje til.
Den dag Harry ikke føler alt er rigtigt mere, går det galt.
Læs selv det hele her:

15Likes
0Kommentarer
14563Visninger
AA

5. Jenna: Skænderiet

Jenna Seinfield:

Da jeg havde skreget nok ud i rummet gik jeg med tøvende skridt ind til Amber. Jeg skal da ikke lyve og sige at jeg ikke blev såret over hendes handling i går. I går af alle dage havde jeg virkelig bare brug for en der kunne forstå mig, og det havde Amber altid kunne.
Det var da også et kæmpe plus at hun læste til psykolog. Jeg forstod ikke hvordan hun kunne klare det, jeg havde altid hadet skolen.
Måske var det også derfor jeg var blevet model?
Jeg bankede stille på døren, men som jeg ikke havde forventet skubbede døren sig stille op. Jeg skubbede hoved ind af døren imens jeg kiggede på en pige med hoved ned i bøgerne.
”Amber?” jeg trådte tøvende ind af døren inden jeg skubbede den i bag mig. Amber kiggede stille op på mig. Hendes glade smil var væk og jeg kunne ikke lade være med at kigge undrende på hende. Var der sket noget i nat?
”Hej Jenna” hun rykkede sig urolig på sig, inden hun kiggede ud af vinduet. Jeg gik nu med endnu mere tøvende skridt hen til hende. Jeg satte mig tøvende på hendes sengekant. Jeg kunne ikke undgå at se hendes uglede korte blonde hår.
”Er der sket noget spændende i nat?” jeg folde mine ben sammen i skrædderstilling. Satte mig bedre til rette, Amber rykkede sig bare endnu mere urolig, utilpas. ”Nej, hvad skulle der være sket Jenna?” jeg kiggede på hende med hoved på skrå. Jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til hendes mærkværdige opførelse.
”Amber du kan da bare fortælle mig det” jeg lagde betryggende hånden på hendes. Hun trak den dog hurtig væk inden hun smækkede bogen sammen. Hun havde altid været utrolig privilegeret person, og altid haft en alt for høj IQ i forhold til den generelle befolkning. Måske var det derfor hun klarede sig så godt som studerende på en hård uddannelse?
”Der er intet at sige Jenna!” hun rejste sig frustreret op og trådte hen mod hendes skrivebord. Jeg folde bare mine hænder om hinanden imens jeg lagde hoved på skrå igen. Der var noget mistænksom ved hendes opførelse.
Havde hun været sammen med en af hendes bedste venner igen. Jeg kan godt huske hendes frustrationer. Især fordi det bare ikke lå til hende at være sammen med en hun holdte af, og slet ikke hendes bedste ven.
”Amber, kom nu” jeg slap mine bens stilling. Min skrædderstilling opløste sig kort efter inden jeg rejste mig op og trådte et skridt nærmere hende. Amber trådte bare et skridt videre væk fra mig. Jeg kunne ikke lade være med at sukke trættende.
Hun plejede altid at være så fattet, hvad skete der dog med hende.
”Hvad Jenna. Ikke alles liv er perfekte!” hun råbte og skreg imens hun fægtede med sine arme. Jeg veg chorkeret væk og kiggede overrasket mod hende. ”Hvad…Hvad mener du Amber?” jeg kunne ikke undgå at føle et stik i hjertet. Det hele skulle da også gå ned af bakken for mig, for min bedste veninde var vred, min kæreste var vred. Og det hele var min skyld?
”Det er ligegyldig Jenna!” hun skreg imens hun stadige fægtede med arme og næsten også ben. ”Amber fortæl det bare” jeg foldede armene omkring mig selv. Havde jeg sagt at jeg ikke havde det godt med hun råbte af mig, især fordi hun var min bedste veninde igennem to årtier.
”Til hvilken nytte?!” hendes stemme var stadige høj, men den var denne gang mere kontrollerede ind hvad den lige havde været. Jeg hev stadige efter vejret imens jeg kiggede bedrøvede på hende.
Jeg ville ønske at der ikke var denne her mærkelige stemning mellem os. Jeg havde virkelig brug for at vi kunne være der for hinanden.
”Amber. Er der nogen der har såret dig?!” jeg kunne ikke lade være med at lyde bebrejdende, for det var da det eneste der gav mening. Hun plejede jo aldrig at reagere sådan her.
”Jenna, du vil aldrig forstå det” hun satte sig grædende ned på kontorstolen. Jeg satte mig ned på hug foran hende. Holdte om hendes knæ imens jeg kiggede støttende på hende, hun kunne da prøve at forklare mig det.
”Du kan da prøve” jeg sendte hende et opmuntrende smil. Det kan godt være at jeg blev såret i går, men hun var min veninde, og hun havde ret i det hun sagde.
Havde jeg bare overreageret?
”Nej. Jeg kan ikke sige det Jenna”  hun foldede sine hænder stramt om hinanden. Jeg rejste mig dog kort inden jeg satte mig ovenpå hendes skrivebord. ”Hvorfor ikke?” jeg lagde hoved på skrå inden vi begge hørte dørklokken.
”Venter du nogen?” jeg kiggede nysgerrigt på hende, hun rystede dog bare på hovedet. ”Jeg ser hvem det er. Vent her” jeg hoppede ned af bordet inden jeg klemte hendes skulder blidt. 

Jeg nåede ud i entreen inden jeg åbnede døren, og bag døren stod Harry. Jeg lagde hoved misbilligt på skrå.
”Hvad vil du overhoved Harry?” jeg var stadige vred på ham. Han kunne da godt bruge tiden med mig, de gange vi endelig så hinanden. Det havde faktisk sårede mig utrolig meget.
”Jeg skal snakke med dig!” hans stemme var kølig og nærmeste helt kold. Jeg rystede bare på hoved, jeg ville ikke snakke med ham. Det så dog bare ud til at han ignoreret mig og gik ind og skubbede skoene af.
”Men det skal vi!” han kiggede hen mod gangen og kiggede hen på Amber. Amber kiggede bare på jeg og så Harry inden hun stormede forbi os. Jeg forstod det ikke, hvad skete der lige?

 

-

 

Der var gået flere timer og Harry og jeg var ikke nær en løsning på problemet. I stedet havde vi brugt det meste af tiden på at råbe og skrige af hinanden. Som vi kunne få det bedste frem i hinanden, kunne vi også gøre det helt modsatte.
Jeg lagde vredt mine arme over kors imens Harry lænede sig frem mod mig. ”Har du noget at sige til dit forsvar?!” jeg vrængede ordene ud imens jeg kiggede med lynende øjne på ham.
”Har du?” har jeg sagt at jeg ikke kunne klare når folk svarede flabet tilbage. Jeg var vant til at få alt jeg bad om, uden nogen form for indvendig.
”Lad være med at snakke udenom!” jeg kiggede på ham. Harry der rejste sig for at sætte sig på bordet overfor mig. Han kiggede på mig ned hans grønne øjne.
De øjne jeg var blevet forelsket i.
”Det gælder da ligeså meget dig!” han lagde provokerende hans albuer på hans lår. Jeg gjorde præcis det samme, vi kiggede ind i hinandens øjne, nærmeste helt intens.
”Jeg har intet at sige. Det var dig der var helt ude i” Harry afbrød mig. ”Det der gider jeg slet ikke at høre Jenna!” hans stemme var advarende. På alle andre havde det nok skræmt dem fra liv og sans. Jeg registrerede det ikke rigtig, for jeg var selv oppe i det røde felt.
”Gider du lade være med at afbryde mig. Må jeg snakke færdig?!” han lænede sig lidt væk. Grinede ironisk. ”Vær’så god” han gestikulerede med hans hænder inden jeg udstødte et frustreret støn.
”Du er total ligeglad med vores forhold” han skulle lige til at afbryde mig, da jeg holdte min hånd oppe i luften. ”Hvorfor gjorde du så overhoved noget ud af vores årsdag!” jeg rejste mig vredt op, ligeledes gjorde Harry. Vi stod overfor hinanden, kiggende koldt på hinanden.
Det var som om i det øjeblik at vi havde glemt hvorfor vi forelsket os i hinanden.
Det eneste vi kunne se var rødt, begge to.
”Hvem siger det?” han lagde trodsig hans arme over kors, som et barn på fem år. ”Du gør det!” han kiggede misbilligt på mig, og jeg vrængede med mit ansigt.
”Det passer ikke” det var som om hans vrede forsvandt, men min forblev stadige som en mørk sky over mig.
”Jeg betyder jo intet for dig! Skrid Harry, skrid!” jeg pegede mod døren og Harry kiggede opgivende på mig. ”Jenna!” jeg rystede på hovedet.
”Skrid!” og det gjorde han så, og jeg faldt efterfølgende grædende sammen. Trak mine ben op til mig, lå grædende i fosterstilling. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...