Shiny Love - Harry Styles

Amber er en almindelig ung, som studerer til psykolog. Selvom hun har pengene i stopfyldte lommer, og bor sammen med sin bedste veninde Jenna, har hun ikke kunnet se bort fra sin jalousi.
Jenna er nemlig kærester med superstjernen Harry Styles, som Amber altid Harry haft et godt øje til.
Den dag Harry ikke føler alt er rigtigt mere, går det galt.
Læs selv det hele her:

15Likes
0Kommentarer
14554Visninger
AA

14. Harry: Sommerhus

 

Harry Styles

Jeg var faktisk ret ked af at jeg havde opført mig sådan overfor Jenna. Hun havde trods alt været min kæreste i et helt år, og jeg holdte utrolig meget af hende.
Men Amber... jeg ved det ikke. Jeg havde bare en større tiltrækning til hende, tror jeg. 
Jeg måtte ihvertfald få det på plads med Jenna nu. Det havde Amber ret i. Vi skulle have konklusioner på bordet, og ikke leve i uvished.

"Jenna..." sukkede jeg.
"Ja?" Hendes stemme var hård, men det var kun fordi den ikke skulle knække sammen. Jeg kendte godt Jenna, især når hun var såret.
"Jeg... jeg er virkelig ked af, hvordan jeg var overfor dig. Du må ikke misforstå mig."
Hun rystede på hovedet. "Men... hvor mange gange... nej, hvornår var du mig utro første gang?"
Der var ikke noget at holde tilbage. Hun fortjente at vide det.
"På vores årsdag. Da jeg tog på club."
Farven forsvandt på hendes ansigt. Ja... jeg ved det ser sort ud.
"Det lyder som om det er sket flere gange...?"
"Tre. Tre gange."
Jenna rømmede sig. "Hvornår sidst?"
"I går. Nat."
Hun nikkede. "Så du brugte altså Amber som en hævnmetode overfor mig, fordi jeg gik i seng med Colin?"
Det havde været bagtanken ved samlejet igår. Jeg nikkede.
"Hvordan fanden kan du så overhovedet se dig selv i øjnene?!" Hun havde rejst sig og skreg nu af mig. "Hva, Harry? Du er utro med din kæreste... På årsdagen! Og bagefter bruger du min bedste veninde som hævn? Hold kæft en fed nar du er, Harry!"
"Det ved jeg." Min stemme var rolig. "Og derfor vil jeg ikke udsætte dig for mere af det her. Jenna... vi bliver nødt til at..."
Jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at sige det. Jeg elskede Jenna meget højt engang, men ikke længere. Gnisten var brændt ud. Amber havde tændt den igen.
"Du behøvedes ikke engang at sige det! Det er ovre, Harry!"
Jeg nikkede.
"Godt men..." 
Hun svarede ikke. Jeg sukkede.
"Du må tro på... at jeg elskede dig meget højt. Det er absolut ikke din skyld. Noget af det."
Hun sukkede. "Men Harry..." hun lød grædefærdig. "Hvis du ikke havde været mig utro først, var det jo mig der var noget galt med. Jeg er ked af det med Colin."
Jeg satte mig ned på sengen ved siden af hende. "Det ved jeg, Jenna. Og det er et tegn på, at vi hver især har brug for at komme videre. Vi har bare ikke... samme gnist mere."
Hun tænkte lidt. "Så det er ok? Det er ok vi slår op?"
"Jeg tror ikke nogen af os vil have glæde af at blive ved sådan her."
Jeg lagde min hånd på hendes, og flettede vores fingre sammen.
"Okay. Jeg stoler på dig. Det havde jeg altid gjort."
Jeg smilede forsigtigt. 
"Pas nu godt på Amber. Hun fortjener ikke at blive skrottet som jeg gjorde."
"Jenna jeg skrottede dig ikke-" "du ved hvad jeg mener."
Hun trak mig ind i et kram. "Tak for et helt fantastisk år, Harry."
Jeg lukkede øjnene. Det var mærkeligt at sige farvel. Jeg havde holdt så meget af Jenna.
"Selv tak."

Vi trak os fra hinanden med forsigtige smil på læben. "Skal vi ikke fejre Amber? Det er hendes dag idag."
Jenna grinede forsigtigt. "Giv mig lige lidt tid alene. Gå ind til hende Harry."
Jeg nikkede.

Da jeg kom ind i stuen, fandt jeg Amber der zappede fjernsynsprogrammerne igennem. Hun slukkede dog da jeg kom ind.
"Er du okay?" Spurgte hun bekymret.
Jeg satte mig tungt ned ved siden af hende. "Ja... ja, det er ok."
Hun nikkede.
"Harry?"
"Ja?"
"Hvordan... hvis vi to bliver til noget, kan du så give mig en garanti for, at du ikke også er mig utro?"
Hun vendte sig og stirrede på mig med sine store bambiøjne. 
Jeg trak på skuldrene. "Næh. Det kan jeg ikke, Amber. Det er også derfor jeg er i tvivl om, om vi skal gøre det her."
Hun rykkede tættere på mig. "Synes du det er en dårlig ide?"
"Virker det ikke mærkeligt at slå op den samme dag man kommer sammen med en?"
"Vi kunne tage det stille og roligt?"
"Hvorfor er du nu blevet så ivrig?" Spurgte jeg smådrillende. Hun smilede og lænede sig op af min skulder.
"det handler om menneskekemi."
"Hvorfor sagde du, at jeg fik dig til at bestå?" "For det gjorde du. Du fik mig til at forstå det hele. Jeg forstod aldrig menneskekemi, for det kan godt være jeg er et bogligt geni, men ikke socialt. Du har lært mig så meget." 
Jeg fik den underlige følelse, at det alene var mig der havde fået hende til at bestå. Desuden så jeg hende slet ikke som et geni. Hun var blot en jeg holdte rigtig meget af. 
Jeg lagde min arm om hende.
"Stille og roligt. Skal vi ikke fejre dig i stedet? Du bestod!"
Hun smilede. "Jo... måske."
Hun kiggede op på mig. Jeg strøg hende over kinden. "Undskyld," hviskede jeg. "Det var aldrig mening noget af det her skulle ske. Noget af det."
"Det ved jeg... det er din skyld. Men ikke helt. I var lige gode om det."
Jeg lukkede kort øjnene, men det blev ikke til så meget, for hendes læber imod mine fik mig til at åbne dem af forskrækkelse. Denne gang var der intet druk intet hævn... bare os og intet andet. Jeg foldede mine arme om hende. Hendes læber var så bløde og rene.
"Amber..."
"Undskyld." "Nej... det er ok," jeg sendte hende et smil.
"Det er helt ok."

 

/\


Vi havde besluttet os for at tage i sommerhus. Vi havde allesammen brug for lidt frihed, og vi var så tager herud.
Vi var tæt ude til havet, godt 200 km væk fra London, med en uges sommerhustid. 
Nick og Niall var med, og Jenna og Amber, og Colin og Martin.
Jeg sov sammen med Niall, Nick alene, pigerne sammen og de sidste to sammen.
Det skulle nok blive spændende. Niall og jeg havde tit sovet sammen, og jeg kendte hans sovevaner. Desuden havde jeg ikke lyst til at sove alene om natten. Nick... ja, ham havde jeg taget med, fordi han var god til at løse problemer, men han var også min rigtig gode ven. 
Colin og Martin hørte ligesom lidt sammen. 
Det der bekymrede mig var, at Amber og Jenna skulle sove sammen. Jeg ved at de er bedste veninder, men jeg ødelagde det ligesom lidt for dem.
Jenna var den eneste der ikke havde en ven med heroppe, udover Amber, og jeg følte jeg havde ladet hende s i stikken. Stakkels Jenna. Men helt ærligt, jeg ville ikke kunne holde vores forhold længere.
Jenna og Amber sov inde ved siden af, og lige nu kunne jeg høre stemmer, der lød som hvisken.
Vi tre var alene i huset. De andre var gået en tur, eller var ude at købe ind.
Jeg pakkede ud.
De hviskende stemmer blev til normale stemmer, til råbende stemmer.
Jeg skyndte mig ud af værelset og stillede mig ved dørkammen, imod den lukkede dør.
"Jeg håber du ved hvad du gør! Jeg kan ikke tro at du kan se den klaphat i øjnene!" Skreg Jenna. "Men Jenna! Du holder jo stadig af ham, præcis som jeg..." "ja! Hvordan tror du jeg har det? Han tog sig i stedet for mig, Amber! Tror du det er fedt? Grunden til vi er her nu, er for din skyld!"
"Men Jenna..." Ambers stemme var betryggende rolig. "Du var også ham utro. I ville ikke kunne mere sammen."
"Det var fandme godt jeg fandt en anden! Så kan du få den idiot!"
"Jenna! Lad nu væ-"
Ambers stemme blev afbrudt af et kæmpe smæld. Jeg gispede.
Jenna havde slået hende. 
Jeg åbnede målløst døren, og så Amber med tårer i øjnene, med hænderne imod hendes kind. Jennas øjne lyste af vrede.
Hun skubbede en enkelt gang mere til Amber, inden hun vredt gik ud.

Jeg gik langsomt ind til Amber, chokeret. "Amber..." stammede jeg.
"Jeg er ok. Bare glem det Harry."
Jeg nåede hen til hende. Tog hendes hænder ned, så jeg kunne se slaget. Hun havde fået en ordentlig lussing. 
"Hvorfor slog hun dig?" Jeg var bange for at Amber var sur på mig, derfor spurgte jeg.
"Fordi hun ikke vil have at vi er sammen. Hun er end af det, Harry. Mere end du tror."
"Men... hvorfor var hun mig så utro? Med din bedste ven? Vi burde stå lige."
Amber trak på skuldrene. 
"Amber intet af det her er din skyld, okay? Det er min, min alene. Det ved jeg godt."
Jeg trak hende ind i et kram. Hun puttede sig ind til mig.
"Det ved jeg også. Men jeg har dårlig samvittighed overfor dig."
"Det skal du ikke have."
"Det kan jeg nok ikke lade være med..."
Hun fik røde kinder.
Jeg smilede genert. 
"Du er forelsket," hviskede hun. 
"Det er jeg nok."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...