Shiny Love - Harry Styles

Amber er en almindelig ung, som studerer til psykolog. Selvom hun har pengene i stopfyldte lommer, og bor sammen med sin bedste veninde Jenna, har hun ikke kunnet se bort fra sin jalousi.
Jenna er nemlig kærester med superstjernen Harry Styles, som Amber altid Harry haft et godt øje til.
Den dag Harry ikke føler alt er rigtigt mere, går det galt.
Læs selv det hele her:

15Likes
0Kommentarer
14279Visninger
AA

26. Harry: Hej igen

Harry Styles

 

Jeg kiggede forbløffet på Jenna. Jenna kiggede spørgende på Amber da hun så mig. Amber var helt forandret. Hun var stram i ansigtet, og havde sit stilfuldt korte hår i en knold. Det så helt forkert ud.
"Ja Harry, jeg er ikke færdig endnu." 
Hendes ord var kolde og hårde, som om hendes omgivelser var ligegyldige for hende. Hun var ligeglad. Jeg havde ikke set hende i en hel måned, efter jeg måtte fortælle hendes forældre om hvordan det var hent for os, og hun så var blevet sur på mig.
Jeg vendte om igen uden en lyd, men jeg blev i nærheden af døren.
"I har aldrig datet, Amber," sagde Jenna fortvivlet. 
"Jo vi har! Hvad taler du om?" "Sådan taler man ikke til den du dater med!" Råbte Jenna hidsigt. Hun forsvarede mig?
"Hvad fanden mener du?" "Kan du ikke se at du sårer ham? Han savner dig Amber." "Var det ikke dig der sagde jeg skulle holde mig fra ham? Det er bedst for os alle!"
"Amber du kan ikke bare flytte!" "Men det gør jeg! Jeg har gjort det!"
Jeg gik væk fra døren og satte mig på en stol ude på gangen. Alt var økkkdelagt. Amber var ødelagt.
Fem minutter i fortvivlelse kom Amber ud fra lokalet. Hun løb forbi mig med tårerne ned af kinderne, og hendes franske manicure strittende til alle sider.
Hun så forbandet godt ud i den stramme lædernederdel og hendes hvide skjorte, men det var bare ikke hende, slet ikke hende. Hvor var min Amber?
Jenna kom slukøret ud fra Ambers kontor. Eller rettere sagt; hendes mors.
Hun gik langsomt hen og satte sig ved siden af mig. Hun sukkede dybt og ængsteligt.
"Jeg har ødelagt alt."
Jeg svarede ikke.
"Harry du bliver nødt til at gøre noget."
"Der er noget du ikke forstår Jenna," sagde jeg tonløst. "Det er ikke dig, heller ikke Amber eller hendes forældre. Det er mig der har ødelagt det hele."
"Hvordan kan du nogensinde sige det? Det passer jo ikke." Jeg kunne mærke hendes tårefyldte øjne der stirrede på mig.
"Harry," hun lagde sin hånd på min og trykte den blidt. "Du må gøre mig en tjeneste."
"Hvad skulle det være?"
Jenna snøftede. "Giv hende blomster. Chokolade. Smykker, hvad du kan finde på, bare hvis hende hvad kærlighed er. Hun... hun var brug for dig."
Jeg fnøs. "Jenna jeg er en idiot."
"Du var en helt perfekt kæreste. Du er perfekt til hende. Hun ved det godt selv, du skal bare vise hende det med hendes egne øjne! Please... Harry ikke giv op."
Hendes ord rungede i mine ører. Jeg ville rigtig rigtig gerne have hende tilbage. Men det vil aldrig kunne lade sig gøre.
"Du var stærk for min skyld. Hvorfor kan du ikke være det for Amber?" "Var jeg virkelig det?" For første gang kiggede jeg på hende. Hendes brune øjne var fulde af tårer, som de stirrede ind i mine.
Hun nikkede, og der faldt tårerne helt for alvor. Jeg trak hende ind til mig, og krammede hende tæt. 
Hun blev beroliget, og da hun havde kontrol over sig selv igen snakkede hun. 
"Jeg skal nok hjælpe dig, jeg kender Amber bedre end nogen anden.
Jeg nikkede. 
"Jenna..." sukkede jeg blidt. "Du bliver nødt til at høre på mig."
Hun nikkede. Jeg skubbede hende blidt væk, så jeg kunne se hende i øjnene. "Jeg er forfærdelig ked af, hvordan jeg har behandlet dig de sidste måneder. Da det var slut imellem Amber og jeg, tog jeg afsted igen. Jeg havde brug for at se jeres ansigter igen." Jeg tørrede tårerne af hendes kinder. "Undskyld. Jeg vil gerne hjælpe dig med at få Amber tilbage. Selvfølgelig."
Hun grinede flovt. "Undskyld fordi jeg græder. Jeg er bare bange for at Amber aldrig bliver den samme." 
Jeg kiggede ned i mine hænder. "Jeg skal nok prøve."


/\


Den aften havde jeg klædt mig pænt på, sat mit hår, og købt blomster. Gule tulipaner. Det var Ambers ynglings. Det fortalte Jenna mig.  Det var ikke nemt at finde tulipaner i september, men det gjorde jeg. Jeg skulle have Amber tilbage nu. 
Jeg tog en dyb indånding inden jeg nervøst bankede på døren til rummet hvor Amber sad.

"Kom ind." 

Jeg gik halvrystende derind, og så hende sidde med en kæmpe bunke papirer, med et stramt ansigtsudtryk.
Hun kiggede op på mig, og hendes øjne blev kuglerunde da hun så det var mig. Hun skulle lige til at smide mig ud øjeblikkeligt, men blev målløs over min påklædning, og blomsterne.
"Harry..."
Jeg rømmede mig nervøst. "Må jeg, når frøkenen ønsker det, invitere Dem på middag?"
Jeg ramte hende blomsterne og hun tog rystende imod dem. Hun stak prøvende næsen i buketten. "De er ægte..." hviskede hun overrasket.
Jeg smilede. "Jeg håber arbejdet er til at overkomme."
Hun kiggede lidt trist i blikket ned på papirerne. Hun nikkede. "Det er ok. Jeg bliver jo nødt til det."
Hun kiggede smilende på blomsterne. "Mange tak for blomsterne. Jeg... det er nok de smukkeste jeg har set, siden foråret," hun rødmede svagt. 
Jeg kiggede forlegent i gulvet. "Jeg ville ikke forstyrre." "Det gør du ikke. Jeg har siddet herinde de sidste 16 timer alene."
Og klokken var kun 18:30.
Jeg sank en klump. "Hvad siger De til invitationen?" "Her er vi dus."
Hun sagde ikke andet. Forsigtigt lagde hun blomsterne fra sig, og begyndte at ligge papirerne i bunker. "Jeg ved ikke... jeg har stadig meget at lave, og jeg er heller ikke klædt ordentligt på."
"Tænk ikke over det. Du er smuk." Hun forsøgte at skjule sit smil. 
"Tak. Du kender jo mine forældre og..." hun sukkede. "Jeg ved ikke om jeg tør." 
"Amber? Stoler du på mig?"
Hun løftede sit hoved, og vores øjne mødtes. Hun så sårbar ud, og jeg kunne se hun gerne ville væk herfra. Hun turde virkelig ikke. 
Hun nikkede tøvende. 
Åh gud. Hun stolede på mig. "Så tag med mig. Hvis dine forældre bliver vrede, er det mig der påtager mig skylden for det."
Hun grinede genert. "Lad nu være med at være så formel," hun gik om på den anden side af skrivebordet, så jeg kunne se hende i fuld person. Hun var mageløst smuk, selvom det stramme udseende slet ikke klædte hende.
"Men... okay så. Men ikke et alt for pænt sted." "Alt du ønsker," sagde jeg bare, og foldede min arm ud. Hun slukkede lyset i lokalet, og flettede sin arm ind i min, inden vi sammen gik ud fra bygningen.

Jeg åbnede bildøren for hende, og hun satte sig ind i den varme bil.
Hun skælvede af kulde.
"Jeg tænder varmen nu," sagde jeg så snart vi kom ind i bilen. "Nej nej det er okay," hun fjernede min hånd fra varmereguleringen. "Jeg er vist bare... lidt nervøs," grinede hun.
"Nervøs?" Jeg hævede et øjenbryn. "Ja... long time no seen, huh?"
Åh nej, hvad gik der dog af hende?
"Amber hvis du føler dig dårligt tilpas med det her så..."
"Nej! Harry det var ikke sådan. Undskyld." "Hey det er okay." Jeg lagde min hånd på hendes knæ. Jeg måtte vise lidt respekt, det kan godt være vi har haft sex, men alligevel.
Hun lagde forsigtigt sin hånd på min. "Harry jeg har ikke glemt dig. Det må du ikke tro."
Jeg kiggede forbavset på hende. Jeg troede hun ville skippe alt.
"Men..." "du er stadig den samme i mine øjne. Virkelig," hun flettede vores fingre sammen.
Det blev for meget. Jeg måtte stoppe bilen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...