UDE OG HJEMME

Du ser ikke med mine ØJNE. Alligevel bruger du time efter time, på at SE med dine øjne, på MIG. Mens jeg ikke kan se på DIG...

1Likes
0Kommentarer
93Visninger

1. UDE OG HJEMME

 

Flad som en pandekage, ligger jeg halvt faldet ned af bordet, og stirrer ind i de hvide vægge. Der er en, der hoster henne fra hjørnet. Et tørt, uhjælpeligt host. En skygge med halvmånebriller tøffer hen mod mig, falder langsomt og stift tilbage i den himmelblå sofa, og tager om mig. Jeg frydes. Min tryksværte smitter af på hans fingre. På trods af de grå hår og det stikkende skæg, er han rar. Han har et godt hjerte, selvom det måske ikke er så stærkt. Jeg føler mig hjemme.

 

Tidligere:

Skifergrå skyer dækkede efterårshimlen og truede uafbrudt med regn. Vinden var blid, men kulden rev i kinderne og fyldte øjnene med tårer. Pigen snøftede og skuttede sig i sin militærgrønne frakke. Hun famlede med nøglerne, da hun stod ved postkassen. Øjnene var rødsprængte og de blonde lokker klæbede sig til hendes våde kinder; hun var ganske køn, selv på nuværende tidspunkt, måtte man indrømme. Du krydser benene og læner dig tilbage. Hendes hænder rystede noget voldsomt, da hun rakte ud efter den kolde ugeavis. Hun knugede hårdt om den, da hun trådte hen over dørtærsklen og ind i en varm, velkendt stue. På bordet lå en stor samling snotpapir, i en enorm bunke, og fra en stol, lød en hjerteskærende hulken. En dame sad og græd, med ansigtet gemt væk i hænderne og en mandlig hånd på skulderen. Et sæt krystalblå øjne kiggede op, da Pigen trådte ind, med et sørgmodigt skær, blandt de våde tårer. Pigen lignede sin mor. Det var tydeligt at se, hvor hun havde sin skønhed fra, og de blå øjne og det rolige ansigt, var ikke til at tage fejl af.

Der var kun et halvt sekunds øjenkontakt, før Pigens blik veg bort. Hun styrtede op ad trapperne, stadig med avisen knugende i hånden, sprang letbenet ind i et lille, lyst værelse, og drejede nøglen i låsen, indefra. Hun dumpede ned på sengekanten, med blikket stift rettet mod det rene ingenting, ligefremme. Med avisen i skødet, blev hendes blik langsomt mindre og mindre opmærksomt, og mere og mere svømmende.

Du løfter din varme kop te op til munden og nipper forsigtigt til den dampende overflade. Det bankede på døren. Tre bløde bank, på den hvide dør, som hun sad med front mod.

”Må jeg komme ind?” lød en blid og snøvlet kvindestemme. Der kom intet svar. De klare blå øjne, gled ned mod avisen i skødet. ”ER DET HELE ENKELT ELLER KOMPLICERET?” var overskriften, der fangede hendes blik. Alting ramlede sammen indeni.

”Hallo?” sagde stemmen igen, denne gang lidt tydeligere. Uvilkårligt rejste Pigen sig fra sengen og gik hen til et åbent vindue, med avisen i hånden. Vinden var for blid til at kunne flå i papiret, så i stedet landede ”ER DET HELE ENKELT ELLER KOMPLICERET?” midt på fortovet, nedenfor vinduet, ved siden af en klistret, halvspist kiks. Fra det åbne vindue, begyndte en fløjte at spille. En idyllisk melodi, der snoede sig ud i den kolde efterårsluft og svævede afsted, fra hus til hus, til den til sidst forduftede.

 

Månen steg langsomt op langs med himmelbuen, mens solen gik ned i horisonten. Stjernerne blinkede ned til de små huse, som en rød flamme lyste natten op. Du kaster et hurtigt blik op mod uret og sætter tekoppen fra dig på bordet. Flammen dansede hen ad gaden, iført alverdens varme farver, som en regnbue af ild. Øjnene lyste af nysgerrighed og den store, buttede næse syntes at indsnuse hele natten. Selvom pengene blev færre og livet hårdere, forblev smilet og dansen intakt. Den lille Flamme dansede, så det krusede hår snoede sig, som var det ildrøde slanger. Allerede på lang afstand, kunne man se, hvor Flammen kom fra. Hun var ikke fra den almindelige danske familie, men noget, der var så specielt i disse egne, at folk blev bange. Og når nogle bliver bange for det anderledes, reagerer de som regel med usikkerhed. Det er som oftest frygten der styrer os, og ikke fornuften.

Som den lysende Flamme kom dansende hen ad gaden og lyste natten op, faldt blikket på den fugtige ugeavis, der lå ved siden af den klistrede kiks. Hun stoppede op lige ved avisens placering, rynkede de mørke bryn og samlede den op i sine hænder. Et øjeblik stod Flammen blot, som frosset til is, før hun forsigtigt åbnede avisen på en tilfældig side. Hvem vidste, om der var noget nyttigt, hun burde vide. ”TA’ 2 – BETAL FOR 1. SÆRTILBUD I DRØMMELAND” var det første, hun fik øje på. Store, sorte blokbogstaver på en hvid baggrund. Smilet falmede fra hendes mørke læber. Det smil, som selv ikke hungersnød og spydige kommentarer kunne skræmme væk. Alligevel forsvandt det langsomt hen, som tog mørket det med sig, som en skygge på væggen. Det var frygteligt, hvordan så lille en ting, kunne fremkalde alt det dårlige, på én og samme tid. Men den lille Flamme var ikke typen, der lod minderne trille ned ad kinderne; det var kun smilet, der blev påvirket.

Med små, langsomme skridt, begyndte hun at gå videre langs med gaden, mens blikket var fæstet til reklamen i avisen. Først da månen stod på sit højeste, stoppede hun op og fjernede blikket fra den fængende overskrift.

”Papa?” kom en mumlen hen over hendes store læber, som knapt bevægede sig. Den mørkhårede mand, kiggede op på hende, fra sin plads på bænken. Han havde de samme brune øjne som Flammen selv, og det selv samme kantede ansigt.

”Se,” hviskede hun og holdt avisen frem, på samme side som ”TA’ 2 – BETAL FOR 1. SÆRTILBUD I DRØMMELAND”, og pegede på en annonce. Manden sukkede, rejste sig og lagde begge arme om hende, hvorefter han satte sig på knæ foran hende, så de næsten var i øjenhøjde.

”Vi ikke har råd til hverken en eller to senger,” sagde hans fremmedartede stemme, med en blid undertone. Han strøg hende hen over det flammerøde hår og hun knugede sig ind til ham, med avisen i hånden.

Det varede ikke længe før Flammen faldt i søvn på bænken, med hovedet på mandens skød. Avisen gled ud af hendes løse greb, da drømmeverdenen krøb ind over hende. Med den sovende Flamme i favnen, vandrede den mørke mand bort i tavshed, og forsvandt ud i mørket. Imens lå avisen ved bænken, med ”TA’ 2 – BETAL FOR 1. SÆRTILBUD I DRØMMELAND” lysende op mod stjernehimlen, som det eneste spor efter deres tilstedeværelse.

 

Jeg husker tydeligt det håb, der havde spiret i mit bryst. Det var. som hvis nogen havde hældt en spand vand ud over den lille Flammepige, der lyste op i natten, så der blot stod en tynd røg tilbage, fra en bar isse. Ungdom egnede sig ikke til mig, det havde jeg erfaret. De glemte mig, efterlod mig, eller smed mig væk. Jeg følte mig aldrig rigtig velkommen, men det kom alligevel bag på mig, da Manden med ølmaven lod mig se ting, der stadig får mig til at blusse op. Eller da han udnyttede mig.

Jeg glemte at tælle timerne og jeg husker ikke meget. Min hukommelse er som en nyvasket tavle. Du rynker brynene og rømmer dig skeptisk. Men jeg husker hænderne, der samlede mig op fra den kolde, våde jord, ved siden af bænken: Store, tørre og kraftige, med et utroligt fast og stærkt tag.

 

Det var som en mur, man passerede, når man trådte ind i hans hus. En stor, bred mur, der stank langt væk af øl og cigaretrøg. Væggene var gullige, gulvet dækket af et bleggrønt tæppe, og der var flere tomme øldåser end møbler. Overalt lå der tomme chipsposer og skår fra flasker, mens de eneste møbler der var, var et sæt hvide havestole i plastic. Han bar en top i samme farve som det lugtende tæppegulv. På trods af sin størrelse, kunne toppen ikke dække hans enorme mave. Navlen tittede frem over bukserne, som et nysgerrigt øje, og maven hoppede, da han tøffede hen til en ridset dør og trådte ind på et beskidt badeværelse. Han knugede så hårdt om ugeavisen, at knoerne blev kridhvide, som han slog brættet op, trak ned i bukserne og satte sig. Lugten spredte sig hastigt, mens han gryntende foldede avisen ud og holdt den op foran den store næse, på en tilfældig side: ”FEST OG GLADE ØL-PIGER I BAUHAUS”.

”Hmf,” gryntede han veltilfreds, efter at have skimtet artiklen igennem.

Lugten af røg, afføring og øl hang i luften omkring ham, som en frastødende aura, selv da han forlod badeværelset og traskede ud i et lille køkken, hvor det så ud som om der havde været en eksplosion af overkogt mad, for flere dage siden. Du rynker på næsen af forargelse. Men længere nåede han ikke, før der lød en raspende gøen ude fra haven, som var så propfyldt med ødelagte møbler og ølkasser, at græsset knapt nok var til at se.

”Den lortekøter!” hvæsede Manden med ølmaven og hastede ud i haven til sin sorte labrador, der glammede højlydt. Med en hurtig håndbevægelse, rullede han avisen sammen til en kølle og lod taget om den styrte gennem luften. ”Nu holder du din kæft, møgkøter!”        

Hunden krøb sammen med en piben og ovre fra nabohuset lød et gisp. Manden med ølmaven drejede sin opmærksomhed hen mod naboen, der stod i sin velplejede have.

”Du er jo så glad for dyr,” sagde Manden med ølmaven spottende til sin nabo og gik hen til hækken, der opdelte parcellerne. ”Der er en artikel om et par høns.”

Og med den kommentar, stak han sin nabo avisen. Men før den gamle nabo, der var en gammel, gråhåret mand, tog imod avisen, sendte han Manden med ølmaven et vantro blik. Men hans hjerte var varmt og smilet gavmildt, så han takkede pænt ”ja tak” til avisen og tog den med rystende hænder, som han kiggede hen over halvmånebrillerne.

 

Den gamle mand med halvmånebrillerne sukker fredfyldt og begynder at læse om Madutten og Madam Blå, i artiklen ”MED MADUTTEN PÅ HOSPITALET”. Jeg følger hans grå øjne, der glider langs med teksten.

Jeg føler mig hjemme.

 

 

Du er færdig med teksten og sidder tilbage i lædersofaen, tom for ord. Men nu dukker spørgsmålene op i dine dybe tanker, lidt efter lidt, og du begynder langsomt at forstå meningen med denne vanvittige fortælling, der i første omgav ikke gav den fjerneste mening. Med en underlig stivhed i dine hænder, lukker du avisen sammen og lægger den fra dig på bordet ved siden af tekoppen. Besynderligt nok forestiller du dig Næstved-Bladet glo op i dit hvide loft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...