Hvis jeg skal være helt ærlig

Skoleopgave ~ novelle

Hvordan føltes det?
Ja, hvis du spørger, hvordan det føltes at blive viklet ind i kriminalitet og få alt, hvad man pegede på, og senere komme ud for det værste lort, der ødelagde både min fremtid og fortid... Hvordan tror du selv det føltes?

2Likes
3Kommentarer
3422Visninger
AA

1. Hvis jeg skal være helt ærlig

 

Først er der lugten af blod og kaffe…

 

Den ældre betjent klør sig tænksomt i skægget, med blikket løbende hen over dokumentet. Jeg kan mærke, hvordan mine hænder begynder at ryste, og blodet og pisset gør, at jeg ikke har lyst til at bevæge mig. Kroppen føles klam og i dette øjeblik, har jeg absolut ikke lyst til at befinde mig i den. Tanken om et varmt bad, en lun seng og en ren samvittighed, er lokkende. Tanken snor sig om mig, som en kælen kat, og et kort øjeblik drømmer jeg mig næsten væk fra denne utænkelige situation. Først nu bemærker jeg, sådan for alvor, blodet i munden, der smager surt og bittert og råddent, på samme tid. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er mit eget, som det løber mig ned ad hagen og videre ned ad halsen, i en lang, sortrød stribe, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på Tjick. Hans ansigt dukker bare op for mit indre blik, og tanken giver mig kvalme, så jeg har lyst til at brække mig. Jeg er udmærket godt klar over, hvis idé alt dette var, men alligevel føler jeg mig skyldig. Hvis Tjick dør – eller for den sags skyld er død – er det vel også min skyld, ikke?

”Kender du drengens forældre?” Det gibber i mig, da betjenten henvender sig til mig. Jeg svarer ikke, men mit blik siger rigeligt. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvem ”drengen” er. Og dog… ”Vi fandt hans lig, men der var ingen id...” uddyber betjenten og kigger fast på mig, men mere hører jeg ikke. Det er næsten som om hans stemme bliver suget ind i støjen fra sirenerne, som eksploderer og kaster dansende flammer overalt omkring mig. Jeg troede ikke, det kunne blive værre. Men det kunne det sgu. Jeg ved ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men det føles i hvert fald som om tiden og gået i stå. Jeg løfter venstre arm, men den ryster så voldsomt, at jeg knapt kan se, hvad tallene siger. 17:34 får jeg det til. Blikket bliver stående ved mit armbåndsur, blot for at være sikker på, at tiden stadig tæller sekunderne. Men jeg kan mærke betjentens blik på mig, som han afventer et svar.

”Tjick? Er han død?” hører jeg min egen stemme sige, men uden, at den rigtig lyder som min sædvanlige stemme. Den lyder tom og monoton, som om alle følelser er taget ud af den. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludseligt kan lyde så cool, når det netop er det, jeg har prøvet på så længe uden held. Men pludseligt kan jeg det, når jeg har allerflest desperate tanker og negative følelser. Men den tonløse stemme skjuler hver eneste følelse, hver eneste tanke.

Alt for længe har jeg prøvet at blive som Tjick. Cool, kold og afslappet, uanset situationen. Men nu er det som om noget lyser kraftigt for mit blik. Ikke mit ydre blik, men mit indre. Gemte Tjick også følelserne væk bag den kolde maske? For det er vel det, det er; en stenmaske, der skjuler mit sande jeg.  

 

Betjenten sukker og af en eller anden grund kigger jeg op, så jeg møder hans blik. Lyset fra lampen spejler sig i hans kastanjebrune øjne. Øjnene bliver utålmodige og han åbner munden og taler. Men jeg kan intet høre. Måske er det bare indbildning? Uanset hvad, føles alt som om det går langsommere end normalt, og alting har mistet sin lyd. Mit blik glider atter ned på armbåndsuret med de lysende grønne tal. 17:35 står der. Er det her en eller anden syg form for anfald? Jeg kigger hen mod vinduet, hvor et svagt lys kaster en stribe på gulvet, men det føles som om alle mine bevægelser er så langsomme. Det tager en evighed, før øjnene vænner sig til lyset udenfor, og jeg kan se den mørke dueblå himmel.

Hvem skulle have troet dette? Den kiksede Maik Klingenberg, der for blot et år siden, ikke turde lægge en pakke tyggegummi i lommen, skal leve med straffen og Tjicks død hængende over hovedet, som en tordensky. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis Tjick var overlevet i stedet for mig. Hvis vi kunne bytte roller. Han ville uden tvivl have taget straffen med løftet pande og ren samvittighed. Og jeg ville være død og borte, og skulle aldrig bekymre mig igen. Hvis jeg skal være helt ærlig lyder døden bedre end dette. Hvad kan være værre, end at ødelægge sit liv og sin fremtid? Og miste en ven. En ubeskriveligt god ven.

 

Med ét føles det som om jeg befinder mig i en jernjomfru. Blodet, der løber ned langs min hals fra munden, er ved at være størknet, men det føles som om, jeg bløder overalt. Som er der prikket huller i mig, over det hele, hvor blodet fosser ud og efterlader mig tom og sort. Og her sidder jeg så, som et blødende genfærd, med hovedet let på skrå og tomme øjne og halvt åben mund. Jeg overvejer et øjeblik at rejse mig og gå, for et genfærd har vel intet at gøre her. Jeg kan vel bare gå gennem væggen og videre i uendeligheder, til jeg når det dybblå hav. Hvis ikke det var fordi, jeg er så tom for energi. Er det sådan det føles at være død?

Men så går det alligevel op for mig, at jeg er lige så levende, som jeg hele tiden har været det. Hvis altså man ser bort fra blodet og trætheden. Al den spænding har været langt mere mættende end jeg havde forestillet mig det. Det var selvfølgelig aldrig meningen, at uskyldige skulle indblandes. Eller at Tjick skulle dø. Men det skete ligesom bare. Og nu sidder jeg så her, og føler mig helt gennemhullet og tømt for blod, som et genfærd, men samtidigt levende nok til at føle den psykiske smerte, der skærer sig gennem nervebanen omkring hjertet. Jeg hører betjenten tale til mig, skræmmende højt og skarpt, men uden at forstå et eneste ord. Det er som om ordene i hans sætninger har delt sig, byttet plads og til sidst givet politibetjenten en mærkværdig og fremmedartet accent, der slet ikke passer til et eneste eksisterende sprog. Det er som om mit hjerte slår hvert andet slag over, og som står en mand bag ved mig med håndfladerne mod mine skuldre, og læner sig hen over mig; en fuldvoksen mand, der får mig til at krybe endnu mere sammen på skamlen, og føle mig endnu mere svag og livløs. Mine hænder knuger om skamlen, så knoerne bliver kridhvide, idet jeg føler, at jeg er ved at falde forover på næsen, så lang jeg er.

Men så lukker jeg uvilkårligt øjnene i, og pludseligt er jeg et helt andet sted. Her lugter surt af saltede fisk og råddent tang, og jeg fornemmer jorden gynge under mine kolde fødder. Det knirker og knager omkring mig, mens vandet skvulper omkring mig. Over mit hoved hører jeg en måge skrige, og nu er jeg ikke længere i tvivl om, hvor jeg er. Men det føles ikke rigtigt, og inderst inde ved jeg også godt, at jeg stadig sidder på skamlen ved siden af den høje betjent. Hvis dette her var rigtigt, ville jeg ikke befinde mig alene på fiskerbåden. Jeg ville have Tjick ved min side, præcis som vi gjorde det, da vi var yngre. Dengang man stadig havde fantasi nok til at skabe sin egen underholdning, af en pind og en snor. Det var dengang kriminalitet blot var et andet ord for leg, og man ikke behøvede bekymre sig for virkelighedens konsekvenser og udslag.

Det var sgu fedt nok alligevel at være lille. Alting var så let; både let at overvinde og let at undgå.

Men at sidde her, med mit eget blod løbende ned ad halsen og en utålmodig strisser ved min side, er ikke så fedt. Hvis jeg skal være helt ærlig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...