Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
164950Visninger
AA

17. Ude af kontrol...


Justins synsvinkel:

Klasselokalet, Beverly Hills High School, onsdag d. 18/11-2015 kl 09:32

Nogen ville måske mene, at det var helt uberettiget, at jeg virkede så gnaven på Emma Browning, men jeg havde virkelig på fornemmelsen, at det var hende, der stod bag alle de unødvendige opkald siden i går aftes. Jeg vidste ikke med garanti, at det var hende, for jeg kendte jo ikke hendes telefonnummer, og der var foretaget opkald fra ukendt nummer hver eneste gang, så jeg havde ingen beviser for, at det var hende, men da jeg var vågnet i morges af min alarm fra min clockradio, opdagede jeg jo min iPhone, der lå og ringede på lydløs, og træt og klatøjet, som jeg havde været, havde jeg bare taget den, men hvor det var gået op for mig, at det var "stønneren" - altså Emma Browning, som jeg havde en mistanke på, men ja, det kunne jo sagtens være en anden idiot?

Beviset lå som det eneste i, at vedkommende havde sagt, at jeg var dejlig, selv om stemmen havde været forvrænget, og når det ligefrem var sådan et udfald fra denne person, så mistænkte jeg ret meget Emma for at være "stønneren". Yderligere, var det gået op for mig, at jeg havde fået ret mange opkald - alle sammen fra et ukendt nummer. Ja, det sagde sig selv; denne "stønner" havde helt sikkert et problem, når der ligefrem skulle ringes så mange gange til mig.

Jeg havde intet nævnt overfor Jamilla til morgen, for jeg ville slet ikke bekymre hende med unødige tanker om at jeg åbenbart havde fået mig en "stønner", der skulle genere mig i tide og nok mest i utide. Derfor, var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle have nyt telefonnummer og gerne et hemmeligt, da jeg simpelthen ikke magtede flere af den slags opkald. Ja, jeg havde ligesom min familie og andre vigtigere ting at tage mig til, end at skulle lægge øre til en forstyrrende "stønner".

Min mistanke var stadigt på Emma Browning, men på den anden side kunne jeg bare ikke bevise det, og yderligere kunne der også være tale om andre elever, eftersom Emma Browning ikke var den eneste elev, der havde lange blikke efter mig. Ja, det var skam ikke mig der havde for høje tanker om mig selv, for det var ligesom blevet bekræftet på min førstedag - rettere i mandags, at mange af pigerne på skolen fandt mig lækker.

Jeg hoppede lettere ud af mine irriterede tanker og nikkede med et venligt smil mod Maya Waldorff, der fint sad og reciterede den pågældende sætning, som jeg havde skrevet på tavlen. Udadtil var jeg med og opmærksom overfor mine elever og min undervisning til dem, men indadtil roterede mine tanker på utallige telefonopkald, et kommende lærermøde, familiesvigt, min svigerfar, seksuelle tilnærmelser og ikke mindst Emma Browning.. Som jeg i øvrigt ikke kunne lade være med at spejde hen mod utallige mange gange i løbet af bare denne ene time, hvor hun for det meste bare sendte mig triste blikke eller bare så ned i hendes bøger, eller som hun for det meste gjorde - bare sad og stirrede tomt lige ud i luften.

- Måske, havde jeg dømt hende uberettiget og derved givet en stakkels elev en vildt dårlig start på dagen?

Jeg rystede med et hårdt suk på hovedet over mig selv, så jeg pludseligt opdagede flere af mine elever, der sad og så med lettere åbne munde på mig.

"Er de okay, mr Bieber?", lød det roligt fra buttede Shelly Malone, der sad bag Harry Rodney henne ved vinduesrækken, så jeg så med et trist suk hen på hende og sendte hende et falsk smil, mens jeg nikkede svagt.

"Jo tak miss Malone.. Alt er okay, jeg har bare meget om ørerne for tiden.", forklarede jeg med et lille halvhjertet smil til hende, så hun og flere i klassen nikkede, og som om hun var en magnet for mig, kunne jeg ikke lade være med at lade mit blik glide helt til den anden ende af lokalet, så jeg fik øjenkontakt med hendes kønne blå øjne, men uden hun eller jeg smilede det mindste til hinanden. Jeg brød dog kontakten med Emma og så hen på Maya i stedet med et nikkende smil.

"Tak Maya.", svarede jeg kort med et venligt smil, så jeg simpelthen kunne høre alle eleverne gispe højt og alle blev stille, mens de stirrede med målløse blikke op på mig, så jeg rynkede brynene lettere frustreret og smed min kladde på katederet, som jeg stod bagved.

"Altså, hvad sker der her?", spurgte jeg målløs, hvor alle mine elever så op på mig, og hvor flere af dem også så flygtige på hinanden, og pludseligt rakte Harry Rodney sin flade hånd i vejret. Jeg nikkede med et undrende smil mod ham.

"Ja, mr Rodney?" Harry grinede svagt.

"De kaldte Maya ved fornavn? Vi troede faktisk ikke, at de ville kalde os ved fornavne?", spurgte Harry med et skævt smil, så jeg gik med et undrende blik på ham og de andre, mens jeg bevægede mig om på den anden side af mit kateder og lænede mig med røven op af det.

"Gjorde jeg det?", spurgte jeg ret undrende over mig selv, så næsten alle eleverne i klassen sad og nikkede. Jeg så overrasket lige ud i luften.

"Nåh..", udbrød jeg lettere målløs over mig selv. Ja, det var selvfølgelig ikke jordens undergang, at det skete, men det der chokerede mig mest, var at jeg åbenbart begyndte at blive en hel del ukoncentreret, og jeg var slet ikke i tvivl om, at alt det der foregik for mig i privaten bar en stor del af skylden.

"Mr Bieber?", blev jeg revet ud af mine flere sekunders uopmærksomhed, så jeg ikke var helt klar over hvem der brød ind i mine tanker, men at det i alt fald havde været en dreng, der havde brudt mine tanker med hans tiltale på mig.

Jeg fugtede mine læber nervøst og tog mig lettere frustreret til min pande og lod min hånd glide langsomt ned over mit ansigt, så jeg dækkede mine øjne. Jeg havde virkelig lyst til at bryde ud i gråd. Ikke fordi jeg var en typisk vatnisse, med sarte følelser af en mand at være, men jeg følte mig mildest talt helt ude af fatning, at jeg ikke anede hvad jeg foretog mig i øjeblikket. Mine tanker var helt andre steder i dag og denne dag, var mest én jeg havde lyst til at lade gå i glemmebogen.

En kvælende stilhed sank sig over klasseværelset, hvor jeg kun kunne fornemme meget svage hvisken i krogene, uden jeg så meget som værdigede dem nogen blikke.

- Jeg gemte mig..

En der rømmede sig i lokalet, fik mig til at fjerne min hånd fra mine øjne og jeg så med et suk op og lod i flygtige sekunder mit blik vaje hen over alle mine elever og i flere dødstille sekunder, stirrede jeg bare tomt frem for mig.

"Ja, i må gå til næste lektion..", sagde jeg lavt, så alle mine elever så undrende på mig.

"Jamen, mr Bieber - Engelsklektionen er først færdig om ca tyve minutter?", lød det i en målløs tone ovre fra Sandra Morris, så jeg så hen på hende og nikkede.

"Jeg ved det, men jeg er lidt ved siden af mig selv i dag - jeg beklager... I må godt smutte hen til jeres fysiktime i fysiklokalet - Så er i trods alt i god tid, ikke?", forklarede jeg med et svagt fraværende smil på Sandra og derefter på nogle af de andre elever. De sad bare alle og gloede målløse op på mig, så jeg grinede svagt frustreret.

"Smut nu! I har lov til at gå, siger jeg!", tilføjede jeg i en bestemt og frustreret tone, så uden nogen sagde noget rigtigt til hinanden, og endelig rejste de sig alle sammen, og jeg gik sukkende og frustreret om til min kontorstol og satte mig med ryggen til klassen og satte mig foroverbøjet og tog mig gnidende til begge mine inderste øjenkroge med mine tommelfingre, eftersom jeg foldede mine hænder sammen foran min næseryg.

Jeg følte frustrationerne give los og straks brød den første tåre langsomt ned ad min højre kind, mens jeg så ind i hjørnet af væggen, hvor jeg kunne ane den store grønne tavle ud af min højre øjenkrog. Jeg kunne høre stilheden sænke sig over klasselokalet, eftersom jeg gik ud fra, at alle elever var smuttet fra klasselokalet.

"Nrrrh..", snøftede jeg over at føle de frustrerede følelser vælde ud af mig nu og endnu en tåre rendte ned ad min anden kind.

"Sir?", hendes lille stemme, fik mig til at gispe forskrækket over, at jeg troede, at jeg endelig var alene, så jeg hurtigt gned mine undvegne tårer væk fra mine kinder, hvor jeg tog en dyb indånding og rettede mig op og langsomt vendte mig omkring på kontorstolen, hvor jeg så hende stående, som den eneste lænende med hendes bagdel op ad mit kateder på min side af. Hun så ret trist på mig, uden rigtigt at smile.

"Er de okay?", spurgte Emma lavt, så jeg valgte at klistre et falsk lille smil på og nikkede.

"Ja, jeg er okay miss Browning - De må gerne smutte ned til fysiklokalet..", svarede jeg roligt og stadigt med mange frustrationer i kroppen. Emma nikkede med et trist smil.

"Det ved jeg..", mumlede hun med et meget svagt smil og overraskede mig yderligere ved at sætte sig op på kanten af katederet, så hun nu sad og svang roligt med hendes synlig lange og slanke bare ben, der var prydet af lange knæstrømper og en nederdel, der gik hende til låret. Hun havde de velkendte sorte millitærstøvler på igen i dag, så noget sagde mig, at hun elskede de støvler. Ja, okay - det var jo ikke fordi, at jeg tjekkede hende eller andre elever ud, men Emma havde virkelig en særpræget stil, så man ikke kunne lade være med at ligge mærke til hende.

Siden hun åbenbart tillod sig at sætte sig, i stedet for at gå mod fysiklokalet, fik mig til at tænke på, om hun havde noget på hjertet til mig. Det mest underlige var, at vi bare sad i mange og lange minutter og så på hinanden uden at sige noget som helst. Jeg valgte dog at bryde tavsheden med et akavet lille grin.

"Jamen, hvad venter de så på?", spurgte jeg med et knude i maven, så Emma sukkede tungt og skrabede noget af hendes lange glatte hår om bag sit venstre øre, så jeg underligt nok sad og fulgte hver eneste bevægelse fra hende. Hun smilede svagt og rystede svagt på hovedet.

"Hvorfor er de så trist i dag?", spurgte hun roligt, så jeg pustede tungt ud og rystede lettere på hovedet.

"Det skal de ikke tænke på miss Browning - Den slags kan jeg tale med min kone om.", svarede jeg med et stramt smil, så Emma straks så med et målløst blik på mig.

"Er de gift?!"

Hendes måde at spørge på, lød nærmest som om, at hun blev noget så chokeret, at hun næsten faldt bag over af det. Jeg rystede svagt på hovedet med et lille smil.

"Nej, dog ikke endnu, men vi er forlovede og jeg vil enormt gerne giftes med hende..", forklarede jeg roligt med et et forelsket smil med tanken på min elskede Jamilla, så Emma nikkede med er skævt smil.

"Dejligt..", svarede hun med en nærmest skuffende tone, mens jeg stadigt sad og smilede som en forelsket, så Emma smilede sødt igen og hvor det egentligt gik op for mig, hvor fjoget jeg måtte have set ud med mit forelskede smil, så jeg straks så alvorligt hen på Emma.

"Sig mig, har de noget at sige, siden de sidder der endnu?", spurgte jeg med den samme knude i maven og håbede faktisk, at det var fordi at hun ville gå til bekendelse og undskylde for hendes tarvelige opførsel med alle hendes opkald - hvis det altså var hende?

Emma fugtede sine læber i et lille smil.

"Hvad hedder hun?", spurgte hun ligeud, så jeg så undrende hen på hende, mens jeg sad og lænede mig lettere over mine lettere spredte ben og foldede mine hænder frem for mig.

"Eh, jeg forstår ikke helt hvad de mener?", spurgte jeg lettere lost med et skævt smil, så Emma fnes lidt på en akavet måde.

"Deres forlovede?", spurgte hun yderligere, så jeg smilede svagt.

"Nå eh, hende?", svarede jeg lettere overrasket og lænede mig afslappet tilbage i min kontorstol, mens jeg smilede svagt til hende. Emma nikkede med et svagt smil og fugtede sine læber. Jeg sukkede svagt og trak på skuldrene og lænede mine albuer på stolens armlæn, hvor ved jeg placerede min venstre ankel ovenpå mit højre knæ, så jeg sank en smule i kontorstolen.

"Hun hedder Jamilla..", svarede jeg roligt med et lille smil, så Emma nikkede med et smil.

"Jeg kan mærke på dem, at det hjælper på deres humør at snakke mr Bieber..", fnes hun lidt, så jeg så med et løftet undrende øjenbryn hen på hende, så hun hoppede ned fra katederet og stod nu en halv meter foran mig og så ned på mig.

"Husk, at man kommer længere i livet med et smil på læben mr Bieber.", tilføjede hun med endnu et af hendes kærlige smil, der gik mig lettere på, men jeg valgte at slå koldt vand i blodet og nikkede med et svagt smil. Måske havde jeg taget fejl af hende? Måske var det kun et lille crush, som hun havde på mig og måske var de utallige opkald ikke fra hende? - eller var de?

"Arh! Jeg bliver jo vanvittig af de tanker!", skreg jeg inde i hovedet og nikkede med et svagt smil mod hende.

"De har ret miss Browning.. Hvis de ikke har noget yderligere at fortælle mig, så er de frit stillet til at gå..", svarede jeg bestemt med et lille falsk smil til hende og vendte mig frustreret omkring med kontorstolen og nød udsigten ud af vinduerne, hvor jeg kunne se det smukke grønne anlæg af græsarealer, træer, buske, studerende, der sad ude i små grupper på græsset og lavede gruppearbejde og hvad det ellers kunne være.

"Javel..", lød det lavt mumlende fra Emma bag mig, hvor jeg bevidst lod være med at se tilbage på hende og bare inderligt sad og håbede på, at hun ville smutte sin vej.

Der var stille i flere minutter og jeg kunne ikke finde ud af om hun overhovedet var smuttet sin vej.

"Mr Bieber?"

Det kom ærligt talt bag på mig, at hun åbenbart ikke var gået alligevel? Ja, jeg kunne jo ikke høre før, om hun skulle være gået før?

"Ja, miss Browning?", svarede jeg med et tungt suk og fjernede slet ikke mit lettere frustrerede blik fra udsigten ud af vinduet.

"Jeg elsker dem."

Jeg sank en hård klump over høre hendes velovervejede og rolige ord bag mig. Sig mig, drømte jeg eller sagde pigebarnet lige, at hun elskede mig?

"Miss Browning, definer venligst deres udtalelse?", spurgte jeg med en smal streg om læben og knyttede min venstre hånd temmelig hårdt, for ikke at sprænge mig selv i luften over hvor meget det pigebarn faktisk drev mig ud på vanviddets afgrund.

"Forstår de ikke mr Bieber? - Jeg elsker dem."

Fuck, hvor hendes ord gjorde dybt oprør i min mave. Jeg ville så gerne kunne styre mit temperament nu, men fuck hvor var det svært. Med et hurtigt ryk, rejste jeg mig frustreret fra kontorstolen og vendte mig omkring og smilede om noget så falsk, kun fordi jeg var ved at bryde ud af min ulmende vrede, som sydede og boblede inden i mig lige nu.

"Miss Browning, de er fjorten år - Denne samtale burde ikke finde sted!", svarede jeg spidst og pegede skarpt mod væggen, mens jeg så olmt hen på hende. Hun virkede tydeligvis uberørt over det og sendte mig blot et trist blik, uden så meget som at se væk fra mit olme blik, der garanteret kunne dræbe lige nu. Ja, det kunne jeg ligesom forestille mig, eftersom Jamilla engang havde fortalt mig, at jeg næsten mindede om en djævel, når jeg virkelig var vred!

"Men jeg elsk..."

"Miss Browning! Vær venligst at gå - Timen er forbi!", afbrød jeg rasende, så hun så chokeret på mig og jeg kunne ane nogle fugtige øjne på hende, så et højt hulk røg ud af hende og hun vendte sig straks omkring og løb grædende ud af klasseværelset, og jeg stak straks i løb efter hende, og stoppede op ved dørkarmen og så hende løbe stortudende ned ad den store brede gang. Mit hjerte sad i halsen lige nu.

"Miss Browning, det var ikke ment sådan!", kaldte jeg efter hende, men hun standsede slet ikke op og forsvandt til venstre nede for enden ad gangen, så jeg ikke kunne se hende mere.

- Indrømmet.. Jeg havde det faktisk dårligt med det der lige var sket...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...