Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
165291Visninger
AA

9. Strengt liv...


Emmas synsvinkel:

Familien Brownings villa, Doheny Rd, 217, Beverly Hills, mandag d. 16/11-2015 kl 18:17

"Jeg elsker Justin Drew Bieber...", mumlede jeg langsomt stavende på hans navn, mens jeg skrev det på en blank side i min dagbog. Jeg tegnede små hjerter omkring navnet Justin, og bare tanken om hans dejlige brune øjne, fik det til at gå besat med sommerfugle i min mave. Ja, jeg var så sikker - Han og jeg havde noget særligt sammen. Måske ikke lige så meget endnu, men jeg kunne mærke hvor rigtigt det føltes, når vi havde vores hede blikke på hinanden.

Det havde seriøst været jordens bedste engelsktimer i dag og særligt de mange minutter, hvor han ville tale med mig i frikvarteret. Det var måske ikke så meget, som vi fik udvekslet andet om min manglende indsats på skolen, men ja - kunne jeg blamere mig selv for, at Justin forstyrrede mine tanker så meget? Nej vel? Han var bare så dejlig og perfekt og jeg vidste godt, at jeg måtte tage og koncentrere mig noget mere, når vi havde hans timer, og det skulle nok blive noget af en udfordring, men mon ikke det ville lykkedes med tiden? Jeg skulle bare lære, at fokusere mere på timerne end ham, selv om den slags nok blev svært.

Jeg fnes forelsket over mine ustyrlige tanker og rystede svagt på hovedet. Det var nok den bedste følelse, som jeg nogensinde havde oplevet og jeg vidste helt sikkert, at jeg ikke ville være det foruden. Jeg lod enden af blyanten hvile lidt på min underlæbe, mens jeg så mod den anden endevæg et godt stykke væk fra sengen jeg lå på, hvor mit blik hvilede i sekunder på plakaten med Ariana Grande, inden jeg så væk fra plakaten og ned på min dagbog foran mig på sengen, hvor jeg satte mig for at skrive lidt for dagen:

"16 november, 2015.

Kære Dagbog

I dag var nok den bedste dag i mit liv til dags dato. Mr Bieber startede, som vores klasselærer og ikke nok med det, så har han jordens dejligste navn, Justin Drew Bieber. Det navn klæder ham virkel.."

"Emma? Der er mad!", blev jeg afbrudt mine tanker og skriveri fra Anns stemme nedefra i huset. Jeg pustede hårdt ud og så hen mod døren, der stod på klem i værelset.

"JEG KOMMER OM LIDT!", råbte jeg med et svagt suk og så ned på min dagbog igen og skrev videre:

"..ig meget..

Jeg er ret overbevist om, at Justin nok skal falde til i vores klasse. Han er rar, sød, vildt flot og har de dejligste karamelbrune øjne, og mit hjerte slår dobbelt så hurtigt hver gang han ser på mig.

Jeg føler, at han og jeg har en særlig kemi sammen, og jeg kan dårligt vente på at finde ud af hvornår han og jeg begynder på noget særligt sammen.

Ja, han virker klart meget genert og en del tilbageholdende, men det kan jeg faktisk godt lide ved ham - Måske, er hans simple grund for at holde sig tilbage pga min alder? Det kan være, at han bare vil vente på jeg bliver 16, eller bare 15 år, for der er jeg jo buksemyndig, som man siger? ;) Tja, jeg føler mig moden nok af min alder, så for min skyld gør det ikke noget, at han er 21 år - alder er jo bare et tal ikke? - Er det ikke det man plejer at sige?

Nå, kære dagbog - Til noget andet her og du tror sikkert, at det er en vittighed, når jeg bringer dette på banen, men Harry fra min klasse, er seriøst blevet så mærkelig for tiden. Han driller mig ofte med alt muligt, når han er sammen med Brandon og Nick - det er jo ingen overraskelse, men når jeg havner i øjeblikke alene med ham, så opfører han sig så mærkeligt og spørger mig om alt muligt vildt åndssvagt, bare for at snakke med mig. Ja, han er seriøst blevet mærkelig! Jeg bliver al..."

"Emmaaaaa, vi skal altså spiiise!", blev jeg atter afbrudt af Carl, der stod og hang i håndtaget på min dør, så jeg så irriteret over på ham og greb fat i én af mine sart pink pyntepuder fra min seng og kastede den over mod ham, men ramte desværre kun kanten på døren.

"Det ved jeg godt! Skrid nu med dig!", råbte jeg irriteret mod ham.

"Jeg siger det til moar!", svarede han flabet og rakte tunge af mig og jeg kastede én af mine bamser fra sengen efter ham, og ramte ham med snit over hans hoved, så bamsen endte ude i gangen og endelig forsvandt han fra døren igen.

"Nå..", mumlede jeg ligeglad og så ned på min dagbog igen. Var der noget jeg var med hensyn til vores forældre, så var det at være ligeglad - De var her alligevel nærmest aldrig. De kom sjældent tidligt hjem fra deres job og hvad vidste jeg, og til tider kom de hjem, men smuttede kort efter for at tage til firmafester, vennekomsammener og hvad det ellers kunne være, som forhindrede dem i at blive hjemme.

Jeg og Carl var mere sammen med Ann, vores barnepige og vores chauffør Fred, end vi var sammen med vores forældre. Vi så dem da hver dag om morgenen, og til tider til aftensmaden, men ikke hver eneste aftenmåltid, ellers kom de som regel først hjem mellem 17:30 og 21:30 - Det var ret forskelligt og i dag, kom vores mor vidst først hjem ved en syvtiden. Det havde hun i alt fald sagt i morges, inden hun smuttede på arbejdet. Vores far var slet ikke hjemme for tiden, eftersom han var på forretningsrejse i Japan i en uges tid, tror jeg det var? Men jeg var egentligt også ret ligeglad om hvor pokker han var - Yup, kort sagt; Jeg var ligeglad med vores forældre. Jeg satte mig for at få skrevet de sidste linjer i min dagbog:

".. drig klog på drenge - De er virkelig for underlige og dumme..."

Jeg trommede lidt med min blyant ned på min åbne dagbog og tænkte over min kendsgerning. Drenge var virkelig mærkelige og ikke til at blive klog på - Hvorfor fandtes Justin ikke i en lidt yngre udgave? Så ville alt jo være i den skønneste orden, for han var hverken dum, irriterende, mærkelig og alle de andre negative kendsgerninger. De eneste minusser var, at han var min lærer og han var en voksen mand på 21 år.

- Hvis han dog bare havde været mellem 14-17 år, så havde det slet ikke været sådan et problem at lære ham meget bedre at kende.

Jeg pustede opgivende ud og lukkede min dagbog i med et opgivende lille smæk og rejste mig i sengen, så jeg sad på knæ i sengen og vendte mig mod hovedgærdet og lagde min dagbog bag den store mørkelilla pølle i satin, så den lå gemt bag pøllen og mine to store hovedpuder. Jeg redte mine fingre igennem mit lange glatte hår en enkelt omgang og måtte erkende over for mig selv, at selv om Justin var voksen og min lærer, så gav jeg ikke så let op.

"Emma! - Din mad bliver kold!", hørte jeg Ann kalde nedefra igen, hvorefter jeg kravlede ud af min store fine seng, som var en prinsesse værdig.

"Jeg kommer!", råbte jeg tilbage og løb hurtigt ud af mit værelse.

Jeg småløb hen til den store trappe, og som så tit, tog jeg glideren ned ad det lange gelænder i mørk mahogni. Ja, det var nærmest ligegyldigt om jeg tog trappen til højre eller venstre, for vi havde en stor dobbelttrappe i den store hall og i juletiden, var det altid mellen de to trapper i hallen, at vi havde et kæmpestort juletræ stående, og den tid nærmede sig også snart. Det var så det eneste hyggelige, der kunne være i denne kæmpe hall, som jeg blev præsenteret for for første gang, da jeg var tre år. Tja, det var ikke noget jeg decideret huskede selv, men minderne på billederne og historierne omkring dengang jeg som lille blev præsenteret for et større hjem end vi havde da jeg var helt lille kun fordi vores forældre havde fået bedre jobs dengang og dertil havde de bare fået bedre karrierer, flere penge og for hvert år der gik, blev der mindre og mindre tid sammen som familie. Det var kun i ferierne, at Carl og jeg kunne mærke familien - Når altså ikke vores far havde telefon og skypemøder i tide og utide, selv om vi var på ferie som en rigtig familie.

Jeg nåede ned for enden af gelænderet og hoppede af og småløb ind til den store spisestue, hvor Carl og Ann sad for den ene ende af det lange bord, hvor der var plads til 12 personer om og op til 18 personer, hvis tillægspladerne blev lagt i bordet. Jeg trak stolen ud til venstre for Ann, der sad for bordenden og Carl, der sad på den anden side af hende. Jeg satte mig ned og opdagede en pænt anrettet tomatsuppe med fløde i, anrettet i én ad de fine høje porcelænsskåle, hvor der lå et grovflute ved siden af en lille minimalistisk brødkurv.

Jeg greb skeen og rodede en anelse i suppen foran mig. Det var ikke fordi at det smagte grimt, men jeg savnede til tider en god burger, pizza eller en lækker steg. Det var alt for sjældent den slags skete, fordi vores mor ønskede, at vi kun  fik alt det sunde indenbords. Slik og kage var også en sjælden ting vi fik.

"Spis nu din suppe, mens den stadig er lidt lun Emma...", lød det fra Anns stemme, så jeg så med et suk hen på hende.

"Kan vi ikke få burger eller hotdogs i morgen?", spurgte jeg ligeud.

"Jaaaa hotdogs!", udbrød Carl, og Ann så med et opgivende suk på mig.

"Skulle du lige nævne det ord foran din bror?", spurgte Ann med et bebrejdende blik på mig.

"Spis nu din suppe Emma..", tilføjede hun roligt og bestemt og lod sin opmærksomhed hvile på Carl.

"I skal ikke have hotdogs Carl - Den slags er fyldt med unødvendig sukker og fedt, som slet ikke er godt for jer børn - jeres mor er klog i hendes beslutning...", forklarede Ann roligt. Carl så skuffet ud.

"Øv!", fløj det ud af ham.

Jeg sukkede over Anns måde at kommentere tingene på, og det kunne godt være at hun valgte at følge vores mors ordre, men jeg ville slet ikke give Ann ret. Nok vidste jeg godt at junkfood ikke var det sundeste i verden, men så sjældent som Carl og jeg fik den slags, så var det altså ikke skadeligt i mine øjne.

Jeg slog mit blik ned på min suppe igen og rørte en smule i den, for derefter at begynde at spise roligt. Suppen var nærmest ikke varm længere, men mere kedelig og kold, så jeg slap skeen med et lille smæld i den lille hvide suppeskål med et suk.

"Den er jo ikke engang varm...", mumlede jeg lettere irriteret. Ann så svagt olm på mig.

"Det kan måske lære dig at komme til tiden, når jeg ligesom siger, at maden er på bordet, i stedet for at komme et helt kvarter senere Emma!", svarede Ann spidst, så jeg så ret ligeglad på hende.

"Jeg er ikke sulten...", mumlede jeg irriteret og rejste mig straks fra min stol, så Ann så skarpt op på mig.

"Emma! - Sæt dig venligst ned og spis din mad!", forklarede hun lettere hårdt. Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet.

"No way!", svarede jeg koldt og forlod straks spisestuen.

"Emma!"

"Du skal slet ikke tro, at du får en bid at spise med den opførsel!", hørte jeg Ann kalde efter mig inde i spisestuen. Jeg nåede ud i hallen igen og stak mine fødder let i mine militærstøvler og åbnede garderobeskabet under trappen og gik ind og tog min halvlange cottoncoat på.

"Nå...", mumlede jeg total ligeglad. Var jeg først i dårligt humør, så bankede sulten heller ikke på. Carl og jeg havde da hinanden, men bare ikke på den rigtige tætte måde. Hans ADHD spillede meget ind for hvor meget jeg kunne magte. Jeg mente at jeg havde problemer nok selv.

"Emma?!", kaldte Ann igen inde fra spisestuen igen, men om jeg gad?

Jeg gik ud af garderobeskabet under trappen og tøvede ikke med at gå ud af hoveddøren, hvorefter jeg surt smækkede lidt med den.

- Jeg trængte simpelthen til luft!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...