Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

114Likes
177Kommentarer
169090Visninger
AA

15. "Stønneren"


Justins synsvinkel:

Soveværelset, Wilshire Blvd, S Oakhurst Dr, 23908, Beverly Hills, tirsdag d. 17/11-2015 kl 21:52

"Mmh.."

"Jaaa.."

Hendes søde små støn ved mit øre, var som den sødeste musik. Kunne jeg få lov til det, ville jeg dø lykkelig med de støn i mine ører. Jeg lod blidt min venstre hånd kærtegne hende ned ad hendes smukke buede hofte, mens jeg plantede små blide kys skiftevis på hendes dejlige nøgne krop. Hendes bryster var som de smukkeste lysebrune små perfekte bakketoppe, hvor hendes mørkebrune brystvorter, stod ranke og stive i luften, så jeg umuligt, kunne lade være med at lade min tunge og læber kærtegne dem på skift. Jeg slikkede roligt på hendes brystvorter, eftersom jeg godt var klar over, at de var så ømme for tiden pga hendes graviditet.

Pludseligt blev jeg stoppet mine slik og kys på hendes bryster, da to hænder greb fat om siderne på mit hoved, så jeg så lettere forskrækket op og fandt hendes ret så blege ansigt. Jeg rettede mig helt op på alle fire og så ned på hende.

"Er du dårlig?", spurgte jeg roligt, og uden at svare nikkede Jamilla med et skærende blik og pr automatik fjernede jeg mig med et suk fra hende og satte mig på knæ i sengen, mens jeg betragtede hende rejse sig lettere besværligt op i sengen, hvor hun småløbende med hånden for munden, løb nøgen ud på gangen med retningen mod badeværelset, og sekunder efter kunne jeg svagt høre de kvalmende bræklyde, der ude fra.

Jeg tog mig sukkende til håret og lod mine fingre glide gennem mit uglede hår, som nok sad ad helvede til, men det var vel i realiteten ligegyldigt. Jeg pustede hårdt ud og satte mig for, at kravle ud af sengen for at hjælpe min elskede. For hun kunne meget vel have behov for et eller andet, kunne jeg snildt forestille mig.

Jeg fik rejst mig fra sengen og bukkede mig efter mine sorte boksershorts fra gulvet, som jeg hurtigt tog på, og skulle lige til, at gå med retningen mod badeværelset, da jeg blev afbrudt mine tanker, på min iPhone, der pludseligt vibrerede voldsomt henne på mit sengebord.

Jeg så undrende hen på den, eftersom den lyste soveværelset lettere op med det klare lys fra skærmen af. Jeg gik med hastige skridt hen til den og undrede mig en del over, hvem pokker der ringede på det her tidspunkt? Men på den anden side, så var klokken heller ikke mere end ti om aftenen og det kunne være fra arbejdet eller familien. Ja, man skulle aldrig sige aldrig, vel?

Jeg nåede hen til min iPhone og så undrende på skærmen, hvor der stod ukendt på skærmen, så jeg havde en mistanke om at det var hemmeligt nummer. Jeg valgte dog at tage den, hvorefter jeg lagde min iPhone for mit venstre øre.

"Ja, det er Justin.", svarede jeg sådan ret klicheagtigt, men ja måske også bare et standardsvar, ikke?

Der blev slet ikke svaret i den anden ende, men jeg kunne høre et åndedræt, så jeg tog mig undrende til nakken med min højre hånd.

"Hallo? Er der nogen?", spurgte jeg yderligere lettere undrende, men hørte stadigt et åndedræt i den anden ende.

"Hallo, hvem er det?", spurgte jeg nu lettere frustreret, men stadigt var der intet svar og kun et åndedræt i den anden ende, så jeg sukkede irriteret.

"Tag lige og stik det telefonfis skråt op, okay?!", snerrede jeg irriteret og var ikke i tvivl om at lægge på som det næste, hvor jeg med et irriteret fnys igen lagde min iPhone til opladning.

"Hvem var det?"

Hendes rolige stemme, fik mig til at vende mig omkring, hvor jeg så hende stående i soveværelset med hendes gule morgenkåbe lettere lukket om sig, mens hun havde armene over kors. Jeg smilede svagt og rystede lettere på hovedet.

"Det kan jeg ikke svare på.. Men nok telefonfis, for personen svarede ikke i den anden ende..", forklarede jeg med et svagt suk og bevægede mig hen til hende og trak hende ind til mig med et lille skævt smil, så Jamilla fnes svagt og lagde sine arme om min nakke og jeg så hende dybt i hendes smukke øjne.

"Det var nok en stalker?", fnes hun frækt med et bid i underlæben, så jeg så med et lille grin ned på hende og kærtegnede hende på lænden uden på hendes morgenkåbe.

"Arh, det tror jeg næppe? Hvem i alverden ville dog stalke mig? Jeg er jo ligesom en mand..", grinede jeg lavt og gav hende et lille kys på hendes pande. Jamilla fnes og trak svagt på skuldrene og fjernede sin ene hånd fra min nakke og kærtegnede mig på kinden, mens vi så hinanden dybt i øjnene.

"Tja, jeg ville gerne stalke dig... Du er sådan en flot og lækker mand...", fnes hun med hendes dejlige frække smil, så jeg grinede svagt og så skulende ned på hende og krammede hendes baller uden på hendes morgenkåbe.

"Så det ville du?", spurgte jeg hæst og trak hende ind i et intens og lettere grådigt tungekys.

"Brr... Brr... Brr..."

Jamilla trak sig ud af vores kys og så undrende op på mig.

"Din mobil ringer igen skat..", sagde hun med et roligt smil, så jeg sukkede og lagde min pande ned mod hendes og nikkede svagt, mens jeg så hende opgivende i øjnene.

"Ja, jeg kan godt høre det baby..", sukkede jeg stille og kunne sagtens høre den voldsomme brummen ovre fra mit sengebord, men jeg nægtede at lade mig gå på af det.

Jamilla kærtegnede mig på min ryg, så det kildede dejligt og mine mundvige trak sig op i et kærligt smil, uden så meget som at fjerne mit blik fra hende.

"Skal du ikke tage den skat? Den ringer jo uafbrudt?", spurgte hun roligt og bare hendes blide fingre, der nussede i små cirkler på ryggen af mig, gjorde mig lettere saglig i kroppen. Jeg kyssede et blidt læbekys på hendes dejlige varme læber og trak hende så tæt på, som jeg kunne, selv om hendes rundende mave var en smule i vejen.

"Bare lad den ringe ud... Det er sikkert stønneren fra før..", svarede jeg lavt med en hæs stemme og følte mig virkelig tændt på Jamilla, der fnes på sin søde måde.

"Er du sikker?", fnes hun, hvorefter hun så forbi mig hen mod sengen, hvorefter hun så opgivende op på mig igen.

"Den ringer altså igen? Hvem siger ikke, at det er en anden nu og det er vigtigt?", spurgte hun med et svagt smil. Jeg sukkede tungt og slap hende og vendte mig opgivende omkring og gik med hastige skridt hen til min iPhone og greb ud efter den vibrerende iPhone, der igen lyste op med et ukendt nummer, så jeg næsten nægtede at tage den, men valgte med irritation, at gøre det og trak den hurtigt ud af laderen.

"Ja?!", svarede jeg måske en anelse frustreret.

"Årh, det må jeg undskylde mr Bieber - Vækkede jeg dem?", lød det tydeligvis ikke som stønneren fra før, men han lød velkendt.

"Rektor Morse?", spurgte jeg med et løftet øjenbryn og dumpede ned at sidde på sengekanten og hørte et svagt grin fra ham.

"Ja, jeg beklager, at jeg ikke lige præsenterede mig mr Bieber - Jeg vækkede dem vel ikke?"

Jeg rystede med et svagt grin på hovedet og tog mig til panden med min højre hånd og lænede mig lettere forover, mens jeg så lettere i gulvet ved mine fødder.

"Hehe nej, jeg var ikke gået helt i seng endnu, men var på vej til det - Hvad vil de mig?", spurgte jeg med et svagt smil.

"Nå okay.. De lød bare en anelse irriteret, da de tog telefonen - derfor spørger jeg.."

Jeg smilede svagt og kunne i sekunder mærke, at Jamilla helt sikkert lagde sig ned i sengen et stykke bag mig, eftersom det rykkede en anelse i sengen. Jeg nikkede blot over rektor Morses forklaring.

"Ja sorry rektor Morse, men jeg fik et opkald før dem, hvor det virkede til at være telefonfis, eftersom vedkommende ikke svarede mig, så jeg troede at det var vedkommende, der ringede igen, så jeg beklager mit snerrende humør...", forklarede jeg roligt med et smørret smil.

"Alt forladt mr Bieber - Nå men nu til sagen; Mrs Cortez, glemte at give dem besked om lærermødet i morgen kl 17 på skolen, så jeg tænkte, at jeg lige måtte give dem besked her i aften, så de ikke begynder at lave private aftaler derefter..", forklarede rektor Morse i den anden ende, så jeg sukkede hårdt over faktummet, at jeg faktisk havde planer for aftenen med familien i morgen efter fyraftenen, men det kunne jeg godt se måske blev ødelagt.

"De havde måske planer?", kom det spørgende fra rektor Morse, så jeg tog en dyb indånding.

"Faktisk ja mr Morse.", svarede jeg kort.

"Mr Bieber, det er altså vigtigt, at de deltager i det møde - der vil komme en del ret vigtige emner, som vi alle skal gennemgå til punkt og prikke.."

Jeg nikkede med et opgivende suk og kunne mærke Jamillas hånd kærtegne mig blidt på ryggen, men jeg værdigede hende ikke et blik lige i nuet og så stadigt opgivende ned i gulvet, mens jeg flygtigt kløede mig i håret.

"Javel.. Hvor længe vil mødet vare?", spurgte jeg roligt med en klump i halsen.

"Det kan snildt tage et par timer mr Bieber - Jeg håber for deres eget vedkommende, at de er så fornuftig og møder op til mødet, da det som sagt er meget vigtigt.." Jeg nikkede svagt med et opgivende suk og gned mig flygtigt i mit højre øje.

"Javel.. Jeg skal nok møde op..", svarede jeg med et suk.

"Klogt valg mr Bieber - Vi ses i morgen.. Sov godt..", svarede rektor Morse med tydeligvis selvtilfredshed i stemmen, så jeg smilede svagt med et kort nik, selv om mit smil langtfra var på nogen måde helhjertet.

"Ja, vi gør. Sov godt rektor Morse..", mumlede jeg lettere og hørte at, der blev lagt på i den anden ende, så jeg sukkede og lagde min iPhone tilbage til opladning på sengebordet og gned mig yderligere i mit venstre øje.

"Aeeiih...", sukkede jeg frustreret og mærkede et lille ryk i sengen, hvorefter Jamillas arme lagde sig lettere omkring mine skuldre bagfra.

"Hvad var det skat?", spurgte hun lavt bag mig, så jeg så mig til højre og mødte hendes smukke øjne, der var grønne i det her særlige sengelampelys. Jeg smilede svagt undskyldende.

"Jeg er bange for, at jeg ikke kan nå med til familiemiddagen hos dine forældre baby... Rektor Morse, forlanger, at jeg møder op til et lærermøde kl 17 i morgen og det kommer nok til at tage et par timer eller mere - Jeg beklager virkelig...", forklarede jeg med et undskyldende blik, så Jamilla sukkede og trak sig en anelse tættere på mig, så vi stødte hinandens tindinger mod hinanden.

"Årh altså skat... Det er jo vores månedlige middag med mine forældre - du ved hvor lidt der skal til, så vil min far brokke sig over det ene og det andet om hvor uansvarlig du kan være..", forklarede hun roligt med et opgivende suk. Jeg nikkede svagt og bed mig nervøst i underlæben.

"Jeg ved det baby, men sådan har han jo altid været... Jeg lover, at jeg skynder mig alt hvad jeg kan for at komme ud til Sean, dig og dine forældre i morgen, selv om jeg højst sandsynligt ikke når frem til selve middagen...", svarede jeg med et suk, så Jamilla sukkede endnu mere og nussede mig blidt på min kind, mens hun så lettere trist på mig.

"Og så skal jeg høre på min fars negative bemærkninger om, at du sætter karrieren højere end din egen lille familie?", sukkede hun tungt, så jeg følte en knugende fornemmelse i maven over hendes ord, for desværre havde hun ret i det hun sagde. Omar Sharif Barash, var slet ikke til at blive klog på. En stor mand med ordet i sin magt og han ville nærmest aldrig gå med til, at andre ud over ham måske kunne have mere ret end ham. Tja, han var god nok på bunden, men der skulle desværre heller ikke meget til, før han havde en masse at brokke sig over til hans fordel. Jeg smilede med et kærligt lille smil og kærtegnede hendes højre hofte, som nu havde én af hendes natkjoler i satin på, så jeg sukkede lidt skuffet over, at hun havde valgt at klæde sig på igen ude på badeværelset.

"Rolig nu bab...."

"Brr... brr... brr...", blev jeg afbrudt min rolige snak med Jamilla, så vi begge så undrende på hinanden. Jeg sukkede lettere irriteret over min igen vibrerende iPhone.

"Jeg kværker snart den telefon..", snerrede jeg lettere, så Jamilla sukkede uden at smile.

"Det kan jo være vigtigt..", sukkede hun lettere trist og fjernede sig fra mig, hvor jeg betragtede hende lægge sig til rette ovre på hendes egen side i dobbeltsengen, hvor hun trak sin dyne over sig og lå og så på mig.

"Skal du ikke tage den?", spurgte hun roligt, eftersom min iPhone stadigt lå og vibrerede vildt på sengebordet, så jeg så opgivende væk fra hende og rakte endnu engang ud efter min iPhone, der tydeligt viste det samme som de andre gange.

"Ukendt nummer...", mumlede jeg med sarkasme over hvor meget det trættede mig i længden. Jeg tog den dog, eftersom det måske var rektor Morse igen.

"Ja?", spurgte jeg roligt, men der var intet svar.

"Hallo? Er det dem rektor Morse?", spurgte jeg yderligere og hørte nu et roligt støn i den anden ende. Jeg fnøs svagt og var ved at gå ud af mit gode skind her.

"Hør her åndsbolle! Stop med at ring, okay?!", snerrede jeg hårdt.

"Du er så dejlig...", lød der pludseligt et svar fra en lettere forringet stemme, som om der var lagt et klæde eller noget over mikrofonen på vedkommendes telefon, så jeg sank en klump over det og det var måske en anelse paranoidt af mig, men jeg måtte vide besked.

"Miss Browning?", spurgte jeg så og hørte derefter at der blev lagt på i den anden ende, så jeg så sukkende på min mobil og valgte nu at sætte den helt på lydløs uden vibrator, så vi forhåbentligt kunne få nattero. Jeg lagde min iPhone tilbage til opladning og satte alarmen klar på min clockradio til kl 6:00 i morgen tidligt.

"Hvem er miss Browning?"

Hendes spørgsmål fik mig til at sukke og lægge mig ned under min dyne hvorefter jeg slukkede min lampe, der sad på sengegærdet over mit hoved, hvorefter jeg lagde mig helt ned på min venstre side, så jeg lå og så på Jamilla, der lå og kiggede opmærksomt på mig med et bekymret blik. Ja, selv om alt lys var slukket i huset nu, så kunne jeg se hende pga månelyset ovre fra vinduerne af her i soveværelset. Jeg smilede svagt og puttede mig roligt på min hovedpude, mens jeg lå og betragtede hende.

"Det er bare én af mine elever..", svarede jeg ærligt, så Jamilla så undrende på mig.

"Hvorfor skulle hun ringe til dig?", spurgte hun med et målløst blik på mig, så jeg sukkede tungt og greb ud efter hendes højre hånd, der lå ved hendes hovedpude og jeg krammede blidt hendes lille spinkle hånd i min, hvorefter jeg trak hendes hånd til mine læber og gav hende et lille håndkys.

"Det er bare noget pjat elskede, men jeg tror hun har et ret uskyldigt crush på mig - det er ikke noget særligt...", svarede jeg roligt, selv om det måske ikke var hele den skinbarlige sandhed. Jamilla så undrende på mig.

"Ikke noget? Sig mig, hvor gammel er hun?", spurgte hun med en tydelig jaloux tone i hendes stemme, hvad jeg mente var helt uberettiget. Jeg hverken tændte på en fjortenårig, eller ville have noget at gøre med en fjortenårig eller en elev for den sags skyld.

"Jamilla..", sukkede jeg hårdt.

"Det er ingenting - Hun er bare en fjollet teenager med flyvske hormoner...", forklarede jeg med et svagt smil og prøvede virkelig at forsikre Jamilla, at der slet ikke var noget at bekymre sig over, selv om jeg gruede for meget værre ting, som jeg dog valgte at holde for mig selv. Jamilla snøftede og så pludseligt ret ked af det ud. Tja, Jamilla havde så mange graviditetshormoner, at der ingenting skulle til, at hun kunne græde i tide og utide, når det bare gik hende på. Jeg sukkede tungt og rykkede mig tættere på hende og lagde min venstre arm over hendes hofte under hendes dyne.

"Elskede, det er altså ikke noget... Hun er min elev og er fuldkommen forskruet.. Lad hende dog.. Jeg gør intet forkert, og hvorfor skulle jeg? Jeg har kun én eneste pige i mit liv, og du ved, at det er dig..", beroligede jeg hende med et lille svagt smil, så jeg kunne se hendes tårer rendte langsomt én efter én efter hinanden ned mod hendes hovedpude. Hun nikkede svagt med et en smal streg om læberne.

"Nrrh.. Jeg ved det Justin, men bare tanken om hvis du kunne på at være sammen med en an..."

"Baby, hold op med det der! Vil du ikke nok? Jeg vil ikke og kunne aldrig finde på at være sammen med en anden end dig, sådan er jeg altså ikke, og det ved du også godt.", afbrød jeg hende bestemt og kom desværre nok til at hæve stemme lidt, men det frustrerede mig virkelig, når min egen elskede begyndte at så tvivl om min ærlighed. Jamilla snøftede stille og så grædende på mig.

"Undskyld...", gispede hun nærmest hendes ord ud, så jeg sukkede tungt og opgivende og sneg min arm ind under halsen på hende og trak hende tættere på mig i et omfavnende knus og kyssede hende på panden.

"Rolig elskede... Du skal ikke undskylde... Du må bare lære at stole på mig, ikke?", forklarede jeg roligt og blev afledt af at lyset i gangen pludseligt tændte sig, så jeg sukkede og kunne nu høre nogle små tramp i gulvet ude fra gangen og sekunder efter, blev soveværelsesdøren skubbet helt op og der stod han med sin bamse i favnen og så trist hen på mig.

Jeg løftede mit hoved en anelse.

"Lille skat... Du skal jo sove...", sagde jeg roligt med meget opgivelse i mig, så han derefter løb hen til vores seng og kravlede op fra fodenden og kravlede med sin bamse ovenpå Jamilla og jeg, så Jamilla fjernede sig lettere og lagde sig om på sin ryg, så Sean pludseligt kunne kravle op mellem os mod hovedgærdet. Han satte sig på knæ og så på os begge.

"Du vækkede mig far...", svarede han træt, så jeg sukkede svagt opgivende over, at han sikkert var vågnet af min hævet stemme fra før. Jeg så med et suk hen på Jamilla, der smilede svagt og nærmest bare trak på skuldrene.

"Skal du eller jeg?", spurgte hun, mens hun gned de resterende tårer væk fra hendes kinder. Jeg sukkede træt og nikkede.

"Jeg skal nok..", svarede jeg roligt og satte mig op i sengen.

"Kom skat, du skal ind og sove...", sagde jeg roligt og var godt på vej ud af sengen, men Sean ville tydeligvis ikke, for han lagde sig straks ned ved siden af sin mor og trak noget af min dyne over sig. Jeg stod og så træt ned på ham.

"Altså lille skat.. Du skal ind og sove i din egen seng.", sagde jeg med en bestemt tone. Han lagde begge sine små arme stramt oven over min dyne.

"Mhmh.. Jeg vil ikk'!", svarede han småsurt, så jeg gned mig opgivende i ansigtet i sekunder.

"Men det skal du Sean, når far siger det!", sagde jeg bestemt, så Sean straks vendte sig med ryggen til mig og puttede sig tæt ind til Jamilla, der nussede ham i hans strithår, der sad sjovt, efter han havde sovet lidt i sin egen seng.

"Jeg vil sove her hos jer...", lød det med forvrænget sur stemme fra Sean, der puttede sig tæt ind til Jamilla, der lå og så med et opgivende lille smil op til mig, så jeg himlede med øjnene.

"Det kan du ikke knægt - Du er stor nok til at sove i din egen seng.", svarede jeg lettere frustreret og kravlede halvt over sengen og trak med magt min dyne fra ham, så han skreg med sin typiske skingre lilledrengsstemme ind i Jamillas ene arm og holdte fast om hendes arm med hans lille venstre arm.

"Sean, lad nu være..", sukkede jeg og greb fat om hans lille hofte, så han straks spjættede arrigt.

"Jeg vil ikke!", skreg han hysterisk med sin skingre stemme og holdte endnu mere fast om Jamilla, der så med et svagt opgivende smil op på mig.

"Så lad ham dog ligge her i nat skat...", kom det bedende fra hende, hvor hun sendte mig et varmt blik, så jeg gryntede lettere irriteret.

"For helvede... Han lærer det aldrig så!", gryntede jeg irriteret.

"Justin! Var dit grimme sprog!", udbrød hun bestemt, så jeg sukkede og nikkede.

"Så lad gå da..", mumlede jeg opgivende og gav mig og lagde mig ned i sengen og lagde min dyne over Sean og mig selv og vidste allerede nu, at der da slet ikke var en jordisk chance for tomandshygge med min elskede Jamilla her til aften i sengen, som jeg ellers havde håbet lidt på.

- Alt det blev ødelagt pga min skide telefon, eller...

Jeg lukkede mine øjne og prøvede at slappe af.

"Man må ikke bande far...", lød det pludseligt i mørket efter et par minutter, så jeg spærrede mine øjne op og så mod Sean og hørte Jamillas lille fnis i mørket.

Jeg sukkede med et smil i mørket og lænede mig mod ham og gav ham et lille kys på panden.

"Det ved jeg godt skat - det var min fejl..", svarede jeg med et svagt grin og så op og fik øje på Jamillas smil i mørket på mig.

"Det betyder 1 dollar i bandekassen..", lød det yderligere fra Sean, så Jamilla grinede og lagde sig om med ryggen til Sean, så jeg så med et skævt smil ned på Sean og aede ham på kinden.

"Ja, det har du ret i supermand... Læg dig nu til at sove, okay..", svarede jeg roligt, så han nikkede med et træt smil op på mig.

"Godnat far..", svarede han roligt og lagde sig selv med ryggen til mig og puttede sin bamse op til hans ansigt, hvor jeg betragtede ham lukke sine små øjne. Jeg ruskede ham blidt i håret og lagde mig selv til at sove...

~

Jeg beklager, at der ikke kom noget i mandags, som lovet, men jeg har haft travlt med andre gøremål, så det har været skubbet lidt til side og det beklager jeg virkelig. Jeg regner stærkt med, at i vil få et kapitel mere fra mig herfra senere i dag/ aften, men vi får at se, ellers kommer det i alt fald i morgen. Fortsat god dag alle sammen :)

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...