Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
164944Visninger
AA

37. "Skru bissen på!"


Emmas synsvinkel:

Hos rektor Morse, skolekontoret, Beverly Hills High, mandag d. 11/1-2016 kl 10:44

"Så de mener helt bestemt, at deres datter er klar til skolen igen mrs Browning?", spurgte rektor Morse min mor, mens jeg bare sad og stirrede lettere tomt frem for mig, så det helt sikkert blev rektor Morses skrivebord.

"Ja, rektor Morse - men... At hun såfremt får lov til at møde hos hendes psykolog hver onsdag kl 13, da det er vigtigt, at hun får talt ud om alle de ting der fylder i hendes hoved...", forklarede min mor ved min venstre side, så jeg ikke kunne andet end at sukke. 

Jeg var tilbage på skolen, efter jeg havde været brudt fuldkommen sammen for knap et par måneder tilbage, lidt efter det havde gået op for mig, hvor ensom og ulykkelig jeg var blevet, efter Justin var kommet på orlov, at jeg ikke kunne magte at komme tilbage på skolen velvidende, at Justin ikke var der. Rektor Morse havde forklaret vores klasse, at Justin havde trængt til at pleje sig selv - hvad end det ellers havde betydet? Mere havde rektor Morse ikke ville forklare omkring Justins velbefindende.

Mest havde jeg været tilbøjelig til at tro, at han bare flygtede fra mig, fordi han ikke kunne overskue hans følelser for mig endnu og ja, som jeg havde sagt helt fra starten af, så havde jeg villet givet Justin tiden til at vænne sig til hans egentlige reelle følelser over for mig, men hvad jeg havde gjort, var det stik modsatte af min reelle plan fra start. Jeg havde netop ikke givet ham tiden til det, men bare sprunget lige på og hårdt, så han havde følt sig usikker og skræmt over for mig.

Jeg havde kun mig selv at bebrejde!

"Fanden tage dig Emma! Du skræmte ham væk hurtigere end du havde vundet ham! Idiot, idiot, idiot!", skældte jeg mig selv i hovedet, mens jeg i mellemtiden ubevidst sad og bankede mig let i panden med min ene knyttede hånd, som om jeg havde været sygnet hen i en helt anden verden?

"Miss Browning, er de okay?", afbrød rektor Morse mine flyvske tanker, så jeg så lettere forskrækket op og fandt hans undrende blik på mig.

"Er der noget galt skat?", lød det bekymrende fra min mor til venstre for mig, uden jeg så meget som så på hende. Jeg nikkede med et svagt smil til rektor Morse, "Jo, jeg er okay... Bare lidt hovedpine...", mumlede jeg med et træk på skulderen. Rektor Morse nikkede med et bestemt smil.

"Godt miss Browning. De kan gå ned til deres klasse, som er i fuld gang med undervisningen. Så vil jeg tale færdigt med deres mor imens..", forklarede rektor Morse, så jeg med et ret ligeglad suk nikkede svagt og samlede min skuldertaske op igen, der havde lænet sig op ad stolebenet, "Javel...", mumlede jeg ligeglad og rejste mig uden så meget som at sige farvel til min mor. Ja, hende gad jeg ikke give fem flade skillings for. Hun var åndssvag! Al hendes følsomme pladder og psykologtimer til mig - Hvor herre bevares! Min psykolog var en middelaldrende halvskaldede mand, som virkede så vigtig og mente, at han gjorde alt det rigtige, mens jeg kunne hver eneste onsdag fortælle ham en masse forskellige løgnhistorier, om han åd råt, og hans evige svar var: "Du gør fremskridt Emma!" Yeah right!

"Jamen Emma? Skal du ikke sige farvel?", lød det i en målløs tone fra min mor, hvor jeg kun nåede halvvejs hen mod døren ud fra rektor Morses kontor.

Jeg pustede opgivende ud og himlede træt med øjnene, uden de overhovedet kunne se det, eftersom jeg stod med ryggen til. Jeg vendte mig en anelse omkring og så hen på hende med et falsk klistret smil, "Vi ses mor!", svarede jeg med en falsk glæde og nøjedes blot med at sende hende et lille vink, som hun hovedsagligt virkede undrende over, men ærligt talt; Jeg . gad . hende . ikke!

Og uden at vende tilbage til hende for at give hende et farvelkys på kinden, så gjorde jeg det stik modsatte og åbnede bare døren og gik, hvorefter jeg smækkede roligt døren efter mig. Jeg ænsede ikke de to kontormus, som sad bag skranken og fløj blot helt ud af skolekontoret, så jeg endte på gangen, hvor få elever gik på gangene, så det var tydeligt, at der var ved at være tid til ti minutters frikvarteret.

Med et alvorligt og ligegyldigt bid i underlæben og med armene over kors, traskede jeg ned ad gangen, hvor flere elever fra de forskellige klassetrin dukkede frem ud på skolegangene.

Jeg følte flere glo efter mig, men de sagde ikke noget, andet end at glo efter mig, når jeg gik forbi dem, og ikke længe efter nåede jeg ned til min skolegang, hvor jeg nærmede mig mit skab, men stoppede gispende op, da jeg blandt en masse elever fra de andre klasser og nogle stykker fra min egen klasse, opdagede ingen ringere Harry, der stod lænet op ad Sandra Morris, der stod fnisende med ryggen op ad nogle af skoleskabene, mens hun tydeligvis var helt væk i Harry, der stod med et skævt smil på læben og så hende i øjnene, hvorefter han lænede sig mere frem mod hende og kyssede hen.... Nej, jeg retter det lige; De havde tungerne så langt i hinandens munde, at det kunne ligne, at de fiskede efter noget hos hinanden, mens Harry helt bevidst stod og ragede Sandra på hendes perfekte røv i hendes stramme jeans!

- Hvad fanden skete der lige her?

Siden jeg blev "sygemeldt" fra skolen, så havde der virkelig sket et eller andet i mellemtiden her på skolen. Harry sammen med Sandra? Jeg kunne brække mig over synet af dem, og det kom faktisk bag på mig, at det syn formåede, at gøre mig jaloux! Ja, jeg forstod ærligt talt ikke mine følelser for det, men det´rørte mig virkelig!

Med et hårdt pust og en ulmende vrede i maven på mig, tog jeg modet til mig, for at nærme mig mit skab, om ikke var langt fra det "snavende par" til højre for mig, og selv om jeg kunne fornemme deres tilstedeværelse og deres syge smasken til højre for mig, så gjorde jeg alt for at lukke billedet af dem, væk fra min synsvinkel og med tungen lige i munden stod jeg nu og drejede min kode op på min kodelås på skabet og fik med en ulmende irritation åbnet skabet, så det var lige før jeg flåede lågen af skabet, hvorefter jeg lod mit blik falde ned på min skuldertaske, som jeg åbnede for at hive de bøger op, som skulle bruges på senere tidspunkt i dag.

"Guuud Emma? Er du genopstået fra de døde?", lød det pludseligt i et irriteret grin fra Sandra, så jeg med et olmt bid i underlæben smækkede lågen til mit skab i og så skulende hen på hende, hvor jeg bed mærke i, at Harry langtfra smilede og delte Sandras begejstring, men bare tog sig gnidende til hans nakke med begge hans hænder, mens han sendte mig det mest ulæselige blik, som han nogensinde havde sendt mig. Jeg smilede sarkastisk og flabet til Sandra mens jeg nikkede.

"Ja! Som du kan se! Og undskyld mig!", svarede jeg flabet og strejfede bevidst Harrys ene skulder hårdt, da jeg gik forbi dem videre ned ad gangen, bare for at komme ud og få noget luft, for i øjeblikket følte jeg, at Sandra Morris og Harry Rodney var så ekstremt gode til at kvæle luften!

Jeg valgte ubevidst, at smutte ud af én af de mange udgange til selve skoleparken, og med armene over kors, begav jeg mig mod en tværgående bygning, der præcist var bygningen, hvor dramalokalet, træværkstedet og mekanikerværkstedet var at finde - Ja, rettere betegnet; nogle af de kreative lokaler på skolen, som ikke lå andet end et stenkast til tilbygningen, hvor lærerværelset og biblioteket f.eks lå, men ja... Det rørte mig ikke rigtigt! Jeg skulle bare lige have luft, og det blev så her, hvor jeg med et suk stillede mig op ad muren på den "kreative" bygning, mens jeg bare stirrede frem for mig på flere elever, der var herude for at ryge, snakke og hvad ved jeg..

Jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle forholde mig til det med Harry og Sandra, for det var tydeligt, at der var sket en del mens jeg havde været fraværende på skolen. Det var underligt! Ja, hvor meget jeg end kæmpede i mine tanker mod Harry, så sagde mit hjerte noget andet. Det var oprørsk mod mig og mit hjerte og mave havde seriøst lavet en sammensværgelse mod min hjerne, for bare det, at se Harry snave Sandra i gulvet i skolegangen - det gjorde sgu ondt et eller andet sted i hjertet på mig! - Og hvorfor gjorde det det? Det var det jeg simpelthen ikke forstod, for jeg var jo ulykkelig forelsket i Justin?

Ja, ham anede jeg heller ikke, om hvornår han ville vende tilbage til skolen, eftersom rektor Morse i sin tid for nogle måneder tilbage havde forklaret, at Justin tog orlov på ubestemt periode - Lidt ligesom hverken han eller nogle af vores andre lærerer ville nævne noget - voksenshit!

En knude dannede sig i maven på mig, da jeg ca 100 meter væk, opdagede Harry komme gående ud på græsplænen med selvfølgelig Sandra i hånden på ham. Fuck, det var mærkeligt, at se dem sådan sammen! Selvfølgelig havde jeg tit set dem gå sammen, eftersom hun var en del af gruppen - eller kliken om man ville kalde det det? Men aldrig havde jeg troet, at jeg skulle opleve Sandra og Harry kysse og flette fingre. Det var virkelig mærkeligt!

Lidt godt var det, at de åbenbart ikke bemærkede, at jeg stod her og fulgte dem med øjnene på en del god afstand, mens de hovedsagligt gik retningen over mod cykellæskurene. Og jeg havde kun ret, da jeg opdagede Nick og Brandon komme løbende efter "parret", hvor de øjensynligt skulle over og ryge et eller andet, som jeg kun var "næsten" sikker på var alt andet end smøger.

De forsvandt pludseligt ud af min synsvinkel og jeg sukkede hårdt opgivende og overvejede nu bare at gå tilbage til klassen, men da jeg tilfældigt vendte mit blik væk fra det grønne areal og i stedet så skarpt mod højre, fløj mit hjerte op i halsen - Der kom han jo gående!  Og han var tydeligvis optaget af at se andetsteds, så han sikkert ikke havde bemærket mig overhovedet.

Med et nervøst bid i underlæben og en dyb indånding, valgte jeg at se så kølig ud som muligt med hænderne på ryggen, mens jeg lænede mig stødt op ad husmuren og bare fulgte ham med blikket, mens han gik med rolige skridt op ad den tværgående sti jeg stod ved, som førte op til bygningen med biblioteket og lærerværelset.


Det virkede slet ikke til, at han så mig, da han nærmede sig roligt, men hans blik virkede svagt bekymrende, men jeg kunne selvfølgelig tage fejl? Og blot få meter fra mig, mens han stadigt stirrede mod de mange elever, der havde fortrukket dem udenfor her i frikvarteret, så tog jeg en dyb indånding og valgte at tage skridtet.

"Goddag mr Bieber..", hilste jeg så køligt og høfligt jeg kunne, da jeg ikke turde kalde ham Justin i frygt for at få ham ud af flippen, så Justin straks og meget overrasket vendte sin opmærksomhed mod mig med et stivnet blik og jeg følte, at han klædte mig af med blikket i flere sekunder, men desværre ikke på den varme og begærlige måde, som jeg huskede han kunne betragte sin forlovede på.

Det fik mig til at tænke i sekunder over, om de stadigt var sammen?

Justin stoppede op til min overraskelse og så pludseligt på en overlegen facon på mig med løftet pande og hænderne afslappet placeret i hans jeanslommer, "Miss Browning? Hvad foretager de dem lige her?", spurgte han på en ret højrøvet facon, så det overraskede mig hvor kølig han faktisk virkede. Jeg grinede svagt akavet og rystede lettere på hovedet, "Altså... jeg eh.. trængte bare til luft...", forklarede jeg med et meget undskyldende smil, og rettede mig ud fra muren af, "Jeg sværger at jeg ikke ventede på dem mr Bieber!", undskyldte jeg ærligt og alvorligt, så Justin så på mig med et løftet øjenbryn på en ret skeptisk facon og kneb det ene øje lettere sammen og pegede let mod mig, "Aarh, der fik de mig miss Browning!", svarede han med et smil, som jeg ikke kunne tyde, hvorefter han begav sig videre uden at flytte blikket fra mig, "Næsten!", tilføjede han med et koldt blik på mig, hvorefter han så frem for sig igen og begav sig hastigt med retningen mod lærerværelset.

Noget tydede på, at han slet ikke troede mig længere, selv om jeg faktisk havde sagt sandheden til ham før, men ikke des mindre, så var jeg stadigt lige vild med ham, uanset hans kolde opførsel. Jeg fulgte ham spejdende med blikket og slikkede mig hen over mine læber, mens jeg lod blikket falde på hans velproportionerede røv i hans slidte jeans - alt var lækkert på ham! Han lignede mere en lækker drengerøv i dag med den cap på hovedet, end en skolelærer.

Justin forsvandt ind i bygningen med døren smækkende efter ham, og jeg så sukkende tungt væk derfra, hvorefter jeg vendte blikket mod græsarealet og besluttede mig for at gå tilbage til den næste time.

Jeg vidste, at nu Justin var tilbage, så kunne jeg nok forvente, at se ham de følgende lektioner efter denne ene lektion, ja hvis han da ikke bare var dukket op fordi han skulle tale med nogen på skolen, men jeg blev vel klogere?

Jeg opdagede på vejen mod indgangen til skolen, at Sandra denne gang gik alene tilbage til skolen, så det fik mig til at undre mig lidt over hvorfor hun nu gik alene? Dog var Brandon og Nick et stykke bag hende, hvor de også forsvandt indenfor. 

- Hvor pokker var Harry henne?

Jeg vendte blikket hen mod retningen af cykellæskurene og det undrede mig ret meget, at Harry slet ikke dukkede op derfra? - Og mens alle andre elever besluttede dem for at trække dem indenfor eftersom lyden af skoleklokken pludseligt lød over hele området, så gik jeg lettere modvilligt hen mod cykellæskuret og med armene over kors. Jeg nåede flere sekunder efter ud på selve stien og fortsatte hen til læskurene, hvor jeg kunne fornemme en anelse røg stige til hvers bag én af skurene, så¨jeg næsten kunne regne mig til, at Harry nok stod og gemte sig der bag ved.

Jeg fugtede mine læber og endte med at bide lettere nervøst i underlæben, mens jeg stadigt med armene over kors, gik roligt omkring afskærmningen til skuret. Hvad der lige fik mig til at opsøge Harry frivilligt, havde jeg faktisk ingen logisk svar på? Måske, var det bare en masse ubesvarede spørgsmål og ren og skær nysgerrighed, der fik mig til at opsøge ham personligt - og så midt i en nystartet time? Uh Emma, hvor kom det lige fra?

Jeg nåede om til åbningen af cykellæskuret og jeg fik ret! Der sad Harry på et par ledige cykelparkeringer, der ikke blev brugt og pulsede på noget, der meget vel mindede om en joint, uden han overhovedet så mig med det samme, kun fordi han sad og pulsede og med sin venstre hånd, sad og skrev et eller andet på sin iPhone.

"Eh.. hej..", udbrød jeg lavt i en nervøs tone, så Harry straks så overrasket op og stirrede i flere sekunder på mig, som om han havde et spøgelse.

"Emma? Hvad laver du her?", spurgte han i en målløs tone og rejste sig og lagde straks sin iPhone i hans ene bukselomme, der hang ham en smule om røven. Ja, hvad var det med drenge og deres hængerøve? Jeg rømmede mig lettere og lod mine arme falde langs på siderne på mig og lod blikket falde ned på hans hånd, hvor hans joint eller noget røg roligt mellem hans fingre, og jeg trådte et par skridt frem mod ham, så det fik ham til at stå og se undrende på mig. Jeg smilede svagt til ham,"Giver du et hvæs?", spurgte jeg så cool jeg kunne, hvorefter Harry begyndte at grine lidt, mens han rystede på hovedet.

"Du laver sjov med mig ikke?", spurgte han med et indestængt grin og proppede den ene hånd ned i hans bukselomme, hvorefter han tog et hvæs af sin joint, mens han så med et køligt blik på mig og derefter pustede roligt ud i ansigtet på mig, så jeg hostede lettere, hvorefter han grinede lidt.

"Der ser du Emma... Det er slet ikke noget for dig.", pointerede han, men jeg overraskede ham vidst ved at gribe ud efter hans rygende joint og fik den vristet ud af hans fingre.

"What the...", udbrød han målløst, og med en god portion i maven, valgte jeg at føre jointen op mellem mine læber og sugede kraftigt til, men det som skulle få mig til at virke cool, endte med at jeg bøjede mig hostende forover, mens jeg tabte den rygende joint og følte bare, at jeg næsten blev kvalt i det røg - Kæft, det var hæsligt!

Jeg mærkede sekunder efter en let klappen på min ryg, mens et lille brummende grin lød oven over mig, "Damn Emma, du overrasker mig sgu, men jeg må beklage over for dig, at du ikke har ringeste idé om hvordan man ryger!", grinede Harry i en lettere frydende tone, mens han stadigt klappede mig på min krumbøjede ryg, hvorefter jeg følte, at jeg kunne styre mine host og rettede mig helt op med en hård indånding, mens jeg betragtede ham med et køligt og ligegyldigt blik, så han stoppede sit grin, men dog smilede skævt og bukkede sig ned til jorden, hvor jeg betragtede ham samle den halve joint op og skoddede den roligt på asfalten, hvorefter han rejste sig og stak hånden ned i hans ene bukselomme hvorefter han trak et lille gennemsigtigt blåt rør op, som han åbnede og proppede resten af jointen ned i, hvorefter han stak røret med jointen ned i hans bukselomme igen.

"Det er altså ikke sjovt...", mumlede jeg lettere surt og lagde mine arme over kors, hvor Harry smilede skævt og nikkede, "Men hvorfor har du pludseligt sådan en lyst til at prøve en joint?", spurgte han med et skævt smil, så jeg sukkede opgivende og gik hen og satte mig på et ledigt spot, hvor der heller ikke holdt nogle cykler og foldede mine hænder frem for mig, mens jeg så lettere ned i jorden.

"Jeg ved det ikke? Måske, fordi mit liv er noget lort?", mumlede jeg uden at se hen på ham og bemærkede sekunder efter, at Harry satte sig ned ved siden af mig til højre for mig.

"Sådan kan vi alle have det Emma... Du er ikke den eneste..", svarede han roligt, så jeg så spørgende op på ham, hvor han smilede skævt.

"Har du det bedre?", spurgte han yderligere, så jeg så med et spørgende løftet blik på ham, "Hvad mener du?", spurgte jeg lettere forvirret og skrabede noget af mit lange løse blonde hår bag mit højre øre, mens jeg så opmærksomt på ham. Harry smilede skævt og nikkede.

"Du har været sygemeldt fra skolen i ca syv uger Emma? Det må have været slemt?", spurgte han roligt, så jeg sukkede tungt og så med ligegyldighed på ham, hvorefter jeg igen så ned i jorden og betragtede min fod i min sorte militærstøvle vippe let op og ned på den ene cykelholder, som jeg hvilede mit ben på.

"Jeg har bare haft det skidt psykisk Harry... Ikke noget jeg vil uddybe, andet end jeg går til hjernevrider hver onsdag...", mumlede jeg, uden at se op på ham ved min side.

"Hmm... tja... Hjælper det så?", spurgte han roligt, så jeg så op på ham igen med et svagt grin og rystede let på hovedet.

"Den hjernevrider er bare dum at høre på.", svarede jeg med et sarkastisk smil, så Harry nikkede med et skævt smil.

"Det er de som regel...", pointerede han med et skævt smil, så jeg nikkede svagt, "Men... du har det bedre nu?", spurgte han roligt, så jeg fugtede mine læber og bed svagt i underlæben og nikkede, "Tror jeg?", løj jeg lettere, for det var jo ikke hele sandheden, eftersom jeg gik med en skjult hjertesorg over Justin.

Harry nikkede med et lille smil og tog en dyb indånding, "Meeen Emma...", begyndte han rømmende og knækkede let med nakken, hvor han så med et alvorligt blik på mig, "Ja?", spurgte jeg undrende, så Harry grinede svagt og bed sig i underlæben.

"Men hvorfor opsøger du mig nu, og på den her måde? Det har du aldrig gjort før?", spurgte han med et skævt flabet smil, mens han så med et løftet øjenbryn på mig, så jeg følte, at han sugede al luften ud af mig med det særlige charmerende blik. Jeg fjernede øjenkontakten med ham og rystede lettere på hovedet og stirrede i stedet frem for mig.

"Altså..", begyndte jeg mens jeg stirrede frem for mig og lukkede øjnene i sekunder, kun fordi jeg faktisk ikke anede hvad jeg skulle undskylde med.

Jeg åbnede igen øjnene, men stirrede stadigt frem for mig og bed mig nervøst i underlæben, "Det ved jeg faktisk ikke?", mumlede jeg, så jeg hørte et tungt suk ved min sider, så det fik mig til at se spørgende på ham, hvor han så med et overlegent og skulende blik på mig - Nærmest samme blik, som Justin havde givet mig for et lille stykke tid siden i frikvarteret, så det kom helt bag på mig, hvor meget det blik faktisk fik mit hjerte til at slå kolbøtter!

"Er du sikker Emma?", spurgte han med sit alvorlige blik på mig, så jeg bed mig i underlæben, og hvad fucked som jeg havde gang i lige nu anede jeg ikke, men uden at svare lagde jeg mine hænder om hans kinder og jeg kyssede ham fandeme!

Nok var det flygtigt, da jeg hurtigt fjernede mig fra ham og så på ham, mens han så chokeret på mig, "Emma.. Jeg kommer sammen med Sandra...", kom det målløst ud af ham med et efterfølgende lille skævt smil, så jeg rystede på hovedet og rejste mig forvirret over min krop, der gjorde fuldkommen oprør mod mig! "What the fuck?", tænkte jeg chokeret over mig selv og så flygtigt ned på Harry, "Eh eh... Undskyld!", rømmede jeg pinligt berørt og gik med hurtige og beslutsomme skridt tilbage mod skolen.

"Emma? Hey Emma, vent! Hvor skal du hen?!" kunne jeg høre Harry kalde efter mig, men jeg spænede ind på skolen med rødglødende kinder og ører, ja hvis ikke det var hele mit ansigt, der var ildrødt?

- Hvad fanden gik der af mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...