Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
164952Visninger
AA

26. Opslaget!


Emmas synsvinkel:

Klasselokalet, Beverly Hills High, fredag d. 20/11-2015 kl 10:21

Jeg fulgte ham med blikket, mens han gik og afleverede vores stile på skift. Han virkede heldigvis dejligt afslappet i dag, hvor han havde joket med os, grint og bare været tilpas glad, så det havde smittet af på os alle. Ja, selv jeg havde følt det dejligt, at se Justin bare være sig selv. Det var lige før, at jeg næsten havde glemt alt om den dumme aften i går, hvor Harry var dukket op og jeg var blevet sur på både ham, Carl og min mor.

- Det var så også kun næsten glemt!

Gal, der havde været kold luft mellem min mor og jeg til morgen, men det havde slet ikke været nyt for mig. Sådan var hun hver gang, hvor hun mente at hun ikke kunne tage sig af min opdragelse og igen igen skulle jeg høre for, at der ville falde brænde ned, når min far engang ville komme hjem i løbet af weekenden. Ærligt talt, så var jeg ret ligeglad, for jeg følte mig for det meste som luft for dem. Ja, jeg var der bare, mens de passede deres dødssyge karrierer.

"Flot miss Browning.. Fortsæt endelig den gode retning der..", nikkede Justin med et bredt smil ned til mig, mens han klaskede min stil let ned på min pult, så jeg så med et kærligt smil op på ham. Dog fugtede han læberne og brød hurtigt øjenkontakten med mig, for at fortsætte videre bagud med at aflevere de andre stile til mine resterende klassekammerater. Jeg så ned på min stil oppe i højre hjørne, hvor han havde skrevet en lille bemærkning under et stort rødt A+, som fik mig til at smile stolt over min præstation. Jeg læste den lille note, som han havde skrevet med hans charmerende og ret drenget håndskrift;

"Fremragende stil miss Browning. Jeg håber for deres eget bedste, at de fortsætter i samme dur, da det i så fald kan åbne mange døre for dem. Har de overhovedet tænkt på, at fortsætte på en evt forfatteruddannelse? Jeg er sikker på, at det ville være en uddannelse, som de ville have gode evner i. Tænk over det, ikke? - Mr Bieber."

Lige nu forvirrede Justin mig lidt. Han havde virket som én, der havde taget afstand til mig - særligt i går under idrætstimerne, men her i dag virkede han så dejligt glad, så jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om han nu endelig gav sig over for mig, og bare det, at han havde skrevet sådan en sød note til mig, betød mere end ord for mig. Han gjorde mig virkelig glad.

Justin gik atter forbi mig mod sit kateder, efter at have afleveret alle stilene, hvor han smilede tilfredst mod os alle og stillede sig lænende op ad sit kateder, mens han stødte med sine hænder på hver side af ham om bordpladen.

"Jaer! Kan jeg lige få jeres fulde opmærksomhed?!", afbrød han mange af mine mumlende klassekammerater, eftersom jeg havde bidt mærke i på afstand, at visse kammerater åbenbart ikke var tilfredse med deres karakterer. 

"Jeg vil gerne takke for mange af jeres gode og ligefrem fantastiske stile - I kan virkelig være stolte af jeres arbejde.", forklarede Justin, så jeg og mange andre piftede og klappede ivrigt.

"Men!", afbrød han bestemt og så pludseligt alvorlig ud, mens han rettede sig væk fra katederet igen. Vi alle blev stille i klassen og betragtede ham intenst - eller jeg gjorde faktisk!

Mit hjerte sprang flere oktaver, da Justin pludseligt så hen på mig og sendte et lille smil, inden han hurtigt brød øjenkontakten igen, for at se på alle de andre.

"Der var få stile imellem, som jeg måtte give næsten bundkarakterer for, og jeg har så sandelig ikke tænkt mig, at nævne nogen navne, for i få af jer, ved udmærket godt hvem i er, men ærlig talt...", forklarede Justin seriøst med et tungt suk efter sig og jeg lod mærke til, at han skulede hen mod Brandon og Harry.

"Opgaven var såeh enkel, og alligevel, så havde to af jer en næsten samme stil, der omhandlede det samme, og ikke for at sige en ret ligegyldig indhold i jeres stil, for ikke at tale om alle de fejl. Længden på stilen, skulle fylde mindst 1000 anslag, men jeres? Ikke andet end et par hundrede? - Ja, jeg lovede ikke at nævne nogle navne, men mærk mine ord mine herrer; Hvis i på nogen måde, ønsker at gøre professionel karrierer som footballspillere, så kræver det stadigvæk, at i også tager opgaverne og generelt bare skolen seriøst - er den feset ind de herrer?", forklarede Justin bestemt, så jeg bemærkede specielt Harry fnyse tørt over det, hvor han tydeligvis himlede med øjnene.

"Kæft, hvor sygt main...", kunne jeg høre Harry mumle, og helt sikkert de andre bemærkede det også, eftersom de så mod ham. Jeg lod mærke til Justins ansigtsudtryk, hvor han gik de få skridt hen mod Harry med armene over kors.

"Sagde de noget mr Rodney?"

Harry så olmt op mod Justin.

"Ja, for fanden! Det er fucking røvsygt det her!", udbrød Harry højt og olmt, så mange gispede i klassen. Selv så jeg temmelig målløs på situationen, hvorved Justin lænede sig op ad Harrys pult.

"Unge mand, kom nu ikke for godt i gang. Jeg har studeret deres karakterblad fra arkivet nøje igennem, og skal jeg citere hvad der bland andet står, så alle kan høre det, eller foretrækker de at lytte til mine velmenende råd om, at de bør tage dem meget kraftigt sammen, ellers riskerer de at gå skoleåret om, eller i værste fald blive udvist fra skolen. Så hvad foretrækker de mr Rodney?", forklarede Justin lavt og bestemt, men højt nok til, at vi alle kunne følge med i samtalen. Harry sad tilbagelænet i stolen med armene over kors og skulede mod Justin.

"Det kan de ikke gøre..", mumlede Harry, så Justin sendte ham et skælmsk smil.

"Tro mig mr Rodney... Med deres karakterblad, så når de ikke langt, hvis ikke de tager dem alvorligt sammen, trods gentagende møder med dem og deres far. Husk nu, at det ikke altid er en fordel, at springe over hvor gærdet er lavest. Er det på nogen måde forstået?", forklarede Justin lavt, mens han så bestemt ned på Harry, der lige nu sad og stirrede tomt frem for sig med armene over kors. Han svarede tydeligvis ikke.

"Mr Rodney?", spurgte Justin bestemt, hvor efter han rettede sig ret op, mens han så ned på Harry.

"Javel mr Bieber...", mumlede Harry uden så meget som at se op på Justin. Justin stod og så alvorligt ned på ham i flere sekunder uden Harry overhovedet reagerede, hvorefter Justin vendte sit blik hen mod Brandon.

"Den er vel også sivet ind hos dem mr Walsh?", tilføjede Justin bestemt, så Brandon rømmede sig svagt og nikkede blot uden at smile det mindste, så Justin nikkede med et svagt smil.

"Godt så! Og til noget andet..", begyndte Justin med et svagt smil og begav sig tilbage til hans kateder, hvor han satte sig ned på sin kontorstor og så på os med et smil.

"Ja, som alle er bekendt med, så nærmer weekenden sig og jeg regner med, at mange af jer har noget særligt for her i weekenden, men.. Her kommer mit lille bud på en anderledes fredag aften, for min forlovede og jeg skal noget sammen med nogle af mine kollegaer, og eftersom jeg har en lille søn på snart fire år, så mangler vi en babysitter, så ja, dette er en forespørgsel tilegnet pigerne her i klassen og selvfølgelig ogs...", forklarede Justin, men forstummede, da han fandt mit blik, som om jeg havde afbrudt ham på nogen måde? Jeg smilede svagt, hvorefter han så væk fra mig igen.

"Og hvad mere mr Bieber?", lød det ovre fra Shelly, hvor Justin sendte hende et smil, mens han nikkede.

"Nå ja, som sagt søger vi en akut babysitter her i aften, og vedkommende skal nok få en lille skilling for det, men sørg lige for at snakke med jeres forældre om det først. Jeg har hængt opslag om det i lektiecaféen og internetcaféen og vedlagt telefonnumrene på både min forlovede og jeg, men ring helst efter 16 og senest kl 17, da Jamilla og jeg har planer om at skulle afsted ved en 18 tiden.. Ja, det var det! - Og nu til noget andet...", mumlede han lettere og han åbnede sin mappe hvor han fandt en masse papirark frem og sendte os alle et øjebliks slesk smil og fugtede hans dejlige læber.

"Vi skal lave gruppearbejde i dag, mandag og onsdag og fredag fremlægger i for mig mundtligt - Er det ikke bare sindssygt spændende?", grinede Justin smørret og rejste sig fra sin stol, hvor flere i klassen tydeligvis ikke delte Justins begejstring for gruppearbejde og fremlæggelse, eftersom de stønnede og brokkede sig, men Justin var tydeligvis ikke til at skyde igennem med hans skønne og dejlige humør i dag.  Han begyndte at dele fire bunker ud til de forreste pulte, hvor jeg selvfølgelig fik den ene af bunkerne. Justin smilede svagt.

"Send dem videre miss Browning..", sagde han med et roligt smil, så jeg nikkede med et kærligt smil, og gjorde som han sagde..

~

Netcaféen, Beverly Hills High, fredag d. 20/11-2015 kl 11:42

Jeg havde lidt med vilje undladt, at flirte med Justin, da han ikke skulle få mistanke om, at jeg nu havde en ny plan i ærmet. Jeg var sikker på, at jeg nok skulle kunne få Justin overbevist om, at mine følelser for ham var 110% reelle. Jeg elskede ham jo ud over al forstand.

Jeg nærmede mig opslagstavlen og studerede alle de forskellige opslag her var, for at finde den rette, og straks fik jeg øje på den henne oppe i venstre hjørne, men jeg sank en klump, da en køn brunette, formentligt fra årgangen over mig, havde fået øje på Justins opslag, hvor jeg bemærkede, at hun skulle til at rive én af telefonnumrene af fra de mange små strips, som man kunne hive af, men jeg skyndte mig, at hive opslaget ned lige foran hende, så hun så chokeret på mig.

"Hvorfor gjorde du det?", spurgte hun irriteret. Jeg bed mig selv i underlæben.

"Tænk stærkt Emma!", tænkte jeg hurtigt.

"Eh ja, jeg mene...."

"Helt seriøst, jeg kan altså godt bruge pengene og jeg har babysittet før, så vær lige rar at give mig et af numrende tak!", afbrød hun mig med en rækkende hånd med håndfladen opad, så jeg så med et løftet øjenbryn på hende, mens jeg stod og krøllede let i opslaget ind mod mit bryst.

"Jamen, det er ikke nødvendigt!", svarede jeg og skulle netop til at gå væk fra hende, men nåede desværre ikke langt, da pigen irriterede mig ved at gribe fat i min ene arm.

"Næ hov! Så let slipper du altså ikke!", udbrød hunolmt og tvang mig tilbage med fronten mod hende med magt, så jeg gispede målløs over det.

"- Jeg har brug for de penge til opsparing til min sprogrejse om et halvandet år, så du kan godt give mig en strips og det er nu!", protesterede hun med et olmt på mig. Jeg var ret sikker i mig selv på, at hun vidst ikke havde tænkt sig at give så let op endnu.

"Jamen.. stillingen er besat...", mumlede jeg nervøst, mens jeg prøvede at vriste mig roligt og langsomt ud af hendes hårde greb om min venstre arm, men hun slap mig bare ikke. Den lidt ældre pige så mærkeligt på mig.

"Det ved du da intet om rolling! Giv mig så det telefonnummer og det er nu!", snerrede hun mens hun holdte endnu mere fast om min arm.

"Slip mig, jeg er ikke nogen rolling - Jeg er 14 år!", snerrede jeg irriteret igen, men hun gav sig slet ikke og begyndte at hive fat i opslaget, som jeg brugte alle mine kræfter for at holde fast mod mit bryst.

"Fjorten år, så er du fandeme en uvidende rolling - Giv mig så det fucking opslag eller det bliver værst for dig selv", truede hun, og lige da jeg ikke anede hvad jeg skulle svare, så endte det med, at jeg skreg skingert og højt, så pigen stivnede og så målløs på mig.

"Easy girl, du bliver jo ikke voldtaget vel?", sagde hun lettere provokerende og slap mig endelig og vendte om og gik.

"Fuck, hun er sindsforvirret main...", hørte jeg hende mumle med ryggen til, mens hun gik videre.

Jeg sukkede tungt og skyndte mig at folde papiret sammen, hvorefter jeg løb hen mod lektiecaféen, hvor jeg vidste, at Justin havde anbragt det andet opslag, hvis jeg huskede korrekt af hvad han sagde i timen...

~

Lektiecaféen, Beverly Hills High, fredag d. 20/11-2015 kl 12:03

Endelig havde jeg fået begge opslag, og ingen af stripsene med telefonnumrene på var taget, så det var gode tegn. Jeg gik afsides i lektiecaféen og hen til en lille sofagruppe, hvor ingen sad overhovedet. Der var ligesom også kun få herinde, eftersom alle var til frokostpause i kantinen eller holdte frikvarter, eftersom vi først havde time igen kvart i et.

Jeg satte mig i den lille mørkeblå tomandssofa og fandt min iPhone frem fra min lomme i min halvtredserinspireret sort og hvid blomstret kjole. Ja, jeg var generel bare ret feminin hvad angik tøjet, da jeg ikke særlig tit havde bukser på, men det var også mest min mors skyld, eftersom hun købte så mange kjoler til mig, og på den anden side, så var jeg og min familie én af de mest velhavende, eller rettere jeg var én af de mest velhavende elever på skolen. Vi var da en del velhavende elever, men der var ingen tvivl om, at de middelmådige og småborgerlige elever dominerede skolen. Harry var én af de middelmådige, vidste jeg, eftersom jeg havde prøvet at være hjemme hos ham til hans fødselsdag for flere år tilbage, dengang vi gik på Primary School sammen. Jeps, Harry havde jeg kendt det meste af livet og han begyndte at mobbe mig den sidste skoleperiode på Primary School.

"Hmm, hvorfor tænker jeg nu igen på ham?", tænkte jeg irriteret og tastede nu det pågældende telefonnummer ind på min iPhone, som det telefonnummer, der stod på Justins opslag og jeg kunne med det samme se, at det ikke var Justins mobilnummer, så det var faktisk en lettelse for mig. Jeg lagde min iPhone til øret og straks kom de "berømte" dut-toner i mit højre øre.

"Duut... duut... duut..."

Ja, selv om Justin havde sagt, at der skulle ringes mellem 16 og 17, så tog jeg ingen chancer. Dut-tonerne blev ved i flere sekunder og jeg var tæt på at opgive for nu, men så hørte jeg røret blive besvaret.

"Ja, det er Jamilla..", lød det i en lettere stresset tone fra en kvinde, så jeg sank en klump. Så det var vidst Justins forlovede. Jeg rømmede mig lidt.

"Ja, hel du snakker med Emma Browning - Jeg forstyrrede vel ikke?", svarede jeg med et spørgsmål og bed mig nervøst i underlæben. Der blev stille i sekunder.

"Eh.. Det ved jeg ikke? Jeg var egentligt lige i bad, men eftersom min mobil blev ved med at ringe, så måtte jeg jo hoppe ud af karbadet.. Heh.. Nå men Emma, hvem er du så og hvad vil du?"

Okay, så jeg havde forstyrret åbenbart, siden hun blev hevet ud af et karbad? Jeg sank en klump og smilede svagt, mens jeg strøg noget af mit lange blonde hår bag øret.

"Ja, du må undskylde, men jeg ringede angående, at du søger en barnepige i aften, så jeg ville høre om stillingen er blevet besat?", spurgte jeg med et nervøst bid i underlæben og satsede stærkt på, at det ikke var tilfældet og hørte et lille grin fra Jamilla.

"Haha, jamen der skulle først ringes fra klokken 16, men ja, sket er sket og nej den er ikke besat - Hvor gammel er du og har du erfaring med små børn? Vi snakker altså om et blebarn på knap fire år - Kan du klare det?"

Jeg fnes lidt. Selv om jeg aldrig havde passet børn før, så burde det vel ikke være så svært? Jeg havde jo mødt Sean før og han virkede som en virkelig sød og nem dreng.

"Ork ja, jeg har passet børn siden jeg var tretten år, så det har jeg god erfaring med...", løj jeg med et smørret smil, så jeg hørte Jamilla grine svagt i den anden ende.

"Jamen, det lyder jo lovende Emma... Hvor gammel er du?", spurgte hun med en glad og opløftende stemme.

"Femten..", løj jeg med et skævt smil.

"Jamen det lyder jo fantastisk! kan du komme efter skoletid - Skal vi sige ved en halv fem fem-tiden?"

Jeg nikkede med et stort og lykkeligt smil, at jeg nu havde chancen for at komme tættere på Justin og nu vide hvor han boede.

"Det lyder fint Jamilla - Har du en adresse, for det stod ikke på opslaget?", spurgte jeg med et smil.

"Åh gud, havde han nu glemt det?", lød det mumlende fra hende i røret, så jeg fnes lidt.

"Nå ja, det skal ikke komme an på det.. Har du noget at skrive på Emma?", spurgte Jamilla, så jeg smilede svagt og rystede på hovedet.

"Nej desværre, ikke lige ved mig... Kan jeg ikke bare sende en sms til dig, så kan du svare med jeres adresse?", spurgte jeg med et smil.

"Orv ja, det lyder som en fin idé Emma... Jamen, så sender jeg lige adressen, når vi har lagt på og så ses vi senere - aftale?", svarede Jamilla med glæde i stemmen. Jeg nikkede lettet og lykkeligt, at min plan ikke havde slået det mindste fejl.

"Det er helt sikkert en aftale Jamilla!", fnes jeg.

"Og ja, lige inden vi lægger på, så vil jeg gøre dig opmærksom på, at du tiltaler mig miss Barash, da min forlovede forlanger, at eleverne tiltaler ham og mig på den måde, så jeg håber det er okay? Men for min skyld gør det ikke noget, at du siger Jamilla til mig, men bare sørg for at tiltale mig miss Barash hvis min forlovede er i nærheden, ikke?", forklarede Jamilla i den anden ende, så jeg nikkede med et fnis.

"Forståeligt nok miss Barash...", fnes jeg, så hun selv grinede lidt i den anden ende.

"Godt Emma, du lyder som en sød og forstående pige - Jeg glæder mig til at møde dig og jeg er sikker på, at min søn vil kunne lide dig - Jeg vil smutte tilbage i mit karbad, men husker lige at sende vores adresse.."

Jeg nikkede med et smil.

"Helt i orden miss Barash - Vi ses!"

"Ses! Klik!", lød det eftersom hun havde lagt på.

Jeg smagte lidt på hendes navn.

"Jamilla Barash...", mumlede jeg for mig selv og tænkte at efternavnet lød lidt usædvanligt og ret udenlandsk efter min smag, at bedømme, men ja, det skulle nok blive godt.

- Jeg glædede mig allerede sygt til i aften!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...