Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
165168Visninger
AA

46. Noget at tænke over...


Emmas synsvinkel:

Fjernsynsstuen, børnenes hospital, 4650 Sunset Blvd, Los Angeles, CA 90027, tirsdag d. 26/4-2016 kl 17:19

"Duk duk duk!"

"Ja?", svarede jeg og så hen mod døren, hvor Jenny kom ind med at smil til mig, hvor hun tydeligvis kom med formiddagens dossering. Jeg nikkede med et smil, mens hun satte et glas rød saftevand og det typiske lille lukkede plastikbæger på det lille sofabord til venstre for mig, der som regel havde de sædvanlige tre forskellige farvede piller i, men da jeg greb ud efter bægret så jeg kun to?

Jeg så spørgende op på hende, "Hvor er den lyserøde pille?", spurgte jeg undrende, så Jenny fnes med et varmt smil satte sig på hug ved siden af mig og min stol og kærtegnede mig i flygtigt på mit ene lår. Ja Jenny, gav mig nærmest mere kærlighed og opmærksomhed, end jeg rigtigt havde fået af mine forældre - særligt min far! Min mor var jeg trods alt begyndt at få et langt bedre forhold til, men vi var dog ikke blevet sådan slyngveninder, som jeg følte for Jenny, der havde stået last og brast ved min side, siden jeg blev indlagt med mit store knæk over Justin. Siden dengang var jeg ikke kommet hjem fra hospitalet. Og i begyndelsen var det virkelig hårdt. Jeg havde selvmordstanker, og følte ikke, at jeg havde noget at leve for, og særligt den første uge var hård, eftersom lægerne måtte spænde mig fast til sengen, så jeg ikke tænkte på at skade mig selv.

Jenny blev i første omgang min støtteperson, men efterhånden havde jeg bundet mig til hende, for hun var som den storesøster jeg aldrig havde haft før. Jeg vidste efterhånden meget om hende, eftersom vi havde haft mange intense samtaler. Hun var 24 år og forlovet med en sød fyr, som jeg havde hilst tilfældigt på, et par gange, hvor han tilfældigt skulle hente hende fra hendes arbejde her.

Jeg havde undervejs åbnet mig op for hende og også for min terapigruppe her på hospitalet, og både Jenny og min terapigruppe vidste nu, at jeg havde været ulykkeligt forelsket i min skolelærer, men jeg havde dog undladt visse facts om at Justin faktisk var uden skyld. Der var der ingen, der kendte til den reelle sandhed, simpelthen fordi jeg skammede mig og ikke kunne få mig selv til at indrømme noget omkring det. Der var sket alt for meget og jeg havde allermest lyst til bare at glemme alt og gemme de få hemmeligheder væk for alt og alle. Jeg havde endelig accepteret, at Justin ikke ville vide af mig, og jeg havde lært at komme videre med mit liv - Det skulle jeg da i alt fald mene?

Men okay, jeg havde heller ikke set ham siden dengang ved mit store knæk, så jeg anede inderst inde ikke hvordan jeg faktisk havde det med ham dagen i dag? - Og til fare for mig selv, ville jeg heller ikke risikere at skulle møde ham igen, så ja...

"Ja...", sukkede Jenny med et smil, "Du skal til at trappes ned, da dr. Gene har set en ret stor forbedring med dig skat..", forklarede Jenny med et varmt smil, så jeg så glædeligt på hende,"Be.. betyder det at jeg snart kan komme hjem?", spurgte jeg overrasket, så Jenny nikkede med et smil og rakte mig glasset med rød saftevand.

"Ja... Vi snakker faktisk allerede, om at du formentligt kan blive udskrevet om en uge til to... Du har virkelig fået det bedre psykisk - Kan du ikke også mærke det selv?", spurgte Jenny med et smil, så jeg nikkede med et fnis, "Meget...", svarede jeg roligt og så ned på mit lille plastikbæger og åbnede det lille låg hvorefter jeg hældte de to små piller ind på min tunge og derefter skyllede dem ned med lidt saftevand.

Jenny så med et smil på mig og jeg gav hende bægret og stillede glasset på det lille bord ved min side, hvorefter hun rejste sig med et smil ned på mig, "Jeg tror faktisk også, at du har fået besøg nu...", smilede hun med et blink med øjet, så jeg så glædeligt overrasket på hende, "Hvor er han?", spurgte jeg med et fnis.

Hun hintede med hovedet mod retningen af hvor min egen stue lå, "Han sidder vidst og venter på dig i din stue - Så smut du ned med dig..", smilede hun, så jeg nikkede og så hende smutte ud af fjernsynsstuen, hvorefter jeg greb ud efter fjernbetjeningen på det lille sofabord og slukkede for fjernsynet, og jeg rejste mig fra lænestolen og greb ud efter mit glas med saftevand, hvorefter jeg begav mig ud af den lille stue og gik ned ad den lange hospitalsgang med retningen mod min egen stue.

Kort efter nåede jeg frem og skubbede roligt den næsten lukkede dør op ind til min stue, hvor jeg med et smil opdagede ham siddende på sengekanten, mens han øjensynligt sad rimelig optaget i sin iPhone.

Jeg fnes lidt, så han endelig så op med et smil, "Hold da op! Du virker da til at være i godt humør i dag?", spurgte han med et smørret smil, så jeg nikkede og gik hen til ham, hvor han hurtigt lagde sin mobil ved siden ad sig på sengen og jeg stillede mig mellem hans ben og lagde mine arme om nakken på ham, hvor han hurtigt lagde sine hænder om mine hofter og gav hurtig min røv et lille klem.

"Er der en grund til, at du er så pokkers glad i dag baby?", spurgte han med et bid i underlæben og et løftet øjenbryn, så jeg nikkede med et fnis og lænede mig mod ham og fangede ham i et blidt lille kys, hvorefter jeg trak mig fra kysset igen og så dybt i hans blå øjne, "Jenny fortalte mig faktisk, at jeg går på nedtrapning fra i dag, så jeg formentligt kan blive udskrevet om én til to uger maks...", forklarede jeg med et lykkeligt smil, så Harry så med et overrasket smil på mig, "Hold da op? Så betyder det altså, at du er ude af dine hårde depressioner?", spurgte han med et glædeligt smil, så jeg nikkede lykkeligt og satte mig straks på hans ene lår, uden så meget som at fjerne armene fra hans nakke, så Harry smilede kærligt og kærtegnede mig blidt på hoften med hans højre hånd og gav mig et flygtigt lille kys, for derefter at hvile sin pande op ad min tinding.

"Det er jo fantastisk baby... Det betyder meget for mig, at du er kommet så meget i bedring... Jeg var næsten bange for, at du for flere uger tilbage ville tage livet af dig selv, og nu kan jeg se, at det var det mest rigtige din mor gjorde, at anbringe dig her - du er blevet så positivt forandret, og skal jeg være ærlig her...", forklarede Harry med et mystisk smil, så jeg så med et fnis på ham og nikkede, "Med hvad Harry?", spurgte jeg fnisende, så han fugtede sine læber med et smørret smil og nikkede, "Misforstå mig ikke, for du er stadig Emma Browning, men du er gået fra at være en lille grå mus med ufattelige humørsvingninger og svære psykiske problemer til at blive til en glad og åben pige, og det klæder dig i allerhøjeste grad... Du virker langt mere selvsikker nu..", forklarede Harry, så jeg nikkede med et lille fnis og lod mine fingerspidser nusse ham i de lange nakkehår han havde.

"Du har ligesom også givet mig troen tilbage Harry... Jenny og hospitalet her har hjulpet mig meget, men trods min meget hårde og ustabile periode, så besøgte du mig alligevel jævnligt, og det hjalp faktisk for mig, at jeg havde bare én ven, som gerne ville besøge mig og løfte på mit meget triste humør...", forklarede jeg roligt med et lille smil, så Harry nikkede med et lille grin, "Ja, det er sgu helt vildt, at du selv kan sidde og indrømme, at du har været psykisk ustabil - Det skal du fandeme have ros for smukke..."

Jeg nikkede med et kærligt smil, "Jeg er også lidt stolt af mig selv..", fnes jeg med svagt blussende kinder, så Harry nikkede med et varmt smil, "Det har du sandelig også en god grund til at være...", svarede han med et smil, så jeg nikkede med mit hoved hvilede med siden til op ad hans hoved, "Hvordan går det i skolen?", spurgte jeg roligt, mens jeg stirrede hen mod væggen. Ja, jeg stirrede egentligt bare i luften, for at lytte til Harry.

"Det går godt... Vi har faktisk fået en ny engelsklærer...", forklarede han roligt, mens jeg nikkede svagt over hans svar.

"Er det en mand eller dame?", spurgte jeg roligt og fjernede igen mit hoved fra hans og fandt hans smørrede smil, "Det er en kvinde og hun er rimelig streng, men vi overlever jo nok..", forklarede Harry med et skævt smil, så jeg nikkede med et smil. 

"Hvor gammel er hun, og minder hun så om mrs Moreno?", spurgte jeg med et lille fnis, så Harry så med et løftet øjenbryn og grinede sarkastisk, mens han rystede svagt på hovedet, "Nej, det kan man fandeme ikke påstå.. Mrs Flemmings er virkelig striks, og finder sig ikke i meget.. Man kan dårligt nok nyse eller eller glo andre steder hen end på tavlen, og så er hun fandeme over én og beder én om at smutte til skolekontoret..", grinede Harry sarkastisk, så jeg så målløs på ham, "Er det helt seriøst Harry?", spurgte jeg chokeret, så Harry nikkede med et svagt smil, "Ja, det er i alt fald ikke meget ved siden af..", svarede han roligt, så jeg nikkede svagt, "Og det er rektor Morse helt med på, at hun opfører sig sådan?", spurgte jeg målløs. Harry smilede svagt og nikkede, "Han aner vidst intet om hvilken trunte hun faktisk er..", svarede han med et lille grin, så jeg nikkede med et fnis.

"Så glæder jeg mig helt sikkert ikke til at møde hende!", slog jeg fast, så Harry grinede og gav mig et flygtigt kys på kinden, "Det har du absolut heller ikke nogen grund til baby..", tilføjede han roligt, så jeg nikkede med et lille fnis.

"Har i så ellers set til Justin?", spurgte jeg roligt, så jeg nærmest forventede Harrys typiske blik på mig over at jeg pludseligt nævnte Justin, og jeg fik helt hvad jeg forventede eftersom han sukkede opgivende, "Emma..." "Nej, hør nu, jeg spørger ligesom til ham kun fordi jeg godt kunne tænke mig at vide, hvad der er blevet af ham.. - Jeg spørger jo blot af ren interesse?", mumlede jeg det sidste med et undskyldende smil, så Harry så med en dyb fure i panden, "Altså helt ærligt Emma?!", udbrød han med et ansigtsudtryk, der langtfra så smilende ud, men rettere temmelig alvorligt, ja nærmest frustreret. Jeg sank en klump og så med et nervøst bid i underlæben på ham, "Jamen... Man har vel lov til at spørg...." "Emma! Han forgreb sig på dig! Du kan sgu da ikke være andet end kold over for den pædofile skid!", afbrød Harry lettere spidst, så jeg følte mit hjerte sidde i halsen på mig i flere sekunder og pustede tungt ud.

"M.. men... Hvad hvis det ikke var tilfældet?", spurgte jeg nervøst, så Harry så nærmest chokeret på mig, "What?! Hvad fanden er det du siger?!", udbrød han med en chokeret stemme, så jeg sank endnu en klump og rystede svagt på hovedet og så ned i skødet på hans ben og mine, "Nej... Lige meget...", mumlede jeg forlegent, og fortrød til dels, at jeg havde bragt det på banen.

"Emma?", lød det bestemt fra Harry, så jeg så op igen og fandt hans alvorlige blik på mig, "Jeg håber seriøst ikke, at du sidder og prøver at fortælle mig, at Justin faktisk er uden skyld over de beskyldninger, som han har fået, for så sidder vi to virkelig i lort til halsen..", forklarede Harry alvorligt med strammet kæbe, og han så slet ikke noget nært tilfreds ud.

Jeg sad med en urolig mave og stirrede tomt på ham, "Hvad mener du med det?", spurgte jeg bange i mig selv, så Harry så med et spændt og hårdt bid på mig, "Hvis du sidder og påstår, at Justin slet ikke har lagt den eneste hånd på dig, så står vi i lort til halsen - Forstår du det?", slog Harry fast.

"Jamen, hvis det var tilfældet, hvorfor skulle vi så stå i lort til halsen?", spurgte jeg bekymret. Harry spændte yderligere i kæben, "Jo.. Fordi jeg har truet ham og jeg har stalket ham for at holde øje med, at han ikke nærmer sig d..." "Har du truet ham?!", afbrød jeg Harry chokeret, så Harry så lettere frustreret og så flygtigt hen mod døren, der var åben ud til gangen, hvorefter han så på mig. "Shh.. Ikke så højt Emma..", hviskede han anspændt til mig, så jeg sank en hård klump over hans tilståelse fra før.

"Helt alvorligt Emma... Nu skal du altså sige det her; Er Justin helt uden skyld for de beskyldninger, som han har fået?", spurgte Harry med et meget alvorligt blik på mig.

- Hvad fanden skulle jeg svare?

~


Justins synsvinkel:

Fortorvet, ikke langt hjemmfra Wilshire Blvd, Beverly Hills, lørdag d. 30/4-2016 kl 13:11

Med ro i sindet og med en meget lille baby på ca 3058 g og 51 cm lang liggende i barnevognen, der endelig langt om længe sov, følte jeg endelig, at jeg kunne begive mig med retningen hjemad, sammen med Sean, der gik roligt og pænt ved siden ad mig, mens han holdte godt fast i stangen på barnevognen. Jeg kunne sikkert forvente, at Jamilla nok lå oppe i sengen og selv sov til middag, nu hvor jeg lige havde valgt at tage tørnen med en lille gåtur sammen med Sean og hans meget lille lillebror, som faktisk var præcist 10 dage gammel i dag.

Jamilla og jeg havde stadigt ikke fundet et bestemt navn til ham, men hun jonglerede med navne som; Nathan, Bailey, Austin og Billy. Jeg syntes nu mere, at han enten skulle hedder Damian, Matthew eller Jeremy, som sidstnævnte opkaldt efter min far. Den påstand havde Jamilla moret sig lidt over, men jeg tog det skam ganske alvorligt, eftersom jeg synes det kunne være et frisk pust at føre et familienavn videre, der havde stor betydning for mig, eftersom jeg altid havde set meget op til min egen far.

Og til min forventning, så havde min fars reaktion været ret rørende, da jeg nævnte at et af navnene var min fars navn for en lille uges tid siden på hospitalet, da hverken Jamilla eller vores lille "fis" stadigt ikke var blevet udskrevet på det tidspunkt, eftersom det havde været en svær og hård fødsel for Jamilla og det også havde taget lidt hårdt på lillemanden. Så ja, flere fra begge vores familier havde været og besøge Jamilla og den lille nye Bieber, inden de kom hjem fra hospitalet.

"Far?!", udbrød Sean lettere højt, så en lille klynken opstod fra barnevognen, så jeg så med et svagt irritabelt blik ned på Sean, "Altså skat.. Se nu.. Du vækkede ham jo lige.. Kan du ikke lære at tale stille og roligt, mens han sover?", spurgte jeg opgivende, men smilede sarkastisk og pr automatik, vendte jeg barnevognen, for at forlænge gåturen yderligere, i håb om at jeg kunne "lulle" lillemanden i søvn igen, for hold da kæft hvor han klynkede nede i den barnevogn igen.

"Undskyld far...", lød det trist nede fra Sean ved min side, der prøvede at følge med mig og barnevognen, så jeg stoppede op godt og vel efter 20 meters gang og pustede opgivende ud og lod baby klynke febrilsk nede i barnevognen, og så bare ignorere ham det øjeblik, for at give min store dreng opmærksomheden i stedet, hvor jeg så ned på Sean, og opdagede, at han stod og så pokkers nedtrykt ned i jorden, så jeg satte mig på hug ved ham og barnevognen.

Jeg lagde min venstre hånd om Seans sunket hoved, så det var tydeligt, at se en lille tåre, der banede sig roligt ned ad hans venstre kind, uden han så meget som så op på mig, "Skat? Undskyld...", udbrød jeg lavt, så Sean så med et grædende og ret ulykkeligt blik på mig og lignede én der kunne knække fuldkommen ulykkeligt sammen når og hvor det skulle være, og i næste sekund kastede han sine små arme om nakken på mig og knugede sig tæt ind til mig, mens han hulkede stille i skulderen på mig.

"Du må altså virkelig undskylde det hele skat... Men du må forstå, at mor og jeg ikke får så meget søvn for tiden pga din lillebror... Og det var virkelig ikke min mening, at bide af dig... Undskyld stump...", forklarede jeg roligt og kærtegnede ham i blide strøg på ryggen.

"Nnrrh... Jeg ville jo b.. bare... nnrrh..", hulkede Sean i skulderen på mig og kunne tydeligvis ikke komme helt frem med hvad han havde på hjertet. Jeg ville heller ikke presse ham, da han ligesom skulle være frit stillet til at sige det han ville uden at føle et pres på ham selv. Jeg kunne mærke, at han knugede sig endnu tættere på mig, så jeg smilede lidt trist over det, og fordi jeg kunne mærke mine ben allerede begyndte at sove lidt, så lagde jeg min arm under numsen på ham og rejste mig med ham i mine arme, og gik derefter roligt om til siden af barnevognen, hvor jeg kunne hørte min anden meget lille søn ligge og skrige for lungerne fulde af gråd, hvorefter jeg åbnede en anelse på dækkenet på barnevognen, så jeg kunne se ned til lillemanden, der skreg af gråd med et ildrødt ansigt.

Ja, han kunne jo bare lære at trække vejret mens han græd, men sådan var det altså ikke lige med tilfældet af spædbørn, og det var for den sags skyld heller ikke meget anderledes med Sean, da han selv var et spædbarn. Den slags skulle nok ændre sig med tiden.

"Shh... Rolig lille skat... Hvor pokker er din sut henne?", trøstede jeg med en blidt stemme ned mod ham så roligt jeg kunne, til trods for at jeg faktisk nu havde to grædende sønner, og jeg fumlede i blinde efter lillefisens lyseblå sut, som skulle ligge et sted omkring ham nede i barnevognen, til jeg flere øjeblikke efter, langt om længe fandt hans lille sut, og jeg suttede hurtigt på den, så den ikke havde fnuller på sig, hvorefter jeg proppede den ind i lillemandens skrigende mund, så hans gråd straks forstummede lettere til en klynken og derefter en lille suttende mumlen, til jeg kunne se han lukkede øjnene og faldt lettere til ro. Jeg puttede lidt af hans lille hvide babydyne op omkring, for derefter at lukke dækkenet til ved barnevognen igen.

Sean klynkede stadigt lidt ved min skulder og nakke og jeg bestemte mig for at gå i knæ, for at sætte ham ned, "Nej... Jeg vil være hos dig..", afbrød han min gøren, hvor jeg ellers ville sætte ham ned på fortorvet, så jeg grinede svagt og nikkede.

"Du er måske lidt i puttehumør, skat?", spurgte jeg med et smil, uden at slippe ham. "Jaer...", svarede Sean med en betuttet stemme mod min hals.

"Okay..", svarede jeg lettere anstrengt i stemmen og rejste mig igen med Sean på armen, hvorefter jeg greb fat med min højre hånd om styret på barnevognen, for derefter at skubbe let på barnevognen og så var det ellers afsted på en lille gåtur igen.

Det var måske lidt heldigt for Sean, at han var sådan en lille nem fyr, så jeg sagtens kunne bære lidt på ham, men det var nu også begrænset. Dog, syntes jeg det var helt okay, at han fik lov til at putte lidt op ad mig lidt, for nu hvor jeg tænkte mig om, så havde et altså været nogle forvirrede og stressende dage, siden vi fik lillemanden hjem. Hjemmet rodede ærligt talt med vasketøj smidt rundt omkring, rodet køkken med opvask, som vi ikke rigtigt havde haft overskud til at smide i opvaskemaskinen, Seans legetøj flød både i øvre og underetagen og alt gik bare mest op i bleskift, uregelmæssige søvnrytmer, madlavning, indkøb og Seans børnehave, som han ikke rigtigt havde en fast rytme i - Ja, alt var kaotisk i øjeblikket! Men vi klarede den sgu og det var nok kun lige den første tid, at vi lige skulle komme igennem, til lillemanden kunne falde ind i en nogenlunde ordenlig døgnrytme.

Det tog hårdt på os alle - selv Sean... Han vågnede næsten hver gang lillemanden vågnede, så ja.. Hele huset blev vækket gang på gang, og ligesom Sean havde været så dejlig nem siden han var spædbarn, så var hans lillebror stik modsat med et stort temperament, men ikke des mindre elskede Jamilla og jeg begge vores drenge lige højt.

Noget andet var, at siden Jamilla havde født og alle var hjemme, så var det hele så kaotisk, at selv på de tidspunkter hvor tingene omkring os åndede ro, så havde jeg prøvet at varme lidt op på Jamilla, selv bare med lidt kærlig massage, men hun havde afvist mig gang på gang og bare bedt om ro til at sove. Det var måske en anelse frustrerende, at hun ikke ville lade mig komme tæt nok på hende. Til dels forstod jeg hende da, og jeg accepterede hendes fuldstændige manglende lyst til mig, og prøvede at overbevise mig selv om, at det nok skulle blive bedre med tiden - men ja... Jeg savnede sgu, at hyggeputte med hende, eller bare få de dejlige krævende kys af hende!

Så ja... Familielivet kørte på højtryk, mens parforholdet kørte på meget lavt blus i øjeblikket...

Hvad kunne jeg ligesom gøre? Jeg var stadigt arbejdssøgende, fuldtidsfar og gjorde alt det jeg kunne, mens Jamilla sov når som helst hun kunne få lejligheden til det.

- Yup, helt sikkert et kaotisk familieliv!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...