Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

114Likes
177Kommentarer
168999Visninger
AA

32. "Mr Fucking Alt Modsat"


Justins synsvinkel:

Udenfor hoveddøren til familien Brownings villa, Doheny Rd, 217, Beverly Hills, lørdag d. 21/11-2015 kl 14:51

Emma greb håndtaget om hoveddøren, men virkede tøvende og så op på mig med et nærmest bedende blik. Ærligt talt, så anede jeg ikke, om jeg skulle tro på hende. Hun var sgu svær at greje. Så var der det ene øjeblik, hvor jeg troede på, at hun havde ændret sig til det bedre, hvor ved hun som det næste øjeblik virkede udspekuleret og hemmelighedsfuld. Ja, det var som om at der virkelig skulle meget til, før jeg overhovedet ville få følelsen af at vi kunne skabe en ordenlig tillid til hinanden.

"Skal du ikke åbne?", spurgte jeg med et løftet øjenbryn, så Emma virkede til at synke en klump.

"Vil du ikke nok forklare, at jeg altså ikke mente noget forkert, med at jeg så gerne ville passe Sean for jer?", spurgte hun med et bedende blik, så jeg smilede ret svagt og nikkede en anelse.

"Jo, jeg skal nok forklare det roligt Emma.. Åben nu..", forklarede jeg så roligt og behersket som muligt, så hun tydeligvis sukkede og nikkede svagt og vendte atter blikket mod hoveddøren og trak ned i håndtaget, så døren langt om længe åbnede sig.

Jeg pustede lettet ud, mens jeg fulgte bag Emma, der gik ind, "Åh, du godeste barn dog! Du aner ikke hvor bekymrede vi har været!", lød det tydeligvis fra en bekymrende kvindestemme indefra, til jeg nåede ind i noget af en hall.

Fuck! Her var flot!

"Rolig mor.. Jeg er jo okay, ikke?", lød det med en svagt opgivende tone fra Emma, så jeg hurtigt lagde blikket over på Emma, mens jeg lukkede hoveddøren bag mig, og betragtede i flygtige sekunder Emma, der blev krammet af en ret stilfuld kvinde i råhvid spadseredragt og med kort blond chikt hår. Sekunder efter kom en ret formeldt og ret pænt udseende mand i jakkesæt og skinnende sorte herresko. Jeg pustede kinderne målløst op, over hvor fornem denne familie virkede til at være. De var så meget modsat min egen lille familie, der elskede at gå afslappet klædt - særligt i weekenderne!

Manden havde hænderne i lommerne på hans flotte grå pressefoldede bukser, mens hans mørke hår skinnede svagt under den store lysekrone, der hang langt oppe under det høje loft i hallen, som spejlede sig i små hvide prikker godt oppe under loftet pga solens stråler, der skinnede ind ad vinduerne længere oppe og ramte derved alle de små fine krystaller på lysekronen. Ja, dette var nærmest et lille palads i sig selv!

Jeg bed mig lettere nervøst i underlæben og følte mig meget udenfor med mine gråblå hullede jeans, hvide vans og min lyseblå Nike t-shirt.

Alt i alt, var jeg bare så dejlig afslappet klædt til denne lørdag, mens Emmas forældre stod i jakkesæt, smørhår, spadseredragt og duften af en ret dyr og kvindelig parfume. Vi var så modsat hinanden!

Manden i jakkesættet, som jeg kunne gætte mig til var Emmas far Maxwell, tog tydeligvis beskik af mig og gik langsomt og roligt hen mod mig, mens jeg bemærkede Emma og hendes mor forsvandt ud af hallen og andetsteds i det kæmpe store hus, som de havde. Maxwell trak sin højre hånd op ad sin ene bukselomme, men lod sin venstre blive i den anden lomme, hvor han rakte hånden mod mig.

"Velkommen til, de må være mr Bieber formoder jeg?", spurgte han, mens han gav mig hånden, der føltes både akavet og mærkeligt. Akavet, fordi jeg slet ikke følte mig godt tilpas sådan et sted som dette, og mærkeligt, fordi jeg var kejthåndet - rettere venstrehåndet, så det føltes så underligt hver gang jeg skulle give hånden med højre.

Jeg nikkede med et svagt smil, "Ja, det har de ret i, og så må de være mr Browning?", spurgte jeg igen med et løftet øjenbryn, så Maxwell nikkede med et svagt smil og slap min hånd, hvor ved han vendte sig med siden til og viste retning med sin venstre hånd mod et sted i denne kæmpevilla.

"Hvis de vil følge med mig mr Bieber, så kan vi trække os tilbage inde på biblioteket og tale sammen der..", forklarede han roligt, men bestemt, så jeg nikkede med et svagt smil og fugtede mine læber lettere nervøst, mens han vendte sig helt og gik en bestemt retning, hvor jeg fulgte bag ham.

"Wow, ligefrem et bibliotek?", tænkte jeg målløs og svagt hovedrystende med et lille skævt smil, og fulgte ham troligt nu gennem en stor dagligstue med højt til loftet, med ganske få nipsgenstande og meget stilligt i mørke mahognimøbler og ren Chesterfield sofaer, som jeg vidste kostede kassen. Bare sådan en lænestol lå nok i den nette sum af 800-1000 dollars, hvis ikke mere? Ja, jeg kunne vel tage fejl, men jeg havde ligesom set de priser før, når jeg havde passeret sådanne møbelbutikker, som faktisk lå inde med de priser, hvor imod Jamilla og jeg stort set havde købt vores møbler i IKEA og andre meget billigere møbelvarehuse. 

Maxwell standsede op ved en åben dør for enden af den kæmpe store dagligstue, hvor han med et skævt smil viste vej ind ad denne døråbning, så jeg nikkede med et svagt smil og gik forbi ham og ind i det, der hurtigt gik op for mig var biblioteket. Og nej, det var ikke et stort et, som biblioteker nu var, men et stort rum med mahognireoler fra gulv til loft på hele den ene væg, hvor temmelig mange bøger stod pænt og nydeligt og i orden, hvor ved endnu et par Chesterfieldlænestole stod lettere ved siden af hinanden og hvor et lille kaffebord i mørk mahogni stod imellem. Ovre i det andet hjørne i rummet, stod et serveringsbord med glasplader i vintagestil og til ingens overraskelse også i mahogni, der var udskåret smukt og flot og fyldt med forskellige karafler og sprutflasker, så der slet ikke herskede nogen tvivl om, at Maxwell helt sikkert fortrak sig her i biblioteket alene eller med et par venner? Ja, det skulle virkelig ikke undre mig. Dette rum nærmest stank af maskulinitet og gentleman, hvis man kunne tolke det sådan?

"Vær så god, at sætte dem ned..", sagde Maxwell roligt, så jeg så tilbage på ham og nikkede med et svagt smil, mens Maxwell lukkede døren efter os, så vi tydeligvis blev ladt alene.

Jeg satte mig ned i den mørkebrune og ret skinnende lænestol, der helt sikkert blev plejet godt med læderfedt. Der var ikke den eneste lille synlige ridse at se. Jeg sad faktisk godt i den, men alligevel følte jeg mig meget ilde til mode her. Jeg passede slet ikke ind med min afslappede stil - ja, så hellere min dejlige flydersofa derhjemme, for der kunne jeg smække benene op, men her... Her følte jeg, at jeg måtte sidde pænt og ret op, mens jeg betragtede Maxwell gå hen til serveringsbordet og så sig over skulderen mod mig med et bestemt smil.

"Whisky, cognac, brandy - et eller andet, som jeg kan friste dem med?", spurgte han, så jeg desværre kom til at grine svagt indestængt over, at manden seriøst kunne drikke nu på denne tid - Ja, hvad kaldte sådanne fornemme folk det? Gibbernakkere?

Jeg rystede svagt på hovedet med et smil, "Bare vand tak, hvis de har det?", spurgte jeg og følte mig noget så åndssvag over at spørge om vand - Selvfølgelig havde de da vand! Og nej, det var sgu ikke fordi, at jeg ikke kunne lide whisky og andre gode sager, men lige på dette tid af døgnet, så nægtede jeg at drikke, om det så kun var tale om et enkelt glas! Det virkede bare så forkert i mit hoved, i modsætning til Maxwell tydeligvis levede livet i vild luksus.

Maxwell nikkede med et svagt smil og vendte atter sin opmærksomhed ved serveringsbordet, hvor jeg lettere skulende bemærkede, at han hældte noget op til sig selv fra en karaffel i et bredt whiskyglas, hvorefter han greb ud efter et tomt højt glas og en flaske Evian, der havde stået et par stykker af, som han vendte sig omkring med og gik hen og satte på det lille kaffebord oven på et par bordskånere i kork. Han smilede svagt og gik tilbage og hentede sit eget glas, hvorefter han gik tilbage til mig og satte sig ned med benene over kors i den anden lænestol og tog en flygtig tår af sit et eller andet, der forholdsvis kunne ligne årgangswhisky eller ja? Et eller andet!

Han så med et løftet spørgende øjenbryn på mig, uden at sige noget, så jeg med et et nervøst smil nikkede og åbnede min Evian og hældte pænt op i det høje glas, til trods for, at jeg sagtens kunne drikke af flasken. Yup, på en eller anden måde, følte jeg det akavet, og som om jeg nu som skolelærer, selv skulle stå skoleret - Fuldkommen idiotisk!

Jeg skruede låget på flasken og førte glasset med vandet op til mine læber og tog en tår, hvorefter jeg satte det ned på bordskåneren igen og prøvede at finde en bestemt sidestilling, som bare endte med at virke mere og mere akavet, til jeg endte med at sidde med min venstre ankel hvilende over mit højre knæ og hvilede mine underarme på begge armlæn, der var placeret godt oppe, så jeg næsten kunne synke i denne stol, og bemærkede mig hurtigt af Maxwell, der sad med benene over kors på den pæne måde med et skævt smil.

"Sidder de godt?", spurgte han roligt, så jeg nikkede med et svagt lille grin.

"Ahreem.. Mja...", rømmede jeg nervøst og rømmede mig yderligere med knyttet hånd til min mund, "Jo tak, jeg sidder fint mr Browning..", tilføjede jeg med et lille smil, så han nikkede med et stramt smil.

"Godt mr Bieber.. De ville tale med mig om min Emma?", spurgte han yderligere, så jeg nikkede og tog hurtigt endnu en tår og rømmede mig derefter.

"Jo..", begyndte jeg med et svagt nervøst bid i læben og valgte bevidst, at tage et hul på bylden et helt andet sted, end jeg egentligt ville frem til. Ja, jeg kunne på en eller anden underlig måde ikke tage mig sammen til at buse ud med det egentlige problem, at jeg følte, at Emma havde et crush på mig, for nu var det jo som om, at jeg ikke vidste 100% om det egentligt var det egentlige problem? Måske, lå alt dette i, at hun savnede opmærksomhed fra en voksen og et sted ønskede jeg også, at det kun var ren og skær pjat fra Emmas side af.

"Jo, sagen er, at Emma virker meget ukoncentreret i skolen - særligt når man tænker på hvilke gode karakterer hun normalt før i tiden har præsteret med, da hun og resten af klassen havde mrs Moreno før mig...", forklarede jeg, mens Maxwell sad og nikkede lyttende, men stadigt med et spørgende blik.

"Og de mener så, at Emma har problemer?", spurgte Maxwell indgående, så jeg pustede tungt ud og nikkede svagt og fugtede mine læber.

"Ja, jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun måske føler sig lidt forsømt på nogle punkter...", forklarede jeg roligt, så jeg hurtigt bemærkede et mistroisk blik fra Maxwell, "Hvad i alverden mener de med det mr Bieber?!", lød det lettere dømmende fra ham, så jeg hurtigt rystede på hovedet med et nervøst akavet lille grin.

"Nej, jeg mente det ikke sådan..", løj jeg nok lidt, for hvis jeg havde ret i mine anelser, så følte Emma nok et vis svigt fra sine forældre, siden hun krævede så meget af min opmærksomhed, men det var tydeligvis noget, som denne Maxwell ikke var enig i.

"Nå, hvorledes så?", slappede han lettere af igen og drak endnu en tår af hans glas, mens han så indgående på mig. Jeg pustede tungt ud og så flygtigt fra ham, kun for at besinde mig, hvorefter jeg så på ham igen, men følte mig bare som en sekstenårig skoledreng, der sad til eksamen, så jeg lettere undskyldende, trak lidt ud i kraven på min t-shirt, kun fordi jeg følte mig kvalt i dette selskab. Ufatteligt, ikke?

"Jeg mente mere, om der måske er problemer her hjemme, der bevirker, at Emma ikke kan koncentrere sig så meget, eller har der været opstået noget, som indvirker hende på en dybere plan - et tab i familien måske, eller?", spurgte jeg ret rømmende og så med stramme kæber hen på ham, så han grinede kort sarkastisk og rystede svagt på hovedet.

"Ikke hvad jeg ved af... Eller, jo min mor gik bort for knap otte måneder siden, men jeg tvivler på, at det overhovedet kunne påvirke Emma i skolen og som de selv siger mr Bieber, så havde Emma jo fine karakterer mens hun havde mrs Moreno, så tror de ikke, at det måske kan være dem mr Bieber, der ikke forstår at undervise ordenligt? - Tja, de er jo forholdsvis ret ung og som sprunget ud af et typisk college.. Særligt med deres mundering, vil jeg vove at påstå?", forklarede Maxwell, så jeg blev noget chokeret over hans udtalelse og sendte ham et uforstående blik og grinede svagt sarkastisk, mens jeg rystede let på hovedet.

"Altså, undskyld mig! Men ja! Nok er jeg ung, men jeg har et år som skolelærer på bagen og jeg var én af tre mønsterelever i min klasse under min læreruddannelse, der bestod eksamen med mere end bravour, så jeg er ked af at sige det mr Browning, men lad venligst være med at skue hunden på hårene, for alt det de er tilbøjelig til at tro om mig, er slet ikke rigtigt!", forsvarede jeg mig med stram kæbe, så Maxwell så med et løftet blik på mig, for derefter at sukke med himmelvendte øjne, inden han så på mig igen og fugtede stramt sine læber, hvor hans velplejede mørke overskæg fulgte hans læbers bevægelser.

"De har måske nok til dels ret mr Bieber - Jeg kender dem som sagt ikke, men de kender heller ikke min datter ordenligt! Så måske skulle de lære, at feje for egen dør i første omgang?", svarede Maxwell bestemt med et skulende og knibende blik mod mig, så jeg pustede hårdt ud for at beherske mig, hvor ved jeg gned mig flygtigt i panden med min venstre hånd.

"Ærligt talt mr Browning - Jeg er altså ikke kommet for at skulle sammenligne deres datter med mig.. Jeg er her, for at finde ud af hvilken årsag der er til, at Emma ikke tager sin skole særligt alvorlig for tiden!", forklarede jeg bestemt og prøvede bestemt at udelukke Emmas fascination af mig. 

Maxwell pustede svagt ud og nikkede, hvorefter han rejste sig fra stolen, "Godt så.. Det skal skylles ned med noget stærkere..", svarede han i en lettere ligegyldig tone, mens han med sit glas i hånden gik hen til serveringsbordet igen, så jeg ikke kunne andet end at sidde og betragte ham målløst.

Jeg rømmede lettere med min knyttede hånd for munden, "Mr Browning? Det virker til, at det ikke interesserer dem for deres datters velbefindende på skolen?", spurgte jeg undrende og fandt meget af hans opførsel uhåndgribeligt.

Det var tydeligt, at se på Maxwell, at han ikke ville tale for hans egen datters sag, "De tager grueligt fejl mr Bieber..", svarede han med ryggen til mens han satte den selvsamme karaffel fra før ned på serveringsbordet igen, hvorefter han vendte sig omkring og så skulende hen mod mig med et halvfyldt glas i hånden.

"Jeg er meget sikker på, at der intet er galt med min datter! Hun har altid passet sin skole og lektier nøje!", forklarede han bestemt og tog en hurtig slurk af sit glas, så det viste sig, at han drak det hele på én gang, hvorefter han med ryggen til satte glasset ned på serveringsbordet bag sig med et lille smæld, da glasset ramte glasunderlaget på serveringsbordet, hvorefter han stak begge sine hænder overlegent i sine bukselommer og to langsomme skridt hen mod mig.

Jeg grinede svagt sarkastisk, mens jeg sad og så op på ham, "Det kan godt være mr Browning, men bliver det ved med at gå ned ad bakke for Emma, som det gør nu, så er jeg bange fo..."

"Der er noget, som jeg har tænkt på mr Bieber!", afbrød han mig bare med armene over kors, hvor ved han trådte et skridt overlegent tættere på mig, så jeg så med chokeret o-mund op på ham.

"Sig mig? Afbryder de mig bare? Jeg prøver ligesom, at finde en løsning for, at deres datter kan komme på rette ve...."

"Jeg mente ikke, at det var normal procedure, at lærerstaben tiltalte deres elever ved fornavne!", afbrød han mig igen, mens han så skulende og overlegent ned på mig, så jeg fnøs svagt og prøvede at holde mig i skindet over hvor provokerende det faktisk var, at Maxwell bare koldt afbrød mig gang på gang for derefter at modsige min bekymring over for Emma.

"Ærligt talt! Mener de ikke, at det er sage..."

"Var det alt mr Bieber?!", afbrød han mig ved gud igen, så jeg snerrede irriteret over det og rejste mig straks fra den skide lænestol, som bare fik mig til at virke lille og ynkelig, hvor ved jeg bare ikke kunne lade være med at puste mig op nu foran ham. Ja, jeg ville da fandeme skide på, at han var rig og overlegen! I mine øjne, var han ikke andet end et skvat, der valgte at se blind på tingene og nu kunne jeg slet ikke holde det i mig længere; "Nej!", svarede jeg lettere vredt, så han så med et flabet løftet øjenbryn på mig.

"Nåh? Fortæl?", spurgte han ret uinteresseret, så jeg bed mig selv i kinden og smilede olmt med lukket mund.

"Måske, de skulle tale et par alvorsord med deres datter omkring det med ikke at lægge an på hendes lærer? Hmm?!", forklarede jeg olmt, så Maxwell pludseligt så med et djævelsk skulende blik på mig.

"Sig mig mr Bieber? Prøver de at være morsom?", spurgte han med et olmt blik på mig og fjernede sig fra mig og gik hen til døren og åbnede den og viste vej med sin højre hånd.

"De kende vejen ud mr Bieber...", tilføjede han temmelig ligeglad, så jeg så chokeret hen på ham og rystede langsomt på hovedet og gik med bestemte skridt hen til ham og standsede op lige ud for ham.

"Det er sandt hvad jeg siger mr Browning - Deres datter går og lægger an på mig i tide og ut...."

"UD!", brølede han afbrydende og olmt i ansigtet på mig, så jeg bemærkede hans sitrende tindinger.

"De er jo skingrende tosset mr Brown..."

"Jeg sagde ud!", afbrød han mig og skubbede mig ud af biblioteket, så jeg var ved at få overbalance, så jeg stoppede op halvvejs inde i dagligstuen og rettede mig op og vendte mig chokeret omkring, "Hvordan kan de få dem selv til at lægge låg ove..."

"ER DE FULDKOMMEN DØV MR BIEBER?! JEG SAGDE UD AF MIT HJEM!", råbte han olmt op, så jeg følte, at jeg mistede mine ord over mine læber.

"De er jo rablende vanvittig?", fik jeg hurtigt sagt, hvorefter jeg vendte mig omkring og gik med raske skidt ud af dagligstuen og nåede ud til hallen, men standsede brat op, da ingen ringere end Emma, stod henne foran hoveddøren og spærrede, men jeg besluttede mig for at gå hen for at åbne døren.

"Fjern dig venligst Emma!", sagde jeg bestemt, men hun rykkede sig slet ikke. Hun så som forskræmt op på mig.

"Sagde du det til ham, at jeg bare gerne ville pass..."

"Emma, jeg har ikke tid til det her.. Vær sød at fjerne dig..", afbrød jeg hende med et hårdt og frustreret suk, men hun fjernede sig ikke og lagde straks hendes spinkle hænder på min brystkasse uden at fjerne dem igen, så der skete noget underligt i maven på mig.

"Emma..", mumlede jeg behersket og så hende direkte ned i hendes blå bedende øjne og følte mig som en tikkende bombe indvendigt. Flere tårer rendte ned ad hendes kinder, så der opstod en knude i maven på mig.

"Justin..", hviskede hun med et grædende blik. Jeg rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage fra hende, så hendes hænder fandt vej ned ad hendes sider.

"Emma, vær sød at fjerne dig.. Jeg skal ud herfr..."

"Sig mig, er de her endnu?! Er de imbecil eller hvad?!",  lød det højt og vredt et stykke bag mig i hallen, så jeg så mig over skulderen og så Maxwell stående et stykke væk fra den franske åbning til opholdsstuen og så skulende hen mod ham.

"Nej! Det er dem, der er imbecil ikke jeg!", svarede jeg olmt og holdte bevidst fast i min mening, eftersom manden tydeligvis ikke ville forstå eller fatte hvad pokker der foregik omkring hans egen datter!

jeg vendte atter min opmærksomhed mod Emma, der stadigt stod grædende op ad hoveddøren - Hurra, for en sindsforvirret familie!

"Justin.. Du må ikke gå...", hulkede Emma med en lav bedende stemme, så jeg ikke kunne andet end at fnyse over dette hysteri og jeg tøvede ikke at gribe fat i dørhåndtaget trods Emma stod foran døren, så hun vaklede lettere frem, eftersom jeg nærmest rev døren op.

"Mr Bieber? Går de allerede? Jeg havde ellers lavet te til dem?!", blev jeg målløst overrasket af Emmas mors stemme, så jeg så målløs hen på hende, hvor ved Maxwell skubbede hende ud af hallen andet steds.

"Beklager, mr Bieber kan ikke blive!", lød det olmt fra ham, hvor ved de forsvandt fra hallen. Jeg sank en hård klump og fjernede blikket fra det sted, hvor Maxwell og hans kone havde forsvundet.

"Justin?", lød den spæde, bedende og grædende stemme fra Emma, så jeg flyttede blikket ned på hende, hvor ved hun lagde sin hånd om min ene kind, så min mave pludseligt blev ret forurolig og vendte sig. Jeg stod som stivnet!

Hun trådte et skridt tættere på mig og så med hendes grædende og bedende blik op på mig, "Emma, hvad gø...", blev jeg afbrudt af nogle krævende læber, der lagde sig over mine, så jeg ikke anede hvad pokker jeg foretog mig, andet end at jeg kyssede med for en meget kort stund, inden jeg fik skubbet hende modvilligt væk, så jeg flygtigt mærkede hendes små bryster.

"Emma... Lad vær..", protesterede jeg og så med et galoperende hjerte ned på hende og følte, at alt havde kortsluttet sig for mig i sekunder.

"Justin, jeg elsk..."

"Stop det Emma!", afbrød jeg hårdt med en løftende finger og rev straks døren op og begav mig ud og smækkede døren efter mig.

"Hold kæft! Er alle blevet rablende vanvittige?", vrissede jeg olmt for mig selv og styrtede ned ad den lange sti fra villaen og ned til vejen mod min bil.

Jeps! Jeg var sikker på, at den familie havde smittet af på mig, for jeg kunne stadigt ikke fatte, at jeg seriøst havde kysset med Emma?

- Selv om det kun havde varet knap ti sekunder det kys!

"FUCK!", udbrød jeg arrigt og nærmede mig min egen bil...


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...