Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
164950Visninger
AA

22. Intet andet end besværligheder...


Emmas synsvinkel:

Bænken nær parkeringspladsen, Beverly Hills High School, torsdag d. 19/11-2015 kl 08:47

Jeg pustede tungt ud, hvorefter jeg endnu engang tjekkede min iPhone, om Justin skulle have svaret, uden jeg havde registreret det, men nej.. Jeg spejdede efter den velkendte sorte Chevrolet, som jeg vidste Justin kørte i, men den var slet ikke at se endnu. I stedet opdagede jeg Sandra komme gående med sine to veninder Carmen og Nina, der gik i vores parallelklasse. Ja, det sagde sig selv, at de tre piger mente, at de styrede vores klassetrin på skolen, alt efter at de var blandt skolens mest populære piger og ikke for at sige hjernedøde at se og høre på.

Jeg valgte bevidst at lade som om jeg ikke så Sandra og hendes to kopier, ved at se andetsteds hen og på den måde håbe på, at de ikke lod dem bemærke af mig og blot gik videre forbi mig. Jeg så ned på min iPhone og kørte en finger over skærmen og sukkede tungt over, at Justin nok ikke havde tænkt sig at svare på min besked.

"Nå Emma!"

Hendes skingre og irriterende stemme skar mig i ørerne. Hvor havde jeg dog håbet på, at hun bare var gået videre, men nej. Jeg sukkede svagt og så langsomt op mod Sandra og hendes veninder, der nu stod en lille meter foran mig. Sandra sendte mig hendes typiske falske smil.

"Hvad vil du?", spurgte jeg lost. Hun så nikkende på Nina, som stod til venstre for hende.

"Som om, at hun ikke ved det?!", grinede Sandra falsk mod Nina, der selv grinede pivfalsk, så det var tydeligt, at de skulle spille røvsmarte. Carmen med hendes mørke proptrækkerkrøller, stod som sædvanligt og ikke anede om hun skulle grine med eller ej, mens hun så på skift mellem jeg og de andre. Ja, jeg havde altid ment at Carmen var en medløber for Sandra og lod Sandra bestemme for meget over for hende. Carmen havde ikke meget at skulle have sagt, uden Sandra skulle blande sig og bestemme hvad Carmen havde lyst til og ikke havde lyst til. Personligt mente jeg, at Carmen ikke passede rigtigt ind i den klike, men det bestemte hun jo selvfølgelig selv.

"Ved hvad?", spurgte jeg ret lost, så Sandra så med et spydigt smil ned på mig.

"Lad nu være med at spille dum, ikke lille Emma..", svarede hun spydigt, så jeg rejste mig undrende fra bænken, så vi stod lige over for hinanden.

"Ærligt talt Sandra, så aner jeg slet ikke hvad helvede du snakker om?", svarede jeg henkastet og så mærkeligt på hende. Sandra kastede med sit perfekte lange lysebrune og glansfulde hår, så det glinsede i solen.

"Nå ikke?! Jamen så skal jeg skære det ud i pap for dig! - Du skal bare holde dig fra Harry forstået?!", forklarede hun olmt. Jeg så hovedrystende på hende med et opgivende grin.

"Hold nu kæft, du er for meget Sandra! Jeg er i gruppe med ham i biologi, og det ved du lige så meget som jeg gør, og det kan du slet ikke lave o..."

"Det er fandeme ikke det jeg mener Emma!", afbrød hun mig snerpet, så jeg smilede falsk og lagde mine arme over kors.

"Nå, men hvad mener du ?!", spurgte jeg med himlende øjne ad hende. Hun prikkede mig hårdt i brystet.

"Av, lad dog vær'!", jamrede jeg irriteret, mens jeg holdte med flad hånd for brystet af mig i sekunder.

"Du skal bare holde dig fra ham uden for jeres gruppearbejde, forstået?!", udbrød hun hårdt, mens hendes kønne øjne bare virkede kolde og borede sig ind i mine. Jeg så irriteret på hende.

"Du er så blind Sandra. Kan du ikke se, at Harry er en idiot? Han er jo fuldkommen ligeglad med andre piger, inklusiv dig! Han er en player, og du v..."

"Hold din kæft weirdo! - Du skal bare lade ham være i fred, forstået?!", råbte hun mig afbrydende i ansigtet, som en hys snerpe, hvorpå hun skubbede let til mig, så jeg var ved at få overbalance, hvorefter hun og hendes veninder gik forbi mig med retningen mod selve stien op til skolens indgang.

Jeg fnøs irriteret over, at Sandra kunne være så blind. Harry var en nar og flirtede med alle piger, hvis ikke mere, og mig irriterede han bare, fordi han altid havde været efter mig, selv om hans nuværende adfærd forvirrede mig endnu mere. Det var ligesom ikke mig, der opsøgte ham frivilligt, men ham, der forfulgte mig. Så kunne Sandra sgu bare lære, at blande sig udenom. - Det var sgu mere hendes fejl, at hun ikke kunne holde fast i Harry. Ja, selv om han var åndssvag, så havde tanken om, at han måske var lidt træt af Sandra strejfet mig et par gange eller to.

Jeg satte mig igen ned på bænken og tjekkede hurtigt lige tiden ud på mit armbåndsur, der sagde 9:02. Jeg sukkede. Timen ringede ind kvart over, så det var desværre snart på tide, at jeg måtte begive mig ind mod klassen, men jeg valgte bevidst, at trække tiden lidt længere -

"Bare fem minutter mere...", mumlede jeg og så op fra mit ur og spejdede mod parkeringspladsen igen, for at se, om Justins bil dukkede op, men endnu var den ikke dukket op. Jeg bed mig lettere nervøst i underlæben.

Jeg ville bare så gerne kunne snakke med ham i dag, eftersom vi slet ikke skulle have engelsk i dag, og så sagde det ligesom sig selv, at vi slet ikke skulle undervises af ham i dag.

"Emma?"

"Åh nej..", tænkte jeg med et opgivende suk, da jeg hørte Harrys stemme et sted bag mig. Sekunder efter, bemærkede jeg ud af min højre øjenkrog, at han satte sig ned ved siden af mig med blot en balles afstand og hvor jeg bed mærke i, at han sad med en basketball, som han roterede let med, mellem begge sine hænder.

"Kan vi snakke?", spurgte han roligt med en nærmest trist stemme, så jeg så undrende på ham.

"Om hvad?", spurgte jeg med et tungt opgivende suk, så han stoppede med at rotere med bolden og så på mig med et svagt trist blik på mig.

"Jeg ville bare... undskylde det i går..", forklarede han, så jeg så lettere undrende på ham.

"Hvad mener du?", spurgte jeg undrende. Harry sukkede og smilte svagt.

"Jo altså.. Jeg mener, min opførsel måske ikke ligefrem var okay over for dig, hvis du forstår?", forklarede han yderligere. Jeg nikkede blot og så væk fra ham.

"Du driller mig jo altid Harry, så jeg er vant til det, sådan da...", mumlede jeg det sidste ud og så igen på ham med et ligegyldigt smil. Harry så undrende på mig.

"Synes du det? Altså, jeg kan jo sagtens lade dig være Emma..."

"Altså, hvad vil du i det hele taget?!", afbrød jeg ham irriteret og opdagede ud af øjenkrogen, at Justins bil endelig kom kørende roligt forbi os og længere ned ad parkeringspladsen, hvor han fandt en ledig parkeringsplads, som han kørte ind og parkerede på.

"Kan du slet ikke kigge på m...", kom det fra Harry ved min side, men han virkede til at forstumme fuldstændigt, mens jeg lod mig bemærke af Justin, der nu stod godt og vel halvtreds meter væk, hvor han øjensynligt stod og låste sin bildør af.

Justin gik væk fra sin bil og begav sig i roligt tempo ned ad stien med retningen af Harry og jeg.

"Du er forelsket i ham...", lød det fra Harry ved min side, så jeg hurtigt vendte mig mod Harry og så olmt på ham.

"Og hvad så hvis jeg er?! Hvad vil du gøre ved det, hva'?!", snerrede jeg irriteret, så Harry så skulende på mig med et blik, der føltes koldt i hans ellers flotte blå øjne.

"Du er jo skingrende åndssvag Emma - Manden er fucking gammel og garanteret gift? Og han er vores lær...."

"HOLD DIN KÆFT!", skreg jeg Harry i ansigtet, så Harry forstummede med et olmt blik og sank tydeligvis en klump, hvorpå han straks rejste sig fra bænken, så jeg fulgte ham med blikket.

"Du er ikke rigtig klog..", snerrede han lavt, hvorefter han vendte sig bort fra mig og gik med rask tempo hen mod alléen, der førte op mod indgangen til skolen.

Jeg tog en hurtig dyb indånding for at besinde mig fra det med Harry før og rejste mig fra bænken, hvor Justin kom gående med et svagt skulende blik mod mig, men til min lettelse standsede han op foran mig og så bare på mig med en stram mine om læberne.

"Synes de ikke, at vi burde tage et par alvorsord senere i dag miss Browning?", spurgte Justin roligt men bestemt i tonen, så jeg så svagt målløst op på ham.

"Hvorfor kalder du mig ikke bare Emma, som i går?", spurgte jeg med et svagt bid i underlæben. Justin sukkede og kørte opgivende sin venstre hånd gennem hans lækre lange hår i toppen.

"Miss Brow..."

"NEJ! Du kaldte mig Emma i går!", afbrød jeg ham spidst, så han så med opspærrede øjne ned på mig. Han rystede opgivende på hovedet.

"Emma! Så tilfreds?", svarede han spidst igen, så jeg fnes svagt og nikkede.

"Meget bedre Justin..", svarede jeg med et lille fnis og lagde mine arme over kors, så han sukkede tungt og så med store øjne på mig.

"Du er godt klar over, at jeg kan blive fyret, hvis folk finder ud af, at vi går og tiltaler hinanden ved fornavn?", røg det opgivende ud af ham. Jeg nikkede med et lille fnis.

"I know, men det kommer ikke ud Justin... Du kan stole trygt på mig - Jeg skal nok holde på vores lille hemmelighed...", fnes jeg smørret. Justin sukkede med et opgivende blik på mig og nikkede uden at smile og pegede let mod mig.

"Men du skal vide Emma, at i undervisningen, så får du mig ikke til at kalde dig Emma, forstået?!", forklarede han bestemt. Jeg nikkede med et kærligt smil og kærtegnede ham på overarmen uden på hans mørkeblå blazer.

"Bare rolig Justin, det bliver mellem os to, og kun os to...", forklarede jeg med et kærligt smil og gav hans overarm et kærligt klem, så jeg kunne høre et svagt gisp fra ham, mens han så med et lamslået blik på mig. Ja, han var sikkert overrasket over, at jeg var så god til at holde på hemmeligheder. Jeg fugtede mine læber og fjernede langsomt min hånd fra hans arm og smilte.

"Ses vi senere?", spurgte jeg med flirtende smil og drejede lettere fra side til side, mens jeg så ham forelsket i hans smukke brune øjne, der skulede svagt.

"Bare han dog ville lære at slappe lidt mere af...", lød det opgivende i mine tanker, mens jeg så afventende på ham og bed mig tændt i min underlæbe. Han så bare med et skulende blik ned på mig. Ja, selv med et skulende blik, så han pokkers sexet ud.

"Pres nu ikke citronen... Jeg har travlt..", svarede han lavt i en kølig tone, så jeg følte i stik i maven, da han gik udenom mig med retningen mod alléen op til hovedindgangen til skolen.

Jeg sukkede trist og fugtede mine læber, men denne gang fordi jeg følte, at jeg virkelig skulle anstrenge mig over for ham. Hvorfor kunne han ikke bare lære at give slip i stedet? Var det virkelig så svært?

~

Klasseværelset, Beverly Hills High School, torsdag d. 19/11-2015 kl 13:07


Opgaverne i grundbogen, virkede ret uoverskuelige for mig i øjeblikket. Mine tanker bestilte ikke andet end at cirkulere på Justin. Jeg havde prøvet at lede efter ham i dag i det store frikvarter, men han var ikke til at opdrive nogen steder.

Jeg så med et suk hen mod Harry, der sad optaget med sine geometriopgaver. Hvorfor, jeg egentligt fik mig selv til at se hen på netop ham, kunne jeg ikke lige greje i mit hoved? Måske, var det fordi han gik mig så meget på, og at han nu vidste, at jeg var så forelsket i Justin, at det gik mig på? Måske, det var fordi, at jeg slet ikke kunne gøre mig klog på Harry, fordi han opførte sig som en idiot over for mig?

Det gav et lille gib i maven på mig, da han langsomt pludseligt så skulende hen på mig, så vi fik flere sekunders øjenkontakt, hvorpå jeg brød kontakten med ham og så i stedet ned på mine opgaver, der stadigt virkede uløselige i mit hoved, så jeg sukkede opgivende og rettede mig irriteret op i stolen ved min pult og lod min spidsblyant dumpe med et svagt smæld på min pult og jeg stirrede tomt frem for mig.

Mr Zanders, som var vores geometrilærer, så op fra sin bærbare computer på katederet og vi fik sekunders øjenkontakt.

"Problemer miss Browning?", spurgte han ret lavt, men højt nok til jeg hørte det. Jeg rystede svagt på hovedet, hvorpå han så nikkende ned på sin computer foran sig igen. Jeg havde vel problemer på én eller anden måde, eftersom mine tanker bare kredsede og Justin og Harry - Ja, det var pløk åndssvagt altså! Justin ville jeg gerne tænke på, mens Harry bare var en kraftidiot, som hjemsøgte mine tanker på det groveste!

Jeg plejede ikke at have de store problemer med mine opgaver, for jeg lå jo som sagt i spidsen af superelever, men jeg måtte nok erkende, at jeg var kommet ind i en helt anden zone end hvad jeg normalt var, siden Justin begyndte som lærer her på skolen og siden Harry begyndte at gå mig så meget på nerverne, at det halve var nok.

- Jeg kunne bare ikke koncentrere mig..

"Kan jeg få jeres opmærksomhed?!", lød det pludseligt rømmende fra mr Zanders, der faktisk hed Denniz, men som sagt blev ingen lærerer eller elever tiltalt ved fornavn;

"Bortset fra Justin og jeg..", tænkte jeg med et frydende smil.

"I har de nuværende opgaver for plus side 68 og 69 til på mandag - forstået?!", kom det bestemt fra mr Zanders, der så skarpt på skift på os alle over hans smalle læsebriller.

"Javel mr Zanders!", svarede jeg og de fleste af mine klassekammerater i mundende på hinanden, så mr Zanders nikkede med et stramt smil.

"Godt! I må pakke sammen for i dag og smutte til idræt - Vi ses mandag!", svarede mr Zanders, hvorpå han pakkede sin bærbar og sine undervisningsbøger ned i hans lærermappe, mens vi alle andre selv pakkede vores ting sammen.

Jeg fik pakket mine ting sammen og begav mig ud af klasselokalet og gik med retningen hen til mit skab på gangen, hvor jeg med min venstre arm holdende fast om mine geometribøger tæt til kroppen og hvor jeg låste min kombinationslås op med min højre hånd på skabet, så det sekunder efter åbnede sig. Jeg lagde mine bøger og penalhus ind i skabet.

"Emma.. Vi bliver nød til at tale sammen...", lød det selvfølgelig ret velkendt et stykke fra min venstre side af, så jeg så med et køligt blik hen på ham, hvor han stod ved sit eget skab et par meter fra mig.

"Vi har intet at tale om Harry!", svarede jeg spidst og så igen mod mit åbne skab foran mig, hvor jeg kunne fornemme Harrys bevægelser mod sit eget skab ud af min venstre øjenkrog, mens jeg greb ud efter min lille sportstaske med mit idrætstøj, håndklæde, hygiejneprodukter og hvad jeg ellers havde der i, som jeg hev ud fra mit skab og lukkede i med et let smæk og nåede dårligt at vende mig, da mit blik mødte Harrys klare blå øjne lige foran mig. Han så skulende på mig, men samtidigt med et såret blik.

"Harry, hvad laver du?", spurgte jeg med et opgivende suk. Han så skulende på mig.

"Du bliver nød til at høre på mig Emma..."

Jeg sukkede opgivende og så flygtigt på mit armbåndsur i guld, for at tjekke tiden, hvorefter jeg så op på ham igen med et træt blik.

"Hvad vil du sige Harry? - At jeg skal droppe Justin eller hvad?!", spurgte jeg med et spydigt smil, så Harry sukkede hårdt og så flygtigt til siden, som jeg fulgte og opdagede i sekundet, at Sandra stod længere nede ad gangen, hvor hun ikke ligefrem så tilfreds ud i ansigtet. Jeg så hurtigt væk fra hende og så på Harry, der så på mig med et svagt trist blik.

"Skal vi følges til juleballet?", spurgte Harry, så jeg ærligt talt så lamslået på ham og grinede sarkastisk af ham.

"Ærligt talt Harry, du må ikke være rigtig klog? Tror du selv jeg hopper på din lede fælde? - Undskyld mig, men idræt kalder altså!", svarede jeg spydigt og skubbede ham lettere til siden for at begive mig retningen mod omklædningsrummene, hvorpå jeg begav mig forbi Sandra og hendes kloner på gangen. Jeg kunne fornemme hendes olme blik efter mig, men jeg lod som ingenting.

- Jeg kunne være ret sikker på, at hun nok skulle skabe sig som en åndssvag snerpe nede i omklædningsrummet kun fordi hun havde set Harry og jeg tale sammen, men jeg blev vel klogere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...