Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
164962Visninger
AA

3. "Dumme Harry Rodney!"


Emmas synsvinkel:

Beverly Hills High School, klasseværelset, torsdag d. 12/11-2015 kl 14:07

"Ja, min kære klasse - Jeg vil blot fortælle, at jeg har nydt denne korte tid hos jer, men som I alle ved, så skal jeg jo flytte i weekenden til Minneapolis, da jeg har fået en fast stilling både som engelsklærer, men også som skolepsykolog, da det er noget jeg har bestræbt mig på i flere år - Så i morgen fredag, bliver vores aller sidste dag sammen, og lige der, havde jeg tænkt mig, at vi tog på en udflugt sammen til statens museum - Hvad siger i til det?",  forklarede mrs Moreno, vores engelsklærer.

Alle i klasseværelset jublede lettere, mens jeg faktisk blev lidt trist over at mrs Moreno skulle forlade os efter så kort tid her på skolen, for hun var en utrolig sød kvinde på 37 år, og hun var fantastisk til sin undervisning. Ja, nu er der sikkert mange, der synes jeg er sær, når jeg kommer med sådan en udtalelse, men ja, jeg var vel nok en smule sær. Jeg elskede bøger og biblioteket var min flugt, når jeg ville fantasere om en verden, der kun fandtes i mig og mine yndlingsbøger.

Jeg ville ikke kalde mig selv for en nørd eller sær, for jeg hverken bar briller eller gik på en kluntet måde, men andre kaldte mig sær og nørdet, netop fordi jeg bedst kunne lide at holde mig for mig selv og passe min skolegang. Ja, i sidste ende, var jeg nok en lille grå mus, der helst ville være min egen, for venner og veninder, var ikke ligefrem det jeg havde.

Jeg rakte min højre pegefinger og hele min højre arm op, mens jeg så op mod mrs Moreno. Hun nikkede med et spørgende smil.

"Ja miss Browning?", svarede miss Moreno på min finger i vejret, som jeg straks lagde ned på mit skolebord.

"Det bliver virkelig trist at skulle undvære dem, mrs Moreno...", forklarede jeg svagt trist og straks grinede de fleste af mine klassekammerater, så mrs Moreno måtte vige sit blik fra mig, for at tysse på de andre.

"Shyy... Ja, så er det godt! Kan vi få noget ro i klassen?", forklarede mrs Moreno bestemt, så jeg smilede tilfreds med et svagt bid i underlæben. Mrs Moreno så straks hen på mig igen med et venligt smil.

"Fortsæt venligst miss Browning?"

Jeg nikkede med et tilfreds smil og førte noget af mit lange glatte blonde hår bag mit højre øre og sank en svag klump.

"Jo, som jeg sagde mrs Moreno, så har deres tid her været så kort, og jeg kommer personligt til at savne dem og deres undervisning.."

Flere fnes i klasseværelset, så mrs Moreno tyssede på dem igen, hvor efter klassen blev nogenlunde stille. Mrs Moreno nikkede med et smil mod mig.

"Nu de ikke skal være her mere, hvem skal så være vores engelsklærer? - Bliver det mr Bougaard eller miss Charles?", spurgte jeg videre og straks grinede mange højt.

"Kæft Emma, du er seriøst så weird, du er!", lød det tydeligvis fra Harry, der sad nogle rækker bag mig i midten.

"Mr Rodney - Dette vil jeg ikke høre i min time - ellers så er det ned på kontoret næste gang, forstået?!", kom det bestemt fra mrs Moreno og straks så Harry lettere ligeglad og bare nikkede mod hende.

Han skulede hen på mig og sendte mig et smørret og flabet smil, mens han blinkede med øjet. Jeg fnøs skulende og vendte mig straks om. For jeg gad da slet ikke se på den nar! Ham, der mente at han var guds gave til pigerne, bare fordi han var blandt de mest populære på vores årgang. Mange af pigerne var vilde med ham, men ikke jeg! Jeg sukkede og så en skikkelse foran mig, så jeg så op på hende med et smil. Hun aede mig let på mit hoved. Ja, mrs Moreno var og blev én af mine yndlingslærere.

"Nej miss Browning - Det bliver hverken mr Bougaard eller miss Charles, som vil blive jeres engelsklærer, men..", forklarede mrs Moreno, hvor ved hun gik væk fra mig og spadserede stille mellem bordrækkerne, så vi alle sad som opmærksomme og betragtede hende. Mrs Moreno endte med at sætte sig med fronten til os alle på hendes lærerkateder og klappede hænderne sammen og lagde dem hvilende i hendes skød på hendes mørkerøde tweednederdel, der gik hende til under knæene.

" - I vil få en helt ny-uddannet engelsklærer, og hvad jeg kan forstå hvad rektor Morse har forklaret, så har denne unge ny-uddannet mand alt i orden og han skulle være virkelig dygtig og engageret! Hans navn er mr Bieber, men I må for alt i verden love mig, at I alle vil tage varmt imod ham, for han er trods alt ny-uddannet og har hvad jeg kunne forstå af kun været lærer i et år på Lake Street Primary School tæt på centrum.", forklarede mrs Moreno.

Jeg sukkede tungt og bed mig let i underlæben. Jeg måtte klart indrømme, at jeg ikke havde meget tiltro til unge lærere. Ja, sjovt nok foretrak jeg dem med mange flere års erfaring og gerne en alder, som mrs Moreno, der bag hendes uddannelse som lærer havde så meget mere at byde på. Jeg kunne virkelig godt lide hende. Ja, jeg følte at jeg kunne snakke med hende om nærmest alt. Det var så meget sagt med mine forældre - særligt min mor. Ja, jeg følte ikke, at jeg havde noget specielt godt forhold til min mor og for den sags skyld, heller ikke min far, men mest af alt min mor. Ja, vi forstod ikke hinanden. Derfor var mrs Moreno som en bonusmor for mig, selv om hun var min lærer og ja.. Nu skulle hun altså flytte!

Det var ingen fed følelse, måtte jeg ærligt indrømme. Det gjorde ondt i maven, bare ved tanken om, at hendes sidste dag her på skolen, var i morgen..

~

Beverly Hills High School, parkeringspladsen, torsdag d. 12/11-2015 kl 16:24

Jeg åbnede min skuldertaske og fiskede min iPhone op, for at tjekke tiden. Jeg sukkede tungt over at se, at den var knap halv fem om eftermiddagen. Så var Fred helt sikkert forsinket i dag, for han plejede at være her mellem 16:10 og 16:15 hver eneste dag, men han var endnu ikke dukket op.

Fred var vores private chauffør, som mest af alt kørte min lillebror og jeg, men til tider også mine forældre, hvis de skulle til private fester, firmafester eller andre kedelige forsamlinger, hvor der var alkohol indblandet. Og en sjælden gang brugte min mor også Fred og hans Mercedes til shopping, men mest af alt, var Fred ansat til at køre min bror og jeg.

Min bror var 10 år og ja, han var da min bror og vi kunne da enes til tider, men de moments var der ikke mange af. Siden min bror, som i øvrigt hed Carl var blevet født, så havde jeg følt, at han tog meget af opmærksomheden fra mig. Når jeg endelig havde brug for at snakke med mine forældre, så kom Carl altid ind i billedet og forstyrrede. Han tog rigtigt meget af vores forældres tid. Til en vis del forstod jeg det, eftersom han var diagnostiseret med ADHD, men altså, alligevel følte jeg slet ikke at jeg kunne trænge gennem til mine forældre overhovedet, for de havde travlt med deres karrierer, arrangementer og Carl, der fyldte ret meget.

Til sidst havde jeg bare valgt at opgive med at få mine forældres opmærksomhed, så mrs Moreno var blevet hende jeg gik til, når jeg havde brug for at snakke, men nu forsvandt hun også, og ja indrømmet; Det gjorde virkelig ondt!

Jeg valgte at ringe til Fred, for at høre om hvor pokker han blev af og jeg fandt hurtigt hans kontakt og ringede ham op. Nå ja, for at være ærlig, så havde jeg jo heller ikke specielt mange kontakter i min telefon, for ja, jeg havde ligesom ikke nogen venner. Jeg havde Fred, mine forældres, min mosters og mine bedsteforældre fra begge mine forældres side i min telefon. Jeg rystede let på mit lange glatte hår, der ruskede en anelse i den californiske vind og lagde min iPhone til mit højre øre.

"Duut.. duut... duu... Ja, det er Fred..", svarede Fred i den anden ende.

"Ja, det er mig - Fred hvor er du henne?", spurgte jeg lettere tvært, kun fordi jeg hadede at stå her og vente.

"Jeg er inde i en trafikprop Emma, men jeg er på vej - der går nok et kvarter til tyve minutter før jeg er der.."

Jeg sukkede tungt og bed mig nervøst i underlæben og nikkede svagt.

"Okay..", mumlede jeg opgivende og fjernede min iPhone fra mit øre og lagde på. Jeg lagde min mobil i min skuldertaske og valgte nu at sætte mig på den store råhvide kampesten, der stod et par meter til venstre for mig inde på græsplænen. Jeg satte min skuldertaske ned på græsset og sad og betragtede de mange elever, der kørte fra parkeringspladsen i deres egne biler eller de blev hentet. Andre gik helt ud til vejen for at tage enten skolebusserne eller de offentlige busser, og så var der dem på cykler og scootere. Ja, vi var elever mellem 14-17 år her på skolen, så det var klart at størstedelen havde egen bil, eftersom de fleste femtenårige fik deres bil.

Jeg skulle også snart i gang med teori, da jeg vidste at mine forældre ville give mig en ny bil, når jeg fyldte 15 år. Jeg vidste, at vi skulle i gang med teoriprøven i begyndelsen af det nye år, og jeg glædede mig faktisk ret meget, for så kunne jeg da få noget, som var mit helt eget.

"Hvad så Emma? Skal du nu tude over mrs Moreno forlader os? Buuuhuu!"

Jeg sank en fnysende klump, da jeg hørte Harry bag mig og jeg rejste mig hurtigt og vendte mig omkring og opdagede ham, Nick og Brandon komme hen imod mig, hvor de standsede en halv meter foran mig.

"Du er så dum Harry - Lad mig være, tak!", fnøs jeg olmt. Harry stod med armene over kors og grinede på en flabet og irriterende måde og trådte derefter tættere på mig, mens Brandon og Nick blev stående lettere bag ham og gloede hen på mig. Harry tillod sig at nusse mig på min kind, men jeg rystede mit ansigt væk fra hans hånd.

"Lad være!", vrissede jeg olmt. Harry grinede på en vildt øretæveindbydende måde.

"Nårh lille Emma, du skal ikke være sur - Det klæder dig ikke...", sagde han på en pussenusset og irriterende måde. Fuck, han var dum altså! Hvorfor skulle drenge på den alder være sådan?

"Jeg siger det til mrs Moreno hvis du bliver ved!", vrissede jeg med hænderne knyttet hårdt langs siderne på mig selv, og straks stod Harry og lod som om han græd, mens han på en falsk måde gned sine øjne, som et pattebarn.

"Buuhuuu, det må du ikke - Jeg bliver bange!", skabte han sig åndssvagt og Brandon og Nick stod bag ham og var færdige af grin. Jeg skar bare et olmt ansigt af Harry.

"Så bliv dog voksen!", snerrede jeg og straks stoppede Harry sin åndssvage lille leg og så med et skævt smil på mig og jeg gispede, da han greb fat om mit venstre bryst og klemte.

"Båååt båååt!", udbrød han og drengene skreg op af grin, hvorefter Harry slap mit bryst, som jeg olmt afskærmede mig for. Han blinkede med et ene øje.

"Easy hidsigprop!", sagde han med et flabet smil og endelig gik han og drengene. Jeg fnøs som en rasende. At han seriøst stod og hidsede mig op på den måde for derefter at tage på mit bryst? - Fuck, han var dum! Ja, det var desværre hverdagskost, at Harry skulle genere og drille mig næsten hver dag i skolen. Jeg fattede seriøst ikke hvad der foregik i hans uintelligente hjerne, som med garanti var på størrelse med en ært.

- Jeg hadede ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...