Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

113Likes
177Kommentarer
168490Visninger
AA

44. Desperate handlinger...


Justins synsvinkel:

Seans hule i haven, Wilshire Blvd, S Oakhurst Drive 23908, Beverly Hills, tirsdag d. 12/1-2016 kl 13:44

"Hej Justin...", smilede hun genert med et lille fnis. Jeg gloede bare underligt på hende og måtte ærligt indrømme, at det her bare var gået hen og blevet en anelse besidderisk!

"Er det ikke godt hun kom far?", udbrød Sean nærmest jublende glad, så jeg hurtigt så hen på ham og rakte mine arme hen mod ham, "Kom her stump..", svarede jeg med en klump i halsen, så Seans glade smil falmede lettere over mit svar.

"Jamen, hvad skal vi?", spurgte han med en skuffet stemme.

Jeg vinkede med fingrene hen mod ham og så flygtigt hen på hende, hvor hun sendte mig et uforstående blik, hvor efter jeg straks så hen på Sean som sad skråt til venstre for mig, "Kom nu bare skat!", svarede jeg lettere spidst og bed mig hårdt i underlæben over det her.

"Øv!", udbrød Sean skuffet og kravlede hen til mig og hullet i gulvet af hulen, hvor jeg tog imod ham i mine arme og så derefter hen på hende.

"Det er vidst nok bedst, at du smutter hjem med dig - Forstået?!", sagde jeg bestemt til hende med et skulende blik, så hun så med et skuffet blik hen på mig, "Jamen, er du slet ikke gla..." "Gå! Nu!", afbrød jeg hende bestemt med nærmest udskudte øjne mod hende, og kravlede derefter roligt ned ad den lille stige, der var et par meter høj med Sean siddende på min venstre arm, og hvor han holdte godt om mig om nakken, til jeg nåede ned på jorden igen og så flygtigt op mod hullet på hulen, men hvor det så ud til, at hun ikke lige havde tænkt sig at gå ned fra hulen.

"Emma! Jeg mener det!", tilføjede jeg bestemt og højt op mod hullet til hulen, hvorefter jeg så væk fra hulen og med raske skridt gik jeg med Sean bærende i armene hen mod den næsten lukkede terrassedør ind til udestuen.

"Øv! Må jeg ikke lege mere med Emma?", lød det i en skuffet tone fra Sean i mine arme, og uden jeg så ned på ham åbnede jeg febrilsk terrassedøren og gik ind og smækkede døren i og låste den, mens jeg så med et skarpt blik hen mod hulen, hvor jeg endelig så Emmas ben på vej ned fra hulen af.

"Nej skat... Vi to skal ud og køre...", svarede jeg lavt og bestemt, uden at flytte blikket fra hulen og Emma ude i haven, hvor efter jeg vendte mig skarpt omkring og skyndte mig ind i stuen med Sean i armene og hurtigt skyndte jeg mig hen efter min iPhone, der lå på sofabordet og smuttede den ned i min højre forlomme i bukserne, og smuttede derefter hurtigt ud i entreen og gik direkte hen til nøglebrættet nær hoveddøren og greb ud efter husnøglen og min bilnøgle.

"Jamen, hvad med Emma?", spurgte Sean i mine arme, men jeg valgte bevidst at bide tænderne sammen og slet ikke svare ham, hvorefter jeg smuttede ud af hoveddøren med os og låste døren efter mig.

"Far? Jeg er sulten..", brokkede Sean sig lidt, så jeg sukkede og så flygtigt på ham, mens jeg gik hen til garagen og åbnede den, "Jeg køber noget til dig på køreturen..", svarede jeg med en knude i maven, så Sean smilede stort.

"Det skal være McDonalds!", jublede han, så jeg smilede flygtigt falsk, mens jeg i rask tempo gik hen til bagdøren i bilen og låste den op med bilnøglen kun fordi det var en ældre model og altså ikke var elektronisk som de nye biler, "Ja ja...", mumlede jeg bare ligegyldigt, fordi mine tanker roterede voldsomt omkring hvorfor pokker Emma var dukket op her.

Jeg satte Sean ned i autostolen og med tungen lige i munden, synes jeg bare den skide sele i autostolen absolut skulle drille mig og være på tværs lige nu, hvor jeg nærmest var på flugt.

"Justin? Hvor ska...." "Neeeej!", afbrød jeg hende frustreret med ryggen til, mens jeg stadigt fumlede med den lortesele i Seans autostol.

"Jamen, vil d..." "Hold kæft Emma!", afbrød jeg hende vredt, så jeg opdagede et chokeret og skrækslagent blik fra Sean ved min side og han begyndte at klynke svagt grædende , så jeg fik et stik i hjertet over det.

"Shh skat... Far er ikke vred på dig...", tyssede jeg roligt og kærtegnede ham flygtigt i hans strithår og kyssede ham desperat i et lettere hårdt kys på hans pande, hvorefter jeg trak mig ud af bilen og smækkede døren i efter mig og så med et hårdt slående hjerte hen på Emma, der stod en lille meter inde i garagen og så med et nærmest uskyldigt blik hen på mig.

"Har jeg gjort noget galt?", spurgte hun forsigtigt, så jeg følte at jeg strammede kæben afsindigt hårdt og pustede brystkassen op.

"Jeg vil virkelig sætte pris på, at du smutter din vej nu Emma! Det her er ved at blive en anelse for besidderisk!", svarede jeg med så strammende kæber, at det nærmest gjorde ondt.

Emma så med et bekymret blik hen på mig og trådte nogle skridt tættere på mig og rakte armene hen mod mig, "Jamen Justin, jeg er virkelig bekymret for di..." "SÅ GÅ DOG! LAD MIG VÆRE!", råbte jeg vredt og puffede hende til siden ind mod garagens murvæg og gik bag om bilen og om på den anden side af min bil og låste bildøren op ind til førersædet og satte mig hurtigt ind og smækkede døren i og stak nøglen i tændingen og startede bilen, hvor motoren brokkede og hostede lidt, inden motoren startede ordenligt, hvorefter jeg hurtigt trak selen over mig og klikkede den i selelåsen.

Jeg så bag ud til bagruden og så Emma sende mig et grædende blik hvor hun gik baglæns ud af garagen og trådte derefter til siden fra garagen, så jeg endelig kunne slippe koblingen og bakke ud af garagen, hvorefter jeg fik bakket ud og så derefter Emma gående mod mig og bilen ned ad indkørslen, men jeg flyttede straks mit blik fra hende og indkørslen og fik bakket bilen helt ud på vejen, hvor jeg drejede skarpt og rettede bilen op på langs ad vejen.

Jeg så op ad indkørslen hvor Emma pludseligt løb grædende ned mod bilen, "Jeg elsker dig Justin!", kunne jeg høre hende råbe grædende udefra, hvorefter jeg så koldt væk fra hende og trådte speederen i bund, så jeg vidst nok kom til at lave et hvinende hjulspind, hvor efter jeg med hjertet i halsen bare kørte i den tilladte fartgrænse her på vejen.

Jeg var i vildrede...

~

Jamillas stue, Good Samaritan hospital, 1225 Wilshire Blvd, Los Angeles, tirsdag d. 12/1-2016 kl 17:22

Tankerne havde virkelig kørt på højtryk i al den tid, hvor jeg havde cruiset byen rundt med Sean i bilen, og hvor vi havde været et stop forbi McDonalds, kun fordi han havde været så pludselig sulten midt i al stressen. Jeg derimod, havde kun kunne få en enkelt bid ned af en cheeseburger og et par slurke cola. Mere var det ikke blevet til, kun fordi tankerne om Emmas pludselige opdukken ved mit eget hjem gik mig så meget på.

Hvad fanden havde hun i det hele taget gang i?

"Hva' Justin? Hvad i alverden skal det her betyde?", blev jeg afbrudt i mine flyvske tanker fra Jamillas stemme, så jeg så lettere forvirret over på Jamilla, der lå i sygesengen og med Sean siddende oppe hos sig, "A'hva?", spurgte jeg forvirret. Pokkers til flyvske tanker...

Jamilla fnes på en lettere uforstående måde, "Sig mig skat, hører du slet ikke efter hvad vi sidder og snakker om?", spurgte Jamilla, så jeg bed mig i underlæben og dumpede mit hoved opgivende ned mod mine lettere spredte ben, her hvor jeg sad i en blommefarvet lænestol.

"Sorry...", mumlede jeg og gned mig frustreret i panden, mens jeg så ned på det pinlige rene hospitalsgulv her på stuen, "Jeg var vidst lidt langt væk?", mumlede jeg yderligere og så med et hårdt suk op og over på hende, hvor hun sendte mig et bedrøvet men kærligt smil og rystede lettere på hovedet og strakte armene hen mod mig, som en invitation til, at jeg skulle rejse mig og komme hen til hende og Sean.

Så jeg rejste mig selvfølgelig og gik de få skridt over til hendes side af sengen og lænede mig lettere frem mod hende og lod hende trække mig ind i et knus, mens jeg sukkede svagt og hvilede mit hoved på hendes højre skulder og indsnusede hendes dejlig duft fra hendes lange brune løse hår.

"Hvad sker der med dig skat?", spurgte hun nærmest hviskende i vores knus. Jeg følte flere tårer rende stille og langsomt ned ad mine kinder og jeg knugede mig strammere om hendes nakke og skuldre og prøvede at holde min snøften inde, så hun ikke skulle bekymres på mine vegne.

"Du virker så fjern for tiden og det er som om, at du ikke kan komme til mig, når du har mest brug det?", lød det i en bekymret tone fra hende.

Så tak! Det var netop det, som jeg ikke ønskede skulle ske..

"Du kan roligt sige det skat...", mumlede ind i nakken på mig, så bare hendes små varme pust og følelsen af hendes bløde, varme og fyldige læber, der strejfede min nakkehud, gav mig den savnede gåsehud ned ad min rygrad. Min elskede, min dejlige kvinde..

"Justin?Har du slet ikke noget du vil sige?", tilføjede hun lidt efter, kun fordi jeg ikke svarede hende, så jeg tog en dyb indånding og skyndte mig at gnide mine flygtige tårer væk fra mine kinder, inden jeg trak mig helt væk fra hendes knus, hvor efter jeg så lettere ned på hende med et falsk påklistret smil, selv om jeg var splittet i mere end en million af stykker inden i.

Jamilla så spørgende op på mig og greb i blinde ud efter min venstre hånd, hvor ved vi holdte blidt om hinandens hænder.

"Sean fortalte mig lige, at i har været hjemme hele dagen i dag,  og at du har siddet rimeligt meget ved computeren.. Hvad i alverden skal alt det her betyde?", spurgte hun med sit bekymrede blik op på mig, så jeg så med et sarkastisk kort grin væk fra hende, blot for at skjule, at jeg mest af alt havde lyst til at bryde ud i frustreret gråd.

"Justin, hold nu op! Jeg kan se det på dig?", lød det i en frustreret og bedende tone fra hende, så jeg tog endnu en dyb indånding og flyttede derved blikket tilbage ned på hende og smilede så realistisk, som jeg overhovedet kunne, selv om jeg faktisk ikke havde følelsen for at smile.

Det virkede dog til, at hun måske nok hoppede til dels på mit falske smil, for hun smilede kærligt igen og gav min hånd et lille klem og nussede min håndryg med hendes blide tommelfinger.

"Så du går altså og holder små hemmeligheder for mig skat?", fnes hun kærligt, så jeg nikkede med endnu et falsk smil og sendte hende en flabet kyssemund, "Tro på det baby...", svarede jeg med en flabet attitude, der virkede så realistisk, som jeg ellers normalt kunne finde på at være over for hende en gang imellem, bare for at drille hende på en kærlig måde og for hun ikke skulle få mistanke om, at jeg rent faktisk gik og holdte noget hemmeligt, blot for at skåne hende for unødige bekymringer.

Jamilla fnes kærligt og trak lettere i min arm, "Kys mig dit store drog..", fnes hun og spidsede hendes uimodståelige læber i retningen op mod mig, så jeg fugtede mine læber og lænede mig ned mod hendes dejlige bløde læber og lukkede mine øjne og lod mig svælge og svæve over vores dejlige blide tungekys.

"Adr...", lød det afbrydende fra Seans stemme ved Jamillas anden side, så vi begge trak lettere grinende fra hinanden.

Jeg rodede ham flygtigt i hans strithår, "Din laban... Nu skal du passe på - skal du!", bed jeg mig drillende i underlæben, så Sean grinede og hurtigt gemte sig under Jamillas hospitalsdyne.

"Sætter du dig ikke herhen skat?", afbrød Jamilla mit blik på Sean, der gemte sig fortsat under Jamillas dyne. Jeg nikkede med et kærligt smil til hende og gik hen og tog den ene af de høje lænestole og satte den hen ved siden af sengen, så jeg kunne sidde og holde hende i hånden.

"Hvorfor blev i hjemme i dag skat?", spurgte hun nu i en alvorlig og rolig tone, så jeg flyttede mit blik fra vores flettede hænder og så hende direkte i hendes smukke blågrønne øjne, der virkede spørgende og alvorlige. Jeg sukkede med et lille smil og nikkede svagt.

"Jeg trængte bare til en far og søn dag hjemme...", løj jeg, så hun rynkede kraftigt med brynene, "Justiiin...", sukkede hun tungt, "Tror du seriøst selv, at jeg hopper på den? Du var lige kommet tilbage på jobbet i går efter tre månedes afstressende orlov.. Så kan du da ved gud ikke tage fri allerede igen?", spurgte hun indgående og så på mig med sådan et blik, der tydeligt viste, at hun altså ikke troede på mig.

Jeg sukkede hårdt og så væk fra hende og stirrede tomt ud i luften, for i mine tanker kunne jeg ikke få mig selv til at belemre hende med mine forfærdelige og langt ude problemer. Jamilla behøvede al den ro hun kunne få, så det ikke stressede yderligere på hendes lettere udsatte graviditet.

"Justin, se nu på mig?", lød det bestemt fra hende, så jeg langsomt så hen på hende igen og smilede svagt, "Tør det falske smil af Justin... Tror du ikke godt, at jeg jeg se, at du skjuler noget for mig?", tilføjede hun lettere striks, så jeg sank en hård klump i halsen.

Så tak! Når hun begyndte at være i det humør, så skulle jeg for alt i verden ikke køre den videre, for så kunne hun virkelig godt eksplodere hvert øjeblik det skulle være!

Jeg fugtede mine ret tørre løber og nikkede med et trist suk og så på hende og strammede bevidst min hånd i hendes.

"Baby... Du må og skal blive nød til at stole på mine intentioner... Jeg synes bare ikke tiden er lige nu til at skulle forklare dig alt det endnu.. Stol på mig baby! Please?", svarede jeg med et bedende blik på hende og trak flygtigt hendes hånd op til min mund og kyssede hendes lange og ringefinger flygtigt uden at fjerne mit bedende blik fra hendes ret uforstående blik, hvor hun rystede svagt på hovedet.

"Justin? Du har vel ikke været mig utro ve...." "For helvede Jamilla! NEJ!", afbrød jeg frustreret, så hun så med et forskræmt blik på mig, "Hvis du ha..." "Nej baby! Jeg har ikke været dig utro! Det ville jeg aldrig kunne finde på!", afbrød jeg hende igen og ret principfast. Jamilla så med et trist blik på mig og nikkede, "Godt..", mumlede hun betuttet og så ned på Sean, der lige nu sad og så uforstående op på Jamilla.

"Mor? Hvad betyder utro?", spurgte Sean, så jeg sukkede tungt over hvor opmærksom Sean lige var. Jeg så med et træt blik hen på Jamilla, der også så på mig samtidigt, "Den der redder du altså..", sukkede jeg lettere irriteret over med tanken om, at Jamilla åbenbart kunne få sig selv til at tro, at jeg skulle være hende utro? Aldrig i livet main!

~

Indkørslen, Wilshire Blvd, S Oakhurst Drive 23908, Beverly Hills, tirsdag d. 12/1-2016 kl 20:19

Fuck, for nogle anspændte timer på det hospital! Siden Jamilla havde spurgt mig om det fuckspørgsmål, om jeg havde været hende utro, så havde der hængt en sørgelig og ret depri stemning over os. Det var til trods for, at jeg havde forsikret hende om, at jeg altså ikke havde været hende utro. Alligevel skulle det skide spørgsmål lægge en dæmper på hele stemningen.

I det mindste havde hun og Sean da hygget dem stille og roligt og fået snakket lidt sammen, mens ordforrådet mellem Jamilla og jeg havde været mindre end fåmælt. Aldrig havde jeg troet nogensinde, at Jamilla og jeg kunne tale så lidt sammen. 

Det var faktisk nervepirrende, at alle de problemer, som jeg havde med Emma, faktisk kunne skabe sådan en kæmpe kløft mellem Jamilla og jeg og jeg var bestemt ikke glad for det! Jamilla måtte bare lære at stole på mine intentioner, at jeg bare ikke ville inddrage hende i mine problemer lige nu - ikke før Jamilla var i klar bedring med hendes ret usikre graviditet i øjeblikket. Hun skulle så absolut ikke stresses på.

"Far? Er du sur på mor?", lød det i en bedrøvet tone fra Sean fra bagsædet, mens jeg med et suk kørte bilen langsomt ind i garagen og derefter drejede nøglen i sluk på tændingen, så motoren stoppede og alt blev så pokkers stille omkring os.

Jeg følte bare, at jeg kun kunne sidde og stirre tomt ud af forruden, så mit stirrende blik endte på den hvidmalede og krakeleret mur her i garagen. Krakeleret ligesom mine tanker var for tiden...

"Faaar?", lød det beklagende fra Sean igen, så jeg sukkede og så bagud og ned på Sean, der sad og så spørgende op på mig fra hans autostol.

Jeg smilede falsk og rystede på hovedet, "Nej skat... Mor og jeg er bare lidt trætte for tiden... Det er ikke noget skat... Åben din sele skat...", svarede jeg i en rolig tone, så Sean nikkede svagt betuttet, hvor ved jeg vendte mig omkring og åbnede min egen sele og trak bilnøglen ud af tændingen og åbnede roligt bildøren og steg ud af bilen, hvorefter jeg trykkede billåsen ned i døren og derefter smækkede døren i lås.

Jeg sukkede hårdt og kunne seriøst godt mærke på mig selv, at alle de problemer med skolen og Emma virkelig havde invaderet mit liv med sådan en kraft, at alt bare virkede så pokkers uoverskueligt for tiden. Jeg gik med tunge skridt om bag bilen og om på den anden side, hvor ved jeg åbnede døren ved Seans side og trådte lidt tilbage og betragtede Sean kravle ned fra hans autostol og videre ned fra bilen, hvorefter han så spørgende op på mig, "Kan jeg også være hjemme i morgen far?"

Hans spørgsmål fik mig endelig til at smile helhjertet ned til ham og jeg blinkede med det ene øje, "Det finder vi ud af skat... Kom så...", svarede jeg lavt og hintede med hovedet ud af garagen, så han så væk fra mig og satte i løb ud af garagen med hans søde små korte ben, så synet af det hver eneste gang gjorde mig pokkers blød om hjertet.

Jeg trykkede låsen ned i døren og smækkede bildøren i, hvorefter jeg begav mig ud af garagen og trak derefter ned i garageporten, så den klikkede i, hvorefter jeg så hen mod hoveddøren, hvor Sean stod og drejede rundt om sig selv. Ja, der var sgu krudt i ham indtil sengetid. Og bare at se ham så livlig, legende og ubekymret, fik mig til at smile varmt over hvilken fantastisk søn jeg havde i ham. Han kunne som hver gang jeg var trist få mig op i godt humør nærmest til hver en tid - når han selvfølgelig ikke havde sine umulige øjeblikke...

Jeg gik roligt hen mod ham, hvor ved han standsede lettere op med et pjattet fnis og så op på mig, hvorefter han typisk gik mig i møde for at omfavne mit ene ben med hans små arme, "Faaar? Må jeg godt se Find Nemo i stuen?"

Jeg så med et skævt smil ned på ham og nikkede, "Jo, men så synes jeg lige, at vi skal gøre dig natklar først, så kan vi tage din dyne og pude med ned i sofaen og se film, aftale stump?", svarede jeg med et smørret smil ned mod ham, så han slap mit lår og grinede lidt, "Jaer..", svarede han med et lettere overdrevent nik, så jeg smilede skævt og så op fra ham, for derefter at trække hoveddørsnøglen op ad min lomme, for derefter at låse døren op og Sean var hurtig til at trække ned i dørhåndtaget og straks var han inde i entreen, hvor han hurtigt krængede sin lille jakke af og bare smed den på gulvet, hvor efter han sparkede sine adidassko af.

Han begyndte at kæmpe sig op ad trappen, "Du er hurtig, hva'?", grinede jeg smørret og lukkede hoveddøren i bag mig og låste døren i blinde.

Sean så hen på mig fra fjerde trin med et lille grin, "Ja, jeg skal lige nå at lege lidt med mine biler.", grinede han dejligt, så jeg nikkede med et lille grin og løftet øjenbryn og smed mine hvide sneakers, mens jeg så ham begive sig videre op ad trappen.

"Jeg kommer op om lidt skat - Jeg har lige en computer der skal slukkes ordenligt!", sagde jeg lettere højt efter ham med et smørret smil.

"Okay far...", svarede Sean med blikket fremadrettet op ad trappen, mens han i et godt tempo fortsatte videre op ad trappen. Jeg smilede smørret over tanken om hvor jeg bare syntes tiden gik stærkt med ham. Han blev bare ved med at overraske mig, og jeg turde slet ikke tænke så langt, at jeg dårligt skulle blinke med øjnene, så var han pludseligt en stor dreng - rettere en ung mand...

"Puha... nej...", mumlede jeg for mig selv med et skævt smil og trak min hoodie over hovedet, så jeg sekunder efter stod i t-shirt hvorefter jeg hang den op på stumtjeneren, men stivnede lettere, da jeg hørte en svag lyd ude fra køkkenet af.

"Fuck...", mumlede jeg på tanken om, at der måske befandt sig en indbrudstyv ude i køkkenet?

Med tungen lige i munden listede jeg mod køkkenet og sprang frem i døråbningen og hurtigt i blinde, tændte jeg for stikkontakten ved døråbningen i køkkenet,

"Du kan fandeme godt spare dig tyv!", råbte jeg ud i køkkenet og opdagede et tomt køkken, men sekunder efter opdagede  jeg en ikke en hvem-som-helst dukke frem fra enden af køkkenøen, hvor hun rejste sig med et forgrædt blik.

"Hvordan fanden er du endt her inde?!", fløj det chokeret ud af mig.

Ja, nu havde det da seriøst slået klik for tøsen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...