Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
164844Visninger
AA

16. Bad day!


Emmas synsvinkel:

Emmas værelse, Familien Brownings villa, Doheny Rd, 217, Beverly Hills, onsdag d. 18/11-2015 kl 05:53

"Duut... duut... duut... duut... duut... duut... duut... Hey, det er Justin, jeg kan desværre ikke tage telefonen i øjeblikket, men du skal være velkommen til at lægge en besked efter tonen, så skal jeg nok ringe til dig snarest... Og nå ja, du gør klogt i at lægge dit nummer, hvis jeg ikke har det haha, eh.. Nå ja, men.. Hej hej! Biip..."

Jeg lagde straks på igen og trykkede på genkald på min iPhone 6 S plus i pink, mens jeg smilede træt. Fuck, hvor jeg elskede at lytte til hans stemme, selv om det var hans telefonsvarer. Det var jeg fuldkommen kold over for. Bare det var Justins stemme, så kunne jeg lytte i timevis til den uden at blive træt af det. Jeg sukkede sagligt med et smil, mens jeg lagde min iPhone til øret igen og samtidigt strøg mit lettere viltre og glatte morgenhår om bag mit venstre øre.

"Duut... duut... duut... duut... duut... duut... duut... Hey, det er Justin, jeg kan desværre ikke tage telefonen i øjeblikket, men du skal være velkommen til at lægge en besked efter tonen, så skal jeg..."

"Emma, er du vågen?!", blev jeg hurtigt afbrudt af min mors stemme, så jeg med et gisp hurtigt gemte min iPhone neden under min dyne, mens jeg lettere ubehageligt så hen på min nu åbne dør, hvor min mor stod og så på mig og allerede havde været i bad, eftersom hun havde håret bundet ind i håndklæde og bar morgenkåbe, hvor hun så på mig med et undrende blik.

"Hvad i alverden laver du dog?", spurgte hun med armene over kors. Jeg smilede lettere undskyldende.

"Jeg laver ikke noget mor... Jeg er lige vågnet...", løg jeg med et skævt smil, eftersom jeg faktisk havde siddet den sidste halve time og ringet til Justin, hvor den desværre var gået på hans svarer hver gang, men fuck nu det. Jeg kunne bare godt lide at lytte til hans dejlige og sprøde stemme og ikke mindst hans lille søde grin på svareren. Min mor sendte mig et blik jeg ikke helt kunne regne ud.

"Virkelig?", svarede hun med et himlende blik og greb fat i mit dørhåndtag.

"Se at komme i bad Emma, du ligner en ulykke med det hår!", svarede hun bestemt, så jeg sukkede trist, da hun vendte sig omkring og trak døren i efter sig, så hun igen forsvandt og efterlod min dør næsten lukket i igen.

Jeg vippede min dyne væk og så på min mobil, at den nu var blevet 6:03. Jeg stirrede lidt på min opkaldsoversigt og smilede med et bid i underlæben.

"Lige en sidste gang, inden badet kalder...", mumlede jeg for mig selv og trykkede på opkaldet og lagde min iPhone til øret igen, mens jeg smilede spændt over, at skulle høre hans dejlige stemme igen.

"Duut... duut... duut... Mja?"

Mit hjerte skippede flere oktaver over, at høre, at han svarede opkaldet, selv om hans stemme lød træt. Jeg trak vejret tungt og bed mig med svag smerte i underlæben, fordi jeg kæmpede en indre kamp for ikke at sige alt det, som jeg så gerne ville fortælle ham.

"Hallooo? Er der nogen?", lød det i en opgivende og træt tone, så jeg sad og blev lettere ked på hans vegne, at jeg ikke bare kunne sige hvad jeg følte for ham. Jeg elskede ham jo - mere end noget andet! Han var min drømmeprins - Ham jeg så gerne ville giftes med engang ude i fremtiden. Mine læber snørede sig sammen, for jeg havde så meget lyst til at sige noget til ham. Han fortjente at vide, at jeg virkelig inderligt elskede ham og ville gå gennem ild og vand for ham.

"Helt seriøst, jeg melder dig kraftedeme snart til politiet!", chokerede hans pludselige udbrud, og fik mig til at gispe og lægge på i en fart. Jeg følte tårerne bryde roligt frem, fordi at jeg ikke kunne fortælle ham om mine inderlige følelser og derfor blev han selvfølgelig så frustreret. Jeg havde virkelig ondt af ham - og mig selv for den sags skyld.

"Min elskede Justin, det gør mig ondt, at du ikke kender til mine inderste følelser... Jeg vil vente på dig...", mumlede jeg med et hårdt suk, mens jeg så på min iPhone, hvor jeg havde været så heldig at tage et billede af ham på afstand i frokostpausen i kantinen i går, hvor han stod afsides og snakkede med mr. Thomasson om et eller andet, som jeg slet ikke kunne høre, eftersom jeg havde siddet flere borde væk fra dem, men det var også ligegyldigt, for jeg havde fået et okay flot billede af ham i fuld figur, hvor han stod med siden til. Jeg smilede kærligt og kyssede min skærm på Justin, og ja.. Jeg var ved gud godt klar over, at det bare var en dum iPhone-skærm, men det var min elskede Justin, der var på billedet og han fortjente alverdens kys fra mig.

Jeg sukkede og gik ud af mit billedgalleri og lænede mig hen mod mit sengebord og lagde min iPhone til opladning.

- Badet kaldte, skolen med og ikke mindst min elskede engelsklærer!

~

Skolegangen, Beverly Hills High School, onsdag d. 18/11-2015 kl 08:52

Jeg stod op ad mit skab og fulgte med mit blik på alle eleverne, der gik forbi mig fra begge retninger mod deres skabe og andre, der formentligt gik mod de klasselokaler, som de skulle have deres undervisning i. Jeg bed mig let i underlæben og spejdede efter en vis person, som jeg desværre ikke kunne få øje på endnu, men jeg vidste, at vi skulle have ham i første time, så jeg kunne dårligt vente. Jeg kunne selvfølgelig gå ind i klassen, men jeg elskede bare at betragte ham komme gående mod mig. Desværre for mig og mit uheld, var der en anden der brød ind for mit synsvinkel, så jeg så med et suk væk fra ham.

"Hey Emma.", lød det tydeligvis kun fra the-one-and-only Harry Rodney. Kunne man snakke om at være irriterende? Jeg vendte mit trætte blik hen på ham og betragtede, at han stod med en halv meter foran mig og smilede svagt. Seriøst; Hvad gik der af den dreng?

"Hvad?", svarede jeg træt over hans tilstedeværelse, så Harry grinede smørret.

"Har du fået det forkerte ben ud af sengen?", spurgte han ligeud, så jeg så træt på ham.

"Nope, har du?", svarede jeg måske en anelse flabet, men altså helt ærligt; Den dreng vendte sig hele tiden som på en tallerken - Så irriterende! Harry sendte mig et skævt og lettere flabet smil og skulle absolut læne sig op ad skabene bag mig, så han pludseligt stod meget tættere på - så tæt på, at jeg kunne lugte ham! Wow, selv om han var en pain in the ass, så duftede drengen faktisk ret lækkert! Hvilken duft var det?

Dog kunne jeg ikke komme uden om, at han gjorde mig lettere utilpas, nu hvor han stod og lænede sig op ad skabene med den ene arm lettere strakt lige ud for mit hoved og stod så tæt på mig, mens hans pæne blå øjne borede sig ind i mine, så jeg kunne mærke hans åndedræt tæt på min næse.

"Det sgu pænt utroligt, at du er begyndt at hvæsse klør så meget Brownie.."

Jeg så med et undrende blik lettere op på ham og grinede lettere akavet.

"Jeg hedder altså ikke Brownie, men Browning!", slog jeg fast og lod min venstre håndflade stoppe hans brystkasse i at komme alt for tæt på mig, så jeg kom til at mærke mere på den dreng end jeg burde.

"Sig mig, træner den dreng?", tænkte jeg i sekunder, så jeg hurtigt rystede forvirret over mine idiotiske tanker. Harry smilede skævt og fjernede sig ikke det mindste.

"Det ved jeg sgu godt, men jeg har ofte tænkt om dit navn faktisk gør dig sødere, end du umiddelbart udviser?", spurgte han lavt tæt ved mit ansigt, så jeg sank en klump.

Åh nej.. Det var med garanti den berygtede player, der kom op i ham lige nu, men hvorfor brugte han den sådan over for mig? Prøvede han bare, at få mig ud af flippen ved at bruge det beskidte trick der? Ja, normalt vidste jeg, at han kun brugte den over for piger, som han fandt meget interesse i at score. No way! Han skulle fandeme ikke tro, at jeg faldt for hans beskidte tricks, så jeg puffede nu mere til ham, så han trådte et par små skridt tilbage. Han grinede med et smørret smil.

"Blev det for hedt?", grinede han og vippede frækt med øjenbrynene. Jeg fnøs og fjernede mig fra mit skab og stillede mig tæt på ham og så ham direkte op i hans blå øjne, mens han stod med et smørret og flabet smil.

"Jeg falder ikke for dit beskidte trick...", snerrede jeg lavt mod ham, men Harry virkede åbenbart uberørt over det og grinede smørret, hvorefter jeg gik uden om ham og begav mig hen mod klasseværelset og gik uden skrupler ind i klassen og satte mig ved min pult.

Jeg sukkede irriteret, da det egentligt gik op for mig, at jeg havde glemt mine engelskbøger ude i mit skab, så jeg tog mig irriteret til min pande og så lettere i bordet, mens jeg skulede svagt mod nogle af mine klassekammerater, der gik forbi mig og ind i klassen, men gispede højt, da Harry satte sig på hug foran min pult og lænede sine arme på kryds på min pult, så jeg så irriteret på ham.

"Sig mig, giver du slet ikke op?", spurgte jeg målløs, så Harry så lettere skulende og alvorligt på mig.

"Glem nu ikke, at vi er i gruppe sammen i biologi, vel sweetie?", svarede han med et svævende spørgsmål og sendte mig et overfladisk skævt smil. Jeg pustede hårdt ud.

"Hvordan skulle jeg dog overhovedet glemme det, hva'?!", svarede jeg svagt irriteret med armene over kors, så Harry nikkede uden så meget som at smile og bed sig i underlæben, så hvor underligt det end var for mig, så tiltalte det mig.

"Fuck Emma, styr dine tanker!", tænkte jeg modstræbende.

"Var det så ikke en idé, at vi lærte at enes, i stedet for du bider hovedet af mig hver evig eneste gang?", spurgte han med et skævt og flabet smil, så jeg så med en o-mund på ham.

"Hvad med dig selv?!", fløj det målløs ud af mig, så jeg fulgte ham med øjnene, da han rejste sig og lavede et luk-tegn mod mig med sin ene hånd, hvor ved han begav sig hen mod sin egen pult i klassen, og hvor frustrerende det end var, så kunne jeg ikke få mit vrede og irritable blik fra ham, selv om han tydeligvis lod som om, at han ikke så at jeg fulgte ham med øjnene, selv om han snakkede og grinede med sine utålelige venner. Ja, jeg kendte ham jo.

"Argh!", snerrede jeg frustreret, så Harry endelig så i flygtige sekunder med et smørret smil hen mod mig, mens han rystede på hovedet. Jeg sendte ham et olmt blik og gik nærmest i chok, da han meget uventet sendte mig en kyssemund, så mine kinder føltes brændende på splitsekunder.

- Hvad . fanden . var . Harry . ude . på?

Jeg rejste mig fnysende og samtidigt også ret forlegent fra min pult og gik med hastige skridt ud af klassen, selv om jeg nærmest kunne mærke flere klassekammeraters blikke følge mig, og da jeg nåede ud af klassen, hørte jeg Harry, Brandons og Nicks højrystede grin, så det skar i marv og ben på mig.

Jeg standsede midtvejs på den næsten forladte gang halvvejs hen mod mit skab og jeg følte at min krop stivnede, mens jeg knyttede mine hænder så hårdt langs min slanke krop, at jeg næsten var sikker på, at mine håndflader ville ende til blods, hvis jeg havde haft lange spidse negle som min mor havde.

"Fuck!", fløj det krampagtigt ud af mig, uden få elever langt væk fra mig på gangen, overhovedet lod dem bemærke af mit pludselige udbrud.

"Miss Browning!"

Hans dejlige men ret bestemte stemme lød pludseligt bag mig, så jeg med et gisp vendte mig omkring og så Justin stående henne ved dørkarmen til klasselokalet og han smilede langtfra. Han hintede med hovedet.

"Vil de være så venlig at gå ind i klassen, så lektionen kan begynde?", spurgte han roligt, men wow, hvor lød han kølig, som om nogen havde tisset på hans sukkermad? Hvor pokker var den glade og flirtende Justin Drew Bieber blevet af? Jeg følte stadigt frustrationerne i min krop efter Harrys psykomobning fra før.

"Nåh!", fløj det bare lettere arrigt ud af mig, så jeg straks fortrød min flabede attitude over for Justin, så han så med et mærkeligt blik mod mig og gik med langsomme skridt hen mod mig.

"Hvad går der af dem miss Browning?", spurgte han med en målløs tone og kom helt hen til mig, så jeg sank en hård klump, mens jeg fugtede nervøst mine læber og så op på hans brune øjne, der ikke virkede varme, men rettere trætte og lettere kølige. Tænk, at de virkelig kunne det?

"Har de noget særligt, at tilføje for deres ubehøvlede opførsel miss Browning?", spurgte han lavt med en svag form for spydighed i stemmen. Han var helt klart en helt anden Justin - én som jeg ikke havde mødt før. Jeg kunne dårligt smile og rystede svagt på hovedet.

"Jeg skal hente mine engelskbøger mr Bieber...", mumlede jeg med ildrøde kinder. Ja, sådan føltes de virkelig. Jeg brændte indvendigt og havde flere følelser i gang på én gang; vrede, afmagt, pinagtighed, frustration, forelskelse - og jeg havde lyst til at græde og stikke af for omverdenen!

Justin nikkede svagt med et skulende blik på mig, men han smilede slet ikke.

"Godt, lad det gå lidt tjept miss Browning..", svarede han lavt og han vendte sig om på hælen og gik ind i klassen, så jeg endte med at stå helt alene tilbage på den store brede skolegang.

- Jeg havde virkelig lyst til at stikke af...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...