Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

112Likes
177Kommentarer
165281Visninger
AA

40. Anklaget!


Justins synsvinkel:

Efter endt engelsklektion i en anden klasse, Beverly Hills High, mandag d. 11/1-2016 kl 16:02

"Tak, for i dag mr Bieber!"

"Ja, det er virkelig en fornøjelse at have dig tilbage på skolen!", kom det med glade smil og nikken fra flere af mine elever, der gik forbi katederet og mig hen mod døren til klasseværelset, mens jeg stod og samlede mine undervisningsbøger i en lav stabel på mit kateder.

Jeg nikkede med et venligt smil, "Velbekomme! Vi ses på onsdag!", svarede jeg stadigt smilende, mens mine tanker svirrede helt andre steder, siden det uheldige sammenstød med rektor Morse ikke langt fra biblioteket. Det havde virkelig været nogle frustrerede timer her i dag og min koncentration havde absolut ikke været på det højeste siden den uheldige episode med Emma og rektor Morse. Desuden, så gruede jeg inderst inde for, at der måske ikke blev nogen undervisning for mit vedkommende på onsdag, men det kunne jeg ikke så godt sige til mine elever endnu, nu hvor alt var så usikkert.

Pokkers også!

"Til dem mr Bieber - Og tak for i dag!", brød en pigestemme ind i mine tanker, hvor jeg mødte hendes smilende blå øjne og hun forsvandt ud af døren sammen med alle de andre elever, hvor ved jeg så ned på mit kateder, at hun havde lagt et flot skinnende rødt æble til mig.

Jeg greb med et trist suk ud efter æblet og stod bare og nærstuderede det. Jeg kunne godt lide æbler og jeg elskede mit liv som undervisende skolelærer, men jeg frygtede virkelig fremtiden nu, og jeg vidste slet ikke om denne dag, som skulle have været min fornyede start oven på alle problemerne med Emma Browning, nu også skulle gå hen og blive endeligt for mig?

Med et tungt suk, satte jeg mig ned på min kontorstol og hvilede mine albuer nede i katederet, mens jeg bare sad og stirrede på det smukke blankpolerede røde æble, der uden tvivl gemte en dejlig saftig og sød smag i sig, og nå ja.. Siden den skinnede så smukt, så var det med garanti ikke økologisk og fyldt med sprøjtemidler - ærke-usundt!

Hvorfor fanden spekulerede jeg nu på et skide æble?

Med et suk lagde jeg æblet på hjørnet af katederet. Det var som altid en skøn gestus at få æbler, bananer, druer, eller hvad det ellers kunne være fra mine elever, men stod det til Jamilla, så skulle jeg holde mig fra sprøjtet frugter. Damn, for en ligegyldig tanke, nu hvor jeg havde langt større og vigtigere problemer siddende til halsen.

Jeg lænede mig tilbage i kontorstolen og lod mit blik vaje hen over det forladte klasselokale - Jeg følte mig for første gang virkelig ensom!

Jeg flyttede mit blik ned på mit armbåndsur, for at tjekke tiden, "Fire tolv...", mumlede jeg med et suk og himlede opgivende med blikket.

Lige nu, ville jeg ellers havde været ude ved bilen og så på vej til Seans børnehave, for at hente ham, nu hvor Jamilla var blevet mere og mere besværet med graviditeten. Knap et par måneder endnu, så skulle hun nedkomme med vores anden søn, og lige der glædede jeg mig virkelig, men nu hvor tanken om, at jeg stod enormt usikkert med hensyn til min karriere, så gruede jeg virkelig for, at vi ville ende i værste tilfælde med ikke at kunne blive boende i vores hus og den var virkelig ikke god!

Jeg mærkede en vibrerende følelse i min ene jeanslomme og tøvede ikke med at trække min iPhone op fra lommen og jeg opdagede en besked fra Jamilla, som jeg straks hoppede ind i og læste:

"Har fået Miriam til, at hente Sean i børnehaven og passe ham så længe du ikke er hjemme, da jeg er faldet på trappen og ligger i øjeblikket med slemme smerter på sofaen. Håber dit møde går godt - Elsker dig. - Jamilla."

Jeg sukkede med et nervøst bid i underlæben over den besked. Dette tydede ikke godt - Virkelig ikke godt! Jeg gned mig opgivende i panden og så på uret på min mobil. Jeg burde faktisk tage hjem i stedet og passe på Jamilla, og så ville jeg ikke tøve med at få Jamilla på hospitalet for et sikkerhedstjek.

Jeg sukkede yderligere og gned mig yderligere i panden med mine fingerspidser uden så meget som at flytte blikket fra hendes ret alvorlige besked, hvorefter jeg besluttede mig for at ringe hende op i stedet. Jeg hoppede ud af beskeden og gik ind under seneste opkald og fandt selvfølgelig Jamillas nummer, som det seneste opkald, eftersom jeg havde ringet i frikvarteret for en lektion tilbage og fortalt, at rektor Morse formentligt trak mig ind til et ret vigtigt møde efter endte lektioner, så jeg ikke havde muligheden for at hente Sean fra børnehaven i dag. Jeg havde absolut ikke sagt noget som helst om hvad årsagen til mødet var, eftersom jeg ikke ville belemre min elskede med den slags alvorlige problemer.

"Duut... duut... duu.. Justin?", lød det spagt med en snert af smerte i hendes spæde stemme, så min mave slog flere knuder over at høre hendes kritiske tilstand.

"Burde du ikke komme til et tjek på hospitalet baby?", spurgte jeg med et nervøst bid i underlæben og hørte hun jamrede sig en del.

"Jeg har det okay skat... Jeg kan bare ikke gå nogen steder lige nu.."

Jeg sukkede opgivende, "Baby for helvede.. Det lyder pisse alvorligt det der... Hverken du eller barnet skal lide nød..", svarede jeg, og kørte min frie hånd frustreret gennem mit lange hår i toppen, hvorefter jeg gned mig ned til min nakke.

"Det skal nok gå Justin... Jeg ligger med en varmedunk i ryggen... Hvornår kommer du hjem?", lød det svagt besværet fra hende, så jeg bare gruede for, at Jamilla faktisk dækkede over hvor alvorligt det faktisk var.

"Stod det til mig, så ville jeg komm..."

"Duk duk duk!", blev jeg afbrudt mit svar til Jamilla, hvor ved jeg vendte mit blik over mod den åbne dør til klasseværelset og så nu rektor Morse stående med armene over kors med et afventende blik hen på mig. Jeg nikkede svagt med en nagende følelse i maven, "Et øjeblik rektor Morse..", sagde jeg roligt, så han blot nikkede svagt og vendte sig omkring og lukkede døren på klem, hvor ved han øjensynligt forsvandt ud på skolegangen.

"Hvad var det?", spurgte Jamilla med tydelige smerter i stemmen, så jeg bare fik det endnu værre inden i mig selv.

Jeg gned mig yderligere i nakken, hvorefter jeg opgivende lagde min frie arm ned på katederet, "Det var rektor Morse... Jeg er virkelig ked af det elskede, men jeg bliver nød til at smutte nu.. Men elskede, kunne du ikke ringe til Rashid, Tarik, eller én af dine andre søskende og få dem til at køre dig på hospitalet, for det uheld med trappen lyder altså slemt..", forklarede jeg med en klump i halsen, så jeg hørte et suk i røret.

"Justin... Det skal nok gå.."

"Nej! Nu gør du som jeg siger baby! Ring til én af dem, og få dem til at køre dig på hospitalet, for det der er altså bekymrende!", afbrød jeg hende bestemt, og hørte et hårdt suk fra hende.

"Okay, hvis du virkelig synes?"

"Jamen, det gør jeg! Jeg må smutte elskede... Jeg skynder mig hvad jeg kan, okay?"

"Okay skat...", lød det i et tungt suk fra hende.

"Jeg elsker dig.."

"Elsker dig supermand..."

"Klik.."

Jeg sukkede nervøst og rejste mig fra kontorstolen og proppede min iPhone i jeanslommen igen, hvorefter jeg rakte ud efter min cap på katederet og satte den på mit hoved, hvorefter jeg tog mine undervisningsbøger i min favn og stod og gloede lidt ned på det skide blankpolerede røde æble, og hvor jeg egentligt bare kunne lade det ligge til pedellen eller rengøringsdamen, som helt sikkert ville komme forbi dette klasselokale om ikke lang tid, så besluttede jeg mig alligevel for at tage det med.

"Fuck det...", mumlede jeg frustreret og tog en ordenlig bid af det smukke røde æble, der knasede sprødt og sødt i min mund, hvorefter jeg begav mig ud af døren til klasselokalet og opdagede straks rektor Morse, der sendte mig et meget svagt smil og nikkede og hintede med hovedet mod retningen af skolekontoret, "Skal vi mr Bieber?", spurgte han i en monoton tone, så jeg tog en dyb indånding og nikkede og valgte at følge troligt med...

~

Rektor Morses kontor, skolekontoret, Beverly Hills High, mandag d. 11/1-2016 kl 16:22

"Vær så god at tage plads henne i sofaen mr Bieber..", bad rektor Morse roligt, mens han rakte hånden hen mod sin sofagruppe i hjørnet af hans ret store kontor, så jeg så nikkende på ham med en smal streg om læberne, hvorefter jeg bed mig nervøst i underlæben og opdagede straks miss Colette, der også sad der henne, sammen med en ret ukendt høj middelaldrende herre i flot gråt jakkesæt, som så mindst lige så vigtig ud som rektor Morse gjorde.

Med en klump i halsen stillede jeg mig lettere foran den lille to-personers sofa og nikkede hilsende på skift til miss Colette og den fremmede mand, som sad på en enkelt lænestol lige over for miss Colette, mens miss Colette sad i sofaens venstre side, hvor efter jeg satte mig ned til højre i sofaen, og lagde mine undervisningsbøger ned på det lave træsofabord, hvor der var dækket op med to kaffekander og flere kaffekrus, der stod med bunden i vejret - typisk ved møder.

Lyden af døren, der lukkede i, fik mig til at se flygtigt over på rektor Morse, der med et alvorligt smil, gik hen mod os andre og satte sig ned på den anden lænestol over for mig og dermed ved siden af den fremmede mand, der bare sad og sendte mig et ret køligt og bestemt blik.

"Kan jeg friste dem med kaffe mr Bieber?!",  brød rektor Morse ind, så jeg lettere overrasket flyttede blikket fra den fremmede mand og hen på rektor Morse, hvor jeg nikkede svagt uden at smile det mindste. Ja, jeg gruede virkelig for det værste her.

"Mmh, jo tak...", mumlede jeg nervøst og lænede mig frem mod den ene kaffekande og greb ud efter et krus fra midten af bordet, mens den fremmede mand tydeligvis tog en tår af hans egen kaffe, som han nok havde hældt op i forvejen, lige inden jeg selv var dukket op sammen med rektor Morse.

Rektor Morse rømmede sig, mens jeg hældte lidt kaffe op, hvorefter jeg satte kanden midt på bordet igen, og rakte ud efter en enkelt engangsmælk fra den lille glasskål, der bugnede med små trekanter af mælk, og som stod ved siden af et proppet glas med små lange portionssukker. Jeg åbnede den lille mælk let og pressede den lille portion mælk ned i min kaffe.

"Mr Bieber?", rømmede rektor Morse, så jeg så opmærksomt hen på ham, hvor han så med et hint mod den fremmede mand, "Må jeg præsentere kansler Bennings. Han sidder øverst i skolebestyrelsen og har en vigtig rolle for uddannelsessystemet her på skolen.."

Så tak! Den virkede slet ikke god! Ligefrem kansleren skulle indblandes i dette møde her?

"Og miss Colette, kender de jo..", tilføjede rektor Morse sekunder efter med et hint med hovedet hen mod miss Colette, så jeg nikkede  med et flygtigt lille smil hen til miss Colette, der smilede lidt igen, hvorefter jeg så hen på kansleren, og valgte derved at rejse mig lettere, og rakte min venstre hånd mod kansleren, som kun lænede sig frem i lænestolen og rakte sin højre hånd mod mig, så jeg hurtigt måtte række min højre hånd hilsende mod hans, selv om det var mig lidt uvant, hvorefter jeg slap hans hånd og satte mig ned på min plads igen og tillod mig ved den øjebliks stilhed, at tage en tår af min kaffe, hvorefter jeg satte den ned på bordpladen.

"Ja..", rømmede rektor Morse, så jeg følte, at mine håndflader blev en hel del fugtige, kun fordi dette møde gjorde mig pokkers utilpas.

"Lad os begynde.. Ahreem.. Miss Colette, vil de lægge ud og tage hul på problemet?", begyndte rektor Morse, så jeg valgte at satte mig lettere op ad hjørnet i sofaen, så jeg kunne få et bedre overblik hen på miss Colette.

Hun nikkede og greb ud efter hendes mappe, hvor det tydeligvis kunne ligne notater, som hun havde skrevet, "Jo... Sagen er, at vi alle har udvist ret stor bekymring for miss Emma Browning, som mr Bieber efter sigende underviser i engelsk...", begyndte hun, mens hun så hen på kansleren og derefter hen på mig, hvor jeg nikkede svagt bekræftende, men på ingen måde afbrød hende i hendes udsagn. Hun smilede svagt til mig, der slet ikke virkede ægte - som om det hun skulle forklare i mit nærvær gik hende på.

Hun så atter hen på kansleren, der så lyttende til, "Miss Browning, har altid været én af de mest flittige elever på hendes klassetrin og har førtidigt fået fantastiske karakterer og ros fra klassens førtidige klasselærer, mrs Moreno, som efterfølgende fik et job andetsteds efter eget ønske, da mrs Moreno ønskede at ændre hendes karrierevej, og det havde hun selvfølgelig sin fulde ret til...", forklarede miss Colette til kansleren, der nikkede bekræftende, hvorpå han så med et hurtigt blik hen på mig, men så hurtigt hen på miss Colette igen.

".. Og her de sidste tre måneder, siden mr Bieber overtog pladsen som klassens engelsklærer, så er det gået stik modsat vej med miss Brownings kurve. Hendes karakterer styrtdykker, hun udviser meget svag interesse for engelsklektionerne, og yderligere er hun også begyndt at virke meget ukoncentreret i de øvrige lektioner - Hun udviser tydeligvis ændret adfærd, som på ingen måde kan sammenlignes for blot fire måneder siden, hvor hun trods alt var med på lektionerne og kørte en fast kurve, som virkelig virkede lovende mod en større fremtid...", fortsatte miss Colette, så jeg ikke kunne lade være med at grue over hvad alt der her skulle ende med.

Kansleren nikkede bekræftende til miss Colette, "Så hvilken adfærd udviser miss Browning?", spurgte han roligt og bestemt, mens han så opmærksomt på miss Colette.

"Miss Browning er meget ustabil, svarer igen, eller lukker helt af. Hun flygter meget og ifølge hendes private psykolog, som hendes forældre har valgt, så lukker miss Browning ikke op for de egentlige problemer, men det er tydeligt, at miss Browning har en indre kamp, og normalt hedder det sig, at psykologer har tavshedspligt, men denne sag er alarmerende og derfor mente vi, at vi måtte hente oplysninger om miss Browning...", forklarede miss Colette.

Kansleren nikkede bekræftende, men jeg følte mig ærligt talt på bar bund her, "Undskyld mig, men hvorfor skal jeg blandes ind i det her? Jo, jeg er klar over, at jeg miss Brownings lærer, men..."

"Dem mr Bieber kommer vi straks til, så hvis de vil være så venlig?", afbrød miss Colette bestemt, så jeg blot nikkede og valgte så at følge med i alt det som miss Colette skulle forklare.

"Så de mener, at alt er gået galt siden mrs Moreno forlod sin praksis her, og nu er problemerne altså tiltaget siden mr Bieber her blev ansat her?", spurgte kansler Bennings miss Colette, der nikkede med et meget svagt smil.

"Noget kan tyde på, at mr Bieber egentligt ikke har været helt reel fra begyndelsen, siden miss Browning har fået sådan et voldsomt knæk i hendes psyk...." "Næ hov!", afbrød jeg frustreret og følte ærligt talt, at det der skulle forklares nu virkede enormt forkert!

"Mr Bieber!", lød det bestemt fra rektor Morse, så jeg så forskræmt hen på ham. Jeg sank en klump og følte mig så meget utilpas nu. Rektor Morse så hen på miss Colette og nikkede, "Fortsæt miss Colette..", tilskyndede han, så hun nikkede og så flygtigt ned på hendes noter og derefter hen på kansleren.

"Som jeg sagde; Så tyder det på, at mr Bieber her, er skyld i miss Brownings voldsomme knæk..." Fuck, det her føltes værre end et helvedes svedehul. "Flere elever i den pågældende klasse har påstået, at der har været synlige spændinger i luften mellem mr Bieber og miss Browning, både under lektionerne, men også udenfor engelsklektionerne..."

Fuck, hvor var det her kvælende!

Jeg havde så meget lyst til at protestere, men hele tiden kunne jeg føle rektor Morses stirrende blik hen på mig, selv om jeg prøvede på bedste vis at følge miss Colette og kansler Bennings samtale.

"På hvilken måde udvises disse spændinger miss Colette?", spurgte kansleren, hvor på han flygtigt så hen på mig, inden han igen så hen på miss Colette.

"Flere elever påstår, at der både har været højtrøstede spændinger mellem dem, men også kærlige spændinger, som kan kategoriseres under dem, som opstår mellem elskende kæres..."

"MÅ JEG LIGE VÆRE HER?!", udbrød jeg højt og protesterende og var så tæt på at springe i luften. Det her ville jeg fandeme ikke finde mig i!

De andre så bebrejdende hen på mig, "Mr Bieber! Fald venligst ne.." "Men jeg vil fandeme ikke finde mig i sådan en tarvelig behandling!", afbrød jeg rektor Morse frustreret, så jeg faktisk var tæt på at græde - Ja, det var kraftedeme seriøst!

Rektor Morse så bestemt hen på mig, "Vil de venligst lade miss Colette og kansler Bennings føre ordet, så skal de nok få lov til efterfølgende at komme til ordet mr Bieber!", forklarede rektor Morse med et bestemt blik hen på mig, så jeg faktisk sad og svedte voldsomt nu og sank en klump og nikkede modstræbende og sank blikket ned i skødet på mig selv.

"Fortsæt miss Colette..", hørte jeg rektor Morse sige en rolig tone.

Min mave slog voldsomme knuder, for nu vidste jeg godt hvor dette førte hen.

"Er der reelle beviser for, at der har været et forbudt forhold mellem mr Bieber og miss Browning?", hørte jeg kansleren spørge om, så jeg seriøst ikke kunne holde tårerne tilbage.

"Tidligere i dag, tilstod miss Browning, at mr Bieber har kysset på hende, og der..."

Jeg løftede straks mit våde blik hen på miss Colette, "Hvad?!", afbrød jeg chokeret, så hun så bebrejdende på mig, "Det var fandeme hende, der kyssede mig og ikke omvendt!", tilføjede jeg frustreret med en klump i halsen, så miss Colette rystede svagt på hovedet.

"Hvad er det dog for en påstand at komme med mr Bieber? Pigebarnet var opløst i gråd og det tog virkelig hårdt på hende, at skulle indrømme, at de har kysset på hende - så gør endelig ikke den ulejlighed, at vove på at påstå nog..." "NØJ! NU BLIVER JEG FANDEME SNART GAL!", råbte jeg hidsigt op og kunne slet ikke styre min vrede længere, hvor ved jeg rejste mig fra sofaen, men hurtigt var rektor Morse over mig og med al hans kæmpen, fik han mig ned at sidde i sofaen igen, "Mr Bieber! Jeg gør dem opmærksom på, at de ikke kan tillade dem at fare op på den måde!", lød det vredt fra ham, så jeg fægtede mod ham, "Slip mig for helvede! Jeg er fandeme ikke under nogen form for ed her! Dette er ingen retsal og jeg har min fulde ret til at forsvare mig selv, når jeg ved, at det der bliver påstået om mig er løgn!", råbte jeg vredt op, så rektor Morse så med opspærrede øjne ned på mig, "Er de færdig mr Bieber?!", spurgte han vredt igen. 

Jeg så fnysende op på ham, "Ja, hvis det fandeme ikke kan være anderledes, så fyr mig for helvede! Alt andet, end at skulle slæbes igennem sådan et fucking tarveli..." "MR BIEBER! ER DE FÆRDIG?!", råbte rektor Morse op, så jeg fnøs skulende op på ham, mens jeg bed mig hårdt i underlæben.

Mit blodtryk var helt sikkert på det højeste, mens jeg med hårde vejrtrækninger så skulende og fnysende op på ham, "Ja, jeg er fandeme færdig - Helt færdig! Jeg vil virkelig ikke finde mig i sådan en tarvelig og slesk behandling! Det kan de fandeme godt regne med!", forklarede jeg i en lav olm tone og rejste mig pludseligt og så ham lige i øjnene og prikkede ham i brystet, "De får min opsigelse i morgen, og så kan de og resten af skolens ledelse rende mig noget så grusomt..", snerrede jeg lavt, mens jeg helt sikkert sendte ham dræberblikket og så derefter på de andre, "Tak for lort!", tilføjede jeg rasende og så igen på en ret chokeret rektor Morse, men jeg var fandeme ligeglad!

De skulle seriøst ikke gå her og tro, at det var mig, der ene og alene var skyld i de spændinger mellem Emma og jeg. Det var fandeme hende, der havde startet det hele og jeg gav fandeme ikke så let op nu, men hvis hverken rektor Morse eller de andre ikke ville tro eller høre på mine reelle ord, så skulle de fandeme få krig!

Beslutsomt efterlod jeg de andre og smækkede med vilje døren til kontoret ekstra hårdt og straks begav jeg mig mod lærerværelset, for at hente mine bilnøgler, min private kaffekop og mine småting, som jeg havde i mit personlige dueslag, for det skulle skolen fandeme ikke nyde godt af.

- Jeg var den der var skredet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...