Nobody Compares - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Anastacia Deverel bor sammen med sin mor på et hotel. Det er moren, der driver hotellet. - Hvis det overhovedet kan kaldes et hotel. Det er ikke specielt stort, det ligger midt ude i ingenting, og der er ikke så mange, der kender til det, så da One Direction kommer derud, kommer det som en overraskelse for både Anastacia og hendes mor.
Niall får med det samme et godt øje til Anastacia, og mon ikke det er gengældt? Hun finder hurtigt ud af, at de er der for at få en pause fra det hele. De har jo pause i et år nu, men de vil gerne have noget tid uden alle kameraerne og uden alle de skrigende fans.
Anastacia begynder at være meget sammen med drengene - specielt Niall. Findes der alligevel kærlighed ved første blik?

55Likes
33Kommentarer
12034Visninger
AA

2. Blond hair and blue eyes

Jeg sad som sædvanligt ved skranken og kedede mig. Jeg sad bare i kontorstolen med benene på bordet og læste en bog. Den var egentlig god, men det var stadig kedeligt. Vi fik næsten aldrig gæster herude på hotellet. Hvis man kan kalde det det. – det gør jeg.

Jeg nynnede lidt med på musikken, der spillede i radioen. Det var Beautiful med Christina Aguilera. Jeg elskede den sang. Den var så sand.

”I am beautiful no matter what they say. Words can’t bring me down,” sang jeg lavt, mens jeg læste den næste sætning i bogen. Ja, jeg kunne synge og læse på samme tid.

Jeg blev afbrudt af min mor, der kom rendende hen mod skranken. ”One Direction kommer i dag,” sagde hun. Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede op fra bogen for at se på min mor. ”One Direction? Hvad skal de her?” spurgte jeg. ”Jeg ved det virkelig ikke. Men vi skal have gjort det hele pænt, før de kommer, for-”

”Mor, hvis de ikke kan lide det, som det er, ville de nok ikke have valgt det her sted. Gå ind og slap af, jeg tager imod dem, når de kommer,” afbrød jeg hende. Min mor pustede ud. ”Tak min skat,” sagde hun. Derefter gik hun.

Min mor ejede det her slags hotel. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men hun ejede det i hvert fald. Jeg sad for det meste ved skranken og tog imod kunder – som sjældent kom. Meget sjældent. Det, at One Direction kom, fandt jeg yderst besynderligt. Vi havde aldrig – og jeg mener aldrig – haft berømtheder her før. Stedet var knap nok kendt af 400 mennesker. Vi var midt ude i ingenting midt i England. Der lå en lille købmand en kilometer herfra, ellers var den nærmeste by omkring 30-40 kilometer væk.

Min mor var oprindeligt fra Danmark, så jeg kunne snakke flydende dansk. Min far boede midt inde i London. Han og min mor var skilt. Det havde de været omkring 4 år nu. Jeg så ham sjældent. Kun når jeg besøgte ham, hvilket ikke skete særlig tit, eller når han kom her, hvilket skete endnu færre gange. Jeg havde en lillesøster på syv. Hun var tre, da vores forældre blev skilt, og hun boede hos min far i London.

Dørklokken ved døren ringede, få minutter efter min mor var gået. Jeg klappede bogen sammen og lagde den på bordet, før jeg kiggede på døren. Derefter tog jeg fødderne af bordet og trillede hen til kanten af skranken.

De fire drenge, som så var One Direction, kom ind ad døren. Jeg studerede dem alle fire, mens de gik mod skranken. Specielt en af dem fangede min opmærksomhed. Han havde lyst hår med brune udgroninger. Hans blik fangede mit, og han sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte. En anden af dem, som havde langt, brunt og krøllet hår, puffede til ham den blonde.

”Kan jeg hjælpe jer?” spurgte jeg, da de var nået op til kassen. Dumt spørgsmål. De ville jo ikke være her, hvis jeg ikke kunne hjælpe dem med noget. Jeg rynkede på næsen af mit spørgsmål, hvilket drengen med krøllerne grinede lavt af.

”Vi har bestilt to værelser ved navnene Liam Payne og Harry Styles,” sagde han. Jeg løftede det ene øjenbryn. ”To værelser? I er fire drenge,” sagde jeg lavt. Det var ikke meningen, at de skulle hære det, men ham den blonde begyndte at grine. Hvis jeg havde stået op der, ville jeg have været faldet. Jeg blev helt blød i knæene, da jeg hørte hans grin.

Jeg søgte efter navnene på computeren og fandt derefter nøglerne til deres værelser. Krøltoppen tog imod dem, en anden sagde tak, og bagefter gik tre af dem. Den blonde blev stående.

Jeg kiggede spørgende på ham. Han smilede. ”Jeg ville bare lige præsentere mig selv og forsikre dig om, at vi altså har bestilt værelserne med to senge i hver, og vi er altså ikke bøsser nogen af os. Men jeg hedder Niall Horan, hvad med dig?” sagde han. Jeg grinede, hvilket han smilede af. ”Jeg hedder Anastacia Deverel, men jeg hader mit navn, så hvis du nogensinde har tænkt dig at snakke til mig igen så kald mig venligst bare Ana,” sagde jeg. Niall smilede større. ”Selvfølgelig vil jeg snakke til dig igen,” sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Vi ses, Ana,” sagde han. Derefter gik han mod trappen, som førte mod første sal, og efterlod mig med blandede følelser.

 

***

 

”Anastacia, skat? Går du op og siger til gæsterne, at der er aftensmad nu?” spurgte min mor. Jeg nikkede kort og rejste mig fra skranken.

På dette hotel spiste gæsterne altid aftensmad inde i vores lille restaurant, mens min mor og jeg spiste i køkkenet.

Jeg løb op ad trappen, fordi jeg ikke lige magtede at bruge lang tid på at gå op ad den. Deres værelser var de to første døre, så jeg drejede bare lige til højre og bankede på den første dør. Den blev hurtigt åbnet af ham krøltoppen. Han smilede til mig. ”Der er aftensmad nu,” sagde jeg. ”Tak,” sagde han. Jeg smilede og gik mod den næste dør. ”Vi er alle sammen herinde.” Jeg vendte mig mod krøltoppen igen. Nu stod de tre andre der også. Jeg kunne ikke lade være med at smile svagt, da jeg så Niall. Han sendte mig et smil.

De begyndte at gå ned ad trappen, og jeg gik bare efter dem.

Drengene havde sat sig ved et bord, så jeg gik bare mod køkkenet igen. Jeg syntes hele tiden, at jeg kunne mærke deres blikke på mig.

”Anastacia!” Normalt ville jeg hade, hvis en kaldte mig mit navn, men han sagde det på sådan en speciel måde, at jeg ikke kunne lade være med at smile. Han var den eneste, der kunne sige mit navn, hvor det lød godt. Måske var det på grund af den irske accent.

Jeg vendte mig om, da han kaldte på mig. Han var på vej mod mig – altså Niall, hvis i ikke havde fanget den.

”Vil du ikke spise ved os?” spurgte han, da han var cirka en halv meter fra mig. Jeg bed mig i læben, da en sitren løb gennem min krop. ”Jeg ved ikke, Niall,” mumlede jeg. Niall sendte mig et smil. ”Kom nu! Vi skal nok være søde,” bad han. Jeg grinede og trak på skuldrene. ”Så lær mig lige hvad de hedder,” sagde jeg. Niall grinede. Han stillede sig ved siden af mig og lagde armen om mine skuldre. Jeg kunne ikke lade være med at gispe svagt. Mit hjerte begyndte at hamre afsted.

Niall pegede på hver af de tre drenge, mens han sagde deres navne. De kiggede alle tre mærkeligt på os, og jeg forstod dem godt. Niall stod jo med armen om mig og pegede ned på dem. Det måtte da egentlig have set dumt ud.

”Jeg går ud og henter min mad,” sagde jeg. Jeg tog fat i Nialls hånd, der lå på min skulder, og fjernede den. Derefter gav jeg slip på den igen. Jeg gik ud i køkkenet, hvor min mor sad og spiste. ”Er det okay, at jeg spiser i restauranten? Niall har inviteret mig til at spise med dem,” sagde jeg. Min mor smilede drillende til mig. ”Hyg dig,” sagde hun. Jeg grinede bare ad hende og tog min mad, som hun havde stillet til mig på bordet.

Jeg satte mig mellem Niall og Louis, hvorefter jeg stillede min mad på bordet.

”Jeg gætter på, at du hedder Anastacia? Det var det, Niall kaldte dig,” sagde Liam. Jeg nikkede. ”Bare kald mig Ana. Jeg hader mit navn,” sagde jeg. Harry grinede. ”Men ikke når Niall kalder dig det?” spurgte han. Jeg bed mig i læben, mens jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Jeg rødmede alt for let i pinlige situationer. Jeg kiggede hurtigt ned i bordet. "Well. Er der nogen, der har lyst til ymer?" 

Jeg ved det, jeg ved det. Jeg var god til emneskift. Drengene grinede bare. Pff, så måtte de da gøre det. Men de svarede ikke på mit spørgsmål. Fuck dem.

Well, nej, det vil jeg egentlig ikke.

En hånd lagde sig på midten af mit lår; det gav et gib i mig. Jeg kiggede til siden. Niall sad og smilede til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile – fordi han smilede. Mit hjerte bankede afsted på grund af hans hånd på mit lår, der nu kørte opad. Han stoppede et par centimeter fra min… kvindelige kønsdel?

Akavet alligevel.

Hvem end du er, har du ret.

Jeg er dig.

Nej jeg er mig.

Men jeg er også dig.

”Jeg er mig, du er ikke mig.”

Alle drengenes blikke landede på mig. Havde jeg lige haft en samtale med mig selv inde i mit hoved? Og sagt det sidste højt? Jeg rødmede svagt.

Igen.

Hold så mund.

”Hvem er ikke dig?” spurgte Louis. ”Mig,” svarede jeg. Han løftede det ene øjenbryn, og først der gik det op for mig, hvor dumt det lød. ”Altså jeg er mig, men den anden mig er ikke mig,” sagde jeg. Jeg rynkede panden og tænkte min forklaring igennem. Det gav da ingen mening?

Nej.

Dig igen?

Nej. Ikke mig igen. Dig igen. For jeg er dig.

Nej. Jeg er mig.

”Okaay,” sagde Louis forvirret. Der var stille ved bordet i noget tid.

”Var det kærlighed ved første blik?” Jeg kiggede forvirret på Louis, da det var ham, der havde sagt det. ”Med mig og mig? Nej, jeg aner ikke hvem den-” jeg stoppede mig selv, da jeg så, at han kiggede på Nialls hånd, der jo lå på mit lår. ”Okay, du mente ikke mig og mig,” mumlede jeg.

”Hvorfor kigger du Ana mellem benene?” spurgte Harry. Det spørgsmål var henvendt til Louis. ”Jeg kigger på Nialls hånd,” sagde Louis bare. Jeg kiggede på Niall, der så ud til at misforstå det ligeså meget som mig. Vi begyndte begge to at grine.

Hvis i ikke forstod den: Harry spurgte jo, hvorfor Louis kiggede mig mellem benene, men Louis sagde, at han kiggede på Nialls hånd. Så det lød jo som om-

”Har Niall sin hånd mellem benene på Ana?” sagde Harry forvirret. Skud ud til Harry for at færdiggøre min forklaring. Niall fjernede sin hånd fra mit lår og rystede på hovedet.

”Nå, Anastacia. Er du nogensinde kommet for sent i skole?”

Wow, emneskift much. Det må jeg give dig Niall. Du er næsten ligeså god som mig. Næsten.

Jeg begyndte at smågrine. ”Mærkeligt spørgsmål. Men, ja, der var den ene gang jeg kom for sent. Da jeg kom ind spurgte min lærer: ’Hvorfor kommer du for sent?’” Jeg efterlignede min lærers stemme så godt som muligt, men det blev bare til en sur og vrængende stemme. Drengene grinede. ”Så sagde jeg: ’Well, nogen bad mig om at skride til helvede. Jeg kunne ikke finde det først, men nu er jeg her.’ Jeg fik eftersidning,” sagde jeg. De fire drenge grinede højt, så jeg begyndte også at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...