Nobody Compares - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2016
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Igang
Anastacia Deverel bor sammen med sin mor på et hotel. Det er moren, der driver hotellet. - Hvis det overhovedet kan kaldes et hotel. Det er ikke specielt stort, det ligger midt ude i ingenting, og der er ikke så mange, der kender til det, så da One Direction kommer derud, kommer det som en overraskelse for både Anastacia og hendes mor.
Niall får med det samme et godt øje til Anastacia, og mon ikke det er gengældt? Hun finder hurtigt ud af, at de er der for at få en pause fra det hele. De har jo pause i et år nu, men de vil gerne have noget tid uden alle kameraerne og uden alle de skrigende fans.
Anastacia begynder at være meget sammen med drengene - specielt Niall. Findes der alligevel kærlighed ved første blik?

55Likes
33Kommentarer
11993Visninger
AA

7. All crying

”Endnu et godt billede til twitter,” lød det fra Louis. Jeg trak mig fra Niall. ”Jeres fans går jo amok,” sagde jeg. Louis grinede. ”Vores fans går amok, hvis i ikke er sammen, Ana,” sagde han. Jeg trak på skuldrene, før jeg satte mig på gulvet ved siden af Marcus’ stol. Han kiggede ned på mig. ”Skal du ikke sidde ved Niall?” spurgte han. Jeg kiggede hen mod Niall, der havde sat sig i stolen igen. ”Nej. Han har ikke givet mig banan, som han lovede,” sagde jeg. Alle drengene begyndte at grine. Da det gik op for mig, hvor meget det kunne misforstås, grinede jeg lavt.

”Ej, helt ærligt! Det er som om, jeg har en eller anden radio i min hjerne, der bare spiller Unpredictable om og om igen!” brokkede jeg mig højlydt. ”Den har jeg aldrig hørt,” sagde Marcus. Jeg kiggede dumt på ham. ”Hvad lavede du lige, der larmede så meget, at du ikke kunne høre mig, der spiller Unpredictable på fuld skrue hver eneste dag, da vi boede i London?” spurgte jeg. Han smilede kækt. ”Private sager,” sagde han. Jeg kiggede frastødende på ham og rejste mig op. ”Fy for satan,” mumlede jeg.

”Er der nogen, der lige føler for at hente tre sofaer?” spurgte jeg. ”Altså, tænker i slet ikke på de fire gutter, der lige er kommet?” fortsatte jeg, da de bare kiggede undrende på mig. ”Men hvorfor tre?” spurgte Harry. Jeg kiggede dumt på ham. ”Jeg skal da også have noget at ligge i,” sagde jeg. Marcus, Liam, Louis, Harry, Ashton og Michael gik sammen ud fra døren. Jeg kløede mig akavet i nakken, mens jeg kiggede på Luke, Calum og Niall. Jeg satte mig i Marcus’ stol.

”Niall, nu bliver jeg akavet,” sagde jeg. Han grinede. ”Ikke for noget darling, men du er altid akavet,” sagde han. Jeg kiggede fornærmet på ham. ”Alle må da have et eller andet at sige til deres idoler. Er der ikke noget, du altid har villet sige til dem?” spurgte Niall. Jeg kiggede på Luke og Calum, før jeg kiggede på Niall igen. Jeg nikkede. ”Så sig det,” sagde han.

Jeg kiggede på Luke og Calum igen. De kiggede begge to på mig. ”Altså-” jeg stoppede og tænkte mig om i noget tid. ”Tak,” endte jeg bare med at sige. De kiggede spørgende på mig. ”For hvad?” spurgte de. ”For at..” Jeg nåede ikke at sige mere, før Marcus og Michael kom gående ind med en topersonerssofa. Jeg bed mig i læben og rejste mig op.

For at redde mit liv. Det var det, jeg ville have sagt. Tak for at redde mit liv. Det lød voldsomt, men det passede.

Niall rejste sig op og gik hen til mig. ”Jeg synes lige, vi skal fortsætte den her samtale på mit værelse,” hviskede han til mig. Jeg nikkede bare. Niall vinkede Calum og Luke med sig, og vi gik alle sammen ind på Nialls værelse. Han lukkede døren efter os.

”Nu synes jeg, at du skal færdiggøre din sætning,” sagde han til mig. Mit hjerte bankede hurtigt afsted. ”Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal formulere det, så det ikke lyder så voldsomt,” sagde jeg lavt. Jeg kiggede ned i gulvet. ”Hey,” sagde Niall lavt. Han gik hen til mig og lagde to fingre under min hage. Han fjernede dem igen, da jeg kiggede op. ”Bare sig det ligeud,” sagde han. Et par tårer sneg sig frem i mine øjenkroge, da jeg tænkte tilbage. Jeg blinkede dem hurtigt væk, men de kom bare tilbage igen. Jeg kiggede på Luke og Calum. ”Altså.. tak for at-” Jeg tog en dyb indånding. ”Tak for at redde mig. Mit liv kan man vidst godt sige,” sagde jeg. Det var vidst ikke det, de havde forventet, for de så begge to ret overraskede ud. En tåre trillede ned ad min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk og satte mig i sengen.

”Nu kan jeg ligeså godt fortælle det hele,” sagde jeg lavt.

”Det startede for omkring fire og et halvt år siden. Min far kom hjem midt om natten, og han var pissefuld. Jeg vidste ikke, at han var kommet hjem, før jeg hørte-” Jeg afbrød mig selv ved at snøfte og tørre mine tårer væk.

”Jeg hørte, at min mor skreg. Det var ikke sådan et skrig, som man skriger, når man får et chok. Det var smertefuldt. Virkelig smertefuldt. Jeg skyndte mig nedenunder, og da jeg gik ind i stuen, så jeg, at min mor lå i fosterstilling på gulvet-” Jeg tog en dyb indånding.

”Hun havde et stort rødt mærke på sin kind, og min far stod og sparkede til hendes ben og han gav hende knytnæver på armene. Jeg skreg, at han skulle stoppe. Det gjorde han så. Men-” Jeg hulkede.

”Han gik hen til mig og gav mig en lussing. Han råbte, at jeg skulle blande mig udenom. Bagefter gav han mig et hårdt skub op ad væggen, så jeg faldt ned på gulvet. Der sparkede han mig så. Marcus kom ind. Han gjorde fuldstændig det samme ved ham. Derefter gik han ud af huset. Hele natten kunne jeg høre min mors hulk. Sådan gik det flere nætter. Min far kom hjem midt om natten og slog os alle sammen. Han råbte engang til mig, at han ville ønske, at jeg ikke var hans datter. At jeg skulle se mig selv i spejlet og se, hvor grim jeg i virkeligheden var-” jeg snøftede, hulkede og tørrede mine kinder med håndfladerne.

”Dem i skolen fandt ud af det. Man skulle tro, at de ville bakke mig op, men nej det gjorde de ikke. Tværtimod. De begyndte at gøre det samme som min far. De slog mig, de sparkede mig, de kaldt mig grimme ting. Jeg begyndte-” Jeg tog endnu en dyb indånding.

”Jeg begyndte at få selvmordstanker,” sagde jeg lavt.

”Jeg skar i mig selv. Ved hofterne og på armene. De fleste af dem var ikke så dybe, så det er kun to til fem ar, man kan se nu. Tre af dem er tydelige, og de to andre er mindre tydelige. Men nok om det,” sagde jeg.

”Det var så der, jeg fandt jer. Jeg begyndte at høre jeres musik, se nogen keeks. I havde så meget livsglæde, at jeg også selv fik lidt. Dog ikke nok til at mine selvmordstanker stoppede-” Nu var jeg ved den sværeste del.

”En aften havde jeg gjort det hele klar. Jeg havde låst mig inde på badeværelset. Pillerne lå fremme. Jeg skulle lige til at sluge dem, da jeg kom i tanke om jer. Jeg ville se en sidste video med jer. Der faldt jeg så over en video, hvor i snakker om at skære i sig selv og at begå selvmord. Mange siger, at det ikke er jer, men-” Luke afbrød mig.

”Det er os.” Hans stemme lød grødet. Jeg kiggede på ham. Han havde sat sig op ad væggen, og det samme havde Calum. Tro det eller ej, men de græd begge to. Jeg kiggede ned igen.

”Da du, Calum, sagde: ’Det sårer ikke kun dig, det sårer alle, der elsker dig’, begyndte jeg at tænke mere over det. Jeg vidste, at det kun var Marcus og min mor, der elskede mig, men jeg ville slet ikke forestille mig, at jeg gjorde dem mere ked af det, end de var i forvejen. Så sagde Ashton, at man bare skulle være stærk, og at det blev bedre. At det ikke forblev dårligt. Det tænkte jeg så over. At måske ville det faktisk blive bedre. Så sagde Michael, at man skal se det fra andres synsvinkler, og at det ikke kun sårer mig. Det prøvede jeg så. Jeg forestillede mig, hvor dårligt jeg ville have det, hvis Marcus gjorde det, jeg var ved. Der brød jeg fuldstændig sammen. Så sagde du, Luke, at hvis man går igennem noget lige nu, så bliver det bedre. At man ville klare det. Lige meget hvor håbløst det ser ud nu, er der altid en chance for, at det bliver bedre. At intet dårligt varede for altid. Da i så alle fire sagde, stay strong, keep smiling, you’re going to be okay og så videre, kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at gøre det. Jeg hældte alle pillerne i toilettet og skyllede dem ud. Jeg smed barberbladet i skraldespanden, og som i sagde, blev det bedre. Hvis det ikke havde været for jer-” jeg hulkede.

”Så havde jeg ikke været her i dag,” afsluttede jeg.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg kiggede på Niall. Han sad op ad en af væggene og kiggede ud i luften, mens hans kinder var våde. Luke og Calum gjorde præcist det samme. Jeg rejste mig op og tørrede mine kinder helt af. Jeg vidste, at de var røde, en jeg var ret ligeglad.

”Vi må hellere gå ud, inden de tror, at vi har haft trekant. Nej, det må hedde firkant, når vi er fire,” sagde jeg. Det var ikke meningen, at det skule være en joke, men jeg fik da et lille smil frem på deres læber. De rejste sig alle samen op.

Først da vi kom ind i stuen, reagerede Luke. ”Årh for helvede,” mumlede han. Han gik hen til mig og gav mig et kram, som jeg hurtigt gengældte. Luke var omkring et hoved højere end mig, så siden af mit hoved lå mod hans brystkasse. Efter et minuts tid trak han sig, og Calum krammede mig. Efter et minuts tid igen, trak jeg mig.

Niall kom og stillede sig foran mig. Han sendte mig et smil, inden han lagde sine læber over mine. Han trak sig igen kort tid efter.

”Har i holdt tudefest eller sådan noget?” spurgte Harry. ”Klart,” sagde jeg sarkastisk. Jeg gik hen og satte mig i en af sofaerne. Niall satte sig ved siden af mig, og jeg lænede mig op af ham.

 

_____________________

FØRST: Jeg ved godt, at det ikke er dem, der rigtigt snakker i den video, men det er det lige her i historien xD

ANDET: Wow! Wow! Wow! Jeg sværger; jeg var lige ved at græde, da jeg skrev det her kapitel.. Ahah xD

Husk at følge min movellas snapchat!: annag-movellas <3

Tak fordi i læser med :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...