Flyvende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Den 14-årige Madeline, flygter med sin 2-årige kusine pga. krig. De må nu leve skjult i en kælder, langt fra alt og alle.
Men en dag bevæger de alligevel sig udenfor.

0Likes
0Kommentarer
351Visninger
AA

7. Episode 6

Vi havde løbet længe. Meget. Uden overhovedet at have tal på det, vidste jeg at jeg aldrig havde løbet så langt før. Det kunne knapt hamle op med, hvad jeg havde løbet i alt, gennem hele min levetid.

Efter et par dage på en kedelig mark, begyndte jeg langt væk at kunne se bjerge. Jeg gned mig i øjnene, for at være sikker på at jeg ikke så syner, men Fillucca havde også set det. Blomster begyndte at stå på marken og i vejkanten, og enkelte træer stod rundt på vejen og pyntede. Det var nu sandt vi gik i, men det generede ikke spor. Efter alt hvad vi havde været i gennem, var dette så lille en ting, så det ikke engang var noget jeg tænkte over. Der var ingen. Huse, men alligevel var der fodspor i sandet. Det var da sjovt. Bjergene stod side om side, og det var et syn jeg havde ventet på, og noget jeg havde glædet mig til.

Hulen vi kom til var stor. Med noget besvær fik vi kravlet op ad muren, og vi nåede akkurat ind, da fjenden stormede forbi. Jeg pressede mig selv og Fillucca så hårdt op mod muren som jeg kunne, og det lykkedes os ikke at blive set. Da jeg gav slip på Fillucca, faldt hun slattent ned på gulvet, og blev liggende som en søstjerne. Jeg kunne ikke andet end at smile af det. Da hun havde ligget sådan et par minutter, og ligesom havde antydet at jeg havde haft et godt, hårdt greb om hende, satte hun sig op, og tog et tæppe om sig.

Pludselig begyndte jeg at høre nogle stemmer, og de kom tættere og tættere på. Da gik det op for mig at de var inde i hulen med os. Først da FIlucca havde sat sig op, og jeg stod overfor dem, bemærkede jeg hvem det var. Og det chokerede mig, men jeg kunne ikke andet, end at give dem alle et stort kram.

Jeg kiggede tilbage. Bagved mig stod Fillucca og hendes far. Jeg kiggede rundt. Jeg kunne ikke se hendes mor nogen steder. Da gik det op for mig hvem vi havde set på gaden nogle aftener før. Jeg sank en klump, og kunne mærke at tårerne begyndte at presse sig på. Hun var væk, og jeg havde ikke givet Fillucca en chance for at møde hende.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...