Flyvende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Den 14-årige Madeline, flygter med sin 2-årige kusine pga. krig. De må nu leve skjult i en kælder, langt fra alt og alle.
Men en dag bevæger de alligevel sig udenfor.

0Likes
0Kommentarer
355Visninger
AA

6. Episode 5

Vi blev ved med at løbe. Nogle gange satte jeg Fillucca af, og så løb hun selv et par kilometer, og nogle gange havde jeg hende på ryggen.

Landskabet blev ved med at se kedeligt ud, og skyerne, som i mellemtiden var blevet mørke, var begyndt at trække ind for solen, som ellers havde stået højt på himlen hele dagen.

”Der bliver regn”, sagde Fillucca. Endnu en ting hun havde lært af mig, men hun havde ret. Vi havde intet sted at søge ly under, og det så stadig ikke ud som om at vi ville komme forbi andet end marker.

”Vi må se hvor langt vi kan komme inden det begynder, vi vil umuligt komme til at kunne løbe lige så stærkt, hvis det bliver uvejr”. Jeg satte Fillucca ned på jorden. Hun satte det ene ben foran det andet, og hurtigt var hun oppe i fart.

Regnen pressede sig på, men havde ikke kun byger med sig. Også lyn og torden fulgte med, noget som Fillucca ikke havde oplevet før. Selvfølgelig blev hun meget forskrækket og chokeret, da det første brag lød. Hun gik i forsvarsposition, som skulle nogle til at skyde på hende.

”Bare rolig søde, det er bare lidt torden. Det går over om lidt”. Fortumlet rejste hun sig op, og min besked så ud til at være forstået. ”Jeg ved det lyder skørt, men nu ligger vi os her i vejkanten indtil det holder op”. Fillucca gjorde ikke andet end at adlyde, og det var det jeg elskede hende for.

***

Da uvejret havde lagt sig, var vi blevet godt våde, og begge enige om at det havde været sjovere at have siddet på et hotel, men at der ikke var noget at gøre ved det. Det var ikke sådan det var, og det måtte vi respektere. Lige meget hvor irriterende det så end var. Græsset stod nu i vand, og kun med held var stien ikke blevet helt oversvømmet, dog med små vandpytter. Normalt ville jeg være gået uden om alle vandpytterne, men i dette tilfælde kunne det være lige meget. Jeg var drivvåd, og jeg frøs, og jeg var så irriteret på mig selv, at jeg slet ikke tænkte på hvordan Fillucca havde det. Hun havde aldrig oplevet et tordenvejr før, og dog slet ikke at være ude i det. Men jeg havde nok at tænke på. Og vi måtte vidre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...