Flyvende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Den 14-årige Madeline, flygter med sin 2-årige kusine pga. krig. De må nu leve skjult i en kælder, langt fra alt og alle.
Men en dag bevæger de alligevel sig udenfor.

0Likes
0Kommentarer
352Visninger
AA

5. Episode 4

Et skud fik mig til at vågne op. Fillucca var allerede vågen. Hun vidste hvad det betød. Det var hun efterhånden blevet klar over. Hurtigt fik vi pakket, og ligeså hurtigt som vi var kommet, var vi væk. Da vi atter var kommet op at stå, begyndte vi at løbe. Løb som gjaldte det livet, for det gjorde det. Efter nogle kilometer begyndte Fillucca at sakke bagefter.

Kom nu Fillucca, vi er nødt til at holde farten oppe”. Jeg kiggede tilbage, men blev ved med at løbe. Fillucca var stoppet op.

    “Jeg kan altså ikke mere”, hun faldt sammen i kanten af græsset. Jeg løb tilbage til hende, men hun lå kold og helt bleg.

    “Fillucca, Fillucca”, hendes øjne begyndte at åbne sig. “Skal jeg tage dig på ryggen?”. Hun nikkede, og hurtigt var vi på farten igen. Der var ikke noget at se i det fjerne. Kun enkelte bjerge i horisonten. Når vi kom dertil ville det være umuligt for os at gemme os.

Mit hjerte bankede. Vi havde ikke tænkt os om. Det var dumt af os at sove på marken. Fjenden ville nemt have set os. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Fillucca var tung at have på ryggen, men vi måtte i sikkerhed. Vi kunne ikke begå denne fejltagelse en gang til.

Med Fillucca på ryggen, gik der længere og længere tid mellem kilometerne, og det føltes som blev de længere og længere. Jeg havde før løbet med tunge rygsække, men aldrig så tunge, og slet ikke med mennesker. Det var nu ikke så meget vægten der var et problem, for jeg var stærk, det var jeg virkelig, men det var det at Fillucca faktisk var et menneske. Frygten for at tabe hende, eller falde bagover, så hun ville få snuden i jorden før mig. Eller at snuble, og falde ned på hende. Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg måtte lade være med at tænke, jeg skulle bare løbe.

Jeg kunne se at bjergene blev mindre og mindre. Dem vi var løbet forbi i løbet af dagen, havde vi for længst passerede, og min forhåbning om at overnatte i en bjerg-hule blev mindre og mindre. Det var et kedeligt landskab vi nu var i. Ingen træer, ingen buske. Kun et par valmuer hist og her, som for længst havde mistet sine blade. Græsset var som de fleste andre steder visnet, og vejret begyndte at se gråt og sort ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...