Flyvende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Den 14-årige Madeline, flygter med sin 2-årige kusine pga. krig. De må nu leve skjult i en kælder, langt fra alt og alle.
Men en dag bevæger de alligevel sig udenfor.

0Likes
0Kommentarer
354Visninger
AA

2. Episode 1

Fillucca listede over til kommoden. Hun rodede rundt mellem garnnøglerne og kom tilbage med en grøn og en mørkeblå. Derefter satte hun sig på sengekanten og begyndte at strikke. Jeg havde lært hende det for et år siden. Det var en god tidsfordrivelse, og der var altid være nye muligheder. Det var hvad jeg fik min tid til at gå med, så Fillucca kunne lige så godt springe med på det. Jeg hentede en dåse med mad, og vi spiste. Senere gik vi i seng. Sådan havde vi levet de sidste 9 år, og det fungerede fint. Nogle gange kunne jeg godt fantasere mig til noget bedere, men jeg vidste godt at det ikke var muligt. Måske på et tidspunkt, men ikke nu. Det var dog specielt svært, når man kunne dufte at bageren bagte boller og kage, men det var bare om at bide det i sig.

Jeg serverede aftensmaden på en orange bakke, og Fillucca tog imod. Senere strikkede vi, og sådan forløb dagen.

***

Vi sad på sengen og strikkede som vi plejede. Fillucca elskede at høre om sin familie, og livet før krigen, men det var ogå tydeligt at høre at hun gerne selv ville oplevede det, og jeg kunne godt forstå det. Jeg brød mig ikke om at leve langt under jorden, I en kælder som ingen kendte til. Det var ikke lige der jeg havde drømt om at bo i mine teenageår, og det var helt sikkert heller ikke her Fillucca havde drømt om at opvokse og have sin barndom.

“Jeg kan huske engang, da du var helt lille. Lige da vi var kommet her til. Du kunne ikke forstå hvorfor du skulle væk fra din mor og far. Det var lige omkring at du lærte og snakke, men jeg kunne ikke forstå så meget, da du kun kunne sige 'muuh', ligesom en ko, og så kunne du sige 'nej'. Åh, det var ikke nemt”. Fillucca kiggede på mig med sine store grønne øjne, og hun lyttede meget intereseret. Jeg fortalte videre, og vi grinede begge to, indtil stemningen pludselig blev meget alvorlig.

    “Hvornår kommer vi ud herfra?”, Fillucca fastholdte sit blik på mig. Hun forventede et svar. Et svar jeg ikke kunne give hende.

    “Snart”. Jeg sagde ikke andet, men Fillucca forstod.

En dyb sorg ramte mig, vi måtte snart væk herfra. Fillucca måtte kende sin familie. Hun måtte have et rigtigt liv. Vi kunne ikke blive ved med at gemme os. En dag ville det være for sent.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...