Flyvende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2016
  • Status: Igang
Den 14-årige Madeline, flygter med sin 2-årige kusine pga. krig. De må nu leve skjult i en kælder, langt fra alt og alle. Men en dag bevæger de alligevel sig udenfor.

0Likes
0Kommentarer
316Visninger
AA

1. Prolog + pilot

“Madeline, du er nødt til at tage hende med. Gem jer i hulen til det er ovre”, der lød et skud. “Løb nu, mens i stadig kan”. Hun kyssede Fillucca på panden, jeg tog hende på ryggen og begyndte at løbe. Mit hovede var tomt. Jeg løb bare. Jeg vidste at Filluccas mor nok skulle komme i sikkerhed, og det samme måtte vi. Husene omkring os lå tomme. Der var helt stille. Alt for stille.

 

***

Stendøren føltes som et ton at skubbe op, jeg havde mistet de fleste af mine kræfter på turen. Mit hjerte hamrede. Vi måtte ind. Mine øjenlåg var tunge. Jeg skubbede af alle mine kræfter. Jeg havde øvet det mange gange, men aldrig havde det været så hårdt. Jeg sank sammen med ryggen op ad døren, og Fillucca i mine arme. Jeg måtte passe på min kusine, så godt jeg kunne.

 

***

Jeg vågnede, ved at sollyset ramte min pande. Fra et lille vindue højt oppe nær loftet, kunne lyset akkurat komme ind og lyse rummet op. Jeg kiggede rundt. Stendøren var lukket, jeg måtte alligevel have kunnet kæmpe mig ind. Der stod et lille træskab ved siden af døren og længere henne ad væggen, en kommode. Tasken Filluccas mor havde givet mig med stod ved siden af sengen, jeg sad i. Jeg kiggede rundt. Det gibbede i mig. Fillucca. Hun var væk. Mit hjerte sprang et slag over. Hun måtte være her. En to-årig ville aldrig kunne komme ud herfra. Det var umuligt. Stille rejste jeg mig op og gik over mod kommoden. Jeg åbnede den øverste skuffe, men den var tom. Jeg havde ikke kræfter til at åbne de resterende, men gik videre til skabet. Skabslågen stod på klem, og til min store forbavselse var skabet fyldt med garn. Nogen måtte have tænkt på mig, da de havde lavet rummet. Gemt under filtrede garnnøgler sad Fillucca. Hun smilede over hele ansigtet, og hendes glæde smittede. Hun møvede sig ud af skabet, og fulgte med mig over til sengen, hvorpå hun satte sig. Vi havde et lager af mad, så vi ville kunne holde os stille, og uden at fjenden ville opdage os. Maden var alt sammen noget som hverken krævede komfur, eller på nogen måde kunne skabe røg eller dufte, så fjenden ville kunne bemærke vores tilstedeværelse. Det måtte ikke ske. Jeg puttede mig ind under dynen, og lukkede mine øjne. Jeg ønskede at det snart var ovre, også selvom jeg godt kendte svaret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...