lysbærerens paradigmeskifte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2016
  • Opdateret: 16 mar. 2016
  • Status: Igang
min fortolkning af den religiøse fortælling "englenes fald", 1. valgmulighed, superhelte-konkurrencen

3Likes
0Kommentarer
435Visninger

2. -


”Er der noget, vi forsømmer, er det ondskaben – et blasfemisk modspil til dit Himmerige, jeg længe trofast har tjent, men forgæves. Hvilken hersker er du, hvis du ikke har noget at bekrige, og hvilken hersker er du, hvis du ikke tør kæmpe? Viger du bort for denne blodighedens krig, når blot sejren er min, af frygt og dermed forræderi, thi du pådrager dine tjenere nederlag, vil du ligeledes besidde samme ondskab. Jeg spørger dig, Gud, er du vis om, hvor denne ondskab, på hvilken jeg bygger min magt, kommer fra – er den født ud af en engels lyse hjerte, eller er Himlens hellighed formørket? Svaret er enklere, end dit blinde øje hidtil har troet.
    Jeg, Lysbæreren alias Lucifer, vil altid vandre i omsluttende mørke.”
    Lucifers forstand var ikke komplet; det skrøbelige, svajende himmellys om ham blev bremset af en kraft, ingen – det være sig engel eller menneske – kunne ane eller forudse, ja, måske han ikke engang selv havde kunnet tøjle sin vrede, før det var for sent, for vanvittigt gik det for sig med hans entré, og dog var det ikke spørgsmålet om hans valg, som rejste sig og nagede sindet, men om årsag til valget.
    Kun Gud så og fornemmede brudstykkerne: tungens hvislen, blikket, det sitrende udsving i mundvigen og ikke mindst den formanende stemme, der som en klokkes hule lyd rungede ud i tronsalen. Alligevel sagde Han blot: ”Forlad os, for du har os forrådt. En, som lader sig forføre af skæbnen, må gå sine egne veje, men aldrig i Himlens.”
   En kunstpause, et minuts eftertænksomhed – og så en ed: ”Ikke før blod er spildt.” Lucifer, hvis hjerte endnu ikke led af samvittighedens pil, forlod derpå den endeløse sal. Den frydende latter tonede ud, så snart han trådte ind i portalen udi Himlens evindelighed; hvor end han måtte befinde sig, vidste Gud, at han var borte, usynlig i ondskabens beskyttende favn, og derfor ikke til at finde: samme vovemodige skæbne som hans åbnedes kun for dem, som ligeledes søgte den.
    Da Gud lagde øre til Lucifers manifest om den opblomstrende ondskab, tiede han sin skuffelse bort. Til trods for evigheder oplevede Han i dette øjeblik første gang den menneskelige følelse af ikke at kunne besinde sig, han var vred og ængstelig, som lænket til tronen, og ude af stand til at rumme sig selv for sin forfejlede troskyldighed og sorg over en stundesløs, fortabt ven. Det lod ham synke ned i en afgrund af tvivl om Hans egen væren og vigtighed, for uden et modspil til godheden selv var han ikke i stand til at bekæmpe nogen. Han var nyttesløs, sådan ville Lucifer sige.
    Som et andet menneskeligt træk rejste Gud en mur; da blev Han en statue, Han kunne gemme sig i, og formåede akkurat at udgrave et åndehul og forvise sin tjener fra tronsalen. Et væsen som Lucifer måtte lide som martyr, om det så var mod Guds vilje og overskred alle smertegrænser.
    For hvad fik ham til at ønske noget så utænkeligt, endog fatalt, som ondskaben? At de dengang kunne sidde på en sky i brand, spejdende efter havets bølgende horisont, og betro sig til hinanden uden at rejse spørgsmål? Umuligt. I et sådant stykke jord ville intet så ondsindet kunne gro, så Han spurgte sig selv: hvorledes nærer man en magt større end min?

Ærkeenglen Gabriel trådte ud af portalen og mødte Gud midt på det levende skydække. Som badet i et lyshav var Han en kulsort silhuet, hvis skygger, grå såvel som sorte, blev kastet ud i alle retninger omkring Ham. Sagte briser fjernede lagene af det svævende gulv, som forsigtigt steg til vejr, for så at tilføje noget nyt. Hver gang overraskede det ham, selv efter epoker og odysséer gennem tiden, hvordan et enkelt fingerknips havde kunnet skabe noget så smukt. Han fornemmede samtidig straks, at noget ikke var på sin plads, måske allerede inden Gud sendte bud efter ham, men sådanne tanker skulle man helst ryste af sig. Langsomt, men sikkert foldede han sine vinger sammen, velvidende om at Gud måtte have fornemmet hans tilstedeværelse, allerede inden portalen transfererede ham videre til tronsalen, men sådan bestod usikkerheden altid ved alvorlige lejligheder om nødvendigt: hidkaldes man, skal man forvente hvad som helst.
    ”Du ville tale med mig, herre.” Hans stemme forekom urolig, næsten skælvende.
    Han forklarede: ”Det var godt, du kom, Gabriel, der er noget, jeg må tale med dig om,” og Gabriel holdt vejret – for mon han havde gjort sig en fejltagelse? –  indtil Han fortsatte: ”Lucifer har vendt os ryggen.”
    Da sank brystet sig, det kunne have været en sten, ja, et massivt klippestykke, men det var noget meget tungere, som lettede fra hjertet, næsten som når en fugleunge første gang forlader reden. Samtidig pådrog Guds ord ham en ny byrde. Nye tider var begyndt.
    Herren noterede sig i øjeblikkets rum med det samme de forvirrede miner, for han forudså, at det ville chokere ham, men sådan blev det, og Han havde tænkt: det bør være Gabriel, som må vide om forræderiet, Han kunne ikke være andet bekendt, thi deres bånd var stærkest af alles.
    Det var selvfølgelig klart, den, man elsker, vil komme en til livs på den ene eller anden måde, og hvis ikke, så ville døden sørge for det. Men ikke desto mindre er det elskværdigt at kunne forudse det, om man så vil det eller ej, til trods for, at man ikke nærer nogensinde at bryde rammerne. Hvis Gud kunne det, ville han sætte alt ind for at forhindre spildt blod – men de engleliv, han dengang satte ud i verden, måtte og skulle fra tidernes morgen varetage sig selv, og han kunne derfor ikke andet end ligeledes at bekrige dem. Alt andet ville være fejt.
    Gabriel skulle anstrenge sig meget for ikke at bryde sammen, han måtte på ingen måde udtrykke svaghed, ikke her foran sin herre. Lucifer var som mange andres hans nære ven, og det uofficielle brud imellem dem fik ham over på et sidespor. For noget hang ikke sammen, han havde det, som om han ville råbe ad sin herre, sige, det, Han sagde, var purt opspind, sige, Han destruerede mere, end Han skabte, fordi han aldrig selv sporede nogen onde intentioner i Lucifer i forening med ham. Han stolede blindt på sin intuition. Som altid. Men han holdt inde. Han tænkte: det må være sådan, det starter. Ondskaben.
    ”Men tab ikke modet, han ønsker os intet ondt, og derfor kan han ikke sejre,” han kaldte ham over til sig og lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, ”for ondskaben er blot et skrøbeligt instrument, et udbrændt forsvar, som er født ud af noget så uskyldigt som mangel på anerkendelse, det er hans vilje, og den må vi ikke fornægte, for det er det stærkeste våben i verden. Ønsker man magt, skal man blot lægge kniven for struben på Ham, som kan afgive den, og det er hans ønske.”
    Gabriel var ikke synderligt begejstret. Tværtimod mødte han skylden med åbne arme og sugede den til sig. Som luft. Fordi han ikke havde beskyttet Lucifer mod alt det onde.
    ”Men, herre, jeg forstår ikke … hvad skal vi gøre?”
    En næsten umærkelig tøven. Så et svar, alle lader sig narre af: ”Det må tiden vise,” svarede Han derpå.
    Han var tung i kroppen, det vidste han, for han kunne mærke det helt ind i sjælen. Hvordan det gravede sig dybere ind. Hvordan det forførte ham ned i en afgrund. Lydløst transfererede Gabriel sig og det uden først at have søgt trøst hos sin herre, men i stedet i sin egen stundesløshed, gennem portalen, gennem lys og så mørke og så forfra, helt alene. Tystheden omkring ham var hans trofaste følgesvend, men ikke for evigt, tænkte han.
    Han vidste, hvor han måtte hen.
 
Alt havde forandret sig, siden sidst Gabriel havde betrådt samme jord, samme ejendom. Til trods for, at han var beredt på hvad som helst, blev han alligevel overrumplet. Lucifers domæne, det, der strålede af lys, var nu hyllet ind i mørke, og det mørke var som ét væsen; idet Gabriels aura illumineredes, kravlede de kulsorte skygger væk i flok og gemte sig i krogene.
    Så var det sandt. Lucifer havde skiftet side.
    ”Gabriel …” En allestedsnærværende hvislen, han ikke kunne lokalisere, men som var blottet for ukendtlighed. ”Gabriel …”
    Han snurrede rundt, men sigtbarheden udi denne afgrund var for ringe. Det var også først nu, han fornemmede det, frygten. For han frygtede mange ting, sit liv, Lucifers, hvad der vil hænde sig. Alt. Forsigtigt førte han sig fremad. Nogle gange råbte han på ham, andre gange blev der hvisket en bøn, som blev besvaret med hans eget navn. Somme tider blev der grinet, som en hån, men mest af alt var der tyst.
    Da han mødte den ugenkendelige Lucifer for enden af domænet, fortrød han først sine handlinger. Hvad havde han dog tænkt? At han kunne overbevise ham om hans tåbeligheder?
    ”Jeg har ventet dig, Gabriel.” Igen den samme hvislen. Ligesom stemmen var han forandret, den mørke hud, de to buler, de afplukkede vinger fri for hvide fjer. Ondskaben i legemlig form. ”For jeg vidste, du ville komme.”
    Lucifer trådte flere skridt imod ham, smygede sig som en slange hen over gulvet, indtil han stod ansigt til ansigt med Gabriel, som forsøgte at besinde sig, for han forstod det ikke – og nu var han fortabt. Frustrationen sydede i håndfladerne, al vreden kom først nu, hvor erkendelsen kom frem i lyset, for det, han så, kunne næppe være hans ven, det kunne han ikke stole på, øjet. Alt bedrager synet, tænkte han.
    ”Jeg er en rebel, ved du, men jeg har ikke villet fortælle dig noget, før tiden er inde. Men kom til mig … kom over på min side …” Den todelte tunge vred sig spastisk. Lucifer snoede sig om Gabriel, åndede ham i nakken og lo ham ind i øret, hvislende. ”Det er ikke for sent!”
    Noget løsnede sig inden i Gabriel, noget, som nagede ham, men pludselig blev forløst. Ja. Han kunne være sammen med Lucifer for evigt. Bare et enkelt ”ja”, så var øjeblikket foreviget.
    ”Svigt mig ikke …” Den fristende hvislen. Alt i ham spændte af lyst, af begær, efter at tilslutte sig sin lidelsesfælle. Hele hans krop blev afspændt af Lucifers varme, som viklede sig rundt om ham. Her ville han være for evigt … ”Svigt mig ikke …”
    I ét vrid løsrev Gabriel sig og foldede sine vinger ud, så det lille kryb til hans ven krympede sig under det stærke lys.
    ”Du var min ven, Lucifer!” rungede det ud i himmelrummet, hvorpå han svarede: ”Og du ligeså, Gabriel. Jeg stolede på dig.” Han havde vænnet sig til lyset og stod nu så stor som en grib.
    ”Jeg stolede på den, jeg kendte. Ham ville jeg ingensinde svigte.”
   Derpå forlod han ham i totalt mørke.

Gud og Gabriel stod side om side og stirrede fra tronen ind i den vidtåbne portal. En ny epoke ville om et øjeblik begynde.
    Gud sagde: ”Denne krig er ikke meningsløs, det må du altid huske. Kun fremover vil blodsudgydelser, i Himmel såvel som Jord, være en synd. Når Helvede, Lucifers rige, bliver skabt, må vi ikke anse det for bespottelse af herren, men nærmere det bærende element af to til at skabe balance mellem det gode og det onde. De, som har begået hybris, den største synd af dem alle, og som ikke kan komme i Himlen, må havne i Helvede og bøde for det, de har gjort.”
    Med sin dybe, krystalklare stemme og med armene i vejret udførte Gud en besværgelse, som fik det til at trække op til storm, og hidkaldte alle kampdygtige engle – ingen kvinder, ingen børn. Alt i Himlen blev vanvittigt dunkelt, tungt og gråt, skykuplerne samlede sig i klumper og lynede imod dem, så det bragede, og himmelklokkerne rungede ekkoende ud i tronsalen. Ovenfra nedsteg Guds hvidklædte hær bevæbnet med klingende sværd.
   Gabriel iagttog portalen, som blev overbebyrdet med en mørk kraft, som strålede ud mod dem, så sindene blev tunge. Snart brød Lucifers hær sig, de formørkede engle, som også havde forrådt Gud, gennem den ovale revne og troppede op, omgivet af mørke.
    I en kort stund var alt henlagt i stilhed. Så sagde Gud: ”Du må vide, Lucifer, at det er dig, som har valgt dette, og som har forrådt. Det samme med jer, som har valgt hans side. Men vi vil gøre alt for at stoppe jer, koste os, hvad det vil.”
    I nogle sekunder var det, som om Lucifers ansigt blødte op, syntes Gabriel. Som om han alligevel fortrød. Men en mørk skygge gled ned foran hans ansigt, han gav tegn til at angribe, og den brutale, skrigende myriade stormede dem i møde, i samme øjeblik som klokkerne igen lød, og Himlen tordnede.
    Gud og Gabriel, som var bevæbnet med bue og pil, betragtede det hele fra tronen af. De så til oppefra, mens blod blev spildt og sivede ned igennem himmelgulvet. Masser af liv blandede sig sammen til ét levende dyr, og de svingende sværd arbejdede sig så hurtigt, at de slog gnister og sang i luften. Gabriel søgte hele tiden at finde Lucifer, men blikket svigtede, kun blod var at spotte. Dog var buen hele tiden spændt til en affyring, hvis han øjnede muligheden til at slå ihjel. For første gang. Tanken skræmte ham grænseløst. Han valgte at slå ihjel, og den første måtte – skulle – være hans bedste ven, hvad der ikke var hans valg, men pligt.
    Gud var fuldstændig rolig, ikke engang en mine fortrak sig. Ind imellem var det måske, som om Han sank længere og længere ned i tronen, men det var aldrig til at sige.
    ”Bekymr dig ikke, Gabriel, Lucifer har ikke en chance imod os.”
    Han nikkede.
    Tvivlede.

Det varede dag og nat. Hele tiden så det ud, som om hærene udkonkurrerede hinanden for så pludselig at komme på benene igen. Der var ingen, som førte, ingen, som var stærkest. Som Gud sagde, skulle der være en balance, og den skulle opretholdes. Denne krig var et pragteksemplar: et fint svar på Hans ord. Måske ville det ende således, at begge hære ville falde.
    Gabriel var utålmodig. Især fordi han ikke kunne ane Lucifer i mængden og måske ikke engang ønskede det. For ville han komme nogen, som han til stadighed elsker, til livs, når intet er afgjort endnu? Nej. Det kunne han ikke, men det var det eneste rigtige, det vidste han. Hvis han igen lod sig friste, ville Lucifer være i stand til at gøre hvad som helst med ham. Som en marionetdukke.
    Gabriel skævede flygtigt til Gud, som nøje fulgte slaget. Han bevarede endnu roen.
    Men det varede ikke længe, måske et par timer, før ængsteligheden greb om Ham. I dette nu nedkæmpede Lucifers sortklædte gradvist fjenden. Når man betragtede alt dette oppefra, var der kun rødt. Aldrig havde Gabriel set så meget blod, aldrig havde han været mere bange for døden. At han måtte bøje sig i støvet og med ét blive halshugget gjorde ham tung i brystet, men samtidig også vanvittigt årvågen.
    ”Herre, de …”
   Men Gud afbrød og sagde: ”Vi kan intet gøre.” Stadig roligt, men som om også Han frygtede nederlaget.
    Så var det, det endegyldige øjeblik skulle komme. Fra Gabriel vendte hovedet, til han spottede Lucifer blandt de faldne, forekom alt ham uvirkeligt; han tøvede, ville ikke, kunne ikke. Han spændte buen og sigtede, vidste, han ville ramme plet. Indeni gjorde alt oprør, men hvert sekund talte, for jo mere de ventede, desto flere faldt. Som i slowmotion, som i vand, gav han slip på alt inden i sig selv, frigjorde sig for alle behov og mellem et, to, tre sekunder havde han med skarp præcision affyret sin pil.
    Den brød vinden og borede sig ind i Lucifers bløde, men mørke hjerte. Gabriel afvæbnede sig straks og styrede direkte mod ham med udfoldede vinger, som illuminerede hele tronsalen. Al torden, al rungen og uvejr pustedes bort, så salens hellighed igen bestod.
    Da Gabriel landede foran Lucifer, som lå på knæ og jamrede sig næsten uhørligt, veg alle til siderne og betragtede deres herre falde.
    ”Lucifer …” bad han, ville række ham sin hånd – mærke hans varme for sidste gang – men hans ven forkastede øjeblikket og slog fra sig.
    ”Forsvind, din forræder.”
    Det var fra dybet af vrede, som ordene rallende kom fra, så Gabriel var ikke et sekund i tvivl om, at han mente det. Han hostede sit blod op og tog sig til hjertet, forsøgte at rive pilen fri, men stoppede midt i bevægelsen. Løftede hovedet op mod et lys, der nærmede sig.
    Gud kom gående hen ad det blodstængte gulv, udtryksløs, og han stoppede først, idet han stod foran sin tjener, Lucifer. Først da var skuffelsen at se i hans varme blik – men det var også første gang, og derfor var synet forundrende; alle spændinger løsnedes, og nu lignede han blot en lille dreng, som havde skrabet sit knæ.
    ”Dit slag er tabt, Lucifer, for man kan ikke sejre med blod på hænderne. Af alle burde du have vidst, at sadismen ikke er vejen frem til hæder, men at viljen til at holde sammen og styrken til at kæmpe for og ikke imod er det gyldne våben. I mine øjne var du alt,” sagde Han, ”nu er du intet.”
    Lucifer søgte at skjule sine dybeste smerter, ikke dem, som pilen udgjorde, men dem, som var et udslag af skam og fortrydelse, tomhed og fortabelse. Alt det, han ikke ønskede at give afløb for, ikke ønskede at blotte, brændte inde, og han slog blikket ned.
    Gud lyste sin hånd over hans bryst, hvorpå pilen forsvandt ud i det blå.
    ”Hvad du dog ikke kan,” hvislede Lucifer og så op, som om han havde genvundet styrken, ”selv min værdighed skulle du knuse.
    ”Du tog et valg, som kun du har ansvaret for. Nu skal du bøde for den smerte, du har pådraget os,” svarede Gud, som pludselig svævede levitisk over dem. ”Infernus!” Med gestikulerende arme kastede Han en besværgelse. Under dem åbnede himmelgulvet sig, hvorunder ilden – trukket ud af et mareridt – blussede op som tunger, så englene veg til side. Lucifers tilhængere, som begyndte at vride sig, blev forceret af en usynlig kraft til at flyve ned i flammerne og derved fordufte. Derpå pulveriserede Lucifer, som modvilligt sendtes ned til bålet. Længe efter han forsvandt, kunne man høre hans onde latter runge i den pludseligt tyste tronsal.
    Gabriel stirrede længe under sig, prøvede at forstå, hvad der lige var hændt dem. Så snart folk begyndte at vågne, florerede snakken. En dyb sorg, men også en absurd glæde lagde sig over hans sind.
    Nye tider var begyndt.

Dagen derpå transfererede Gabriel sig hen til tronsalen. Spørgsmålene havde rejst sig, så længe han havde haft tid til at tænke, fordi han havde følt sig så tom, inderligt vemodig over at føle sig alene, og desorienteret, fordi han simpelthen måtte vide, hvor Gud havde sendt sine faldne engle hen.
    Da ankom han. På sædvanlig vis reflekterede Gud på sin trone og så distræt ud; fortabt i et eller andet univers, ingen kendte til. Og det måtte være interessant, for Han noterede sig først Gabriels ankommen, da han rømmede sig.
    ”Jeg må spørge Dig om en ting, herre, hvor befinder Lucifer sig?”
    ”I sit rige, Helvede,” sagde Gud øjeblikkeligt, som om han havde forudset spørgsmålet, ”for her er han fri, og jeg må erkende, at han, blot som vores modsætning, endnu kan bruges – og det for evigt.”
    Og ud af det blå sagde Han pludselig, og man var ikke i tvivl om, at det var sandt: ”Vi træder en ny æra i møde, Gabriel, men ingen svære tider skal komme.” Nu stod Gud foran ham, velvidende om at sorgen var ubærlig for ham, og Han lagde en varm og kærlig hånd på hans skulder. ”Du må vide, at Lucifer aldrig var ond i sig selv og i virkeligheden aldrig ønskede os smerte. Det var ondskabens instrumentet, som lå dybt inde i ham – et sted, som lyset selv, eller Jeg, ikke kunne nå.”
    Et eller andet sted følte Gabriel sig lettet. Fordi Lucifer stadig var hans ven, men blot var blevet besat af en sådan kraft, at ingenting kunne redde ham fra sit indre fængsel – måske havde han mistet en ven, men trods alt levede han stadig, hvad der gjorde ham mest lykkelig. Men skulle han stadig føle skyld? For han havde endnu ikke selv reddet Lucifer eller forsøgt, han havde kun passet sine pligter, men aldrig dem, som var udslaget af deres næsten ubrydelige venskab.
    Men Gud sagde: ”Husk på, Gabriel, at alt er skæbnebestemt. Ingenting har ej sit formål, for med Lucifers magt i Helvedet og med min magt i Himlen kan vi sammen udgøre balancen mellem det gode og det onde, som begge er nødvendige.” For første gang længe smilede Han bredt, og Gabriel kunne ikke lade være med at slå høj latter, da Gud sagde:
    ”Når alt kommer til alt, er Himlen trods alt roden til alt ondt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...