Over grænsen

Jeg kravlede ind først, og pressede mig så langt ind så muligt.
Da jeg lå helt oppe af sæderyggen kravlede hun ind. Vi lå helt tæt. Mig og min søster. min storesøster Jamila. Hun var tre år ældre end mig, hun var 19 og jeg var 16.
De begyndte at dække os til. Til sidst kunne jeg ikke se mere, for alle jakkerne og tæpperne.
Jeg nåede lige at hører min far råbe “vi ses” inden de fremmede lukkede bagagerummet, startede motoren og begyndte at kører.

Novellen handler om den 16 årige pige Amal, som flygter fra Syrien, sammen med sin søster.

3Likes
0Kommentarer
104Visninger

1. Over Grænsen

Over Grænsen

 

Jeg kravlede ind først, og pressede mig så langt ind så muligt.

Da jeg lå helt oppe af sæderyggen kravlede hun ind. Vi lå helt tæt. Mig og min søster. min storesøster Jamila. Hun var tre år ældre end mig, hun var 19 og jeg var 16.

De begyndte at dække os til. Til sidst kunne jeg ikke se mere, for alle jakkerne og tæpperne.

Jeg nåede lige at hører min far råbe “vi ses” inden de fremmede lukkede bagagerummet, startede motoren og begyndte at kører.

De var flinke. Det var et dansk par, på omkring 30. De havde været på bilferie nede i norditalien, og skulle hjem igen. Jeg var ikke helt sikker.

Det var svært at kommunikerer med dem. De var gode til engelsk, men det hjalp jo ikke så meget når jeg ikke kunne forstå det. Heldigvis havde min søster gået i skole, da vi boede i syrien. Så hun kunne forstå og sige lidt. Meget lidt.

Lige pludselig kunne jeg mærke at de sænkede farten, og så holdte vi stille. Vi holdte i kø. I kø til den danske grænse.

Mit hjerte bankede hurtigt, da vi var på vej ind i Danmark. Jeg havde mest lyst til bare at løbe væk, men det kunne jeg jo ikke. Pludselig kunne jeg høre stemmer.

“Kan du forstå, hvad de siger”? Spurgte jeg min søster. “Scchhh” svarede hun bare. “Nej, de taler dansk” hviskede hun til sidst.

Så begyndte vi at kører igen. Jeg kunne lige ane at min søster smilede til mig, i mørket. “ Vi er i Danmark nu, Amal” sagde hun stille.

De åbnede bagsmækken, og tog tæpperne og jakkerne væk. Min søster kravlede ud, og derefter kom jeg.

Hun stod og snakkede lidt med dem. Jeg vidste ikke hvad de sagde, det eneste jeg kunne forstå var at min søster blev ved med at gentage noget.

Thank you so much.

Da de var færdige med at snakke satte danskerne sig ind i bilen, og kørte. “Hvad sagde de?” spurgte jeg. “vi er her nu” sagde Jamila.

Vi vinkede til det søde danske par, der langsomt var på vej væk i bilen. De smilede og vinkede tilbage. Vi blev ved med at vinke, indtil de drejede om et hjørne, og vi ikke kunne se dem mere.

“Nu skal vi bare finde mor og far” sagde jeg. Jamila nikkede tavst, der var noget hun ikke ville fortælle mig. “Hvad er der?” spurgte jeg. Hun sagde ikke noget, stod bare stille og så bare ned i jorden. “Amal” sagde hun efter et stykke tid. “Det er ikke sikkert, at vi finder mor og far. Det er ikke engang sikkert at de kommer ind i Danmark.” Det havde jeg slet ikke tænkt på, før nu. Jeg var selvfølgelig vildt ked af det, da der ikke var plads til dem i bilen. Men de lovede at finde os, så snart de kom til danmark.

Det løb mig koldt ned af ryggen, hvor var jeg dum ikke at tænke på det. Jeg fik det dårligt og var ved at græde, men tog mig sammen og sagde “Så venter vi her”. Selvom jeg gjorde mig umage med ikke at græde, knækkede min stemme midt i sætningen.

“Det kan vi ikke Amal, vi bliver nødt til at gå” sagde Jamila med rystende stemme. “Jeg vil ikke uden mor og far” Jeg fik tåre i øjnene, bare ved tanken om at jeg aldrig skulle se mine forældre igen. “Kom nu, det hele skal nok ordne sig. Mor og far vil gøre alt for at finde os” Ingen af os sagde noget i et stykke tid.

Til sidst tog min søster om mig, og vi begyndte at gå.

 

Jeg hedder Amal, det betyder håb. Jeg boede i en lille lejlighed, i syrien sammen med min familie. Min mor, min far og min storesøster Jamila.

Jamila og jeg havde altid været meget tætte, lige siden vi var små har vi haft det sjovt sammen. Hun har altid passet på mig, og vi var hinandens bedste venner.

Min søster, Jamila gik i skole, men vi havde ikke penge nok til at jeg også kunne gå i skole.

Min hverdag gik for det meste med at gå rundt sammen med min bedste veninde Nasira, i byen Aleppo som vi boede i. Vi gik rundt i ruinerne og kiggede, dagen lang. Nogle gange gik vi også op på bakken, det kaldte vi for vores sted. Der var aldrig andre, og man kunne se ud over hele Aleppo. Vi kunne tilbringe timer der, hvor vi bare sad og snakkede, mens vi kiggede ud over alle ruinerne. Vi gad ikke ned i byen, til de andre børn, der larmede og legede med ting de fandt på gaden. Hvorfor skulle vi også det, når vi havde fundet det bedste, smukkeste og fredeligste sted i hele byen, og det sted var vores.

En dag måtte min søster ikke gå i skole mere, fordi at det var for farligt.

Kort tid efter det besluttede vi at vi ville flygte til Danmark sammen. Det var hårdt men vi havde jo hinanden, lige indtil vi endelig fandt nogle, som ville hjælpe os over grænsen. De havde ikke plads til os alle i bagagerummet. Min mor og far sagde at Jamila og jeg skulle tage med bilen til Danmark. Der var ikke nogle af os, der havde lyst til at skilles men vi var nødt til det. Der kunne gå rigtig lang tid inden der kom nogen forbi, som ville hjælpe igen.

“Vi lover at finde jer, så snart vi kommer ind i Danmark” sagde min mor.

Så kravlede jeg ind i bagagerummet med Jamila bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...