Afrah betyder glæde

Det havde været en lang og hård dag. Jeg var dødtræt, så jeg gik tidligt i seng. “Godnat” råbte jeg ind i stuen til min mor. Lidt senere bankede hun på min dør. “Kom ind” sagde jeg. Hver aften plejede hun at putte mig i seng og synge den samme sang, som hun havde gjort, lige siden jeg blev født. Det gjorde mig så rolig. Hendes sang fik mig til at tænke på alt andet end krigen...........

4Likes
0Kommentarer
73Visninger
AA

1. Afrah betyder glæde

Det havde været en lang og hård dag. Jeg var dødtræt, så jeg gik tidligt i seng. “Godnat” råbte jeg ind i stuen til min mor. Lidt senere bankede hun på min dør. “Kom ind” sagde jeg. Hver aften plejede hun at putte mig i seng og synge den samme sang, som hun havde gjort, lige siden jeg blev født. Det gjorde mig så rolig. Hendes sang fik mig til at tænke på alt andet end krigen.

 

Jeg vågnede ved et højt brag! “Afrah vågn op” råbte min mor. Jeg gav et spjæt fra mig, og satte mig op. “Hvad sker der mor?” skreg jeg. Det hele rystede, og der kom flere og flere brag. Jeg kunne se, at min mor var tæt på at græde, og det skræmte mig. Min mor var altid en stærk kvinde, selv i denne tid hvor krigen var lige om hjørnet. “Min skat krigen er nået os. Vi bliver nødt til at komme væk med det samme!” Hun prøvede at virke rolig, men jeg kunne se, at det var svært for hende. Hele huset rystede. Jeg var meget forvirret og en smule bange. Jeg håbede bare på, at det var en ond drøm. Det sidste der måtte ske, var at jeg også, mistede min mor. Det bankede hårdt på vores dør, og inden vi nåede at gøre noget, var døren smadret op. En mørk stemme råbte “skyd alle!” Min mor var stadig inde på mit værelse. Hun reagerede hurtigt og skreg “UD NU!” Det hele gik så hurtigt. Vi måtte hoppe ud af vinduerne.

Jeg kunne høre, at min mor skreg: “Løb Afrah!” Jeg løb, alt hvad jeg kunne. Det var svært at komme frem, fordi der lå så mange ødelagte murbrokker fra de omkringliggende ruiner. Folk sad og græd i massevis rundt om mennesker, de havde mistet. Pludselig kom jeg i tanke om, at jeg kunne løbe meget hurtigere end min mor. Jeg kiggede tilbage, og kunne ikke få øje på hende. “Mor!” skreg jeg, alt hvad jeg kunne. Jeg stod stille, og kiggede rundt. Der var så mange mennesker både levende og døde, men der var intet spor af hende. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg havde mistet begge mine forældre, til den her forbandede krig. Da jeg var 12 år, mistede jeg min far. Han var en af de mange tusinde frihedskæmpere, der var blevet skudt i borgerkrigen.

Jeg var udmattet, så jeg lagde mig ned.

Jeg må være faldet i søvn, for jeg vågnede ved, at jeg kunne mærke, at der var en, der aede mig på ryggen. Jeg vendte mig om, og kiggede direkte ind i et par brune øjne, der lignede mine på en prik. Det kunne kun være en person. “Mor” udbrød jeg grædende. Jeg var så taknemmelig for, at hun stadig var i live. Der, midt på den ødelagte gade, sad min mor og jeg, og græd. Det var der også hundredvis af andre mennesker, der gjorde. Forskellen var bare, at vi græd af glæde, mens de fleste andre græd, fordi de havde mistet nogen.

Da vi havde siddet der for en stund, besluttede vi os for at komme videre. Vi var allerede kommet et godt stykke væk fra byen.

Dagene gik, og vi lavede ikke andet end at gå. Vi havde fundet nogle andre flygtninge, der ligesom os søgte mod Tyrkiets grænser.

Pludselig kunne vi se nogle huse forude. “Hvor er vi” spurgte jeg. “ Vi er kommet til Tyrkiet Afrah. Denne by hedder Elbeylí.” svarede mor. Jeg kunne høre på hende, at hun var kommet i bedre humør. De sidste par dage havde hun været meget nedtrykt. Hun manglede far, lige så meget som jeg selv gjorde. “Hvorfor er du så glad?” spurgte jeg forsigtigt. “Nord for denne by ligger der en flygtningelejr. Der er menneskene søde. De vil prøve at hjælpe os videre til Grækenland. Nu nu kan vi endelig få hjælp” sagde mor.

Da vi nåede frem til flygtningelejren, blev vi registreret. Der var nogle søde mennesker, der udleverede telte, tøj og livsfornødenheder. Det var en fantastisk følelse at være mæt igen. Vi fik ikke så meget mad, men der skulle heller ikke meget til for at gøre mig mæt.

De sidste par dage havde mor været meget væk. En dag kom hun og sagde: “Vi skal afsted nu. Skynd dig at pakke dine ting. Jeg har snakket med nogle søde mennesker, der vil hjælpe os videre til Grækenland.” Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad, eller hvad jeg skulle være. Jeg var efterhånden blevet træt af at være på flugt, men på den anden side var det rart at vide, at man kom tættere og tættere på et sikkert sted. Mor havde fortalt mig, at vi skulle ende i Danmark, men vi skulle først til Grækenland. Vi skulle sejle med en båd fyldt med andre flygtninge. Vi kørte med nogle mennesker, som mor kaldte for menneskesmuglere. De kørte os hen til båden, som allerede var propfyldt med mennesker. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan der nogensinde skulle blive plads til os. Vi fik alligevel mast os ned i båden. Det tog lang tid at komme frem, og turen var heller ikke speciel rar.

Langt om længe kunne vi se land.

Vi var kommet på land igen, men vi havde ikke gået længe, før vi blev stoppet af nogle mænd. De prøvede at snakke til os, men hverken mor eller jeg forstod en brik. Heldigvis var der nogle af de andre flygtninge, der kunne et sprog, som de begge kunne forstå. De kaldte det engelsk. Mændene havde spurgt, hvor vi var på vej hen. Åh nej tænkte jeg. Mor havde fortalt mig, at det ikke var alle mennesker, der var så søde som dem på flygtningelejren. Hun havde også fortalt, at nogle mennesker spyttede eller råbte efter en. Andre var endda så onde, at de ikke engang ville lukke os ind i deres land. Jeg troede, at mændene var sådan nogle onde nogen, der ikke gad at have os flygtninge ind i landet, men jeg tog helt fejl. Da de var færdige med at snakke, fortalte de andre flygtninge, at mændene ville hjælpe os. Jeg blev lettet og samtidig flov over, at jeg bare sådan havde dømt mændene, inden nogen overhovedet havde snakket med dem. Vi fik at vide at de kunne skaffe en lastbil, hvor kunne vi sidde en flok omme bag i. Den lastbil ville køre os hele vejen til Danmark. Endelig var der nogle mennesker, som ville hjælpe os. Mændene var så søde at køre os, i deres egen bil, hen til lastbilen. Lastbilen var stor, og der var plads til en del. Der var stadig mange, der ikke kunne komme med, men vi var heldige. Endelig var vi på vej til Danmark. Vi havde været igennem mange ting, men vi havde klaret det samme. Min mor og jeg.

Der var intet, der kunne beskrive vores glæde. “Det må være dig Afrah” sagde mor pludselig. “Da du blev født, var far og jeg så glade. Den glæde du gav os, var ubeskrivelig. Vi vidste med det samme, at du skulle hedde Afrah. Afrah betyder nemlig glæde.” Afrah betyder glæde, tænkte jeg igen og igen. Jeg havde aldrig tænkt over, at mit navn betød noget specielt, men det vidste jeg nu. Afrah betyder glæde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...