Det hemmelige gravkammer

Da 17 årige Ashley og hendes venner, Lilly og Maggie opdager et nyt sted i deres ellers lille og forudsigelige by, bliver de hurtigt fortryllede af det. Et lille rum. Men det er ikke et normalt rum. Det er et lille gravkammer. Dog er der en lille speciel ting ved det. Der er ingen i det. Det lille gravkammer er meget mere spændende end resten af byen. Og snart opdager de endnu en ting som bare gør det hele endnu mere spændende.

0Likes
0Kommentarer
150Visninger

2. Drømmen

Skoven var helt mørk. Det eneste lys hun kunne se var langt forude. Han ville helt sikkert fange hende inden da. Men hun havde ikke noget valg. Hun var nødt til at løbe. Hendes fødder bevægede sig som vinden over den fugtige jord. Hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende, men det var ikke nok, for han var så stille ved at indhente hende. Hun kunne ikke se ham, for han var bag ved hende, og hun kunne ikke spilde et eneste dyrebart sekund. Hvert sekund talte. Hvis han bare kom en smule nærmere... Hun prøvede at undgå at tænke på det. I stedet løb hun bare. Lyset nærmede sig, og i et øjeblik troede hun faktisk, at hun havde en chance. Det lykkedes hende på en eller anden måde at sætte farten op. Lige i sidste øjeblik, lige da hun var i udkanten af skoven, snublede hun. Hun prøvede at rejse sig op, men hendes krop ville ikke adlyde. Hun kunne høre ham nærme sig med hastige skridt. Hun kunne intet stille op. Hun kunne mærke hans kolde, fugtige hånd på hendes håndled. Han løftede hende op. Hun kiggede stadig ikke på ham. Hun turde ikke. Det eneste hun kunne se af ham, var hans hånd. Den var grøn. Men det var ikke det eneste hun lagde mærke til. Håndens negle. Neglene var skarpe som knive. Kun få sekunder senere borede neglene sig ind i hendes hud. Hun kunne se blodet løbe ned af hendes hånd. Hun skreg. Skriget var ikke af smerte. Det var af frygt. Lyset. Hun kunne se lyset. Det kom nærmere og nærmere.

 

"Er det drømmen igen?" Hun sad lænet helt op ad sin mor. Hendes mor havde grønne øjne og blond hår. Ashley lignede mere sin far. Han havde sort hår og blå øjne ligesom hende. Hun svarede ikke, men moren kendte godt svaret. "Ashley, hvis ikke det stopper bliver vi altså nødt til at snakke med doktor McClaine!" Hun ville gerne have det til at stoppe, men hun ville ikke snakke med nogen psykolog. Hvordan skulle det overhovedet hjælpe? Desuden kom den alligevel kun en gang om måneden. Den første dag på måneden. Der var helt stille, så Ashley besluttede sig for at bryde isen. "Sikke en god start på det nye år" mumlede hun sarkastisk. "Se nu bare at få tøj på og kom nedenunder" klukkede hendes mor. Så snart hendes mor var ude, hoppede hun ned på gulvet, kravlede hen til kommoden, tog en lille kiste frem og åbnede den. Der var ikke særlig meget i. Kun en lille ballerina som, når man åbnede den, drejede rundt. Det var en gave, hun havde fået af sine forældre, da hun var blevet født. Ballerinaen havde en lyserød skørt på, og stod med det ene ben oppe i vejret. Hun havde et gult diadem på. Da Ashley havde været lille, kunne hun sidde i flere timer og fantasere om ballerinaen. Om hvordan hendes liv var, hendes forældre, hendes navn. Små historier om hende. Hun kaldte ballerina Lara. Lara var endda hendes fantasiven, dengang hun var lille. Ashley havde en meget livlig fantasi.

Inde i kisten var der en masse tegninger. Det var små papirer. Hver gang hun havde haft drømmen, tegnede hun det. Der var altid en del af drømmen der var forandret. Omgivelserne. Hun tog et nyt stykke papir, begyndte at tegne skoven i denne drøm.  Der var kun en ting, disse tegninger havde til fælles. De var alle sammen foregået om natten.

Hun stod på trappen mens hun prøvede at overbevise sig selv om, at det hele bare var en drøm. Nede fra køkkenet kunne hun høre sin mor synge. Hun var altid i godt humør, især om morgenen. Ashley var til gengæld ikke noget morgenmenneske. Det havde hun arvet fra sin far. Hendes far hun aldrig havde kendt, og som hun aldrig ville kende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...