edderkopperne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2016
  • Opdateret: 10 feb. 2016
  • Status: Færdig
denne historie er en opgave som jeg fik i skolen. vi var i gang med at læse en gyserhistorie, og jeg blev hurtigt færdig, så jeg fik denne her opgave: at skrive en gyserhistorie.

0Likes
0Kommentarer
143Visninger

1. edderkopperne

Mit hjerte dunker, odet er ikke fordi at jeg har løbet så længe. For vært slag sendes en isnende kulde gennem min krop, ledsaget af en knugende fornemmelse der flyver op i halsen og ned i maven. Jeg er bange på den der jeg-dør-hvis-jeg-ikke-løber-for-fuld-hammer-og-hvordan-kunne-jeg-også-tro-at-det-her-havde-været-en-god-ide? måde. Hvor lang tid er der mon gået? Er det nat nu? Mens jeg forstætter hen over de rug betongulve, flyver en del af min hjerne tilbage til starten. Vi havde haft Natur/Teknik, og jeg havde været duks sammen med Storm. Selvfølgelig var Storm bare løbet ud til frikvarter, uden at hjælpe. Men da jeg havde samlet nogle nedfaldne tegnestifter op, havde jeg opdaget et løst stykke puds. Jeg havde pillet det væk blot for at opdage mere løst puds. Da alt pudsen var væk, havde der været et lille koldt hulrum, stort nok til at en mursten kunne være der. Det lignede faktisk at der engang havde siddet en mursten, som nogen havde trukket ud og sat et stykke puds henover. Siderne havde et ujævnt lag af gammel beton, og en lugt af mug steg ud af hulet. Så havde jeg begået den største fejl ind til videre. Jeg havde stukket hånden ind i hulet. Min hånd havde fået fat i en flad rektangel som føltes koldt og glat. Jeg havde trukket min hånd ud af hulet, og havde holdt en lille bog, omkring 14cm. høj og 11cm. bred. Den var sort og var prydet med en lille guldedderkop på forsiden. Guldedderkoppen var slidt, og omslaget var fugtigt. jeg havde stukket bogen i baglommen.  havde jeg dægget hulet med en lavthængende plakat af en hvalhaj. Jeg gik udenfor. Ude i frikvarteret var Storm pludselig kommet i tanke om sin duksetjans. Jeg havde siddet og inspiceret den lille sorte bog. Den indeholdt en masse tegninger og beskrivelser, på sprog jeg ikke forstod. Tegningerne var nussede og uigenkendelige. Måske en arm. Måske et ben. Måske et hovedAlle siderne var gullige rynkede, og blev ledsaget af en skarp lugt, af noget der mindede og cigaretrøg. Men bogen virkede ældre end cigaretter. Pludselig stod Storm over mig. Han havde spurgt ind til bogen. Hvor havde jeg fået den fra? hvem havde skrevet den? Hvad stod der i den? Til sidst tog han bare bogen. Alle de andre børn var stimlet sammen om os. Og selvfølgelig havde han ikke kunne forstå det værdifulde ved bogen. For ham var det bare en gammel bog med nogen kruseduller i. Han var blevet ved og ved med at spørge om det samme om og om igen. Men jeg kunne ikke sige mere end jeg allerede havde: Jeg havde fundet bogen i klassen, jeg vidste ikke hvem der havde skrevet den, og nej jeg kunne heller ikke læse den, om og om igen. Til sidst var Mille P brudt ind: "Storm, det er jo bare en gammel bog." Og i det øjeblik havde jeg vidst at det ikke var sandt. Det var ikke bare en gammel bog. Helt præcist hvad det var, vidste jeg ikke. Så havde Storm gjort noget meget, meget skidt. Han havde grinet over hele ansigtet. Og så havde han kastet den lille sorte bog, som var det end frisbee. Ikke så langt derfra var der et åbent kloakdæksel. Det var vidst noget med, at der var nogle kabler der skulle undersøges. Den lille sorte bog fløj i en perfekt buge ned i kloakken. Der lød et skæbnesvangert 'plop' fra kloakken. Jeg sagde ikke noget. Jeg tror et øjeblik at de andre forstod hvad de havde gjort, for der var bumstille i den lille skolegård. De andre klasser var allerede gået ind. Så begyndte larmen igen, og de andre børn begyndte at gå mod indgangen. jeg sad bare og stirrede på kloakken. Jeg kunne alligevel ikke gøre noget. Hvis jeg forsøgte at forklare det, ville de ikke kunne forstå det. Forstod jeg det overhovedet? Men de havde gjort noget. Noget skidt. Et eller andet var vågnet. Noget. En kriblen løb ned af min ryg.  

Resten af timen tænkte jeg kun på den lille sorte bog. For vært minut der gik, vidste jeg, at den sugede mere vand, og at skriften blev mere utydelig. Måske var der også nogle rotter der havde taget den? Nej. Rotter ville ikke tage ting, der lugtede for meget af menneske, ville de? det var spøjst. Jeg havde kun eget den lille bog i ca. 15 min. og jeg havde det allerede som om, at den var mit kæreste eje. At miste den, var som at miste en arm. Jeg kunne hente den i pausen. Ja. Vi havde en ti minutters pause mellem to timer. Der var garanteret en stige. Det var jo bare ned og op igen. Enkelt. Kunne gøres på to minutter. Ja. Det ville jeg gøre. Et spinkelt håb var allerede begyndt at lande i min mave. Den lettede den tunge bylt af bekymring i min mave, og fik den til at stige op og ud af et sted lige under mine ribben. den lage sig som et berusende tæppe om mine skuldre og hoved. Jeg ventede kun på at klokken skulle ringe 

Nu jeg tænker tilbage, var det faktisk det her, der var det dummeste. Vi havde pause, og jeg stod foran kloakdækslet. Jeg prøvede at tage mig sammen til at kravle der ned. Alt i min krop skreg, at jeg skulle holde op. Vende om. Det var ikke normalt det her! Men samtidig sad der en lille gnavene del af mig selv, og opfordrede mig til at gøre det. Den sagde, at hvis jeg ikke skyndte mig, så ville noget vågne. Det noget som jeg havde fornemmet. Jeg valgte at lytte til den sidste stemme. Jeg satte mig ned, så benene svingede ud over kanten. Der strømmede en kold, fugtig luft op på mine bare ben. Det var sommer, så asfalten føltes varm under mine lår. Der sad ganske rigtig en jernstige fast på indersiden af kloakken. Den var slidt, og de nederste trin var dækket af grønt snask. Jeg satte min converse på det første trin. Storm måtte have opdaget mig, for pludselig stod han over mig. "Det mener du ikke seriøst?" Sagde han. Bag ham stod Mille P og et par andre. Resten af klassen var også begyndt at stimle rundt om os. Jo, jeg mente det seriøst. Jeg måtte hente bogen. Det var vigtigt. "Det er jo bare en gammel bog." Sagde Mille P, Som et ekko af sig selv. Jeg ved ikke hvem hun sagde det mest til: mig eller Storm. "Er den virkelig så vigtig?" Der var en klar overlegenhed i Storms stemme: "Men jeg skal selvfølgelig ikke holde dig tilbage." Min krop var stivnet. Kun den del af mig, der ville have mig til at gøre det, rasede rundt i mit hoved som et forvirret spøgelse. Den skreg af sine lungers fulde kraft:" NU, NUNUNU NU!!" Som en lille sirene inde i mit hoved. "Du tør jo ikke." Sagde Storm, Og lagde en hånd på min skulder. Det gav et ryk i mig. Og jeg tror ikke kun, at det var fordi at Storm skubbede mig, at jeg røg hovedkulds ned i kloakken.  

Jeg vendte rund og landede på ryggen, på den lille gangsti der løb langs den lille kloakflod. Der lød en skrabende lyd, og kloakdækslet blev skubbet for, efterfulgt af en fjern fjoget latter. Der var bælgravende mørkt i kloakrøret. En stærk lugt steg op til venstre for mig, og jeg kunne mærke en kold stenvæg mod min højre hånd. Lige meget hvor meget jeg anstrengte mine øjne, kunne jeg ikke se noget. Jeg kunne lige så godt lukke øjnene. Og der. Et sted i mørket. En lille rød plet. En lille snor i mit hjerte. Snoren trak i mig. Og jeg vidste, at det var den der havde hevet mig ned i kloakken. Men så snart jeg åbnede øjnene, var den væk. Så jeg famlede mig frem med lukkede øjne. Det gjorde jo alligevel ikke nogen forskel. Jeg havde min højre hånd på muren, mens jeg havde den venstre fremstrakt, så jeg ikke faldt eller stødte ind i noget. Pludselig forsvandt muren. Jeg famlede omkring mig med venstre hånd desperat efter noget at stødte mig til. Jeg kunne høre brusende vand lige foran mig. I virvarret var jeg kommet til at åbne øjnene, og mit lille fyrtårn var væk. Til sidst satte jeg mig på knæ for at bruge gangstien som guide. Jeg kom frem til, at jeg var kommet til et kryds. Jeg kunne kun gå til højre. Jeg lukkede øjnene. Mit fyrtårn fortalte mig, at jeg skulle ligeud. Jeg blev nødt til at vade gennem krydset. Jeg tog sko og strømper af. Sokkerne stak jeg i baglommen på mine shorts, og skoene hængte jeg om halsen. Jeg nåede ikke rigtig at tænke over  det. I næste øjeblik stak jeg fødderne ned i det iskolde vand. Det føltes ikke beskidt. Det måtte være kommet langvejs fra og havde sikkert allerede været gennem et par gitre. Det gik mig kun til knæet Det kolde vand slog mod mine bare ben, så det ramte mine lår. Jeg var allerede følelsesløs fra anklen og ned. Jeg satte farten op. Jeg var halvejs nu, og jeg kunne mærke, at jeg kom tættere på mit mål. Den røde plet blev stører, og stører. Jeg var næsten fremme. 

Jeg satte den sidste fod på den anden bred. Nu kunne jeg godt åbne øjnene, mærkede jeg. Da jeg åbnede dem, opdagede jeg, at der var lys forenden af gangstien. Et lys jeg kunne have svoret på ikke havde været der før. Det var dæmpet og gulligt, som fra et stearinlys. Jeg hastede mod lyset. Jeg kom til en lille underjordisk hule. Alle væggene drev af fugt, og gulvet var oversået af stearinlys. Over alt hang tykke strimler af noget klister fast til væggene. Det mindede mig i høj grad om tyggegummi. Det hang over det hele. I loftet, på gulvet på væggene. Det var alt sammen forbundet til en stor puppe-lignende bylt i midten af lokalet. Det hele var oplyst i en form for dunkelt lys på grund af stearinlysene. Jeg spejdede efter den sorte bog. Den var herinde, kunne jeg mærke. Og der var den. Lige under puppen. Jeg lage mig ned på alle fire, og kravlede ind under puppen. Jeg dukkede mig instinktivt for tyggegummi-trådende. Så snart jeg stod med den lille bog hænderne igen, dukkede et spørgsmål op i mit hoved: Hvorfor undgå trådende? Hvad ville der ske hvis jeg rørte dem? En uimodståelig trang til at røre dem gik gennem mig som en gysen. Jeg rakte ud efter tråden, næsten uden at opdage det. Mens jeg kiggede på trådende, gik det op for mig, at de ikke bare hang tilfældigt. De hang nærmest i samme mønster som...Som...Et... Forsendt gik det op for mig hvad jeg havde gjort. Jeg kunne mærke mine fingre blive iskolde, og blodet forlade mit ansigt. Jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne kun stå og se, vibrationerne bevæge sig ned ad tråden, mens den blev hurtigere og hurtigere. Jeg holdt vejret, mens Vibrationerne nåede ind til puppen.  

Noget bevægede sig inde i puppen. Hele nettet gyngede svagt. Så begyndte puppen at revne. Bare en lille smugle. Et lille hul næsten midtpå. Noget stak ud af revnen. Noget langt, spidst og behåret. Med en glidende, brunsort bevægelse, udvidende det hulet. En rivende lyd gennemborede stilheden. Ud af puppen kravlede en sort uformelig skikkelse. Den var tre meter høj, og ville uden problemer kunne udfylde halvdelen af mit klasseværelse. Mit hjerte stoppede. Det gik i gang igen, men jeg sværger, det stoppede et kort øjeblik. For. Foran. Mig. Stod. En. Kæmpe. Stor. Edder. Kop. Den strakte en krop, som havde været sammenkrummet i sikkert tusindvis af år. Dens ben var lange og behårede og stak krogede ud fra den gigantiske bagpart. Dens otte skinnende sorte øjne var alle rettet mod mig. Midt i det hele, fik jeg et underligt flashback, fra første klasse. Mille P havde taget en lyserød plakat med, af en hundehvalp, med de samme gigantiske sorte øjne. Mille P havde påstået, at sådan nogle øjne kunne 'gøre et hvert dyr nuttet'. Det kunne godt være, men jeg syntes ikke, at kæmpe edderkoppen var særlig 'nuttet'. Dens tre kindbakker snappede klikkende mod hinanden. "ftffftfttftffffst." Det var et hvæsende, skrigende edderkoppe-skrig der skar sig gennem min hjerne. Jeg trådte et skridt tilbage. Edderkoppen hvæsede igen og kravlede klikkende lidt frem. Så for den med et fremad. 

Mit hjerte dunker, odet er ikke fordi at jeg har løbet så længe. For vært slag sendes en isnende kulde gennem min krop, ledsaget af en knugende fornemmelse der flyver op i halsen og ned i maven. Jeg er bange på den der jeg-dør-hvis-jeg-ikke-løber-for-fuld-hammer-og-hvordan-kunne-jeg-også-tro-at-det-her-havde-været-en-god-ide? måde. Hvor lang tid er der mon gået? Er det nat nu? Mens jeg forstætter hen over de rug betongulve, flyver en del af min hjerne tilbage til starten. I mine dybe tanker opdager jeg ikke, at jeg har sat farten ned. Pludselig bliver jeg vækket af en skurrende klikkende lyd af edderkoppeben mod beton. Til min forfærdelse går det op for mig, at jeg ar sat farten ned til luntetrav. Den klikkende lyd kommer nærmere, og jeg hiver efter vejret. Jeg hader edderkopper. Afskyr dem faktisk. Pludselig lander min fod på noget gummiagtigt. Jeg kigger ned. En udsplattet korsedderkop ligger for mine fødder. Og der er flere. På gulvet, på væggene, på loftet. Der kommer hele tiden flere til. De kravler mod mig. Op ad mine ben. Samler sig som en tyk masse om mine ben. Gør det svært at bevæge sig. Jeg har hele tiden knuget den lille sorte bog ind til mig. Nu flår jeg den op. Noget siger mig at det vil hjælpe. Og der. På første side. Bogstaver. Store bogstaver som jeg kan læse. De er brunlige og matte, endda lidt hullede: 

ER DU SIKKER? 

Selvfølgelig er jeg det. Eller er jeg? Jeg tøver lidt. Så bladre jeg videre: 

DU VED GODT AT DET ER DIN SKYLD? DU VÆKKEDE DEN 

Det var rigtigt nok. Men jeg vidste jo ikke hvad jeg gjorde. 

HVED DU DET SÅ NU? 

Min hjerne snurrede. Jeg kunne næsten høre den. Knirkende, knagende, spindende. Vidste eg det? Gjorde jeg det bare værre nu? Spørgsmålene flyver rundt i mit hoved. Alligevel  læser jeg videre 

VEJEN ER GEMT I EDDERKOPPENS SJÆL 

Sikke en stor hjælp. Midt i det hele kan jeg ikke lade være med at blive vred. Vred på bogen. Vred på storm. Vred på Mille P. Vred på mig selv. Vejen er gemt i edderkoppens sjæl. Edderkopperne kravler op ad min hofte. Vejen er gemt i edderkoppens sjæl. Jeg snubler over sorte kroppe og falder ned i et sort mørke. Vejen er gemt i edderkoppens sjæl. Tusindvis af edderkopper kravler over mig. Deres ben er spidse og behårede. De er overalt. I mit hår. I mine sko. Under mit tøj. I mine øre. I min næse. I min mund. Jeg kæmper mig op på alle fire. Vægten af de mange edderkopper tynger mig ned. Bogen ligger lige ud for mit ansigt. Jeg spytter en behåret edderkop ud, mens jeg stirrer på guldedderkoppen. Det er som om at den ikke kun er trygt på forsiden. Der er en form for fordybning rundt om edderkoppen. Jeg rækker ud efter den. Jeg er lige ved at falde til jorden. Edderkoppernes vægt er overvældende. De tynger mig mod gulvet. Jeg må slæber mig fremad. Alle mine lemmer vejer omkring det dobbelte af det de plejer. Jeg har engang hørt i et Tv-program, at hvis lungerne udsættes for meget pres, kan de godt sprænges. Det var det der ville ske. Mine ribben ville knuses som tændstikker, og mine lunger ville sprænges. Mine øjenæbler ville smatte ud, med en våd sprød lyd som snebær der blev trådt på. Til sidst ville mit hjerte revne. Blive punkteret af ribbensstumperne, eller blive mast som mine øjne. Så høre jeg det. En klikkende lyd. Langsommere end sidste gang. Nærmest selvsikker. Så går det op for mig. Ikke en af edderkopperne har prøvet at bide mig. De har kun holdt mig fast. Holdt mig nede til kæmpe edderkoppen kom. Jeg begynder at kæmpe imod. Jeg kaster mig mod bogen af al kraft. Strækker mine fingre. Jeg trækker bogen til mig. Edderkopperne kæmper for at få mig under kontrol igen. De kravler hen over mig som et raslende tæppe. Jeg stryger fingeren hen over guldedderkoppen. Hvis nogen havde, set mig gøre det, ville det sikkert, se ud som om jeg vidste hvad jeg gjorde. Som om jeg havde gjort det en million gange før. Men det har jeg jo ikke. Jeg har ingen ide om hvad jeg gør. Men guldedderkoppen springer op og kravler væk. Tilbage er der et edderkoppeformet hulrum. I det lille hulrum ligger der en nøgle. Sådan en gammeldags en. Den er af søl, og helt blank. Den er sikkert blevet beskyttet godt mod rust og andet. Så kommer kæmpe edderkoppen til syne. Den klikker fremad. Først langsomt. Så fare den afsted. Jeg knuger nøglen ind til mig. Til hver nøgle hører en lås. Noget ekkoer i mit hovedVejen er gemt i edderkoppens sjæl. Der bliver helt stille inde i mit hoved. Edderkoppen kravler hurtigt frem mod mig. Jeg for øje på noget. På dens mave. Et hul. Jeg kæmper mig fri af de sidste edderkopper. Så kaster jeg mig ind under den. Jeg stikker nøglen ind i hulet. Edderkoppen skriger. En lem i dens kød går op, og alle dens indvolde vælter ud i hoved på mig. Jeg skubber dem til side. Graver mig fremad. Bliver dækket af slim og blod. Er ligeglad. Skubber tarme til side. Edderkoppen skriger og skriger og kaster sig fra side til side.  Og bag æggeposen finder jeg noget. Et lys. Jeg strækker ud og røre lyset. Bare mine fingerspidser. Men det er også nok. 

"Hør hov! Det er da ikke meningen af du skal være her." Jeg ligger på ryggen. Der er rug beton under mig. Skarp lys blænder mig. Jeg knipper øjnene sammen. "Undskyld!" Stemmen kommer fra en mand og lyder lidt forvirret. Han skubber lyset op i panden. Nu kan jeg se at det er en slags pandelampe. Mine øjne vender sig langsomt til lyset. Jeg er i kloakken. Over mig står en mand i en skrigorange kedeldragt og en hvid hjelm med en kraftig pandelampe. Jeg retter mig op. Han må være en af de teknikkere der skulle fixe de der kabler. Han er kraftigt bygget, og har skægstubbe. Hans øjne er små og blå i det store ansigt. De ser egentlig ret venlige ud. Han klør sig i nakken. "Undskyld jeg spørg, men hvordan er du endt her?" Ja hvordan var jeg egentlig det? "Jeg...øhm...jeg faldt ned i et åbent kloakdæksel. Eller nej. Jeg... blev skubbet... men jeg faldt også lidt... og så... så kunne jeg ikke finde ud... og så... så tror jeg at jeg faldt." Der var vidst også noget med nogle edderkopper, men det havde jeg nok drømt. Eller havde jeg? Jeg er pænt sikker på at jeg er faldet. Jeg kan ikke rigtig huske noget om det. Men det måtte være det der var sket. Det var det mest logiske. Manden rækker mig en hånd og hjælper mig op. "Sikke noget." Siger han: "De sagde godt nok noget om en forsvunden pige. Jeg hedder forresten Claus." Claus holder hele tiden godt fast i min hånd, mens han følger mig ud.  

Da vi kom op af kloakken, blev vi mødt af et stort postyr. Politimænd og lærere var overalt, og der var orange trafikbånd spændt rundt omkring kloakdækslet. Så snart jeg kom op af kloakken blev jeg omringet af voksne. Nogen lagde et orange tæppe om mine skuldre der lugtede af hospital. Bagefter blev jeg mødt af en meget bleg Storm. Han havde også et orange tæppe om skuldrene og så ud til at være langt mere rystet en mig. "Undskyld! Undskyld! Undskyld!" Sagde han og gav mig et stort kram -noget han ellers ikke gør så tit-. "Vi lukkede kun kloakdækslet i 10 sek. Og da vi åbnede det igen, var du bare væk! Og så hentede vi en lærer, og han ringede til politiet og undskyld! Undskyld! Undskyld!" Jeg kunne ikke rigtig sige så meget. "Der skete jo ikke noget." Var det eneste jeg kunne finde på. Så kom der en masse ambulancefolk. De ville alle sammen have mig med på hospitalet, selvom jeg blev ved med at sige at jeg havde det fint. Alligevel blev jeg lagt op på en båre. Men jeg sværger, at da jeg blev båret væk, så jeg noget over ved kloakken. Et glimt af guld der farede væk fra kloakken. Lyn hurtigt. Jeg syntes måske, at det var en guldedderkop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...